Redaktør arkiv: Redaktionen

Det har været et stort papirarbejde at stifte fonden, men Else og Niels Karl Hansen glæder sig nu til at hjælpe lokale unge, så de kan komme på efterskole.

En hjertesag for 81-årig: Stifter en fond for de unge, der vil på efterskole

Det har været et stort papirarbejde at stifte fonden, men Else og Niels Karl glæder sig nu til at hjælpe lokale unge.

Den 81-årige bygmester Niels Karl investerer millioner i de unges fremtid. De skal have chancen for at komme lidt ud

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

LIVSSTYKKE – I Hjerting bor en mand, der har svært ved at sidde stille. Niels Karl Hansen er 81 år, stadig momsregistreret og altid i gang.
Efter et langt liv som selvstændig bygmester stod han med et luksusproblem: Fem millioner kroner på bogen, som han ikke anede, hvad han skulle bruge til.
”Jamen, når man arbejder, kan man jo slet ikke nå at bruge penge,” konstaterer han med et lunt glimt i øjet.
Derfor har han nu, med hjælp fra advokat Dan B. Larsen og Torben Julius, stiftet Niels Karl Hansens Støttefond. Formålet er at række en økonomisk hånd til familier i Esbjerg og Varde Kommune, der ønsker at sende deres børn på efterskole.

81-årige Niels Karl donerer udbyttet af fem millioner kroner til de unges efterskoledrømme. Foto: Lene Memborg.

81-årige Niels Karl donerer udbyttet af fem millioner kroner til de unges efterskoledrømme.

Udlært landmand
Niels Karl er oprindeligt udlært landmand i Vester Janderup, men evnerne rakte hurtigt videre til både murer- og tømrerarbejde. Eventyrlysten førte ham som ung til Sverige, hvor han sammen med kammeraten Holger knoklede som skovhuggere og senere byggemestre. I 1968 grundlagde de firmaet Hansen & Larsen, som de drev sammen i 26 år. Selvom han for længst har passeret pensionsalderen, passer han stadig sin udlejningsejendom og sit eget firma.
”Det holder mig i gang,” forklarer han selv om han snart fylder 82 år.
Arbejdshandskerne er endnu ikke lagt helt væk.

Niels Karl, 81 år, i værkstedet. Foto: Lene Memborg

På trods af sin alder på 81 år har Niels Karl ikke smidt arbejdshandskerne endnu.

Livet tog en ny drejning
Privat har Niels Karl ikke selv fået børn, men i 1993 tog livet en ny drejning. Til et sølvbryllup mødte han Else, en lærerinde fra Janderup, og de to har dannet par lige siden. Sammen har de udlevet en fælles stor rejselyst, der har bragt dem til over 60 lande – fra de finske skove i autocamper til vandreture i Himalaya og krydstogter ved Galapagos. Dagen starter ofte med en god gang morgengymnastik, for den aktive krop skal holdes i form. Det har altid været en fast del af hans hverdag.

Blev kaldt på markarbejde som 14-årig
Niels Karl ved selv, hvad det vil sige at komme ud. Som 14-årig var han på efterskole i fem måneder, før den vestjyske skoleordning kaldte ham hjem til markarbejde.
”De unge har så godt af at komme lidt ud og lære at omgås andre. Det danner dem som mennesker,” fortæller han. Med den nye fond sørger han nu for, at lokale unge får de dannelsesmuligheder, som han selv altid har sat meget stor pris på. Det er hans personlige bidrag til fremtiden.

Tekst: Lene Memborg
Foto: Memborg Press

 

Hyldest i Guldager: 25 år med folkets præst

”I kirken iklæder jeg mig embedet,” fortæller den ellers generte jubilar fra talerstolen gennem 25 år.

Trompetens toner og fyldte kirkebænke hyldede Brian Bannerholt efter 25 år som sognets faste anker

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

HJERTEVARM – Søndag den 15. februar føltes Guldager Kirke næsten som juleaften. Kirkebænkene var fyldt til sidste plads, og luften var tyk af den form for varme, man kun finder i et sogn, hvor tro og liv er vævet tæt sammen. Anledningen var sognepræst Brian Bannerholts 25-års jubilæum – en milepæl for en mand, der har gjort det til sin livsopgave at skabe rum for det hele menneske i kirken.

Der var ikke en ledig plads at finde i Guldager Kirke, da Brian Bannerholt fejrede sit 25-års jubilæum. Med fulde rækker og en forventningsfuld atmosfære mindede stemningen mest af alt om en festlig juleaften. Foto: Henriette Thomsen Andersson

Der var ikke en ledig plads at finde i Guldager Kirke, da Brian Bannerholt fejrede sit 25-års jubilæum. Med fulde rækker og en forventningsfuld atmosfære mindede stemningen mest af alt om en festlig juleaften.

Lyden af en trompet…

Musikalsk hyldest: Kasper Knudsens trompetspil satte et bevægende punktum for jubilæet i Guldager. Foto: Henriette Thomsen Andersson.

Musikalsk hyldest: Kasper Knudsens trompetspil satte et bevægende punktum for jubilæet i Guldager.

Midt under gudstjenesten skete der noget uventet. Lyden af en trompet sammen med orgelet fyldte det gamle kirkerum og ramte Brian Bannerholt lige i hjertet. Det var Kasper Knudsen, som Brian har kendt siden Kaspers ungdom, der stod for den musikalske overraskelse. Brian blev synligt rørt; han kunne straks høre, at det var Kasper, hvis mor også er tilknyttet kirken. Det var et af de øjeblikke, hvor tiden står stille, og båndene mellem generationerne i sognet bliver tydelige. Denne åbenhed og gensidige tillid er præcis grunden til, at Brian har følt sig hjemme her i et kvart århundrede.

Vejen til kaldet
Spørger man Brian om gnisten, der sendte ham mod præsteembedet, er det en historie om filosofi, arkæologi og historie. Det var dog i mødet med det konkrete menneske i blandt andet Hjerting og Vor Frelsers Kirke, at teologien for alvor gav mening. For Brian er Bibelen ikke en facitliste, men en kilde til at forstå, hvad det vil sige at være menneske. ”Følg dem, der stiller de rigtige spørgsmål, ikke dem, der har alle svarene,” lyder hans råd. Det er en nysgerrighed, han har bevaret i 25 år.

Det ufleksible modspil
I sin tale til receptionen i forsamlingshuset refererede Brian til sociologen Richard Sennett, der mener, at det moderne menneske skal skifte retning hvert fjerde år.
”Hvis han har ret, er jeg det mindst fleksible menneske,” jokede Brian til stor morskab for de mange fremmødte.
Han har været her i 25 år, fordi Guldager er et sted med højt til loftet og plads til både rockmusik og dyb alvor. Han fremhævede, at kirken fungerer som en vigtig modfortælling til tidens krav om konstant omstilling – den står som det stabile fundament, der bærer os gennem livets mange forandringer.

En velfortjent skål for de første 25 år: Brian Bannerholt i selskab med sin hustru, Anne, ved den efterfølgende reception. Familien er hans faste base, hvor han kan lande som menneske efter en travl dag i sognet. Foto: Henriette Tomsen Andersson.

En velfortjent skål for de første 25 år: Brian Bannerholt i selskab med sin hustru, Anne, ved den efterfølgende reception. Familien er hans faste base, hvor han kan lande som menneske efter en travl dag i sognet.

Familien er basen
Han bor i præstegården med sin kone, Anne, og de har tre sønner. Den ældste er netop flyttet tilbage til Guldager, den yngste der stadig bor hjemme, når han altså ikke sejler rundt i Indonesien, og den midterste bor i Aarhus. For Brian er familien basen, hvor han får lov bare at være menneske og finde ro efter en dag fyldt med både livets svære spørgsmål og de helt store festdage som barnedåb.

Fremtiden i sognet

Brian Bannerholt, Guldager Kirke. Foto: Henriette Thomsen Andersson.

Brian har ingen planer om at stoppe foreløbigt. Hans tre forgængere sad alle i 26 år, og med et glimt i øjet proklamerede han: ”Jeg regner med at slå rekorden.”
Han elsker, at sognet møder ham med tillid, uanset om han står ved alteret i sit ornat, knokler i det lokale fitnesscenter eller køber ind til aftensmaden.
Som jubilæets vigtigste budskab citerede han professor P.G. Lindhardt:
“Kristendom er ikke en flugt fra menneskeligheden, men en vej ind i den.”
Det er netop det, Brian Bannerholt har vist Guldager i 25 år: At i kirken må man være lige præcis det menneske, man er.

Tekst: Lene Memborg
Foto: Henriette Thomsen Andersson/Memborg Press

 

 

 

Bedemand Morten følger altid hjertet og vækker den gamle strandcafé til live igen

Det gode naboskab blomstrer når døren mellem caféen og de søde naboer igen åbnes.

Døren åbnes igen: Nyt naboskab blomstrer på hjørne

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

IVÆRKSÆTTERI – Fra hjerterum til caféliv: Bedemand Morten vækker strandcaféen til live.
Der findes mennesker, der handler hurtigt, når hjertet siger god for det. Morten Dencker Borgen Paulsen er et af de mennesker. Nu åbner han Hjerting Strand Café Butik og genforener to naboer, der har savnet hinanden.
Da Susanne fra Café Dyreborg lukkede døren for sidste gang nytårsaften, gik der ikke mange timer, før Morten Paulsen traf en beslutning. Selvom han til daglig arbejder som bedemand, mærkede han med det samme, at de tomme lokaler i Hjerting gemte på en ny begyndelse.
”Det var ikke en gammel drøm, men idéen kom selvsamme dag, som jeg læste, at Susanne stoppede. Siden da er det gået stærkt,” fortæller Morten med et smil.

Erfaringer som butikschef
Selvom Morten i dag er kendt for sin empati og nærvær som bedemand – et job han fortsætter med – er han oprindeligt rundet af detailhandlen. Med over tredive års erfaring, blandt andet som butikschef, ligger det i hans dna at skabe gode kundeoplevelser.
Den ny café bliver et sted, hvor det sunde og lækre er i fokus. Morten planlægger en omfattende salatbar og sandwich af høj kvalitet, men også specialvarer, gavekurve og hyggelige aftener med øl-, vin- og måske sågar suppesmagninger. ”Folk kan forvente det samme gode koncept som før, plus en hel del ekstra,” lover han.

Selvom caféen snart slår dørene op, fortsætter Morten som bedemand. Han planlægger at skrue lidt ned for timerne i begravelsesforretningen – måske til omkring 30 timer om ugen – så der er tid til både omsorg og caféliv.

Selvom caféen snart slår dørene op, fortsætter Morten som bedemand. Han planlægger at skrue lidt ned for timerne i begravelsesforretningen – måske til omkring 30 timer om ugen – så der er tid til både omsorg og caféliv.

Nabodøren åbnes igen
Noget af det mest glædelige ved den nye åbning er samarbejdet med nabobutikken Krea House. Mellem de to lokaler findes en dør, som længe har været lukket, men nu skal den igen stå åben. Hos Krea House jubler Tina og Mie over deres nye nabo.
”Vi har virkelig ønsket os en god nabo, og det er helt oplagt, at vi kan supplere hinanden. Vi glæder os allerede nu til den friske salatbar og de lækre sandwich, som er både sunde og nemme at tage med, og vi elsker tanken om, at vores kunder igen kan bevæge sig frit mellem butikkerne,” fortæller de to indehavere.” De mærker tydeligt, hvordan hele hjørnet ved hotellet blomstrer, og de ser frem til en sommer med internationale gæster og masser af liv.

Støttet familieprojekt
For Morten handler projektet også om hans tre store børn på fjorten, femten og sytten år. De glæder sig alle til at se deres far folde sine mange idéer ud i de nye rammer. ”Når man får en god idé, skal den da prøves af. Tiden må vise, hvad det udvikler sig til, men jeg er slet ikke i tvivl om, at det her er det helt rigtige,” siger Morten overbevisende.

Klar til påske
Morten arbejder i øjeblikket på højtryk for at få de sidste aftaler på plads inden den store åbningsweekend sidst i marts. En af de vigtigste brikker i puslespillet er at finde det helt rigtige hold, og han leder derfor allerede nu efter passionerede medarbejdere.
Der er brug for både friske folk til weekenderne og fleksible tilkaldevagter, som brænder for at yde den bedste service og gøre hver dag til noget særligt for kunderne. For Morten er det afgørende, at personalet forstår værdien af det gode værtskab og møder alle gæster med et smil, der gør, at de får lyst til at komme igen. Det handler om at skabe en varm atmosfære og være en del af en spændende ny rejse i Hjerting.

Tekst: Lene Memborg
Foto: Memborg Press

Bedemand Morten Paulsen åbner café i Hjerting i påsken 2026. Foto: Lene Memborg

Morten har fået nøglen til lokalerne i hånden. Nu begynder det store arbejde med at gøre alt klar, så han kan byde de første gæster velkommen til marts i sin ny strandcafé.

 

 

 

Prischok på Strandvejen: Flytter butikken få hundrede meter

De tre villaer på Hjerting Strandvej må snart lade livet for at gøre plads til moderne butiksliv og optimerede parkeringsforhold.

Guldrandet flytning: 26,1 millioner for at rykke 300 meter

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

FLYTNING – Tre villaejere på Hjerting Strandvej har netop sikret sig handler langt over markedspris, efter Rema 1000 har investeret 26,1 millioner kroner i at sikre sig det perfekte hjørne til deres nye supermarked.
Det har været en bekostelig rejse på blot 300 meter for dagligvarekæden Rema 1000. For at kunne rykke fra de nuværende lokaler på Havbakken til det strategiske hjørne ved Havborgvej og Østervænget har kæden været tvunget til at svinge det helt store checkhæfte. Denne strategiske rokade markerer afslutningen på en årelang proces, hvor hver eneste kvadratmeter er blevet nøje vurderet for at sikre butikkens fremtidige vækst i Hjerting.

Guldrandet flyttefest
Nye tinglysninger afslører nu den fulde pris for projektet. Gennem datterselskabet Rema Etablering A/S har kæden opkøbt tre villaer på Hjerting Strandvej samt den tidligere Fakta-bygning for svimlende 26,1 millioner kroner. Det er en investering, der sender et tydeligt signal om kædens tro på lokalområdets potentiale og behovet for mere tidssvarende rammer til de daglige indkøb.
Særligt de tre villaejere kan se tilbage på særdeles lukrative handler. Mens den gennemsnitlige kvadratmeterpris i postnummer 6710 ligger omkring 17.400 kroner, har Rema 1000 betalt priser, der i ét tilfælde rammer knap 40.000 kroner per kvadratmeter. Villaerne på Hjerting Strandvej 118, 120 og 122 er handlet til priser mellem 3,9 og 4,5 millioner kroner – et niveau, der ligger markant over det normale lokalmarked. For ejerne betyder de tinglyste handler en ekstraordinær gevinst, som sjældent ses ved almindelige boligsalg i denne del af byen.

Nødvendig investering
Investeringen er dog nødvendig for at realisere drømmen om en moderne dagligvarebutik. De tre villaer skal jævnes med jorden for at gøre plads til 90 parkeringspladser, der skal servicere den nye butik på 1.200 kvadratmeter. De mange parkeringsmuligheder ses som en afgørende faktor for at løse de logistiske udfordringer, der ofte præger de populære butikshjørner i de tætte byområder.

Ny butik i november
Efter flere års planlægning og en politisk godkendelse fra Esbjerg Byråd er de sidste brikker nu faldet på plads. Hvis tidsplanen holder, kan Hjerting-borgerne se frem til at handle i de nye, tidssvarende rammer omkring månedsskiftet mellem oktober og november. Spændingen stiger lokalt, mens de sidste detaljer omkring indretningen og det nye varesortiment bliver finpudset af projektledelsen.
Med de 26,1 millioner kroner er grundstenen lagt til det, der tegner til at blive en af bydelens mest moderne butikker – men prisen per flyttede meter har sjældent været højere. Nu venter kun nedrivningsmaskinerne, før det nye kapitel kan begynde.

Tekst: Lene Memborg  
Illustration: Tina Foldager

 

 

Det sker i Hjerting og omegn fra 25/2 til 22/3

Der er tale om udvalgte begivenheder. Nogle arrangementer kan kræve tilmelding og/eller betaling af entré/krav om medlemskab

  • Tir. 25/2 kl. 19: Hjertinghus: Medlemsmøde i HIF Fodbold
  • Tor. 26/2 kl. 19: Jon og Dittes Hus: Grandestævne, Vild med viser v/ Bonde & Bojsen
  • Man. 2/3 kl. 19: Sognehuset i Sønderris, Billedforedrag med Johannes Ferdinand Fenger. Entré: 100 kr.
  • Tir. 3/3 kl. 14-16: Bryndum Sognegård, tirsdagscafé – foredrag om indsatte og ansatte i Nyborg Statsfængsel.
    Entré 40 kr. inkl kaffe og kage
  • Tor. 5/3 kl. 14: Hjerting Kirke, Sogneeftermiddag med foredrag v/Flemming Rishøj. Et humoristisk foredrag om
    at acceptere livet efter de 60
  • Tor. 5/3 kl. 19: Mødestedet i Sædding Centret, Frivilligforeningen Træfpunkt Sædding, ordinær generalforsamling, det er gratis at blive medlem
  • Tor. 5/3 kl. 19–21.30: Bryndum Sognegård: Foredrag – Kunstig Intelligens, fri entré
  • Tor. 5/3 kl. 19-21: Sognehuset Sønderris: Samtale Salon – om aktiv dødshjælp
  • Lør. 7/3 kl. 12-13.30: Bryndum Sognegård: Lørdagscafé for kvinder, entré 50 kroner
  • Man. 9/3 og dagene frem til 13/3 kl. 10-17: Sædding Centret, Bogmarked, Sct. Georgs Gildet
  • Man. 9/3 kl. 19: Bryndum Sognegård, Filmaften for mænd – i alle aldre, fri entré
  • Tir. 10/3 kl. 12-13: Bryndum Sognegård, Herrefrokost for mænd i alle aldre. Pris 50 kroner
  • Ons. 11/3 kl 18.30: Sognehuset Sønderris, Herreklub – mad og drikke 50 kroner
  • Søn. 15/3 kl. 17.45: Bryndum Sognegård, spisning efter familiegudstjeneste
  • Man. 16/3 kl. 19: Guldager Forsamlingshus, Foredrag v/Morten Hammeken, Vatniksuppe: Hybridkrig
    og russisk desinformation på nettet. Entre: 50 kr. for medlemmer og 75 for ikke medlemmer. Tilmelding senest 11/3 til 29 82 49 16
  • Tir. 17/3 kl. 19: Hjerting Kirke, filmklub, Tolv vrede mænd
  • Tir. 17/3 kl. 19: Guldager Kirke, Irsk folkemusik med Band An Currachan. Paul Kelly fortæller om den irske
    skytsengel St. Patrick – fri entré
  • Ons. 18/3 kl. 19: Hjerting Højskoleforening, foredrag ved Lillian Hjorth-Westh om Nordisk Film
  • Søn. 22/3 kl. 10-15: Nordvangshallen, forårsopvisning, HIF Gymnastik
  • Søn. 22/3 kl. 15: Kirkekoncert med Trine Gadebjerg, se mere på https://jonogditteshus.dk

Find andre lokale begivenheder på https://www.vadehavskysten.dk/ribe-esbjerg-fanoe/diverse/events

Hjerting Posten onsdag den 25. februar 2025

Læs som e-paper

Læs som PDF

Læs bl.a. om:

  • Drømmen om en sal i Jon & Dittes Hus er tæt på
  • 25 år i tjenesten – Sognepræst Brian Bannerholt, Guldager, blev fejret
  • Nyt kapitel: Fra byens bedemand til cafévært
  • Svigerinder med stil og sjæl: by Style i historiske rammer
  • Leg i Børnekompasset
  • Fra fysioterapeut til passioneret ildsjæl
  • Større og nyere: Rema 1000 i Hjerting gør klar til flytning
  • Evigt aktiv: Niels Karls fond gør en stor forskel
  • Kongekrone, katte og kager i Sædden Kirke
  • Flere håndfulde gode noter
  • Det sker
  • Leder: Viljen til at skabe lokalt i fællesskab
  • ANNONCE: MF Carl Andersen, Liberal Alliance, inviterer læserne på rundvisning og frokost i Snapstinget
  • ANNONCE: Anders Kronborg: Stem personligt ved folketingsvalget. Fordi Vestjylland er vigtig
  • ANNONCE: HIF: Fire medlemsmøder og eftersøgning efter frivillige
  • ANNONCE: Nye aktiviteter i Bryndum og Vester Nebel kirker
  • ANNONCER: Hjerting Installationsforretning klarer alt med strøm
  • ANNONCE: Steff-byg har et hus med 80 badeværelser at se på

… og noget mere

Plus mange flere annoncer med gode tilbud

Husk at kryds- og tværs-løsningen og valgkonkurrencen nemt kan afleveres ved at sende et foto til mail@vadehavets.dk. Der er et gavekort på 200 kroner til Meny at vinde! Eller smid løsningen i Juliana-postkassen ved vore nye lokaler på Gl. Guldagervej 46a. Det er den til venstre.

To nye bøger fra Forlaget Læselyst i Bryndum som vintertilbud, se avisen

Husk: Fanø Dagbog og Carsten Mathiesens bog om Marbæks flora kan købes hos Klub Vadehavet forhenholdsvis 349 og  200 kroner. Vi sælger også Carstens dobbeltværk Planterne i Danmark for 500 kroner,  skriv blot til mail@vadehavets.dk

Frans Buch-selvbiografien, blandt andet om hans tid hos DSB Esbjerg (samlerobjekt, lille oplag) er udsolgt hos os, men kan købes hos store online-boghandlere

Nyhed: Vi sælger nu Fanø-sundhedseksperten Stinne Bergs ny bog Den naturlige vej til at leve – den første danske bog om biohacking, så man lever så længe som muligt. Pris: 200 kroner. Kan leveres på Fanø. Skriv blot til mail@vadehavets.dk

Vi sælger også to af Fovrfeld-forfatteren Frode Oldenburg Jørgsensens bøger, blandt andet den ny om verdensomsejling med Emma Mærsk

Ida skifter tandbørsten ud med kagekunst

Man siger, man ikke kan blæse og have mel i munden, men hos Kageriet blæser vi på reglerne!

Ida fandt ro i køkkenet og skabte eget mikrobageri med håndlavede lækkerier, belgisk chokolade og masser af personlig energi

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

GO’ ENERGI – For 35-årige Ida Rytter Føhrby har vejen til hendes nystartede virksomhed, Idas Kageri, ikke været helt snorlige. Efter 10 år som tandplejer blev hun i 2021 ramt af en voldsom hjernerystelse, der vendte op og ned på hverdagen. Midt i en svær tid med behov for total ro, fandt hun et uventet fristed i køkkenet.

Ro i køkkenet
”Der var der ro, og jeg kunne koncentrere mig, hvilket virkelig var godt for mig,” fortæller Ida. Den alvorlige situation blev vendt til noget positivt, og det, der startede som terapi, blomstrede hurtigt op til en passioneret forretningsidé.
Fredag den 23. januar markerede en milepæl, da websiden gik i luften, og receptionen blev holdt. Her kunne gæsterne for første gang se resultatet af de mange timer i køkkenet.

Ingen genveje, kun de bedste råvarer

Ida Rytter Føhrby har firmaet Kageriet og fotograferer her en kage. Foto: Lene Memborg, Memborg Press.

Ida sørger for at kagerne fotograferes med den perfekte vinkel til hjemmesiden og de sociale medier.

For Ida er der ingen genveje: Råvarerne skal være de bedste af de bedste. Vi taler rigtigt smør, belgisk chokolade og gourmet-vanilje.
Selvom hun ikke er uddannet konditor, er det lysten og det personlige touch, der driver værket. Hendes kager er måske ikke ‘maskin-perfekte’, men de er fyldt med sjæl, og ikke to kager er ens. Samtidig er Ida meget bevidst om madspild, hvorfor hun driver et mikrobageri, hvor alt bliver lavet på bestilling.

En familie i ryggen
Bag det nye eventyr på Matrosvænget står en familie med masser af kærlig opbakning. Manden Dennis hjælper med alt fra det administrative og hjemmesiden til den uundværlige hjælp med opvasken efter en 16-timers dag i køkkenet. Sammen med Dennis og børnene, Eva på 5 år og lille Emma på 9 måneder, skaber familien de kærlige rammer, der gør det muligt for Ida at hellige ugens sidste dage fuldt ud til Kageriet, mens hun de første tre dage passer sit job som tandplejer.

Drøm om samarbejde
Idas cookies er allerede blevet et hit, og de sælges i øjeblikket som ‘bake-off’, hvor folk får frosne cookies med hjem. Drømmen er dog stor og lokal:
”Jeg ville elske at få en aftale med Meny, så de kunne have mine cookies i deres frysedisk,” siger hun med et smil.

Planer om ‘weekendkager’
Udover cookies og selskabskager til alt fra bryllupper til barnedåb, barsler hun også med planer om ‘weekendskager’, der kan bringes ud i Esbjerg-området. For Ida er det vigtigste nemlig, at det gør hende glad – og den glæde kan smages i hver eneste uimodståelige bid, hun sender ud ad døren.

Tekst: Lene Memborg
Foto: Memborg Press

 

Hybel-prøvehuse i Sjelborg ved Hjerting, 6710 Esbjerg V i januar 2026. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten.

Grunde i Hjerting sælger godt og er væk om et år

Hybels to prøvehuse i Breinholtparken er lige til at flytte ind i.

Breinholtparken ved Netto i Sjelborg vokser stille og roligt. Grundene er snart væk

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

BYGGERI – Som man kan se, hvis man handler i Netto i Sjelborg, så er boligområdet bagved, Breinholtparken, ved at vokse ud af sit gode skind. De resterende grunde i retning Hjerting er bebygget om højest et år, gætter typehusfirma. I Sønderris går et også stærkt, mens det går lidt langsommere i Guldager.

Priser fra 4,5 til 4,7 millioner kroner
”Det går i høj grad godt. Vi er blevet taget godt imod,” siger salgsdirektør Henrik Bornø fra typehusfirmaet Hybel fra Horsens, der har to prøvehuse og mange grunde i området.
Det ene prøvehus er på 167 kvadratmeter, ligger på en grund på 864 kvadratmeter og koster 4.695.000 kroner, det andet er på 183 kvadratmeter på en 889 kvadratmeter grund og koster 4.495.000 kroner.

Breinholtparken i Sjelborg ved Hjerting, 6710 Esbjerg V. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten

Navnet Breinholt er nu sikret for eftertiden. Det må glæde Breinholt-familien!

Esbjerg Kommune er aktiv
Hvordan blev I opmærksom på disse byggerunde?
”Vi er altid opmærksomme på, hvad bygherrerne fortæller os, men Esbjerg Kommune er også særdeles godt til at række ud til byggebranchen, når de udvikler ny områder.”
Hvad synes du om kommunens priser?
”De er særdeles fornuftige, og det er jo vigtigt for os, da vi så kan tilbyde nogle fornuftige totalløsninger.”

Folk søger mod Hjerting
Henrik Bornø tilføjer, at der er god infrastruktur, og at Hjerting er et område, hvor folk med drømme om at bygge hus søger hen.
”Vi regner med, at der er udsolgt her om kort tid, altså indenfor ét år,” siger han.
Han og firmaets salgschef, der i øvrigt bor i Esbjerg er god klar over, at der også er byggegrunde i Guldager, og at det ikke er udelukket, at Hybel vil se i den retning senere.

Vester Nebel er populær
Går man på kommunens hjemmeside kan man se, at der ikke er mange ledige byggegrunde til villaer i 6710 og i Vester Nebel. På Stinne Danielsens Vej i Guldager er der syv ledige og en storparcel, I Breinholtparken har kommunen to tilbage plus en storparcel, i Sønderris Nord er der to plus en storparcel, I Vester Nebel er der én ud af 10 tilbage plus en storparcel, og på Tranbergvænget er der otte.
Disse tal er set på kommunens hjemmeside mandag den 26. januar klokken 15.
De eventuelle grunde ved Mølledammen i Guldager, der blev fortalt om på et borgermøde i efteråret, er langt fra udstykket eller planlagt endnu. Nogle borgere i området er i øvrigt stærkt imod projektet og peger overfor Hjerting Posten på, at området er fredet.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

 

 

Kennelklubben fik succes med revyviserne

Musikerne mestrer mange forskellige instrumenter. Her er Holger Grumme og Peter Lund i gang på guitar og bas.

Kennelklubben er ikke en flok hylende hunde, men en gruppe musikalske venner, der tirsdag den 6. januar kom til Bryndum

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

UNDERHOLDNING – En flok musikalske venner fra fra Esbjerg- og Vardeområdet, der spiller og synger alt fra drikkeviser til operaarier, underholdt tirsdag den 6. januar i Tirsdagscaféen i Sognegården i Bryndum. Gruppen, der lagde vejen forbi, bestod af Holger Grumme Nielsen, Peter Lund, Rachel Møller, Kamille Bødker Feldvoss og Kirstine Bonde.

Revyviserne vandt genklang

Foto af sanger fra Kennelklubben fra Sognegården i Bryndum 6. januar 2026. Foto: Henriette Thomsen Andersson.

Kennelklubbens tilhørere synger med i Bryndum Sognehus 6. januar 2026. Foto: Henriette Thomsen Andersson, Memborg Press.

Der blev sunget godt med, især ved revyviserne.

De mange fremmødte fik serveret massevis af musik i en lang række forskellige genrer. Særligt revyviserne vandt genklang og fik folk til at synge med. Flere af musikerne håndterede adskillige instrumenter, blandt andet noget så bemærkelsesværdigt som en næsefløjte!
Der var mange velkendte hits i Kennelklubbens repertoire, så mange af de fremmødte nynnede garanteret videre, da de kom hjem fra koncerten.

Foto fra Bryndim Sognehus: Henriette Tomsen Andersson, Memborg Press.

Også børn kunne deltage i arrangementet i Sognegården i Bryndum tirsdag den 6. januar 2026.

Hvad er tirsdagscaféen?
Tirsdagscaféen arrangerer foredrag, koncerter og udflugter året rundt, dog ikke i sommermånederne. Tilbuddet retter sig særligt til pensionister, men alle er velkomne. Blandt de kommende emner er et foredrag af revyskuespiller Leif Fabricius om humor som fitness for sjælen og et andet foredrag om Sirius-patruljen.

Uventet aktuelt emne
”Da Tirsdagscafeen i Bryndum Sognegård planlagde et foredrag om patruljen, anede vi ikke, hvor aktuelt emnet ville blive. Tirsdag d. 17. februar klokken 14 kan man tage med Asbjørn Skjøth Bruun på et grønlandseventyr. 26 måneder med hunde, slæde, ski, is, sne, hård frost, storslået natur og ubrydeligt kammeratskab. Hør om mål, motivation, selvledelse og at turde følge sine mål.
Hør om drømmene, slædekørsel og det frie liv ved Slædepatruljen Sirius. Alt sammen krydret med levende beretninger og en enkelt skrøne fra den yderste forpost af rigsfællesskabet, hvor klipper, is og vilde dyr er din eneste nabo,” lyder det fra sognepræst Egil Hvid-Olsen.
Man må slippe 40 kroner for kaffe og kage for at deltage i Tirsdagscaféen.

Tekst: Finn Arne Hansen
Foto: Henriette Thomsen Andersson, Memborg Press

 

Caroline Krogh Hansen fra Viborg Rideklub på hingsten Count to Ten hos EOR 25/1 2026. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten

Et koldt og vellykket dressurstævne i Sjelborg

Caroline Krogh Hansen fra Viborg Rideklub red på hingsten Count to Ten og fik en flot 3. plads i sin klasse.

Caroline Krogh Hansen fra Viborg Rideklub var meget koncentreret på EORs dressurstævne 25. januar. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten

Caroline Krogh Hansen fra Viborg Rideklub var meget koncentreret.

Ingen lokale ryttere fik plads på medaljepodiet i weekenden fra fredag den 23. til søndag den 25. januar, men alt klappede, som det skulle

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

RIDNING – Der var stille og ganske koldt, da Esbjerg og Omegns Rideklub (EOR) havde dressur-landsstævne i klubben på Sjelborg Kirkevej 30 i Sjelborg, sponseret af den lokale livsstilsbutik Club B. Stille, fordi hestene ikke skulle forstyrres – og koldt, fordi vejrguderne havde bestemt det.
”Der var mange starter til stævnet, og ekvipagerne kom fra hele landet og en enkelt fra Sverige. Para-olympisk guldvinder Tobias Thorning var med ved stævnet, ligesom et stærkt felt også med landsholdsryttere både på senior og U25 niveau, blandt andre Nadja Aaboe, Rune Villum, Kenneth Damgaard, Sophia Obel, Andrea Sand med flere,” fortæller Lene Goller fra klubben.

Også lokale ryttere
Der har også været flere lokale og regionale ryttere til start ved stævnet. De kom ikke på podiet, desværre.
”Alle sejl var som altid sat i Esbjerg og Omegns Rideklub, når der afholdes store arrangementer. Et utal frivillige har igennem de seneste uger gjort klar til det store stævne, og  de har arbejdet mange timer under stævnet. Der var opsat mobile teltstalde til de mange udenbys heste, mens de mange udenbys ’menneskegæster’ har overnattet på byens hoteller,” tilføjer hun.”

Fra fredag til søndag
Selve stævnets klasser startede fredag morgen klokken 8 og sluttede søndag ved 20-tiden
Lokale Boutique Club B ved Hanne Lodberg var stævnets hovedsponsor og gav fantastiske gaver til alle første-placerede. Alle de vindende ryttere blev meget glade for de store, flotte gaver, som var forskellige Mulberry-tasker og Moncler-jakker,” fortæller hun med et smil.

Tilskuere ved EOR-dressurstævne i Sjelborg 25. januar 2026. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten

Publikum, der var meget stille af hensyn til hestene, var klædt godt på i kulden.

Gode sponsorgaver
Tilskuere havde mulighed for at se smukke ekvipager og kunne få varmen, mens de fik noget at spise og drikke i EORs café Viika.
Publikum havde også mulighed for at deltage i en gættekonkurrence om at vinde en fin gave, et par lækre Moonboots, fra stævnets hovedsponsor, der selv har hest opstaldet på EOR.
Udover Club B var der også sponsorater fra: Skjern Bank, Cetec, Huset Gammelhavn, Riislund Lysterapi, Rideudstyr Syd, Hjortshøj Partyservice, Bjørn K Blomster, PAVO og Danish Fibers.

Start- og resultatlister
Her kan man se start- og resultatlister: online.equipe.com/shows/76492. Og her er link til to artikler i Magasinet Ridehesten om landsstævnet: ridehesten.com/nyheder/barnow-dobbeltsejrer-ved-arets-forste-landsstaevne/118146 samt ridehesten.com/nyheder/de-unge-dominerede-i-grand-prix/118151.

Traditionen tro har EOR afholdt dette stævne siden 2014

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Top