Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

FLORA OF FAUNA – Rynket rose er nu afblomstret, men man kan stadig glæde sig over synet af deres røde hyben, der lyser smukt op.
Planten er meget tolerant over for jordbundsforhold, saltpåvirkning, hård frost, tørke og kraftig vind. Den tåler delvis sandoverlejring og er god til at binde sandet og har derfor førhen været anvendt i kampen mod sandflugt. Men planten er voldsomt bestandsdannende med sit tætte, vidtstrakte, underjordiske rodsystem, der meget villigt sender nye planter op af jorden og som kan dykke helt ned i en dybde af to meter.

Hybenrosens frugtskal er yderst sund og indeholder 20 gange så meget c-vitamin som appelsiner.

Invasiv art
Rynket rose er en såkaldt invasiv art, der virkelig forstår at brede sig og overskygge og fortrænge andre arter, og der bruges i dag store summer i forsøg på at begrænse dens udbredelse. Elsket for sin skønhed, men frygtet for sine invasive manerer.
Planten blomstrer flittigt igennem sommeren med store, velduftende, pollenrige blomster, som tillokker mange insekter, heriblandt svirrefluer og bier. Rynket rose er en såkaldt pollenplante, blomsterne laver ikke nektar. Blomstens aroma stammer fra oliekirtler, som producerer de velduftende, flygtige olier.
Et hyben ligner et bær, men er i virkeligheden den krukkeformede blomsterbund, der omslutter de nøddeagtige frugter (frøene), et hyben indeholder typisk mellem 12-20 frø. De kødede, saftige og farvestrålende hyben tiltrækker effektivt fugle, som æder dem og efterlader frøene spirevillige i deres fugleklatter. Frøene spredes også af de dyr, der har hang til de lækre hyben, såsom, mus, ræve, hjorte, kvæg og heste. Både hybenet og frøene kan holde sig flydende op til et år og er robuste over for saltpåvirkning og kan derfor spredes langt via havet. I jorden kan de hårde frø bevare deres spiringsevne i flere år. Frøene er beskyttet af et dække af hvide, stive hår – herom mere senere.

Ét rodstykke – én plante
Foruden nævnte spredning ved underjordiske udløbere samt frøspredningen via fugle, dyr og vand kan planten også spredes ved, at løse rodstykker føres omkring til nye voksesteder for så her at skyde til nye planter.
Rynket rose er unægteligt på alle måder en livsglad overlever og en vanskelig plante at bekæmpe. Får, geder og kreaturer æder af planten, derfor benyttes de ofte i naturpleje i forhåbning om, at de kan gøre kål på planten, så at sige. Man kan også forsøge sig med slåning og dybdefræsning for at komme planten til livs, men det er op af bakke.
’Rynket’ hentyder til de rynkede blade. ’Rosa’ kan angiveligt føres tilbage til det græske ord rhodion.
Rynket rose er indført fra Østasien som prydplante og blev i 1875 for første gang i Danmark registreret som forvildet – den var hoppet op over gærdet. Plantens indtog i naturen tog rigtig fart i takt med det omsiggribende sommerhusbyggeri i 1950´erne og fremefter. I dag bruges store summer på at bekæmpe planten, men den er som ovenfor beskrevet sejlivet og meget vanskelig at få ned med nakken.

Blev brugt mod bylder og meget andet
I folkemedicin er rosenvin af blomster anvendt mod diarré, blomster blev lagt på bylder, og bar man en rosenkrans på hovedet, var det godt mod hovedpine. Herudover mod sår, halsonde, røde øjne og tandkødsbetændelse, og lige efter en fødsel var et barkudkog populært.
I køkkenet kan blomsterknopper og kronblade anvendes i marmelader, salater samt på desserter og kager, og på kronbladene kan koges sirup. Af hyben kan fremstilles marmelade, te, saft, suppe og kryddersnaps, og der kan udvindes dufte og farvestoffer af blomsterne. For at udvinde et kg rosenolie (æteriske olier fra kronbladene) kræves angiveligt ca. 5-6000 kg kronblade fra flere millioner blomster. De modne hyben er uhyre rig på C-vitamin (ca. 15 gange så meget som i en appelsin) og benyttes som kosttilskud, hybenet indeholder også meget A-vitamin og kalk. Hybenet kan spises lige fra busken, det smager virkelig godt og kan varmt anbefales. Mange har nok som ung og kåd åbnet et hyben og hældt de gule, stivhårede nødder (kløpulver) ned ad nakken på hinanden, så de kom godt ind under tøjet og bare kløede, det blev man ikke ret populær af!

Tekst: Carsten Mathiesen
Foto: Biopix