Tillykke til os alle

Maritimt Center er indviet og taget i brug. Man må sige, at det område ved Sædding med de hvide mænd, stien langs Ho Bugt, havneøen og det ny, smukke vartegn i træ efterhånden begynder at ligne noget, turisterne vil rejse langt for at opleve. Nu mangler vi bare et moderne vandland. Det ny uddannelsescenter, tegnet af BIG, kan jo godt ligge andre steder. Synes denne lederskribent.
63 millioner kroner har byggeriet kostet. Det er mange penge, og de fleste er betalt af skatteborgerne. Syv foreninger og Havneskolen er rykket ind, men måske skal der allerede nu tænkes på, hvad bygningen også kan bruges til, så alle får glæde af stedet: Friluftbiograf med storslåede, maritime naturfilm? Koncerter fra en oval hævescene i midten af rummet? Maritime foredrag? Kunstudstillinger og teaterforestillinger? Stjerne- eller kometkik om natten? Mulighederne er mange.
2023 er gået i gang med faldende inflation og knapt så høje energipriser, som de fleste havde frygtet. Antallet af konkurser er stigende, men heldigvis er Sydvestjylland ikke så hårdt ramt som København og andre storbyer, hvor der under højkonjunkturen blev slået mere ud med armene end herude vestpå. Mange restauranter, medier, butikker og håndværkere ømmer sig dog.
Efter et fantastisk 2021 har vort lille bladhus oplevet et dyk i 2022. Vi har tilpasset på livet løs, men da vi ikke kan vide, om Folketinget vil komme med en støttepakke til de lokale medier, der slås med amerikanske Facebook, så er det stadig kun op til annoncørerne, om lokale, private medier som Hjerting Posten skal være her i fremtiden. Vi skal gøre vores på det redaktionelle område. Send et tip, så vi kan lave de historier, som de såkaldt sociale medier ikke laver en eneste af.
God fastelavn!

Tekst:
Top