Pesten, coronapandemien og kærligheden

Bag månedens klumme står sognepræst Brian Bannerholt, Guldager Kirke.

Af Brian Bannerholt, sognepræst, Guldager Kirke

Hent hele artiklen som PDF her.

”Man må erkende, at der ikke var noget, der tydede på, at vores medborgere kunne forudse det, der skete det forår”. Disse ord kunne vel have være sagt af os – nu et år efter at Corona-pandemien ændrede vores hverdag. Det er de ikke, ordene finder vi derimod i indledningen til den franske forfatter Albert Camus’ roman Pesten fra 1947. Vi befinder os i havnebyen Oran, der ligger i Algeriet. En dag finder en portner en død rotte, og inden længe er byen fuld af døde rotter. Pesten er brudt ud, og kræver hver dag flere og flere ofre. Byen spærres af, og de døde begraves i massegrave. Der oprettes nødhospitaler og karantænestationer rundt omkring i byens offentlige bygninger.

Igennem bogens hovedperson, dr. Rieux, der kæmper mod pesten til det sidste, følger vi, hvad pesten gør ved byens indbyggere. Et sted konstaterer han: ”Det lader sig ikke skjule, at pesten havde berøvet folk evnen til kærlighed, ja endog venskab. Thi kærligheden forudsætter forventningen om en fremtid, og for os fandtes der blot et nu”.

Camus skrev bogen blot få år efter anden verdenskrigs ophør og er et billede på krigens rædsler, og han skildrer, hvad der sker med os, når friheden tages fra os, når vi udsættes for isolation, frygt og død. Nogle kæmper heroisk og uselvisk videre mod en magt, der er dem overmægtig, mens andre forfalder til ligegyldighed. Andre igen forsøger at trodse myndighedernes anvisninger og gør oprør. Temaerne i bogen er mange: Konflikten mellem vores egne og samfundets behov, meningsløsheden, friheden, døden, solidariteten og fællesskabet.

Det er ikke tilfældigt, at mange har læst eller genlæst Pesten her under Corona-pandemien. Der er mange ligheder, men heldigvis også forskelle, for helt så galt er det ikke gået hos. Men Corona-pandemien har også konsekvenser for os. Og her tænker jeg ikke først og fremmest på de åbenlyse store konsekvenser for samfundsøkonomien, men på de menneskelige og medmenneskelige konsekvenser. Fællesskabet med andre mennesker er vi afskåret fra. Unge har indtil videre mistet et år af det ungdomsliv, der jo ikke kan udsættes til bedre tider. Ældre får ikke besøg, men må tilbringe tiden i ensomhed. Andre har måske mistet job eller set deres livsværk forsvinde. Folk bliver modløse, og skolebørn mistrives, og psykologer har påpeget, hvordan angst og depression kan blive følgevirkning af nedlukningen og isolationen. Og som indbyggerne i Oran kæmper vi også imod og udviser samfundssind, samtidig med, at mange af os har lyst til at give det hele pokker i vold og trodse myndighedernes anbefalinger.

Og som i Camus’ roman konfronteres vi med livets store spørgsmål om mening, friheden, døden og fællesskabet. Og hvis man skulle pege på noget positivt i vores nuværende situation, ja så er det vel lige præcis det. For vi må aldrig tage livet og hinanden for givet. Vi må aldrig tage det liv, vi lever sammen med hinanden i hverdagen for givet. Vi længes nok alle sammen efter at komme ud og rejse, gå på restaurant eller til fodbold, men det vi savner mest, er vores dagligdag med alt, hvad den indebærer af trivialiteter og banaliter. Den hverdag, vi forhåbentlig snart kan gå i møde med forårets og vaccinernes komme og med forventningen om fremtiden. Den forventning, som – sådan som Camus siger – er forudsætningen for kærligheden og venskabet.

 

Tekst:
Top