Vandbøfler på Skallingen? Nej, men vandet kom så hurtigt, at kreaturerne sine steder måtte svømme, da de blev bragt i sikkerhed i klitterne. Foto (gennem traktorens forrude): Bjarne Slaikjær

Sommerstorm: ”Jeg har aldrig før oplevet vandet komme så hurtigt på Skallingen”

Hent den originale artikel fra avisen her

REDNINGSAKTION – Bjarne Slaikjær har været hyrde på Skallingen i 28 år, og har mange gange oplevet halvøen bliver oversvømmet. Men han har aldrig oplevet noget lignende som ved sommerstormen ‘Lilian’ 23. august i år. Bjarne måtte ud over kreaturer og heste også sørge for, at 21 mennesker kom i sikkerhed i den gamle redningsstation. To af dem, et ældre ægtepar, kan takke hyrden for, at de overlevede.
Britiske meteorologer navngav stormen ’Lilian’. Deres danske kolleger beskrev den som ”et lille hidsigt lavtryk”, der i løbet af fredag 23. august 2024 ville passere lige nordvest om Danmark. I samme ombæring varslede man regn, men også kraftig blæst ind over landet. Flere steder måtte man forvente vindstød af stormstyrke mellem kl. 16 og 22, og vindstødene kunne nå helt op på orkanstyrke i det nordvestligste Jylland.

Fulgte vejrudsigten nøje

Bjarne Slaikjær har aldrig tidligere oplevet, at vandet er kommet så hurtigt ind over Skallingen. Foto: Colin Seymor

Et par hundrede kilometer længere mod syd har Bjarne Slaikjær sit virke. Igennem 28 år har han som Naturstyrelsens hyrde på Skallingen haft det daglige ansvar for nogle hundrede kreaturer og heste, der afgræsser det store, statsejede naturområde på halvøen i den nordlige del af Nationalpark Vadehavet.
Bjarne Slaikjær følger altid nøje vejrudsigterne, særligt når det trækker op til stormvejr. Ofte medfører det også høje vandstande og oversvømmelser af de laveste områder på Skallingen. Så er det hans job at få gennet dyrene i sikkerhed for vandet i de højere beliggende klitområder.
23. august fulgte Bjarne vejrudsigten hele dagen. Af erfaring ved han, at kvæg og heste – som jo ikke kender til vejrudsigter – ikke er til at drive væk fra græsningsarealerne, før vandet kommer. Derfor gik hans formiddag med at få styr på nogle andre kreaturer, der græssede på engområder ud mod Ho Bugt.

Vand over engene
Ved 13-tiden kørte Bjarne ud på Skallingen. På det tidspunkt var der allerede kommet vand ind over engene, og for ikke at komme i problemer senere, tog han traktoren i stedet for sit normale køretøj, en ATV, og kørte sydover. I forventning om at være hjemme inden aftensmad, havde han kun medbragt en cola
Ved klitområdet Høje Knolde fik Bjarne Slaikjær kontakt med nogle mennesker, som han gav besked på straks at køre hjem, inden vandet blev for højt. Derefter fik han samlet en flok kreaturer, som han gennede sydpå til nogle folde nær den gamle redningsstation, som i dag fungerer som madpakkehus med en lille udstilling. En del biler holdt på p-pladsen – turisterne var ude at gå på stranden, som var væsentlig smallere end normalt på grund af stormen.
”Jeg var på det tidspunkt nødt til at skynde mig at køre til sydspidsen af Skallingen ud mod indsejlingen til Esbjerg, for der stod 59 heste på en klittop, omringet af vand. Dem fik jeg lokkket med gennem vandet, og de svømmede en del af vejen bag efter traktoren hen til foldene ved vogterhuset,” beretter Bjarne.

Folden, hvor hestene var bragt hen, blev også oversvømmet, og de måtte ud igen og dirigeres op nogle klitter. Foto: Bjarne Slaikjær

Han tilføjer, at sydspidsen normalt er det sidste sted, der kommer vand ind over strandengene, men den fredag var på alle måder helt anderledes
”Når man bevæger sig rundt i området i vand, er det livsvigtigt at vide, hvor de dybe render og gamle minehuller fra 2. Verdenskrig er. Det kan alt for nemt gå galt, hvis man ikke kender området som sin egen bukselomme.”

“Bliv ved vogterhuset”
Tilbage ved madpakkehuset fik han kontakt med nogle af de besøgende – de fleste tyske turister, men også et ældre, dansk ægtepar.
”Jeg sagde til dem, at vandet nu stod så højt, at de skulle blive ved vogterhuset, hvor de ville være i sikkerhed,” siger Bjarne og fortsætter:
”De forsøgte alligevel at køre væk fra Skallingen ved at køre nordpå ad vejen mod Ho Plantage, mens jeg var ude i klitterne for at få fat i nogle flere besøgende. Men da det ældre ægtepar nåede det sted, vi kalder Havbanken, måtte de opgive at komme videre. Her stod vandet i lavningen foran dem to meter højt, og samtidig steg det så hurtigt, at de heller ikke kunne køre tilbage igen. De var fanget på tilbagevejen til vogterhuset, og der trængte simpelthen vand ind i bilen”.
Bjarne, der kørte i traktoren ude i klitterne, kunne se, hvordan de med stort besvær fik presset bildørene op og kom ud og forsøgte at flygte fra vandet til fods. Men de tog den helt forkerte retning, og vandet steg hele tiden og de kunne slet ikke orientere sig om, hvor vejen var.
Heldigvis kunne han komme så tæt på, at han fik dem bjærget op i traktoren.

I sidste øjeblik
”Det var i sidste øjeblik. Var de fortsat, havde vi ikke set dem i live igen, og de takkede mig da også for at have reddet deres liv,” lyder der fra Bjarne.
Han fik ægteparret fragtet tilbage i sikkerhed i vogterhuset, og efterfølgende fik han også bragt de sidste kreaturer op i sikkerhed i klitterne.
”Da ægteparret var reddet i sikkerhed, var jeg nødt til at få styr på heste og kreaturer, som gik i foldene. Hestene var i folden blevet til ’søheste’, og jeg måtte i vand til halsen åbne leddet og dirigere dem til en klittop, hvor de kunne tilbringe natten nogenlunde tørt og i sikkerhed”.
Folden, hvor hestene var bragt hen, blev også oversvømmet, og de måtte ud igen og dirigeres op nogle klitter. Foto: Bjarne Slaikjær
Hen mod aften mistede ’Lilian’ noget af pusten, men vandet stod stadig så højt hen over Skomagersletten, at det ikke var muligt at forlade Skallingen. For de i alt 21 mennesker, der havde søgt ly i madpakkehuset, betød det, at de måtte belave sig på at tilbringe natten på Skallingen.
”De tyske gæster mente, at der skulle sendes redningshelikoptere ud efter dem for at bringe dem til fastlandet. Men jeg var i kontakt med beredskabet og vurderede, at ingen var i akut livsfare, så længe de blev ved madpakkehuset. Jeg forsikrede dem om, at man kan klare sig i to døgn uden mad og drikke, og selvom de ikke helt troede på dette, fik jeg dem overbevist om, at de skulle tage natten som en oplevelse. Og det gjorde de så”.

Overnattede i huset
Alle de tyske turister – heriblandt syv børn – overnattede i madpakkehuset. Ved siden af ligger et andet lille hus, hyrdens hus, hvor Bjarne ofte har overnattet i forbindelse med sit arbejde. Derfor er det udstyret med en enkelt seng. Den fik det ældre ægtepar. Bjarne selv sov ved siden af på betongulvet – oven på et nøglebundt, som satte ’Ruko’-mærke på hans lår.
”Jeg orkede ikke at rejse mig og fjerne nøglebundtet, men jeg drak min cola og sov det meste af natten, selvom mine strandede gæster snorkede voldsomt – dødtrætte og våde var de”.
Ved syv-tiden næste morgen kunne Bjarnes kone forcere Skomagersletten på en ATV. Hun var meget populær, da hun dukkede op og fortalte, at vejen stort set var fri for vand. Det ældre ægtepars bil var dog i løbet af natten blevet flyttet af vandmasserne, så den nu stod på tværs af vejen og først måtte flyttes for at skabe passage.
Nu kunne bilerne igen køre på vejen, og de ufrivilligt overnattende kunne forlade madpakkehuset og det lille hyrdehus og Skallingen.
I et langt liv ved Vadehavet har Bjarne oplevet lidt af hvert. Også mange voldsomme storme. Men når han i dag gør status, er han ikke i tvivl om, at 23. august 2024 er den mest udfordrende dag, han har haft i sine 28 år som hyrde på Skallingen.

“Aldrig oplevet noget lignende”

Køerne hentes hjem fra Skallingen, 22/09/2016, Arkivfoto: Ole Joern / redstar

”Jeg har simpelthen aldrig tidligere oplevet, at vandet er kommet så hurtigt. I gamle dage kom det fra Grådyb, og så tog det cirka seks timer, inden Skallingen blev oversvømmet. Men den dag kom vandet i løbet af en halv time.”
”Ingen af dem, der var med, glemmer vist den nat, og flere af tyskerne, som var på sommerhus-ferie, kom tilbage et par dage senere, hvor det igen var godt vejr for lige at gense Skallingen og madpakkehuset”, siger Bjarne – og tilføjer så med en lille undren i stemmen:
”Men det ældre, danske ægtepar – dem har jeg ikke hørt fra siden…”
”Det er disse helt særlige og ekstreme forhold, der gør min arbejdsplads på Skallingen så speciel og udfordrende. Her råder naturen og vejret, og man mærker virkelig, hvor lille man er i situationer som den dag.”

Tekst: Jens Laurits Hansen,
kommunikationskonsulent,
Nationalpark Vadehavet

Bragt med tilladelse fra Nationalpark Vadehavet og familien Slaikjær