Om ikke andet, så har coronakrisen mindet om os om nogle sandheder, vi normalt skubber fra os: Vi skal alle dø en dag, naturen er en ubønhørlig hersker i sin enorme mangfoldighed af skønhed og grumme vira, og vi kan ikke undvære hinanden.
Vi bliver skøre af ikke at kunne kramme vores børnebørn og vores gamle, vore klassekammerater, kysse den udkårne eller gå hånd i hånd med hende eller ham. Men så kan vi da nyde en gåtur eller en hyggesnak på terrassen – med klog afstand.
Vi satser også denne gang på, at videnskaben redder os. Vaccinen og behandlingen skal nok komme, men mange vil gå bort, før det sker. Og imens kan de, der finder styrke i deres tro, bede for de ramte. Men vi skal nok komme over det.
Og selv midt i krisen er der mange lyspunkter. Som under besættelsen fra 1940 til 1945 ser vi fællesskabet blomstre på en ny måde her i foråret. Vi hjælper hinanden med vareudbringning, vi synger sammen, vi genfinder, trods gnidninger i supermarkedernes ulvetimer, tilliden til vore medmennesker, vi genoptager gamle dyder som at spare lidt og spise gode rester, vi ringer til de ensomme, vi kender, og vi opfinder nye måder at være aktive på, for eksempel med fitness i det fri.
Vi på avisen kan ikke undgå at komme ud for at fotografere og for at lave interviews. Vi gør det så klogt som muligt. Men avisen skal ud. De færre annoncer, helt naturligt i krisen, gør avisen mere komprimeret og med en anden slags historier. Det håber vi på forståelse for.
Og vi takker for opbakningen. Uden den, ingen avis i 6710.
Go’ maj derude!