Hent lederen fra avisen som PDF her
Forestil dig et lokalsamfund uden butikker. Rundt om i de stille, livløse gader kører varebiler rundt med kasser til os alle, fyldt med dagligvarer, bøger, tøj og den nye vase, du har gået og sukket efter. Overalt er der tomme butikslokaler. Slut med at møde naboerne eller gamle bekendte til en hyggesnak i den stedlige butik.
Ja, du genkender noget, ikke? Det er der, vi var på vej hen under Corona. Vi købte løs på nettet. Af og til ville vi lige sikre os, vi handlede med en sød legetøjsforhandler eller en sportsforretning fra Danmark, men når pakken kom, var den fra Holland, Tyskland eller Sverige. Og vores lokale butiksindehavere fik sværere og svære ved at smile og sove om natten, når de tænkte på de coronalån, de snart skulle betale tilbage, samtidig med lønningerne, momsregningen, den høje husleje med meget mere. Der er vi kommet til nu. Gælden skal høvles af, og det kræver kunder i butikken.
De handlende ømmer sig, tilpasser sig og håber på bedre tider, som Tina Asmussen fortæller i vort lille fødselsdagsportræt i denne avis. Og vi kan kun sige: Støt det lokale handelsliv, ellers dør det. Og det kan de lokale samfund ikke tåle. I forvejen har den buldrende centralisering lukket så meget og så hurtigt, at man næppe nogensinde havde forestillet sig det.
Heldigvis har den danske økonomi det generelt godt, og arbejdsløsheden er meget lav. Huspriserne er på vej ned på grund af de stigende renter og frygten for de kommende ejendomsskatter, og det er skidt for sælgerne. Det er til gengæld godt for førstegangskøberne, der forhåbentlig om nogle år kan se frem til lavere huslejer via lavere renter. Og her i 6710 er der flere hundrede byggegrunde på vej, så vi vil få flere tilflyttere, som uvægerligt vil give mere omsætning til butikkerne. Lad os tro på det.
God påske!