Havens nye ejer, Oda, går nysgerrigt på opdagelse i de nye omgivelser.
Haveejer Oda fik lært noget om både biodiversitet og forholdet mellem menneske og natur, da der var teater på Myrthuegård
Hent den originale artikel fra avisen her
BØRNETEATER – Ind imellem var spændingen tyk som tåge og det unge publikum sad med øjne så store som tekopper.
Først og fremmest var det dog en rigtig god oplevelse med masser af sjov, spas og musik, da teatret Flyvende Prinsesse besøgte Myrthuegård for at tage del i den store KLAP-teaterfestival, der netop har fundet sted i alle hjørner af Esbjerg Kommune. 16.500 billetter blev der uddelt!
Op mod 150 forestillinger blev det til i løbet af ugen – og på Myrthuegård var det stykket Damen, der blev til et træ, der var på plakaten.
Historien udspiller sig i en tilgroet have med højt græs, krible-krable-dyr og et gammelt egetræ.
Ny ejer dukker op
En dag dukker havens nye ejer, Oda, op. Hun går nysgerrigt på opdagelse i sine nye, idylliske omgivelser, med fuglesang og blomsterduft – men Oda synes, der trænger til at blive ryddet op. Heldigvis har naboen, Otto en masse værktøj, som Oda gerne må låne, men havens oprindelige beboere er ikke enige, og hvem bestemmer egentlig..?
Havens vilde liv beslutter sig for at give damen en lærestreg og en ny chance for at blive venner med sin nye have – og snip-snap-snude, så fik de to skuespillere bag forestillingen, Dorte Abrahamsen og Alex Opazo leveret en poetisk musikforestilling om biodiversitet og forholdet mellem tam og vild, menneske og natur – og om at lytte til det, man ikke kender.
Tekst og foto: Jens Bytoft