Jul i Hjerting blev en våd affære i år

Besøgstallet var ikke i top på grund af silende, timelangt regnvejr søndag den 19. november. Paraplyer og opfindsomhed hjalp dog med ar løfte humøret

Julemand Finn Lassen, Sønderborg. Copyright: Finn Arne Hansen

Julemanden sov traditionen tro over sig. Han sagde, det havde været en lang tur fra Grønland. Men børnene fik vækket ham.

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

JULERIER – I starten gik det efter planen, selv om færre børn og voksne end sidste år stod klar bag Jon og Dittes Hus for at vække julemanden. De andre havde nok set vejrudsigten aftenen før. Manden med det hvide skæg og det røde tøj blev vækket, og han kom frem.
”Ja, jeg sov altså over mig, for det er en lang tur fra Grønland, og så er der jo tidsforskellen,” forklarede han og kravlede søvndrukken ud fra loftsrummet, hvor han havde ligget og snuet. Da var det stadig tørvejr, men det skulle ændre sig – drastisk.

Capstan Koret ved Jul i Hjerting 2023. Copyright: Finn Arne Hansen

Capstan Koret står klar, mens himlen trækker faretruende sammen. De sang traditionen tro julesange på scenen.

Åbne døre
Lokalarkivet havde slået dørene op, og i Pub Kaktus, i Meny og flere andre steder kunne man lave julesager eller pynte julekager. Flere butikker holdt ekstraordinært åbent for at tage imod gæster, og Capstan Koret stod traditionen klar på scenen for at underholde. Nissen Godte lavede ballondyr for børnene på Gammel Guldagervej, og spejderne var der også. Men så brød den silende, iskolde regn løs, og teltet ved Hjerting Badehotel blev lynhurtigt det mest populære sted at opholde sig.

Nissen Godte, Jul i Hjerting 2023. Copyright Finn Arne Hansen

Nissen Godte lavede ballondyr til de børn, hun mødte på sin vej. Her er hun i teltet.

SOS Børnebyerne, Jul i Hjerting. Copyright: Hjerting Posten

SOS Børnebyerne var også med i år med en lille konkurrence.

Julemand Finn Lassen, Sønderborg, med børn og kane. Copyright: Finn Arne Hansen.

Julemandens kane var en populær fotomulighed for forældrene.

Meny, Jul i Hjerting 2023. Copyright: Finn Arne Hansen.

Menys medarbejdere havde nok at se til, da der skulle uddeles smagsprøver.

Guhild, Peters Auto, Juil i Hjerting. Copyright: Finn Arne Hansen

Gunhild fra Peters Auto havde meget travlt ved grillen omkring frokosttid.

Det nød især Meny og Hjerting Erhvervsforening godt af. Meny fik afsat en masse smagsprøver. Der var lækre stumper af god spegepølse, gløgg, ris á la mande og meget andet godt. Hjerting Erhvervsforenings grillbod langede meget varme grillpølser over disken i et rivende tempo, Sparekassen Kronjylland havde taget en drejeskive med, og der var masser af præmiemuligheder på den.
Vandt man ikke i første runde, fik man nemt en ekstra runde.
OK falbød energiløsninger, Hjerting Posten uddelte chokolade og karameller, der var brændte julemandler, og man havde mulighed for at støtte SOS Børnebyerne og meget mere.

Børnene kom op på scenen i tørvejr hos klovnen

Lasse Langfod, Bramming, Jul i Hjerting 2023. Copyright: Finn Arne Hansen

Lasse Langfod inviterede børnene med på scenen på grund af regnen.

Da klovnen Lasse Langfod fra Bramming skulle på scenen, var der mildest talt silende regnvejr.
Men det problem blev løst på elegant vis: Børnene kom op den overdækkede scene til Lasse Langfod, og så måtte forældrene eller slå paraplyerne op og se på, om deres unger nu kunne huske, hvad rødt, grønt og gult lys i trafikken betød. Som med voksne bilister var det gule lys alias ’vent’ det, der voldte de allersværeste kvaler.

Tekst: Finn Arne Hansen
Foto: Tina Foldager
og Finn Arne Hansen

Tekst:

Relaterede artikler

Top