Kanelaug må opgive værksted i Maritimt center

Havneøens husleje bliver for høj til at huse den lokale historiske arv
fra Ho Bugt

BÅDVÆRFT – De ambitiøse planer for et Maritimt Center på den kommende Havneøen ved Esbjerg Strand ser ud til at måtte undvære en central del af den lokale, maritime kulturarv.

Efter at have deltaget i hele processen med arbejdsgrupper må Hjerting Kanelaug nemlig erkende, at man ikke som planlagt kan flytte sit bådværft fra Myrthuegaard til nye og bedre forhold på Havneøen.

”Vi har sagt nej tak til at få egne faciliteter derinde,” bekræfter formanden for Hjerting Kanelaug, Kim Madsen.

”Vi må bare sande, at den økonomi, der bliver lagt frem, kan vi ikke mønstre med hensyn til husleje.”

Ifølge formanden ville det betyde for stor stigning i kontingentet for medlemmerne, hvor mange er efterlønnere og folkepensionister.

”Så er man jo påpasselig med pengene, og det må være et prioriteringsspørgsmål. Det er jo for risikabelt, hvor vi står nu med ca. 60-70 medlemmer.”

Kanelaugets formand holder dog en dør på klem for at bruge området under en eller anden form.

”Jeg tror, at når man kommer i gang med detailprojekteringen, vil arkitekterne spørge, om der ikke er nogen kulturarv her på egnen? Men hvis vi skal flytte derind, skal det være på mere lempelige vilkår i et eller andet samarbejde,” fastslår Kim Madsen.

”Som det er nu, kan det ikke lade sig gøre, og det er ikke højeste prioritet for os at rejse så mange penge til det. Men jeg håber, at der vil komme nogen og sige: Det der kan vi selvfølgelig ikke undvære – det er jo byens vugge og byens historie.”

Kanelauget vil stadig deltage i arbejdsgruppen, ligesom det fortsat er planen, at det store projekt med rekonstruktion af det gode skib ’Laksen’ skal have hjemme på Havneøen.

 

Relaterede artikler

Top