Redaktør arkiv: Kurt Henriksen

Leder: Tak for fire gode år

9. april 2019by with 63 comments

Kære læsere

Hjerting Posten får nu en ny ejer og redaktør, Finn Arne Hansen, som du kan læse om her. Han har svoret at arbejde videre for den stærke, lokale, og journalistisk uafhængige kvalitetsavis, I kender. Tag godt imod ham og fortsæt endelig med gode tips, forslag, idéer, ris og ros. Uden jer og jeres engagement er der ingen gratis lokalavis.

Af samme grund vil den gamle redacteur også sige hjertelig tak for godt og vel fire gode år. Det har været en ære at eje og redigere Hjerting Posten, der er vokset ud af lokalsamfundet og født af engagerede ildsjæle. Det ansvar er jo nærmest borgerligt ombud, og det har vi forsøgt at leve op til.

Det værste for ethvert medie er at være ligegyldigt.
Og det er forhåbentlig også det allersidste, man kan beskylde Hjerting Posten for. Selvom avisen er lokal og uddeles gratis, behøver den jo ikke være provinsiel og tandløs. Derfor har vi forsøgt at perspektivere tingene, og vi har bidt til det knasede, når det var nødvendigt. Selvfølgelig under hyl og skrig fra dem, der kom i klemme, men så kan de – forhåbentlig – lære det.

Vi har i al beskedenhed ydet et bidrag med vores begrænsede ressourcer og frekvens. I et lidt større perspektiv kunne man ønske sig, at flere deltog i det bøvlede arbejde med at bedrive kritisk journalistik. Især fra vores lokale dagblad, hvor forretningsmodellen hviler trygt og tungt på mediestøtte og momsfrihed, kan man vel forvente mere end pressemeddelelser, Facebook-print og fokus på døde mennesker.

Påstanden herfra skal være, at meget ville se anderledes ud i Esbjerg Kommune, hvis flere medier holdt beslutningstagerne mere skarpe.

Påstanden er bl.a., at det ville give mindre af den farlige selvtilfredshed og færre uheldige sager, hvis flere blev udfordret og stillet til ansvar – i tide.

Et nyligt eksempel er børneområdet, hvor økonomien sejler rundt og har gjort det i flere år. Tænk, hvor mange års imagepleje den slags bomber i grus på få dage. Tænk på, hvad den slags gør for Esbjergs omdømme og drømme om flere tilflyttere. Hvis du tør.

Og nej – det handler ikke om ’negativ’ journalistik. Det handler om kritisk og konstruktiv journalistik med mod til at prioritere det væsentlige. Så kan de positive kræfter bedre komme i spil – med go’ energi!

Kærlig hilsen Kurt Henriksen

 

Lokalt projekt vil gøre idéudvikling til fremtidens fag for folkeskolen

19. marts 2019by with 68 comments

Kan kreativitet sættes i system? Ja, mener man hos stifterne af GenIN, der lige nu arbejder med et forløb om idéudvikling for alle 4. klasse-eleverne på bl.a. Hjerting Skole.

GO’ ENERGI – Det arbejde, vores skolebørn skal have i fremtiden, er ikke opfundet endnu.

Sådan lyder et af krystalkuglens mange bud. Det eneste sikre er, at fremtiden er usikker. Og hvad skal skolebørnene lære, når vi ikke ved, hvad de skal lave?

Uanset hvad der sker, vil det være godt at have nogle værktøjer til at fange og udvikle gode idéer lidt mere systematisk, mener initiativtagerne til projektet GenIN. Lige nu køres et forløb med alle 4. klasses elever fra Auraskolen og Cosmosskolen, og eleverne  fra Hjerting Skole samarbejder med dels Hjerting Kirke, dels den lokale virksomhed MacArtney.

Nye idéer til ny verden

Psykolog Gert Barslund er den børnepsykologiske fagmand bag GenIN forløbet.

”Grundidéen er at give skolebørn nogle værktøjer til at præge den verden, de lever i – både lokalt og globalt – så vi kan få flere mennesker, der kan skabe nye idéer, nye initiativer og nye virksomheder i den verden, der kommer,” fortæller psykolog og konsulent Gert Barslund.

Han er en af initiativtagerne sammen med iværksætterne Marco MacArtney og Christian Juel Adamsen.

”Vi har alle tre børn i folkeskolen og nogle tanker om, at det nok er andre ting, man skal kunne, når man går ud af Folkeskolen, end da vi selv gik ud. Vi har allesammen en baggrund i iværksætteri, og synes det er vigtigt med værktøjer til at komme på nye idéer. Traditionelt set er det med idéer noget, der bliver udvandet i løbet af folkeskolen, og vi vil gerne være med til at støtte op om en ændring,” siger Marco Mac­Artney.

”Derfor har vi skabt Gen­IN forløbet, der også falder godt i tråd med tankerne på Christiansborg om den åbne skole, hvor en af de største udfordringer er at koble skolen på det omliggende samfund.

Lærerne gør et utroligt godt stykke arbejde, men deres adgang til og informationer om erhvervslivet er selvfølgelig ikke så stort som os, der bevæger os der til daglig. Derfor fungerer GenIN også som brobygning mellem folkeskolen og omgivelserne.”

Vi møder Gert Barslund og Marco MacArtney i Hjerting Kirkes konfirmandlokaler, hvor de har to 4. klasser i sving. Kirken har stillet dem udfordringen: Hvordan kan det blive mere vedkommende for børn og unge at komme i kirken? Det skal eleverne give deres bud på, og som en del af arbejdet skal de også lave forslag til en ny salmebog til børn og unge.

 

Hos MacArtney får et par andre klasser udfordringen: Hvorfor er det en god idé for MacArtney at arbejde med offshore vindenergi? Og for begge opgave gælder, at der ikke ligger noget fastlagt facit at arbejde sig hen imod. Hele idéen er at lære eleverne at tænke mere frit i idéudviklingen og bl.a. vurdere hinandens idéer på en fælles IT-­platform.

Udenfor facitlisten

”Der kan være meget fokus på resultatet i skolerne – at lære, hvad er det rigtige resultat. Der er jo blevet strammet op de senere år på, at eleverne tidligere skal kende de rigtige resultater. Og vi siger ikke, det er dårligt, for det er selvfølgelig vigtigt, at man har en masse viden og kender resultaterne,” understreger Gert Barslund.

”Men vi synes, der mangler et supplement med at kunne tænke alternativt i forhold til det bestående. At kunne skabe noget nyt. Vi har jo ikke kun brug for at kunne vide, hvad der allerede er, men også for at kunne skabe nye initiativer i det samfund, vi lever i, for at det kan udvikle sig og følge med.”

Men kan man sætte kreativitet i system?

”Dét, man kan systematisere er rammen, nogle værktøjer og en platform. Men indenfor de rammer – der er der åbent landskab. Vi ved ikke, hvad sker der så fra det, vi har planlagt,” forklarer Gert Barslund.

”Nogle lærere spørger også, hvad det er for nogle metoder, vi bruger? Og det er i hvert fald ikke naturvidenskab. Men metoden er jo eksperimenterende med nogle grundelementer, som er systematiseret.”

Værktøjerne er de samme uanset, om udfordringen stilles af den lokale kirke eller koncernen i det private, globale erhvervsliv.

Marco MacArtney præsenterer den digitale platform, hvor børnene præsenterer deres idéer.

”Med vores tilgang nedbryder vi også nogle af de traditionelle performance parametre. Vi så med 8. klasserne, at nogle af dem der kom med de bedste og mest kreative indslag, ikke nødvendigvis var dem, der normalt fik 12,” fremhæver Marco MacArtney.

Derfor kan det også have en værdi at bruge systemet med vurdering af idéerne på tværs af skolerne.

”Det kan fjerne sociale skel og det normale hierarki i grupperne. Her bliver man vurderet ud fra dét, man har lavet, og ikke hvem man er. Det har også nogle interessante perspektiver for at stimulere alle elever, og ikke kun de bogligt stærke.”

 

GenIN – gode idéer sat i system

Gennem syv halve dage fordelt over et par måneder skal 4. klasserne fra Auraskolens og Cosmosskolens afdelinger undervises i idéudvikling ud fra GenIN systemet.

Kort fortalt får eleverne stillet en udfordring af en virksomhed eller organisation, som de så skal bruge som i case i undervisningen og give deres bud på.

Det kunne som disse eksempler være større appel til børn og unge fra kirken eller grunde til, at en virksomhed skal interessere sig for offshore vindenergi.

Rent praktisk arbejder eleverne med idéudvikling og brug af en fælles digital platform, hvor idéerne skrives ind og vurderes af de andre elever, der har adgang til at kommentere og komme med nye forslag til forbedring af idéen.

GenINs første pilotprojekt sidste år for 8. klasses elever var sponseret af lokale virksomheder med lidt tilskud fra
Esbjerg Kommune, men denne gang betaler kommunen for hele forsøget med
4. klasserne, der slutter med en præsentation af idéerne.

 

Hos MacArtney fordyber børnene sig bl.a. i input til virksomhedens involvering i offshore-vind.

Kirken og koncernen får bud på hver sin udfordring

Udfordringerne er lige så forskellige som dem, der stiller dem. Men værktøjerne er de samme uanset, om det gælder input til den lokale Hjerting Kirke eller den globale koncern Mac­Artney.

”Hvordan kan det blive mere vedkommende for børn og unge at komme i kirken,” lød udfordringen fra Hjerting Kirke, mens den private virksomhed spurgte: ”Hvorfor er det en god idé for MacArtney at arbejde med offshore vindenergi?”.

Appetit på erhversliv

”Vi vil gerne påtage os en opgave med at få de unge gjort opmærksom på erhvervslivet – især teknisk erhvervsliv. Der en udfordring i at rekruttere både teknisk og internationalt, så det kan være fint at vække lidt appetit på det,” siger adm. direktør Claus Omann fra MacArtney om viksomhedens involvering i GenIN.

Kender det fra Billund

”Jeg er også selv lidt miljøskadet, for var jeg med til at lave noget tilsvarende for omkring 20 år siden i Billund, mens jeg var hos Lego. Vi arbejde med produktudvikling og var nødt til at lære noget om pædagogik og børns udvikling, og vi gav dem nogle projekter at arbejde med på den lokale skole. Så det var gensynets glæde for mig, og jeg ved fra Billund, at det virker.”

Hos Hjerting Kirke var man heller ikke i tvivl om at deltage, da tilbuddet kom.

”Hvornår får man ellers en tænketank med 50 konsulenter ud at arbejde for saftevand og boller,” spørger Arne Mårup med et glimt i øjet.

”Vi synes jo altid, det er interessant at få nogen til at forholde sig til, der foregår i kirken – især i den alder. Det er selvfølgelig en gave, at de vil beskæftige sig med, hvad vi laver, og gå ind det univers for at give et bud på, hvad vi kunne gøre i fremtiden.”

De færdige resultater præsenteres senere på året for henholdsvis ledelsen hos MacArtney og menighedsrådet ved kirken.

 

’Lille Geni’ er GenIN-forløbets maskot, der også bruges som ’vandrepokal’ for bedste samarbejde.

Lærerne: Kreativitet falder mere naturligt i en ung alder

Efter de første to af syv forløb er lærerne ved Hjerting Skole tilfredse med GenIN og hele idéen i projektet, og de var positive fra start.

”Da Hjerting Skole fik tilbudt at være med, kunne vi se, at det går rigtig godt i tråd med den måde, vi gerne vil arbejde på i håndværk og design. At generere idéer og finde ud af, hvordan kommer man fra idé til at føre det ud i virkeligheden,” siger lærer Jonas Jacobsen.

Kan I bruge udbyttet i jeres egen undervisning?

”At børnene skal være idérige og kreative, passer godt til samfundet i dag. Det ligger også i tråd med, at man ikke ved, hvad der er af job om tyve år. Her bryder vi lidt med de traditionelle fag, og børnene får selv lov til at komme med idéer. Det er ikke bare vi lærere, der fortæller, hvad der skal ske, og vil have svar på det og det,” påpeger lærer Kasper Pedersen.

Kan man sætte kreativitet i system?

”Jeg tror, at ligesom al anden undervisning, skal man også lære at være kreativ. Børn har bare nemmere ved det. Det ligger mere naturligt til dem, og jo ældre, man bliver desto sværere har man nok ved at være kreativ. Så nogle gange er det fint at give dem nogle forskellige værktøjer, og det er jo det, Gert og Marco giver dem i hvert forløb,” siger Jonas Jacobsen.

 

Leder: I skovens dybe stille kedsomhed

19. marts 2019by with 235 comments

LEDER – Hvis man er bange for stilheden, kan Marbæk-området være en skræmmende oplevelse.

I lange perioder hører man kun vindens susen i trætoppene, bølgernes evige rullen ved stranden og måske lærkens trille, der kører i hak.

Med lidt held kan man høre en ko, der brøler sin kedsomhed udover stepperne, men selv områdets højlandskvæg er den rolige type.

Det går jo slet ikke for moderne, aktive mennesker, så heldigvis har vi mobile højttaleranlæg, beachflag, boder og eventmagere til at jage enhver kedsomhed på flugt. Der skal ske noget, og det gælder også fremtiden for Marbækgård.

Tanken og intentionen er god nok. Vi har en skøn perle af en kommunalt ejet ejendom, lige midt i smørhullet på noget af Vestjyllands dejligste natur. Det er oplagt, at flere mennesker skal lokkes ud og have glæde af området, og det kræver også, at naturen ikke er alt for besværlig.

Som en småbørnsmor påpeger inde i avisen, så ville det være fint med en praktisk base for børnefamilier, der kan bruges til at søge ly og læ med de små. Naturen har det jo med at opføre sig naturligt, og det er svært at planlægge vejrets luner.

Det er også oplagt at lave praktiske faciliteter for folk, der f.eks. vil løbe, cykle eller ro i kajak, så der måske også er et sted, hvor man bl.a. kan klargøre, vaske og opbevare grejet.

Men midt i al foretagsomheden med workshops, white boards og velnærede konsulenter med masser af velmente idéer til events, aktiviteter og organisering, er det også vigtigt at stoppe op og stille det helt enkle spørgsmål: Hvad er det allerbedste ved Marbæk?

Svaret vil være vidt forskellig fra person til person, men et godt gæt er, at ét helt specielt forhold vil gå igen hos mange: Marbæk er noget særligt, fordi det gør noget særligt ved sindet.

Det fører til næste gæt: Marbæk er noget særligt, fordi det er anderledes end den digitale hverdag med fuld fart på hvert eneste minut.

Det er alletiders sted at komme mentalt ned i gear – også selvom pulsen måske pisker afsted på en mountainbike. Her kan man også bare gå en tur eller sidde og glo ud i luften, mens der foregår – ingenting.

Som et par andre brugere peger på, skal der – også – være plads til stilhed og ro. Det er en klog pointe i en tid, hvor mange ikke har brug for flere, men færre aktiviteter. Vildtet ville også vælge stilhed.

Begge dele skal vi huske i fremtidsplanerne for Marbæk. Skab en praktisk ramme, men bevar dét, der er en knap ressource i resten af verden og hverdagen:
Fred og ro – og kedsomhed.

 

Heller skal give sikker skolevej – for et usikkert antal børn

19. marts 2019by with 56 comments

Den sidste nye krydsningshelle i Hjerting er netop blevet færdig.

TRAFIKSIKKERHED – Arbejdet med den sidste nye krydsningshelle på Hjerting Strandvej er netop afsluttet ud for Plantagevej. Det er del af en samlet plan for mere sikker krydsning af Strandvejen, som tidligere har fået nye heller i både Sædding og Hjerting.

”Vi har bl.a. snakket med Hjerting Skole, som har ønsket en mere hensigtsmæssig måde at krydse Strandvejen på. Vi har også observeret cykler i den forkerte side af vejen, som ville undgå at krydse over vejen, men ved at lave heller kan man krydse vejen i to tempi. Det er erfaringsmæssigt en rigtig god måde at få bløde trafikanter over,” forklarer ingeniør Jane Svinkløv fra Vej & Park hos Esbjerg Kommune.

Hvorfor laver I heller her?

”Vi har været inde og kigge på uheldsbilledet, og der har været uheld på hele strækningen, men det vil der selvfølgelig også være på så lang en strækning. Da vi lavede projektet, var der sket ni uheld på Hjerting Strandvej over fem år – altså dem, der var registreret – men heldigvis kun én med personskade.”

Èt ukendt uheld
Hvem var involveret i det ene personuheld?

”Det ved vi ikke, og vi ved ikke, om det var en skoleelev.”

Registrerede uheld er som udgangspunkt alt, hvad der medfører forsikringsskade, så det kan være alt fra en bagendekollission mellem biler til et afrevet sidespejl. Jane Svinkløv oplyser senere i en mail, at antallet af uheld med personskade når op på fire, hvis man går fem år ekstra tilbage i tiden.

Hvad er kriteriet for placering af hellerne?

”Det er jo rigtig, rigtig svært. Vi er jo inde og kigge på, hvor vi kan forestille os, at skolebørn krydser over, når de skal til skole. Det er rigtig svært at vide, om man har gjort det rigtigt, men det er en vurdering fra vores side, hvor de skal ligge. Vi kigger på, hvor målet ligger, og hvor folk kommer fra. Ned mod stranden kan folk jo også have et mål,” forklarer hun.

Ukendt antal skolebørn

Hvor mange skolebørn bor på vandsiden af Strandvejen?

”Det ved jeg simpelthen ikke. Det kan jeg ikke svare dig på, for de oplysninger sidder jeg ikke med.

Hvordan kan I så afgøre, hvor hellerne skal være?

”Vi kan jo heller ikke sige, at der bor x antal børn der og der, for om fem år kan det være ændret. Vi er nødt til at lægge dem, hvor vi vurderer, det er strategisk rigtigt at lægge dem. Forældrene må også vurdere, hvor det er bedst at krydse og anvise børnene vej, f.eks. via den nye helle,” opfordrer Jane Svinkløv.

Men I ved ikke, hvor mange børn, der bor på vandsiden?

”Nej, men vi har haft henvendelser fra forældre på vandsiden. Vi laver simpelthen en generel vurdering, hvor vi går ind og vurderer, at der er skolebørn på vandsiden. Der kan jo være en tilflytter i morgen, så vi går ud fra, at der kan være bløde trafikanter, der skal over her.”

Prisen for de tre krydsningsheller i Hjerting er knap 400.000 kr., og dertil kommer to i Sædding.

 

 

 

 

Tag skraldet søndag den 31. marts

19. marts 2019by with 39 comments

AFFALDSDAG – Søndag den 31. marts kl. 10 gælder det om rive sig løs fra den lange brunch for at gøre lidt gavn i nærområdet.

Her afvikles arrangementerne Hold Hjerting Ren og Hold Guldager Ren (se boks) med samme ædle formål: Giv et par timer af dit liv og hjælp med at fjerne affald langs veje og stier.

I Hjerting opfordres alle til at starte hjemmefra kl. 10 og tage familie, naboer og en pose i hånden for at komme ud og rydde op i sit eget område. Man kan jo selv se, hvor der trænger til en kærlig hånd, og det er en god anledning til at snakke med sine børn om god affaldsstil.

Alle poser kan bruges

Inden arrangementet kan der afhentes poser og lånes affalds-’grabbere’ hos Hjerting Badehotel og Meny, så længe lageret rækker. Og ellers kan man bruge alle slags almindelige plastikposer til indsamlingen – de behøver ikke være gennemsigtige.

Afhentning langs vejen

Hvis poserne bliver for tunge undervejs, kan man stille dem ud til vejen, så bliver de afhentede.

Arrangørerne sætter nogle røde kegler op på udvalgte nøgleposter, hvor man kan stille sine poser – og ellers bare sørg for at stille dem synligt ved de større veje, så finder vi dem. Og ellers giv besked til hjælperne på P-pladsen skråt overfor Hjerting Badehotel.

Her er opstillet en container, sponseret af virksomheden Lotra, hvor man kan aflevere affaldet.

Som noget nyt i år, vil der også blive kørt med en trailer på stranden, hvis højvandet tillader det. Hvis vandet står ekstra højt, henter vi affaldet senere, men sørg for at sætte det over højvandslinjen eller stil det op til Hjerting Strandvej.

Forplejning til de flittige

Efter endt arbejde er der pølser, øl, sodavand og slush ice, som er sponseret af bl.a. Spar Nord, Meny, Hjerting Badehotel, Hjerting Borgerforening og Hjerting Erhvervsforening.

 

Hold både Guldager og Hjerting Ren

Søndag den 31. marts er dagen for den nationale Affaldsindsamlingen, og her i området er Hjerting og Guldager med.

I Guldager mødes man kl. 10.00 på Børnehusets P-plads og starter med kaffe og rundstykker, inden arbejdet går i gang.

Der udleveres sække, men medbring selv handsker og evt. en trillebør. Efter endt arbejde mødes man igen på P-pladsen kl. 11.45 til en øl eller sodavand.

Marbækgård varmer op til fremtid som trailcenter

19. marts 2019by with 63 comments

Et crossløb i skoven tyvstartede Marbækgårds fremtid som trailcenter.

NATURCENTER – Efter næsten to års dvale var der igen masser af liv på Marbækgård til et stort crossløb og Åbent Hus arrangement den 9. marts.

Esbjerg Kommune havde snedigt nok lagt det på samme tid som et stort crossløb, så mange af fremtidens brugere var i forvejen i skoven og kunne give input til fremtiden for Marbækgård under arbejdstitlen ’Trailcenter’.

 

Til Åbent Hus-dagen på Marbækgård kunne alle interesserede skrive deres ønsker og drømme om bl.a. aktiviteter og nye faciliteter op på nogle store plancher.

 

”Vi får idéer ind på de plancher, vi har hængt op, og tre studerende fra SDU har lavet spørgeskemaer, som folk kan udfylde med ønsker. Næste skridt bliver to andre arrangementer i foråret (se faktaboks), så vi kan få endnu flere input. Vi vil lave noget herude, som brugerne gerne vil have – det er målet,” fortæller landskabsarkitekt Mette Esbjerg Jørgensen fra Esbjerg Kommune.

Foreløbig er der bevilget 1,9 mio. kommunale kroner til at løbe det nye center i gang.

”Jeg synes, vi skal tage de lavthængende frugter først, og nu får vi en styregruppe, for dem, der har lyst til at lave noget,” siger projektleder Ulla Bækmann fra Esbjerg Kommune.

Vil hurtigt i gang

”Som vi kan se i dag, er der jo allerede gode faciliteter, og vi har snakket om, at vi måske kan lægge skinnerne, mens vi kører. Hvis det f.eks. handler om en vandpost, kan vi så få den op denne måned? Vi kan måske også lave noget street-agtigt med nogle paller til en start og få noget erfaring. Jeg håber, vi kan komme i gang hurtigt – det vil jeg virkelig ønske.”

Hvad tænker I fra kommunens side om organisering af stedet og aktiviteterne?

”Den er lidt svær, og den er nok lidt i næste runde. Nu skal vi have fat i nogen folk, der vil bidrage i den videre proces og være lidt dedikerede. Det er jo meningen, at vi skal have lave driftsomkostninger, og det giver nogle muligheder, hvis man f.eks. laver noget i en selvejende institution – f.eks. i forhold til udlejning af stedet. Skal vi leje det ud, og kan man det? Her er jo en masse regler, vi hurtigt rammer, hvis det foregår i kommunalt regi. Men alt er i spil – ud fra brugernes ønsker og behov,” oplyser Ulla Bækmann.

Ikke kun sved og puls

”Politikerne vil gerne, at vi kommer i gang for de penge, der er bevilget. Men også, at vi får søgt nogle fonde, så vi kan få nogle flere penge hjem, hvis der er store vilde drømme om at bygge ’et slot’,” siger hun med et smil.

Nogle brugere ønsker mindre ’hurlumhej’ og mere ro – kan det også tænkes ind?

”Det synes jeg bestemt, at det kan. Vi snakker jo lidt om, at det næste Åbent Hus kunne indeholde nogle andre aktiviteter som f.eks. yoga, meditation eller mindfulness – noget, hvor det ikke drejer sig om at få sved på panden, men at have sindet med i naturen. Det synes jeg bestemt, at stedet også kan rumme,” understreger Ulla Bækmann.

Så Marbækgård skal også handle om andet end events og organiseret aktivitet?

”Ja, bestemt. Det er jo meget bredt, hvad der kan foregå herude, og det skal være åbent for alle – både de organiserede og dem, der ikke er. Og 24/7, så der er åbent hele tiden, men vi må jo finde ud af, hvordan vi gør det i praksis. Det er i hvert fald målet, at der skal være plads til alle.”

Den organiserede idrætsverden var repræsenteret ved DGI, og her tænker man også bredt for stedets fremtid.

Måske et andet navn

”Det er et kanon område, men vi er bare lidt i tvivl, om det skal hedde trailcenter. Jeg er lidt bange for, at den titel måske kan skræmme nogen væk. Men det er også svært at kalde det outdoor center, for hvad er det,” spørger udviklingskonsulent Anders Kristensen fra DGI, der kender området og selv bor i Hjerting.

”Vores mål er selvfølgelig, at vores foreninger kan bruge det, men i lige så høj udstrækning, at vi også kan få nye brugere til at komme. Nogle som måske ikke lige ser sig selv som foreningsaktive, men måske bare har lyst til at komme herud og være sammen med andre,” lyder hans bud.

Bedre faciliteter

Anders Kristensen ser også gerne, at man tager en lavpraktisk tilgang ud fra de behov, der meldes ind.

”Det kunne være bedre forhold for heste, afmærkede løbespor osv. Vi kunne bare godt tænke os at få nogle ting i gang. Og så får vi forhåbentlig også samlet nogle flere penge sammen, så vi også kan få stedet her til at spille sammen med mulighederne – måske med f.eks. nogle bedre faciliteter til omklædning,” funderer Anders Kristensen.

”Marbækgård skal jo aldrig blive sådan et topmoderne sted, men et sted, som folk kan bruge. Og så skal stedet være så brugerdrevet som overhovedet muligt.”

Åbent Hus 25. april og Visionsdag 9. maj

Torsdag den 25. april kl. 18-20 afholdes igen Åbent Hus på Marbækgård med en gratis aktivitet og ’indsamling af drømme og idéer’, hvor interesserede kan melde sig til det videre arbejde.

Torsdag den 9. maj kl. 17-21 holdes Visions­dag med workshop, hvor der arbejdes videre med idéer, organisering og fremtidig drift. Samtidig er det planen at etablere fokus- og netværksgrupper til det videre forløb.

 

Ønske om flere familiefaciliteter
– men også til stilhed og natur

Base for børnefamilier

Krista Jørgensen, Esbjerg og Bjørk på 4 år

Marbæk-området har en helt speciel plads i hjertet for familien Jørgensen, og det var også her Krista og hendes mand Mads holdt bryllupsfest i en spejderhytte i sin tid.

”Jeg er tit herude med min mand og vores børn på to og fire år for at gå ture i området – og vi prøver altid at finde nogle nye steder og stier. Og så er vi tit på stranden herude om sommeren, for her er ikke så mange, og der er fred og ro,” fortæller Krista Jørgensen.

Hvad kunne du tænke dig af faciliteter i et trailcenter?

”Vi gik lige en tur herude og snakkede om, at det kunne være ret hyggeligt, hvis der blev lavet noget for børnefamilier, så de måske kunne komme lidt mere herud. Måske en skovlegeplads, måske kunne man lave noget med naturvejledere, der lavede arrangementer et par gange om året, så man kunne komme ud og lære lidt om naturen og få fingrene i jorden – den slag,” lyder ønskerne.

”Det kunne være hyggeligt, hvis der var et sted, man kunne gå hen som børnefamilie med sine madpakker, hvis det regner, eller man har brug for læ.”

Hvad med faciliteter ellers?

”Det kunne også være en rigtig god idé, men der er også så mange gode stier, så det er mere gåturene og løbeturene,” siger Krista Jørgensen.

Så primært en base for børnefamilier?

”Ja – på Fanø har de jo . f.eks. en helt fantastisk skovlegeplads, og det kunne være rigtig fedt at have sådan én herude i Marbæk også.”

 

Husk også lidt fred og ro

Annette Svendsen og Ole Søgaard, Esbjerg og Sønderris

Vennerne Annette Svendsen og Ole Søgaard er også mødt op til Åbent Hus for at give deres input

Hvad kunne I bruge på et nyt trailcenter?

”Stilhed!”

Svaret falder prompte som de to, der også er skeptiske overfor arbejdstitlen ’trailcenter’.

”Jeg vil hellere have det skulle hedde ’Marbækgård Naturcenter for krop og sjæl’ – så har man helheden. Den titel kan dække alt og alle elementer herude. Det kunne f.eks. også være meditation, yoga, åndedrætsteknikker, gåture, filosofi, mørke og stjernekiggeri,” foreslår Ole Søgaard.

”Der skal helst ikke være for meget af dét, der skræmmer dyrene væk. Det gode ved Marbæk er, at man kan møde dyrene herude, hvis man går selv. Men lad os nu se, hvor længe de bliver her,” siger Annette Svendsen.

Hvordan bruger I området?

”Jeg er dårligt gående med ødelagte knæ, så derfor kører jeg rundt – meget, meget stille med ruderne rullet ned,” fortæller Ole Søgaard.

”Jeg kunne godt lide det før, hvor man kunne køre igennem. Ulempen ved de nye bomme er blinde veje, hvor man kan køre hen, holde og køre tilbage igen. Men hvad sker der så med miljøet? Mere forurening! Det er top-top sindssygt.”

”Argumenterne for de nye bomme holder jo ikke,” siger Annette Svendsen.

”Og det eneste sted, jeg har oplevet hurtigkørende biler, er på den store vej gennem området, og her er ikke sket nogen tiltag.”

De håber, der stadig bliver plads til fred i Marbæk.

”Vi har været herude om aftenen med flere andre og mediteret og fundet roen – den ro skulle gerne bevares, så der er plads til alle. Der skal skabes en balance mellem fysiske aktiviteter på den ende side og fred og ro på den anden.”

 

Stor interesse for svangrehjem følges op med nyt foredrag

19. marts 2019by with 53 comments

Den fascinerende historie om Østerklev får endnu et foredrag den 2. oktober

LOKALHISTORIE – Der var stopfyldt i ’Stalden’ ved Jon & Dittes Hus, og flere fra salen kunne byde ind med egne fortællinger til foredraget om svangrehjemmet Østerklev den 27. februar.

Arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen fra Esbjerg Byhistoriske Arkiv fortalte veloplagt om ejendommens spændende og omskiftelige historie – ikke mindst perioden, hvor den var svangrehjem for unge mødre som omtalt i sidste udgave af Hjerting Posten. Men inden da holdt oprindelige bygherre Hoffmann også hof på den statelige ejendom.

”Han kunne godt lide at holde offentlige møder på Østerklev, hvor kendte politikere deltog med flere hundrede deltagere. Bl.a. menes den første Venstremand, der blev statsminister, I.C Hansen, at have talt der til et af de sommermøder, Hoffmann arrangerede på grunden,” fortalte Jørgen Dieckmann.

 

Efter flere skiftende ejere overtog Mødrehjælpen Østerklev i 1947, hvorefter stedet blev en af datidens steder for ’diskret ophold’.

”Der var gode hjælpere lokalt – bl.a. buschaufføren, der sørgede for, at pigerne ikke blev sat af lige udenfor døren, så det ikke var så tydeligt, hvad de skulle,” sagde Dieckmann.

Han blev suppleret af Inge Thygesen fra Esbjerg, der selv havde boet på Østerklev som ung og ugift gravid, og flere af tilhørerne kunne supplere med oplysninger.

En af dem var stedets nuværende ejer, Peter Villemoes, der også bidrog med sædvanligt lune.

”Anne Dorte og jeg har boet der i 25 år og har prøvet at følge traditionerne. Vi har selv fået en lille efternøler udenfor ægteskab,” sagde Villemoes, som har ofret store summer på at føre ejendommen tilbage til det oprindelige.

Arrangementet var så stor en succes og så overtegnet, at der afholdes et nyt foredrag 2. oktober.

 

 

Ungdomsbo trykker pause for byggeprojekt i Sædding

26. februar 2019by with 236 comments

Hele artiklen i PDF-format

HØJHUSE – Er projektet aflyst, ændret eller bare udskudt – og i så fald hvor længe? Svaret blæser i vinden over det område ved Strandvænget i Sædding, som Esbjerg Kommune og Ungdomsbo i fællesskab har udset til nye boliger, bl.a. med højhuse.

Som tidligere beskrevet ad flere omgange i Hjerting Posten har projektet mødt massiv modstand i lokalområdet, og flere ting i materialet er præget af fejl, selvmodsigelser og hastværk uden grund.

Hjerting Posten påviste 30. januar, at forløbet og materialet forud for den politiske proces har været præget af en række fejl og selvmodsigelser.

Senest skulle byrådet behandle lokalplanen på et møde 21. januar, men her måtte sagen pilles af dagsordenen i sidste øjeblik. Sædding-Fovrfeld Lokalråd havde nemlig påvist, at de 337 høringsbreve til naboerne alle sammen var endt i én enkelt e-boks.

Derfor skulle høringsprocessen gå om, men selvom det er samme procedure én gang til, er intet sket endnu.

”Bygherre er p.t. ved at overveje sit projekt. Så længe de gør det, har jeg desværre ingen kommentarer til sagen,” skriver formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini (S) i en SMS til Hjerting Posten efter et par dages henvendelser.

Ungdomsbo er tavs

Det tager også et par dage at få hul igennem til Ungdomsbos direktør Peter Sandager for at få uddybet baggrunden og høre nærmere om tidshorisonten for en afklaring.

”Jeg har ingen kommentarer p.t. til projektet,” skriver Peter Sandager i en kortfattet mail.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) er heller ikke orienteret om baggrunden.

”Vi har jo sendt sagen tilbage til udvalget for at få den i fornyet høring. Om det betyder, at bygherren nu har bedt om pause for eventuelt at ændre noget, ved jeg ikke,” siger borgmesteren, som afviser, at Venstre har lagt pres på Ungdomsbo for ændringer.

Bakker hele Venstres gruppe stadig op om projektet?

”Vi har jo ikke drøftet det siden, og vi tager selvfølgelig endelig stilling, når de endelige høringssvar kommer ind. Men det har jo i hvert fald ikke gået alles næse forbi, at der var høring – det kan vi jo se på de mange svar, der er kommet ind,” påpeger Jesper Frost Rasmussen.

”Hvis Ungdomsbo måtte have ønsker til justering af projektet, så kigger vi på det, når vi kommer dertil.”

Dansk Folkepartis medlem af Plan & Miljøudvalget, Hans Sønderby – som i udvalget stemte imod projektet i sin helhed – kan heller ikke bidrage med nyt.

”Jeg ved ikke mere, men jeg har også undret mig over, hvad der i grunden sker i sagen. I og med, at det trods alt blev til fem i byrådssalen, der var imod projektet, har det måske givet lidt eftertanke hos Venstre,” siger Hans Sønderby.

Måske mistet troen

”Jeg ved ikke, hvad der har været af snak med Ungdomsbo – og om det kunne have fået dem til at miste troen på det. Det ved jeg ikke – det er bare mit gæt. Efter min mening ligger sagen død, men jeg ved ikke hvorfor.”

Hans Sønderby oplyser, at det ikke har været drøftet i udvalget, at der skulle behandles et nyt eller ændret projekt.

 

Svangrehjem fra svundne tider

26. februar 2019by with 7.377 comments

Hele artiklen i PDF-format

GAMLE DAGE – De kom der med en hemmelighed, som langtfra var sød for alle. Mange af dem fødte i skjul og i skam og så aldrig selv det barn, der bogstavelig talt blev revet fra dem lige efter fødslen.

Svangrehjemmet Øster­klev i Hjerting var i svundne tider en del af et mørkt kapitel for mange unge kvinder. Men det var også et lyspunkt for dem, et skattet fristed og tiltrængt refugium i en meget svær periode af deres unge liv.

På ’diskret ophold’

Udenfor murene blev de mødt af datidens fordømmelse og strenge seksualmoral – inde bag de trygge rammer på den smukke og statelige ejendom fik de ro og værdighed til at komme videre i livet.

Den imposante bygning på Hjerting Strandvej blev en tryg ramme i en svær tid for kvinderne.

Det var en samtid med helt andre sociale normer – ikke mindst, når de unge kvinder skulle føde hos de strenge nonner på Sct.
Joseph Hospital i Esbjerg.

”Østerklev føjer sig ind i historien om den problematik, der engang blev lavet en kendt film om – ’Diskret ophold’ – med Ib Schønberg. I samtiden var det ikke velset, at man blev gravid udenfor ægteskabet,” fortæller arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen fra Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Den 27. februar holder han et foredrag om Øster­klevs historie ved et totalt udsolgt arrangement i Jon og Dittes Hus i Hjerting, hvor en tidligere beboer også vil fortælle om sit ophold på stedet.

Socialt stigmatiseret

”Det kunne jo ske, at man blev gravid udenfor ægteskabet, og der er jo kun én registreret jomfrufødsel i historien,” siger Jørgen Dieckmann med et glimt i øjet, som man dengang ikke kunne se det med.

”Det var socialt stigmatiserende, for som ung ugift pige med et barn kunne det være utrolig svært at få et job og blive gift. Nogen præster ville slet ikke vie dem. Udover det var de fleste mænd jo på jagt efter jomfruer, selvom de selv skulle have et langt livs erfaring på det seksuelle område. Hvordan den kabale så gik op, kan man jo spekulere over,” siger Dieckmann med endnu et eksempel på datidens dobbeltmoral, som fik store konsekvenser for de unge piger, der kom ’i ulykke’.

Kvinder uden valg

”Det er jo det der underlige noget, som man nok ikke kender i dag. Men jeg kan da huske fra min egen barndom, at det bedste job, en ung kvinde så måske kunne håbe på i den situation, var som husbestyrerinde på landet,” erindrer arkivchefen.

”Jeg hørte faktisk fra én, der fik sådan et job, men der var ikke noget separat værelse. Hun skulle sove med husherren, men den slags kvinder havde ikke mange valg. Det er noget, man slet ikke kunne forestille sig som vilkår i dag. Der var jo så også nogen, der valgte at få ’diskret ophold’ og bortadoptere barnet for så at bevare det som en hemmelighed.”

Østerklev blev opført i 1916 som privatbolig til entreprenøren Vilhelm Hoffmann, og de klassiske linjer er tegnet af arkitekt
C. H. Clausen.

Efter et par senere ejere købte Mødrehjælpen ejendommen i 1947 og etablerede et svangrehjem under ledelse af Ella Milwertz.

Ella Milwertz – som pigerne kærligt kaldte ’Bedste’ – var en kærlig, men bestemt støtte.

De unge mødre kaldte hende ’Bedste’, og hun var det kærlige, men bestemte midtpunkt indtil den sidste nybagte mor forlod Østerklev i 1975.

I den periode havde omkring 4.000 kvinder gennem årene boet på stedet ifølge en artikel i ’Hjemmet’ fra 1981, hvor ildsjælen selv fortalte om arbejdet.

Barnedåb på Østerklev

”Det var en vidunderlig tid for mig, fordi arbejdet var så fuld af mening. Men for pigerne var den urimelig,” fortalte Ella Milwertz i artiklen, hvor hun var stærkt indigneret over omverdenens fordømmelse.

Det gjaldt f.eks. også, når pigerne tog hjem til familien for at holde barnedåb, som burde være en god anledning til fest og forsoning i familien. ’Bedste’ var selv inviteret med engang.

”Jeg glemmer ikke den hvisken og tisken og nedstirring, den ugifte mor måtte igennem, da hun bar sit barn op ad kirkegulvet. Siden den dag prøvede jeg ikke at overtale mine piger til at holde barnedåben hjemme,” fortalte Ella Milvertz til ’Hjemmet’.

Derfor blev der ofte holdt barnedåb på Østerklev, ofte samlet med tre-fire stykker ad gangen, og alle fik en god dag.

Mellem pligterne kunne beboerne f.eks. gå ture, men der var ikke megen kontakt til de lokale.

Mødrehjælpen drev i sin tid en række mødrehjem landet over. Behovet var der alle steder, og så havde det en ekstra fordel med geografisk spredning.

”Det er et vigtigt aspekt, at mange af dem kom andre steder fra. Det var ikke Esbjerg-kvinder, der kom på Østerklev – som regel tog man på et svangrehjem i den anden ende af landet, så man ikke risikerede at løbe ind i nogen, man kendte. I hvert fald mindst 50 km væk, som var en lang afstand dengang,” fortæller Jørgen Dieckmann.

”Det var et meget specielt område, som den offentlige lovgivning lukkede øjnene for. Man lukkede også øjnene for, at den slags overhovedet kunne ske – der var selvfølgelig også meget hykleri med i spillet,” fortæller arkivchefen.

Boede på ’bollefabrik’

Han har også fået forelagt flere eksempler på omverdenens fordømmelse og fordomme.

”Jeg har hørt fra en dame, der voksede op på Østerklev, hvor moderen var sygeplejerske, at det ikke altid var sjovt at færdes i byen, fordi nogen havde en anden opfattelse af, hvad der foregik. En lærer sagde f.eks. til hende engang, at hun nok boede nede på ’bollefabrikken’, men den del var jo overstået, når de kom der. Det var et fantastisk dejligt og trygt sted for kvinderne på Østerklev – men det var ikke altid, omgivelserne forstod dem.”

Foto: Lissy Hansen, Anders Bjerring og Kurt Henriksen

Lissy Hansen har lavet stamtræer af de to familiegrene og hendes tre sønner – den første boede på Østerklev.

”Jeg havde det virkelig godt der”

Hendes mindste lillesøster var kun to år, da hun selv blev gravid som 16-årig. Der var i forvejen seks børn derhjemme, så Lissy Hansen fra Herning tog på Østerklev og fødte sin ældste søn i 1970 på Skt. Joseph Hospital i Esbjerg.

”Jeg kunne godt fornemme, at hvis jeg blev hjemme, blev det ikke mit barn, men mine forældres. Og jeg kunne også godt mærke, at min mor ikke rigtigt kunne holde til flere børn,” fortæller Lissy Hansen, da vi møder hende i den hyggelige lejlighed i Herning.

”Men det var helt frivilligt og faktisk den bedste tid i mit liv – jeg havde det virkelig godt dernede.”

Lissy Hansen var en af de heldige. Faderen var ikke stukket af, men ventede derhjemme. Og det var ikke nogen hemmelighed, at hun var blevet gravid som ugift.

”Men det var det for nogle af dem på Østerklev – nogle skulle også adoptere barnet væk. Når vi kom derned, fik vi at vide, at vi ikke skulle udfritte hinanden, husker hun.

”Nogle af de skæbner, man hørte om de andre gravide piger, var ikke sjove. Det var hårdt for dem, der skulle adoptere væk, og nogle blev jo presset til det af deres forældre. Jeg fik jo også at vide af min far, at jeg skulle have en abort, men det skulle han ikke bestemme! Jeg var ung pige i huset fra jeg var 14 år, så jeg var vant til at klare mig selv,” siger Lissy, der også nød at tale med andre piger i samme situation.

”Når pligterne var overstået, hyggede vi os, fortalte historier og snakkede om, hvad vi drømte om – f.eks. prinsen på den hvide hest. Men jeg havde jo én allerede,” smiler Lissy, der siden fik to sønner mere og 32 års godt ægteskab med den unge far.

Den første søn var med under et gensyn med Østerklev engang og udbrød med store øjne:

”Nøj – jeg har boet på et slot engang!”

 

De unge mødre fik fred nogle måneder på Østerklev, hvor de mødte andre i samme situation.

”Far var stokkonservativ, og Mor havde ikke noget at sige”

Hendes historie er som taget ud af ’Matador’-serien, og humoren er ligeså god.

Inge Thygesen er af god familie fra Vejle, hvor  faderen var en velhavende forretningsmand og datteren ringforlovet med en Zonen-redder, hvis far bestyrede stationen i Vejle.  Zonen var et redningsselskab i de go’e gamle dage, hvor Falck var optaget af at redde andre end sig selv.

”Vi havde været forlovet i tre år, da jeg pludselig blev gravid. Og hu-hej, så skulle vi jo skynde os at blive gift – i hvert fald inden det kunne ses,” fortæller Inge Thygesen.

”Men der havde vi gjort regning uden vært, for pludselig var han stukket af til Sjælland, og så stod jeg der med håret i postkassen. Min far var rasende, og mor gik vist op og lagde sig ligesom Maud i Matador,” griner hun.

”Men jeg havde hørt om mødrehjælpen, der havde et mødrehjem i Esbjerg, jeg kunne komme på. Da jeg kom hjem og fortalte det, var far ved at tabe cigaren af lettelse, og jeg var ude af byen, før det kunne ses.”

Hun fødte en søn i 1960 på Sct. Joseph Hospital.

”Man kunne godt mærke, når man kom derind, at man var fra Østerklev – vi fik jo ikke ligefrem luksusbehandling af nonnerne. De lavede faktisk også en fejl og troede, det var mig, der skulle bortadoptere, så jeg slet ikke fik barnet ind,” fortæller Inge Thygesen.

”Jeg var meget omtumlet efter fødslen og sov, så jeg fik ham først ind, da jeg spugte til ham dagen efter.”

Hun har ikke lyst til at få sit billede i avisen, men fortæller gerne om sit ophold på Østerklev – også til det udsolgte foredrag med Jørgen Dieckmann. Skæbnen ville nemlig, at hun senere mødte en mand fra Esbjerg, og i dag bor hun ikke langt fra Skt. Joseph.

”Efter flytningen til Esbjerg kom jeg der igen for at føde. Men nu var jeg jo gift, så jeg fik en noget bedre behandling,” siger Inge Thygesen, der kan grine af det hele i dag – hendes far smeltede i øvrigt, så snart han så barnet og sendte en check til fru Milwertz.

”Jeg er taknemmelig for opholdet på Østerklev og fru Milwertz’ hjælp – derfor vil jeg gerne fortælle om det. Jeg er ikke spor flov over det, selvom der er jo nok er nogen, der ikke vil være ved den slags. Men det var jo en helt anden tid  – lidt ligesom i Matador.”

 

Hent flere nyheder
Top