Tømrermester knokler med ny privat daginstitution på Sønderrisgård

Michael Bjerring Madsen fra MM Multibyg i Bryndum og hans medarbejder. tømrer Kasper Jespersen (t.h.) arbejder med at bygge den gamle hovedbygning på Sønderrisgård om til en ny, privat daginstitution.

 

Hele artiklen i PDF-format

PRIVATPASNING – Til sommer skulle den historiske hovedbygning for Sønderrisgård i udkanten af Sønderris gerne runge af liv og leg i en helt ny, privat daginstitution.

Det er i hvert fald tidsplanen for tømrermester Michael Bjerring Madsen fra MM Multibyg i Bryndum, der overtog ejendommen tilbage i 2013. Siden har han bøvlet noget med projektet og ifølge eget udsagn også med Esbjerg Kommune. Men nu er en ny lokalplan for området sendt i høring frem til 26. november.

Print

Den åbner for at drive daginstitution i den bevaringsværdige hovedbygning og desuden at opføre nye bygninger, herunder en sportshal, hvor byggefelterne er udlagt efter samme princip som en firelænget gård. Daginstitutionen skal kunne rumme op til 140 børn, der får god plads at tumle på udvendigt.

”Tanken var fra start at lave børnehave, og siden prøvede vi at udstykke til boliger, men det ville kommunen ikke være med til. Vi har mødt meget modspil undervejs, men det er blevet vendt til noget positivt nu,” fortæller Michael Bjerring Madsen.

 

Strid om tegltaget

Han viser rundt i den statelige hovedbygning, der emmer af fortidens storhed, men også af ekstra forfald gennem halvandet år, hvor projektet stod stille.

Sønderris daginstitution 02

Sønderrisgård daterer sig helt tilbage til 1500-tallet, og den nuværende hovedbygning blev opført i 1890. De højloftede stuer og flere elegante detaljer viser lidt af fordums storhed, men halvandet års ufrivilligt stop for renoveringen – uden tag på bygningen – har sat sine spor på det bevaringsværdige stykke Sønderris-historie.

”Vi havde lagt undertag og lægter på og ville have lagt sort matglaseret tegl, men kommunens arkitekter forlangte rød. Derfor stod renoveringen stille i halvandet år, inden vi blev enige om det røde. Og nu har vi så måttet pille alle lægter og isolering af og starte forfra igen,” sukker håndværksmesteren.

Hvorfor vil en tømrer lave en børneinstitution?

”Jeg har selv børn, og det har min medarbejder Kasper også. Da vi så det her, kunne vi se, at det var Esbjergs bedste udenomsarealer. Vi har nogle tanker om bedre udeliv, og der er ikke mange steder med gode udenomsarealer for børneinstitutioner,” forklarer Michael Bjerring Madsen.

”Men ellers skal vi jo ikke have noget med selve dagsinstitutionen at gøre – det har vi ikke kvalifikationerne til. Vi skal drive den for egen regning og risiko, men den skal selvfølgelig opfylde alle kommunens krav. Der skal være en pædagogisk leder, som tager sig af driften og ansætter fagligt personale,” understreger han.

”Men ellers er det jo i princippet bare en forretning. Planen er, at vi selv skal holde huset inde og ude med reparationer og vedligeholdelse – det er dét, vi er gode til.”

 

Nye bygninger senere

Første fase i projektet er den gamle hovedbygning, som er på over 900 kvm, så den skulle i sig selv kunne rumme de 140 børn. Dertil kommer så senere de nye bygninger og en eventuel sportshal.

”Det kun hovedhuset, der skal være klar fra start – de øvrige bygninger er fremtidige projekter. Men hele baghaven bliver lavet om til legeplads fra start, og den nye vej til Sønderrisvej kommer også på plads fra start.”

Hvad siger tidsplanen?

”Vi regner med at kunne åbne til sommer næste år,” forklarer Michael Bjerring Madsen og skæver over til sin højrehånd Kasper Jespersen, som ser lidt skeptisk ud.

”Det er, hvis det hele klapper, og der ikke kommer mere uforudset fra kommunen. Der er også mange regler om ruminddeling, akustik osv., når det er en daginstitution, men vi har en arkitekt inde over den del. Og ellers bliver åbningen ultimo næste år.”

Hvor regner I med, at børnene vil komme fra?

”Nær og fjern. De kan komme fra hele området her, fra Hjerting og fra midtbyen.

Vi får døgnåbent herude – det vil sige, at vi får et antal timer til rådighed, så vi næsten kan holde åbent døgnet rundt. F.eks. kan man bestille pasning en lørdag. Eller hvis man f.eks. skal til Sjælland to dage, så bliver der ordning, hvor man kan booke pasning med overnatning.”

 

Spiller på to heste

Udover daginstitution giver den nye lokalplan også mulighed for at bruge hovedbygningen til boliger, så der er mulighed for at spille på to heste.

”Jeg går all in på dagsinstitution, men nu er muligheden åben for at sælge det som boliger, hvis det ikke går,” forklarer Michael Bjerring Madsen.

Hvor lang tid vil du give daginstitutionen, hvis det bliver en langsom start?

”Fem år. Folk må vente og se, men der kommer nogle spændende ting, som folk ikke har set før. Noget børnene får glæde af. Vi skal jo prøve at se, om vi ikke kan gøre noget ekstra og gøre det attraktivt den vej.”

 

 

Historisk hovedgård

Sønderrisgård på adressen Merkurvænget 57 i Sønderris kan føre sin historie tilbage til 1500-tallet, og den har lagt både navn og jord til det meste af det store boligområde.

Oprindelig var det en firelænget gård, hvor den nuværende hovedbygning blev opført i 1890 og nu er klassificeret med ’høj bevaringsværdi.’

I 1958 blev gården overtaget af Nis Bruhn, som i 70-erne solgte jorden til Esbjerg Kommune, der udstykkede de mange boliger.

Den store storm i 1999 var hård ved de gamle avlsbygninger, som derefter blev revet ned, og enken Grethe Bruhn solgte i 2013 Sønderrisgård til Michael Bjerring Madsen.

 

Tekst:

Relaterede artikler

Top