Kvinden der gik sine egne veje i livet

PROFILEN – ”Nej, der skal ikke tages nogen billeder i dag!”

Det er vel nok den allermest sjældne sætning at høre til en fernisering – især når det lyder fra kunstneren selv. Oven i købet til en fotoudstilling. Hvor et TV-hold står klar til at gøre lidt reklame.

Kunstnere er sjældent pressesky, men Eva Merz gør det på sin egen måde. Hun går sine egne veje – som hun altid har gjort.

Netop nu puster hun ud efter sin 50 års fødselsdag og fernisering på udstillingen ’Gl. Vardevej – indefra’ på Esbjerg Kunstmuseum. Her kombinerer hun endnu en gang to store drivkræfter i sit liv: Fotokunst og social indignation.

Billederne er ikke just skønmalerier. Det er nøgtern registrering af livet i de små kommunale lejligheder, der hovedsageligt huser folk fra samfundets nederste hylde.

Folk på socialhjælp, folk med problemer i almindelighed og med misbrug i særdeleshed. Folk med små levere, men store hjerter. Det sidste er en vigtig pointe for kunstneren.

Hun har skudt alle de ens lejligheder fra nøjagtigt samme sted, men uden et eneste menneske på billederne.

”Det gør, at man kigger på rummet og detaljerne frem for at se det som et portræt. I udgangspunkt handlede mit projekt jo om indignation over boligforholdene set ud fra, at kommunen har misligholdt det,” forklarer Eva Merz.

Det forklarer også, hvorfor hun ikke ville lade andre tage fotos fra ferniseringen. Her havde hun –selvfølgelig – inviteret alle beboerne fra Gl. Vardevej. De var de virkelige VIP’s den dag. Og de ankom standmæssigt med bus og bajere og brede grin, hvor kunstneren ikke ville risikere respektløse fotos af tandløse smil og grønlændere på glatis.

De fortjener respekt, ligesom hun forlængst har tjent deres respekt og tillid. Hun har selv udviklet personlige venskaber under det flerårige arbejde på Gl. Vardevej, der blev affødt af et tidligere projekt med udvendig udsmykning.

Her fik hun indblik i forholdene. Og det nærede den sociale indignation, der ellers ikke stod skrevet i hendes stjerner.

Eva Merz Kjærgaard, som hun rettelig hedder, er barn af afdøde erhvervsmand Otto Kjærgaard, stifter af Hjerting Laks og konservativ politiker. Klassisk bedre borgerskab.

”Jeg ved ikke, hvor den indignation kommer fra, men den er der. Jeg har jo været lidt rundt og se i verden og boet i Skotland en del år, hvor skellet mellem rig og fattig er langt mere dramatisk,” lyder forsøget på forklaring.

Roen hos naturfolk

Og så er der noget med hende og grønlændere, som hun tidligere har portrætteret på Christiania.

”Jeg har altid været tiltrukket af dem og haft det godt i deres selskab, siden jeg mødte dem første gang,” siger Eva Merz, som – trods omstændighederne – især husker én episode.

”Engang i en kæmpe brandert på Christiania, hvor jeg var ude af stand til at gå, slæbte en grønlænderkvinde mig med hjem, så jeg kunne sove på en madras. Hun stillede mad frem, men var væk, da jeg vågnede. Senere fandt jeg hende igen, og vi udviklede et venskab.”

Der er åbenbart også noget med naturfolk generelt, for i USA har hun rejst rundt med indianere.

”Da jeg kom hjem, faldt jeg først til ro, da jeg mødte grønlænderne igen. Det var ligesom ’indian time’ – vi når det nok i morgen. De er tæt knyttet til hinanden og ekstremt sociale.”

Vi kredser en del om det, men det er svært at indkredse nærmere. Det er også noget med udlængsel, en længsel mod det frie og ukendte, der altid har revet i hende. Det er noget af det, der har præget hende.

”Der er noget eventyrlyst, en frihedstrang. Noget af det har jeg fra min far. Han rejste jo til USA to gange, inden han overtog forretningen. Men han havde en frihedstrang og en rejselyst og udlængsel i sig, som jeg ikke tænkte over dengang,” husker Eva Merz om faderen, der også havde en kunstnerisk åre.

”Han var sindssygt dygtig til at tegne, men han havde jo ikke tid til det. Og når jeg kigger tilbage, havde jeg også lidt af frihedstrangen – eller meget. Og så fik jeg jo lov til det. For mine brødre lå det jo også i kortene, at de skulle overtage derhjemme.”

”Jeg vil holde fast i altid at gøre tingene på min egen måde”

Hvordan var dit forhold til din far?

”Jeg skulle væk hjemmefra, da jeg var 16. Det var vi vist ret enige om, mine forældre og jeg. Jeg hadede gymnasiet som pesten og stak af hjemmefra, lige inden jeg skulle starte i 2.G. Da jeg kom hjem, fik jeg lov til at flytte,” fortæller rebellen, der tog til en hestestald i Himmerland.

Der gik tre år med at arbejde med heste forskellige steder, inden hun som 19-årig vendte tilbage til Esbjerg. Kom i lære som reklametegner, selvom hun var imod reklamer. Flyttede i kollektiv sammen med nogle, der var ældre og vakte hendes interesse for politik. Det var ikke just konservativ politik.

Og hun levede livet med stor appetit. På alt.

”Jeg var jo den ældste – alting skulle prøves af med mig. Mine forældre har sikkert været dybt frustrerede over, hvad de skulle stille op med mig,” lyder det fra vildbassen, som erkender, at hun lavet ’mange skøre ting’ i sit liv.

”Der jo ting, der er private. Men jeg har eksperimenteret med ting. Jeg har været ude i situationer, der har været farlige, jeg har prøvet alle mulige slags stoffer og haft dårlige perioder i mit liv. Så hvis jeg ikke havde haft den solide kerne – som en psykolog engang kaldte det – der kommer af en tryg opvækst, så kunne det være gået helt galt.”

Familiebåndene trak hende da også hjem til Esbjerg igen, da hendes far blev alvorligt syg.

”Jeg kom mere og mere hjem på besøg, og jeg kunne mærke, at jeg skulle blive her. Det er næsten som at komme tilbage til en rede – en tryghed i at komme hjem.”

Ikke bare en ’playgirl’

Ved første øjekast kunne det ligne den klassiske historie med en forkælet rigmandsdatter, der har lallet gennem livet og prædiket godhed for andres penge.

Men der er meget mere i Merz. Og hun har på flere måder betalt prisen selv.

Levet for småpenge og boet på venners sofaer i usle lejligheder. Hutlet sig igennem i perioder og satset alt på kunsten.

Og da hun endelig kom til penge via arven fra sin far, forærede hun de fleste væk til Verena Merz & Otto Kjærgaards Børnefond for socialt udsatte børn og unge. Resten har hun tænkt sig at leve for i fremtiden – sammen med lidt indtægt fra flere kunstprojekter og måske nogle flere fotobøger.

Men ’businesskunstner’ bliver hun aldrig. Det skal hænge sammen økonomisk ved at holde fast i det beskedne liv i en to-værelses lejlighed i Esbjerg.

Hun er trods alt blevet for gammel til boheme-livet. Efter egen målestok er hun også blevet lidt sat.

”Nu har jeg boet i samme lejlighed i fem et halvt år, og så har jeg lige fået en kolonihave. Men det skal ikke være et lille pussenusse hus – det skal være en legeplads med bålsted og hængekøje,” lyder det bestemt.

”Men jeg trænger også til mere ro som kvinde i 50-erne nu. Det accepterer jeg, og det stresser mig ikke at være blevet voksen. Men jeg vil holde fast i altid at gøre tingene på min måde. Og i alle de mærkelige ting, jeg har lavet i mit liv, har det altid været meget vigtigt, at jeg ikke skulle skade andre.
Min mor og far har nok været bekymret for mig, men det måtte aldrig gå ud over andre mennesker,” lyder det stille fra Eva Merz, som bliver berørt ved tanken.

Nu er der relativt ro på, og hun nyder livet med sin kæreste gennem tre år.

”Han har slået rekorden med flere længder, men er heller ikke helt almindelig,” siger hun om Valdemar Kjær, der er født i Sønderborg, er halvt grønlænder og arbejder som ’discjockey’.

”Han er meget yngre end mig, men selvom det har været vanskeligt, så har vi gennem tre år fundet ud af, at vi ikke kan undvære hinanden.”

Hvad er det gode liv for dig?

”Det gode liv er at have tid til sig selv og sine nærmeste. Have tid til at gøre tingene ordentligt og omgive sig med gode mennesker, dem der er vigtige for én. Have tid til at nyde det og hele tiden lære noget nyt. Og så skal det være sjovt! Min største skræk har altid været at kede mig, men det er der så
heller ikke stor fare for.”