PROFILEN – Der er 255 km fra Roskilde Festival til hans landejendom i Bryndum og en verden til forskel. Men ikke for Sebastian Wolff.
I hans verden er der ingen særlig modsætning mellem rampelys og landliv. Sammen med kollegerne i bandet Kellermensch elsker han at rive konventionerne ned, gøre op med myterne i musikbranchen og udfordre den gængse opfattelse af, hvad der er – og ikke er – ’rock’n roll’ her i livet. At smadre facitlisten simpelthen.
Ingen rock’n roll myter
Det er lykkedes så godt, at musikbladet Gaffa kort før nytår kårede pladen
’Goliath’ fra Kellermensch til Årets bedste album i 2017 og signaturnummeret ’Bad Sign’ til Årets bedste sang. En flot anerkendelse efter otte års hårdt arbejde med ’den svære to’er’.
Men bandet er ikke uvant med masser af succes siden den meget roste debutplade i 2009. I 2011 fik de en international pladekontrakt, og i 2012 havde de æren af at åbne Orange Scene på Roskilde Festival.
Så plejer vejen at være afstukket. Og den er som regel ensrettet med kurs mod de store byer, til et liv fyldt med smarte typer og et kodeks for coolness. Men 37-årige Sebastian Wolff har i stedet slået sig ned på et nedlagt landbrug udenfor Bryndum med kone og tre små børn.
Godt nok med et øvelokale i laden, men også elcykel i stedet for Christiania-cykel – til modvinden over de åbne marker – og en Fiat Doblo familiecontainer.
”Vi har aldrig givet meget for rock’n roll myter. Som band bliver man nogle gange presset ind i de myter, men jeg har spejlet mig mere i de indtryk, som de gamle filosoffer giver. De har nogle dyder, der betyder meget for dem,” siger Sebastian Wolff, der personligt har brugt filosofi som et værktøj til at gå mere analytisk og profes-
sionelt til karrieredelen i dét at være kunstner.
Siden teenageårene i Esbjerg har han brændt for musik og egentlig altid været skoletræt. Men på HF blev han fuldstændig bidt af sidefaget filosofi, så han læste det to år på Aarhus Universitet indtil 2010, hvor bandets succes tvang ham til at vælge musikken.
”Jeg tog en omvej via filosofien, og det var det friske pust, jeg skulle bruge for at vende tilbage. En ting, jeg lærte ved filosofi, var at have en analytisk tilgang til tingene. Den måde at betragte tingene på hjalp mig gevaldigt, da jeg kom tilbage til musikken. Tidligere havde vi bare haft en drøm om noget, som vi egentlig ikke selv vidste præcist, hvad var. Men nu kunne jeg begynde at afdække begreberne og analysere dem,” siger Wolff og kaster sig ud i en længere forklaring om emnet, der tydeligvis optager ham meget.
Han overvejer da også at færdiggøre studiet en dag, og bandet er selvfølgelig opkaldt efter Dostojevskijs utilpassede figur i kælderdybet.
Helt konkret hjalp filosofien Wolff og bandet til at få styr på, hvad de egentlig mente med de forskellige begreber og ambitioner om anerkendelse og pladeudgivelse. At få dechifreret og destilleret drømmene.
”Så var det ikke længere en diffus drøm, men noget vi kunne arbejde med konkret. Vi kunne f.eks. lave en checkliste over, hvor vi skulle bruge samarbejdspartnere, hvad enten det var en distributør, der kunne ringe til Fona i Herning eller nogen, der kunne prøve på at få Berlingske eller Politiken til at forholde sig til vores musik,” uddyber han.
Hårdt benarbejde
”Det var nogle af de ting, jeg kunne tage med fra filosofien – at jeg kunne begynde at afdække noget af mystikken i begreberne. Det har været en drivkraft også for bandet generelt og også musikalsk – det her med at afdække myter. Vi har tit fået at vide af branchefolk, at sådan der kan man ikke gøre – det skal gøres sådan og sådan.”
Set udefra kunne Kellermensch måske ligne en succes på en solid bund af stærk musik, blandet op med heldet til at være på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter.
Men der er ikke mange tilfældigheder i succes’en. Det er mest bare knofedt og hårdt benarbejde.
”Tidligere var vores tilgang meget at sidde og vente på, at der kommer nogen og realiserer drømmen for én. Der kommer en pladeselskabsboss og hører ens musik og så sker der noget, som man ikke ved, hvad er. Men vi begyndte at tænke på den måde, at det hele handler egentlig om at afdække begreber for, hvad vi vil opnå. Ud fra, at der kommer aldrig nogen, der gør en skid – vi skal gøre alting selv,” lød erkendelsen fra Wolff og bandet.
De fik en kammerat ind som manager, og forsangeren indså, at han også måtte tage en kommerciel kasket.
”Når jeg så mødtes med manageren, tog jeg forretningsmand-hatten på, og så var der ikke noget, der hed kunstnerisk fine fornemmelser. Så er grænsen ligesom skåret op: Det kunstneriske arbejde er færdigt nu, og der bliver ikke lavet om på det – nu skal vi så ud at sælge det,” lyder det nøgternt om arbejdet med at promovere debutpladen.
”Vores fornemmelse var meget, at vi havde lavet et usælgeligt produkt, men vi synes selv, det var godt. Vi synes, at vi hørte hjemme på Roskilde, hvor vi selv var kommet, siden vi var 16. Så hvordan kommer man derhen? Der måtte være nogle kriterier, så vi kiggede på, at der måtte sidde en mand, der bookede, og hvad gjorde han det ud fra?”
Den meget proaktive stil betød bl.a., at der blev sendt mails til et hav af medie- og branchefolk op til f.eks. festivaler, hvor bandet spillede med invitation til kaffe eller en øl med bandet.
”Ti procent af dem svarede, og en af dem var en engelsk manager, som vi endte med at samarbejde med i to år, bl.a. om radiosessions på BBC.”
Det ene job tog det andet og gennem et par år stod den på masser af turnéliv – også til udlandet. Det var en af grundene til, at der gik otte år inden album nr. to. Men teksterne sad også fast i en gedigen skriveblokering hos forsangeren.
Selvom meget af musikken er i den hårde ende på sin egen melodiske måde, udfordrer teksterne – selvfølgelig – også genrens normale konventioner om at synge om ’dødningehoveder, trolde, krig og andet bombastisk.’
Helt ud til kanten
”En af de fornemste opgaver som kunstner er at ødelægge eller redefinere hvad skønhed er. Det kan også være noget med at slå facitlisten i stykker for det gode liv – at frigøre os fra de facitlister, der ellers kan fastholde os. Vi skal prøve at vise andre versioner af, hvad der kan være smukt,” insisterer Sebastian Wolff.
Derfor skal Kellermensch også helt ud til kanten på alle måder – i hver eneste koncert. ’Sebastian bløder altid et eller andet sted, når vi er færdige’, som en af bandkollegerne engang sagde i et interview.
”I starten satte vi en ære i, at vi på et tidspunkt undervejs blev usikre på, om vi kunne fuldføre koncerten – så havde det været et godt show. Det må ikke være for sikkert, at vi sejrer, for så har vi ikke risikeret noget.”
Det afspejler sig også i teksterne fra familiemanden, der aldrig har kendt sin far og bl.a. synger om at lede efter friheden – og finde den inde i et bur.
”Jeg er lykkelig gift med Mia nu, men den sang handler jo om, at vi på et tidspunkt gik fra hinanden efter at have tabt et barn under en graviditet. Og så var det som om, meningen var væk – nu havde vi ellers lige en plan og en fremtid,” lyder det hudløst ærligt.
”Vi gik fra hinanden, så jeg var nærmest fordømt til frihed. Men jeg følte sgu ikke nogen lykke over at være fri og kunne gøre, hvad der passede mig. Jeg kunne jo se, at friheden var inde i det bur, man gerne ville have. Og det er egentlig meget dét, den sang handler om – man kan godt være fri og egentlig ønske sig noget andet.”
Familie og fast job
Nu er han i den grad gået i familieburet med to tvillingdøtre på tre år, en søn på halvandet og fast job som faglærer på Esbjerg Forberedende Erhvervsskole ved siden af musikken. Så er der også en fast indtægt, men arbejdet med det tredje album er så småt i gang.
Er du kældermenneske eller bonderøv?
”Jeg er ikke sikker på, at de er modstridende. Men man ser nogle gange bands, der mener, at de skal have en eller anden storbymentalitet, fordi de spiller, hvad de nu engang gør.”
Smag på pinligheden
Hvordan bevarer man vildskaben i en hverdag af bleer og bidragssatser?
”Jeg ved, at mange musikere kæmper med den balance, men det har aldrig været modstridende for mig. Der skal noget på spil. Der er noget, der skal væltes, og der skal smadres nogle bygninger for at få smadret facitlisten og smage på pinligheden. Jeg tror, det er det kunstneriske projekt for os. Og jeg ser ikke den store modsætning – jeg kan godt tage i Silvan og lave kedelige hverdagsting samtidig med det her projekt.”
