Nu er hobbyvirksomheden blevet en fuldtidsbeskæftigelse

Anna Mai Cave er i gang med at indrette showroom i lejede lokaler på Tømrervej i Sædding. Til efteråret får hun faste åbningstider, men kunder er altid velkomne til at aftale en tid.

En kræftdiagnose, en Corona-nedlukning og en laserskærer gav Anna Mai Cave en ny retning i livet. I virksomheden Treend satser hun på personligt design

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

IVÆRKSÆTTERI – På et børneværelse et sted i Danmark hænger en lampe, der skåret ud i træ og forestiller en ræv med en kylling sovende på ryggen. Lampen har Anna Mai Cave designet ud fra moderens beskrivelse af sin datters drømme.
Nu kan lampen købes på hjemmesiden Treend.dk, som både er Anna Mai Caves virksomhed og hjertebarn.
Hun designer skilte, lamper, skrift til væggen, fødselstavler og meget andet, som bliver skåret ud i træ med en laserskærer.
Netop det personlige design er Anna Mai Caves speciale. Og det hitter. Særligt til bryllupper med velkomstskilt, bordkort og lignende, som kommer til at se eksklusive ud i eg, poppel eller valnød. Men også fødselstavler med personlige data om barnet, udskårne navne og meget andet.
”Det er sjovt, og jeg elsker at få lov til at lave designs, som folk tager ind i deres hjem eller bliver en stor del af en bryllupsfest. Det, at det er et fysisk produkt, kan noget magisk,” siger hun.
I 10 år arbejdede hun primært som webudvikler og stod for den tekniske side af at bygge hjemmesider til virksomheder. Arbejdet med at designe foregår også foran computeren, men nu får hun et fysisk produkt mellem hænderne.

Startede som hobby

Anna Mai Cave er i gang med at indrette showroom i lejede lokaler på Tømrervej i Sædding. Til efteråret får hun faste åbningstider, men kunder er altid velkomne til at aftale en tid. Foto: Kaytrine Friisberg, Hjerting Posten.

Anna Mai Cave er i gang med at indrette showroom i lejede lokaler på Tømrervej i Sædding. Til efteråret får hun faste åbningstider, men kunder er altid velkomne til at aftale en tid.

Treend åbnede som en hobbyvirksomhed, mens hun endnu arbejdede fuldtid som webudvikler i sin virksomhed Web og Linjer.
Nu har hun byttet rundt, så Treend er hendes fuldtidsbeskæftigelse.
Men hun fortsat hjælper enkelte kunder i Web og Linjer.
Det var lidt tilfældigt, at Anna Mai Cave skiftede hjemmesider ud med laserskåret træ. Da Corona-krisen ramte var der ikke mange virksomheder, der investerede i nye hjemmesider, så da to tømrere spurgte hende, om hun ville være med til at starte en virksomhed med laserskårne produkter, sprang hun til. Han havde købt maskinen og skulle stå for produktionen, og hun stod for hjemmeside, salg og marketing.
Da landet åbnede igen, fik tømrerne med et meget travlt. Derfor blev der længere og længere tid før virksomheden kunne levere, og til sidst måtte de indse, at tømrerne ikke havde overskud til at fortsætte forretningen. Men Anna Mai Cave havde ikke fået nok. Hun købte selv en laserskærer og fortsatte virksomheden. Det går godt, men der er kommet flere konkurrenter.
”Branchen havde været nem at sælge i, fordi vi var næsten alene om det. Men nu er en laserskærer til at betale sig fra og mange har købt en på hobbyplan, som de ikke behøver at tjene penge på,” forklarer Anna Mai Cave.
Det er en af grundene til, at hun har specialiseret sig i de mere avancerede og personlige designs, som adskiller sig fra metervarerne.

Iværksætterforløb
”Et iværksætterforløb, LevelUp, på Riggen i Esbjerg, hjalp mig til at strømline virksomheden. Mit speciale er designs, hvor man kan sætte sit personlige præg,” siger hun.
Hun har brugt mange timer i virksomheden, særligt da hun satte sig ind i den nye maskine og fik virksomheden stablet på benene. Nu arbejder hun knap så meget.
”Jeg er nede på 50 timer om ugen,” griner hun.
Men hun lader sig ikke stresse. Cirka et år før hun sagde ja til at starte Treend, var hun blevet færdig med behandling for livmoderhalskræft og erklæret kræftfri. Sygdommen har medført nogle senfølger af kemoterapien, blandt andet lavere koncentrationsevne. Desuden kan hun ikke få børn. Men sygdommen har også haft positive følger.
”Førhen havde jeg let ved at lade mig presse og stresse af kunder, af omgivelserne og af at have travlt. Sygdommen har givet mig en anden ro i livet. Det var meget tydeligt, lige da jeg var blevet kræftfri. Der gik jeg væk eller lagde på, hvis nogen lagde pres på mig. Jeg ville simpelthen ikke spilde mit liv på folk, der råbte og skreg. Nu er jeg mere mild, men jeg lader mig stadig ikke stresse. Det nytter alligevel ikke noget, at man går i cirkler og kører rundt i det samme,” konstaterer Anna Mai Cave.

Anna Mai Cave Treend Sædding. Foto: Katrine Friisberg, Hjerting Posten

Anna Mai Cave med hunden Coda, hendes faste kontormakker i lokalerne i Sæddings industrikvarter.

Krævede ro
Uden den ro er hun ikke sikker på, at hun havde været klar til at kaste sig ud i en ny virksomhed.
Gennem hele forløbet har hun haft en stor støtte i sin mand Casper Cave. Hun mødte ham blot få måneder, før lægerne opdagede kræftknuden.
”Jeg sagde til ham, at han skulle løbe nu. Men det ville han ikke,” siger Anna Mai Cave med et smil.
Også han har et krævende job i energibranchen, og ud over at være en stor støtte i sygdomsforløbet har han hjulpet med laserskæreren, ligesom han tager med på messer i weekender.
”Han er min største cheerleader,” konstaterer Anna Mai Cave.
Den 6. juni nåede hun en milepæl. Da blev hun nemlig erklæret rask. En milepæl, som Treends kunder også får glæde af. Hun fejrer nemlig raskmeldingen med rabat på hjemmesiden.

Tekst og foto: Katrine Friisberg

Blå bog

  • Anna Mai Cave, 34 år
  • Bor i Sædding sammen med sin mand Casper Cave, som arbejder ved Swire Energy Service
  • Ejer virksomhederne Treend og Web og Linjer, som har kontor og showroom på Tømrervej 22 i Sædding
  • Blev uddannet som markedsførings-økonom i 2012
  • Blev bachelor i international markedsføring i 2014
  • Arbejdede i 2014 ved Intego, der i dag hedder CBRE, før hun sprang ud som selvstændig på mere end fuld tid.

Tekst:

Relaterede artikler

Top