Her okses der med takeaway

Her anretter Allan Enevoldsen en stribe af de bestilte menuer.

Læs artiklen som PDF her

Hos Den Røde Okse i Sædding knokles der med takeaway for at tjene lidt under coronakrisen

MAD – Myndighedernes lukningspåbud har tvunget mange handlende og virksomheder ud i ekstraordinære nytænkninger – for nogle endda med forretningens fortsatte eksistens i spil. Det gælder også i Sædding.
Og her kan berettes om en succeshistorie, idet Den Røde Okse Caterings hverdagsretter i løbet af ganske kort tid er blevet overvældende godt modtaget, mens restauranten på Tarphagevej er tvunget til at holde lukket.
Medejer Lasse Møller oplyser, der dagligt må meldes udsolgt af de mellem 300-600 udbudte middage, som kan være alt fra lasagne, fyldt kyllingbryst til lørdagssteaks eller wiener­schnitzel med alt tilbehør. En af årsagerne til succesen er, at retterne afhentes fortilberedte, så kunderne selv kan færdigtilberede dem, op til to dage frem, og fordi der løbende offentliggøres menuplan for de kommende to-tre dage på Facebook.

Gavekort til ansatte
Avisens udsendte fik forleden lov at komme med indenfor bag kundeafspærringen – behørigt afsprittet og iført hygiejneovertræk på både hoved og sko – for at følge tilberedningen af dagens ret.
Samtaler med flere af kunderne afslørede, at der var mange gengangere i løbet af ugen, ligesom flere af byens virksomheder har påskønnet medarbejderne med et TakeAway-gavekort, som kan benyttes efter behov, lige som en af byens store fagforeninger har belønnet alle medarbejdere med et beløb for at støtte byens restauranter.
Allan Enevoldsen og Lasse Møller oplyser i øvrigt, at det længe planlagte generationsskifte nu er gennemført, så de to nu er ejere af restauranten og catering – men til beroligelse for alle, så fortsætter Søren Kruse i det ny selskab med de sædvanlige opgaver, som de trofaste kunder kender ham så godt for.

Tekst og foto:
Claus Brinch Danielsen

Tekst:

Relaterede artikler

Top