AFFALDSDAG – Søndag den 22. april er det igen tid til at hanke op i familie, affaldsposer og den rene samvittighed og give nogle hyggelige og nyttige timer til affaldsindsamling.
Inden dagen får alle skolebørn i Hjerting udleveret affaldsposer til at tage med hjem. Hos Meny i Hjerting Bycenter eller i Butikken ved Hjerting Badehotel kan man låne opsamlingsstænger i begrænset mængde og her kan man også afhente poser. Alternativt kan man bare bruge almindelige indkøbsposer.
Selve indsamlingen løber fra kl. 10-12, hvor ideen er, at man starter hjemme fra sin egen bolig, går en tur ad veje og stier i området og samler alt, hvad man kan se og slæbe af affald. Tag også gerne en tur lidt udenfor byskiltet – der trænger alle steder.
Lad de tunge poser stå
Når nærområdet er sikret, kan man bevæge sig mod stranden – og selvfølgelig samle op undervejs – inden man slutter af med strandrensning. Bemærk, at der mange steder sidder meget plastic i buskene på stranden.
Hvis posen bliver for tung at slæbe undervejs, så kan man bare efterlade den ved en af de større veje i Hjerting. Den lokale hotelfatter og den gamle redacteur kører rundt med trailere og samler poserne ind.
Fra kl. 11.30 byder Spar Nord på varm kakao på P-pladsen ved badehotellet, hvor man smider sit indsamlede affald i den store container. Kl. 12.30 er der pølser, øl og sodavand til alle frivillige indsamlere.
Sponsorerne bag indsamlingen er Meny, Spar Nord, Hjerting Badehotel, Hjerting Borgerforening, Hjerting Erhvervsforening og Hjerting Posten. Arrangementet er i år en del af Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende Affaldsindsamling 2018.