Svangrehjem fra svundne tider

Hele artiklen i PDF-format

GAMLE DAGE – De kom der med en hemmelighed, som langtfra var sød for alle. Mange af dem fødte i skjul og i skam og så aldrig selv det barn, der bogstavelig talt blev revet fra dem lige efter fødslen.

Svangrehjemmet Øster­klev i Hjerting var i svundne tider en del af et mørkt kapitel for mange unge kvinder. Men det var også et lyspunkt for dem, et skattet fristed og tiltrængt refugium i en meget svær periode af deres unge liv.

På ’diskret ophold’

Udenfor murene blev de mødt af datidens fordømmelse og strenge seksualmoral – inde bag de trygge rammer på den smukke og statelige ejendom fik de ro og værdighed til at komme videre i livet.

Den imposante bygning på Hjerting Strandvej blev en tryg ramme i en svær tid for kvinderne.

Det var en samtid med helt andre sociale normer – ikke mindst, når de unge kvinder skulle føde hos de strenge nonner på Sct.
Joseph Hospital i Esbjerg.

”Østerklev føjer sig ind i historien om den problematik, der engang blev lavet en kendt film om – ’Diskret ophold’ – med Ib Schønberg. I samtiden var det ikke velset, at man blev gravid udenfor ægteskabet,” fortæller arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen fra Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Den 27. februar holder han et foredrag om Øster­klevs historie ved et totalt udsolgt arrangement i Jon og Dittes Hus i Hjerting, hvor en tidligere beboer også vil fortælle om sit ophold på stedet.

Socialt stigmatiseret

”Det kunne jo ske, at man blev gravid udenfor ægteskabet, og der er jo kun én registreret jomfrufødsel i historien,” siger Jørgen Dieckmann med et glimt i øjet, som man dengang ikke kunne se det med.

”Det var socialt stigmatiserende, for som ung ugift pige med et barn kunne det være utrolig svært at få et job og blive gift. Nogen præster ville slet ikke vie dem. Udover det var de fleste mænd jo på jagt efter jomfruer, selvom de selv skulle have et langt livs erfaring på det seksuelle område. Hvordan den kabale så gik op, kan man jo spekulere over,” siger Dieckmann med endnu et eksempel på datidens dobbeltmoral, som fik store konsekvenser for de unge piger, der kom ’i ulykke’.

Kvinder uden valg

”Det er jo det der underlige noget, som man nok ikke kender i dag. Men jeg kan da huske fra min egen barndom, at det bedste job, en ung kvinde så måske kunne håbe på i den situation, var som husbestyrerinde på landet,” erindrer arkivchefen.

”Jeg hørte faktisk fra én, der fik sådan et job, men der var ikke noget separat værelse. Hun skulle sove med husherren, men den slags kvinder havde ikke mange valg. Det er noget, man slet ikke kunne forestille sig som vilkår i dag. Der var jo så også nogen, der valgte at få ’diskret ophold’ og bortadoptere barnet for så at bevare det som en hemmelighed.”

Østerklev blev opført i 1916 som privatbolig til entreprenøren Vilhelm Hoffmann, og de klassiske linjer er tegnet af arkitekt
C. H. Clausen.

Efter et par senere ejere købte Mødrehjælpen ejendommen i 1947 og etablerede et svangrehjem under ledelse af Ella Milwertz.

Ella Milwertz – som pigerne kærligt kaldte ’Bedste’ – var en kærlig, men bestemt støtte.

De unge mødre kaldte hende ’Bedste’, og hun var det kærlige, men bestemte midtpunkt indtil den sidste nybagte mor forlod Østerklev i 1975.

I den periode havde omkring 4.000 kvinder gennem årene boet på stedet ifølge en artikel i ’Hjemmet’ fra 1981, hvor ildsjælen selv fortalte om arbejdet.

Barnedåb på Østerklev

”Det var en vidunderlig tid for mig, fordi arbejdet var så fuld af mening. Men for pigerne var den urimelig,” fortalte Ella Milwertz i artiklen, hvor hun var stærkt indigneret over omverdenens fordømmelse.

Det gjaldt f.eks. også, når pigerne tog hjem til familien for at holde barnedåb, som burde være en god anledning til fest og forsoning i familien. ’Bedste’ var selv inviteret med engang.

”Jeg glemmer ikke den hvisken og tisken og nedstirring, den ugifte mor måtte igennem, da hun bar sit barn op ad kirkegulvet. Siden den dag prøvede jeg ikke at overtale mine piger til at holde barnedåben hjemme,” fortalte Ella Milvertz til ’Hjemmet’.

Derfor blev der ofte holdt barnedåb på Østerklev, ofte samlet med tre-fire stykker ad gangen, og alle fik en god dag.

Mellem pligterne kunne beboerne f.eks. gå ture, men der var ikke megen kontakt til de lokale.

Mødrehjælpen drev i sin tid en række mødrehjem landet over. Behovet var der alle steder, og så havde det en ekstra fordel med geografisk spredning.

”Det er et vigtigt aspekt, at mange af dem kom andre steder fra. Det var ikke Esbjerg-kvinder, der kom på Østerklev – som regel tog man på et svangrehjem i den anden ende af landet, så man ikke risikerede at løbe ind i nogen, man kendte. I hvert fald mindst 50 km væk, som var en lang afstand dengang,” fortæller Jørgen Dieckmann.

”Det var et meget specielt område, som den offentlige lovgivning lukkede øjnene for. Man lukkede også øjnene for, at den slags overhovedet kunne ske – der var selvfølgelig også meget hykleri med i spillet,” fortæller arkivchefen.

Boede på ’bollefabrik’

Han har også fået forelagt flere eksempler på omverdenens fordømmelse og fordomme.

”Jeg har hørt fra en dame, der voksede op på Østerklev, hvor moderen var sygeplejerske, at det ikke altid var sjovt at færdes i byen, fordi nogen havde en anden opfattelse af, hvad der foregik. En lærer sagde f.eks. til hende engang, at hun nok boede nede på ’bollefabrikken’, men den del var jo overstået, når de kom der. Det var et fantastisk dejligt og trygt sted for kvinderne på Østerklev – men det var ikke altid, omgivelserne forstod dem.”

Foto: Lissy Hansen, Anders Bjerring og Kurt Henriksen

Lissy Hansen har lavet stamtræer af de to familiegrene og hendes tre sønner – den første boede på Østerklev.

”Jeg havde det virkelig godt der”

Hendes mindste lillesøster var kun to år, da hun selv blev gravid som 16-årig. Der var i forvejen seks børn derhjemme, så Lissy Hansen fra Herning tog på Østerklev og fødte sin ældste søn i 1970 på Skt. Joseph Hospital i Esbjerg.

”Jeg kunne godt fornemme, at hvis jeg blev hjemme, blev det ikke mit barn, men mine forældres. Og jeg kunne også godt mærke, at min mor ikke rigtigt kunne holde til flere børn,” fortæller Lissy Hansen, da vi møder hende i den hyggelige lejlighed i Herning.

”Men det var helt frivilligt og faktisk den bedste tid i mit liv – jeg havde det virkelig godt dernede.”

Lissy Hansen var en af de heldige. Faderen var ikke stukket af, men ventede derhjemme. Og det var ikke nogen hemmelighed, at hun var blevet gravid som ugift.

”Men det var det for nogle af dem på Østerklev – nogle skulle også adoptere barnet væk. Når vi kom derned, fik vi at vide, at vi ikke skulle udfritte hinanden, husker hun.

”Nogle af de skæbner, man hørte om de andre gravide piger, var ikke sjove. Det var hårdt for dem, der skulle adoptere væk, og nogle blev jo presset til det af deres forældre. Jeg fik jo også at vide af min far, at jeg skulle have en abort, men det skulle han ikke bestemme! Jeg var ung pige i huset fra jeg var 14 år, så jeg var vant til at klare mig selv,” siger Lissy, der også nød at tale med andre piger i samme situation.

”Når pligterne var overstået, hyggede vi os, fortalte historier og snakkede om, hvad vi drømte om – f.eks. prinsen på den hvide hest. Men jeg havde jo én allerede,” smiler Lissy, der siden fik to sønner mere og 32 års godt ægteskab med den unge far.

Den første søn var med under et gensyn med Østerklev engang og udbrød med store øjne:

”Nøj – jeg har boet på et slot engang!”

 

De unge mødre fik fred nogle måneder på Østerklev, hvor de mødte andre i samme situation.

”Far var stokkonservativ, og Mor havde ikke noget at sige”

Hendes historie er som taget ud af ’Matador’-serien, og humoren er ligeså god.

Inge Thygesen er af god familie fra Vejle, hvor  faderen var en velhavende forretningsmand og datteren ringforlovet med en Zonen-redder, hvis far bestyrede stationen i Vejle.  Zonen var et redningsselskab i de go’e gamle dage, hvor Falck var optaget af at redde andre end sig selv.

”Vi havde været forlovet i tre år, da jeg pludselig blev gravid. Og hu-hej, så skulle vi jo skynde os at blive gift – i hvert fald inden det kunne ses,” fortæller Inge Thygesen.

”Men der havde vi gjort regning uden vært, for pludselig var han stukket af til Sjælland, og så stod jeg der med håret i postkassen. Min far var rasende, og mor gik vist op og lagde sig ligesom Maud i Matador,” griner hun.

”Men jeg havde hørt om mødrehjælpen, der havde et mødrehjem i Esbjerg, jeg kunne komme på. Da jeg kom hjem og fortalte det, var far ved at tabe cigaren af lettelse, og jeg var ude af byen, før det kunne ses.”

Hun fødte en søn i 1960 på Sct. Joseph Hospital.

”Man kunne godt mærke, når man kom derind, at man var fra Østerklev – vi fik jo ikke ligefrem luksusbehandling af nonnerne. De lavede faktisk også en fejl og troede, det var mig, der skulle bortadoptere, så jeg slet ikke fik barnet ind,” fortæller Inge Thygesen.

”Jeg var meget omtumlet efter fødslen og sov, så jeg fik ham først ind, da jeg spugte til ham dagen efter.”

Hun har ikke lyst til at få sit billede i avisen, men fortæller gerne om sit ophold på Østerklev – også til det udsolgte foredrag med Jørgen Dieckmann. Skæbnen ville nemlig, at hun senere mødte en mand fra Esbjerg, og i dag bor hun ikke langt fra Skt. Joseph.

”Efter flytningen til Esbjerg kom jeg der igen for at føde. Men nu var jeg jo gift, så jeg fik en noget bedre behandling,” siger Inge Thygesen, der kan grine af det hele i dag – hendes far smeltede i øvrigt, så snart han så barnet og sendte en check til fru Milwertz.

”Jeg er taknemmelig for opholdet på Østerklev og fru Milwertz’ hjælp – derfor vil jeg gerne fortælle om det. Jeg er ikke spor flov over det, selvom der er jo nok er nogen, der ikke vil være ved den slags. Men det var jo en helt anden tid  – lidt ligesom i Matador.”

 

Top