Redaktør arkiv: Kurt Henriksen

Den 7. hundehimmel ligger i Ådalen

HUNDESKOV – Vores firbenede venner og deres ejere har nu fået en ny hunde-
skov ved Ådalen i Sædding.

Den 18. april blev området officielt indviet med et mylder af glade hunde og mennesker, der indtog i de nye omgivelser i bragende solskin og højt humør.

Sædding-Fovrfeld Lokalråd, Sædding Centret og Esbjerg Camping bød på festlig indvielse med pølse- og Cocio-vogn, så der også var godbidder til de to-benede gæster, og Sædding Centret holdt Hundens Dag og kørte specialtilbud hele ugen.

Til indvielsen holdt en dyrepsykolog et meget grundigt indlæg om, hvor indviklet det er at holde hund, men endelig kunne snorene løsnes og legen gives fri. Hundeskoven er indrettet med solidt hegn hele vejen rundt, og inde bag hegnet er det tilladt at slippe dyrene fri og lade dem besørge, hvor de vil.

Hundeskov Ådalen indvielse 02Hele området ved Ådalen har fået et løft med opgradering af P-plads og stier, og alt fremtræder meget indbydende.

 

Løft af hele området

”Det har virkelig stor betydning for hundeejerne her i området med så store og dejlige faciliteter. Kommunen skal have stor ros og tak for, at hele området er forskønnet samtidig,” siger Holger Schrøder, nyvalgt formand for Sædding-Fovrfeld Lokalråd.

Kan vi så regne med færre hundelorte på fortovene nu?

”Det håber jeg! Jeg er selv hundeejer med to små hunde, og det irriterer mig hver gang, nogen ikke bruger pose. Det er ærgerligt, for det får jo folk til at kigge lidt skævt til hundeejere generelt. Men det er nok noget, vi skal løse hundeejerne i mellem – f.eks. ved at holde selvjustits og låne poser til hinanden, hvis man er løbet tør.”

 

Flotte borde og bænke

Hundene var heldigvis ligeglade og havde en herlig dag på deres nye legeplads.

Der er også opstillet flotte og solide borde og bænke, hvor man kan slå sig ned og nyde livet med en kop kaffe eller frokost i det grønne.

Den nye hundeskov har indkørsel midt på Gudenåvej, følg skiltene mod Esbjerg Camping, indtil du ser de nye skilte til højre mod Hundeskoven.

 

 

Grandelaug-millioner fordelt – hvis projekterne realiseres

KULTURHUSE – Generalforsamlingen i Hjerting Grandelaug den 25. marts blev afviklet uden de store sværdslag.

Aftenens helt centrale punkt var fordeling af den store sum på ca. syv mio. kr. fra salget af byggegrunde på Jagtvænget til to forskellige kulturhusprojekter.

Her vedtog forsamlingen bestyrelsens forslag om to store donationer: 2,5 mio. kr. til Hjerting IF’s projekt ’Hjerting Sport- og Kulturhus’ og 2,3 mio. kr. til Stiftelsen Jon & Dittes Hus’ projekt for en stor udvidelse med tilbygning af kulturhuset ’Laden’.

Bestyrelsen havde foreslået, at pengene skulle udbetales ’efter nærmere forhandling’, men den formulering gav anledning til debat. Efter lidt snak om fortolkningen besluttede en enig forsamling at ændre teksten til udbetaling ’efter nærmere aftale.’

Ingen blancocheck

Umiddelbart kunne det lyde som en opblødning af kravene til projekternes indhold, men formanden for Hjerting Grandelaug understreger, at det ikke er tilfældet.

”Hvis projekterne ikke bliver til noget, så får de ingen penge. Det er jo ikke en blankocheck, vi giver dem, og vi skal være sikre på, at pengene bruges på den måde, det var tiltænkt,” fastslår oldermand Poul Erik Laursen, Hjerting Grandelaug.

”Jeg ved, at HIF er tæt på at have de 17 mio. kr., de skal bruge, mens Jon & Dittes Hus mangler temmelig mange penge. Men bestyrelsen her er overhovedet ikke i tvivl om, at deres projekt nok skal komme i gang, og det har jo også et noget mindre budget. Og så længe vi beholder pengene, er jeg sådan set ligeglad, om der går to eller fem år.”

Grandelaug generalforsamling 02

Stor opbakning, men også god ro og orden på Hjerting Grandelaugs generalforsamling.

 

For grandelauget var det nemlig også afgørende, at pengene bliver i laugets kasse lige indtil den dag, der konkret er brug for dem til projekterne. Dels for at have snor i pengene, dels for trods alt at sikre en vis renteindtægt trods det aktuelt lave renteniveau.

Ikke en fast tidsfrist

Men der er ikke sat nogen faste tidsfrister for, hvornår projekterne skal realiseres.

Hvad gør I, hvis der f.eks. ikke er sket noget om ti år med det ene eller andet projekt?

”Så er det en ny beslutning for generalforsamlingen, hvis der stilles forslag om at ændre beslutningen,” siger Poul Erik Laursen.

Udover de to store donationer fra generalforsamlingen havde bestyrelsen på forhånd besluttet at tildele Hjerting Kanelaug og Hjerting Lokalarkiv 50.000 kr. hver.

 

 

 

Nybyggeri og kontrakt med entreprenøren

JURIDISK BREVKASSE

Spørgsmål:

Vi står for at skal bygge et nyt hus, og har netop fået kontrakten fra vores entreprenør. Er der noget, vi skal være særligt opmærksomme på?

Nybyggeren

Svar:

Når man skal bygge et nyt hus er der flere forhold, man skal være opmærksom på, men hvis man laver det indledende arbejde ordentligt, slipper man for mange problemer hen ad vejen.

Entreprisekontrakten er et vigtigt dokument i jeres nybyggeri, da den beskriver de spilleregler, der skal gælde for byggeriet. I skal sørge for, at kontrakten beskriver, hvad der er omfattet af aftalen og hvad der ikke er omfattet.

Det skal naturligvis fremgå, hvordan huset skal se ud (antal rum, vægbeklædning, loft, klinker osv.), men lige så vigtigt er det at få med, i hvilket omfang entreprenøren har ansvaret for mangler ved huset (også kaldet entreprenørgaranti og -ansvar).

På den måde sikrer I, at budgettet ikke pludselig skrider, fordi der opstår uventede omkostninger.

Dernæst skal der aftales en fast tidsplan for byggeriet. Tidsplanen skal fastlægge klare rammer for byggeriets enkelte faser og selvfølgelig færdiggørelse og aflevering af huset. Det er muligt at pålægge hovedentreprenøren en bøde – dagsbod – for manglende overholdelse af tidsplanen. Dagsbod er et effektivt middel til at forhindre at tidsplanen skrider, sådan at I kan flytte ind i huset som forudsat ved kontraktens indgåelse. I vil nok nødigt have en vinter i campingvogn…

Mange af de store typehusfirmaer tilbyder i dag, at betaling først skal ske, når huset er færdigt. Det er naturligvis det ideelle, da jeres økonomi ikke bliver belastet, førend huset er klar til indflytning, og lånene kan tages hjem. Samtidig er det en indbygget sikkerhed mod f. eks. mangler og en eventuel konkurs hos entreprenøren.

Er betaling ved færdiggørelse ikke muligt, bør det fremgå, at der kun skal ske betaling for udført arbejde, også kaldet ratebetaling.

Jeg har her givet et par eksempler på emner der er særligt vigtige, men der vil altid være flere forhold, der er vigtige for den enkelte kontrakt. På hjemmesiden ejerbolig.dk kan man finde et forslag til en standard (forbruger)entrepriseaftale.

Aftalen kan benyttes som inspiration eller reference, når man gennemgår tilbuddet/entrepriseaftalen fra entreprenøren, men det anbefales altid, at I får kontrakten gennemgået af en uafhængig rådgiver.

 

Med venlig hilsen

Advokat Vivi Jensen, advokatfirmaet Thuesen, Bødker & Jæger

 

Nyt bryggeri i Tarp satser på mjød

Hele artiklen i PDF-format

MIKROMJØD – Det er få uger siden, bryggeriet stod færdigt, men der er allerede udsolgt frem til efteråret.

Tarp Bryggeri er kommet flyvende fra start som et sprællevende bevis på, at i enhver branche er der altid plads til én til, der gør tingene ordentligt.

Brygmester Claus Jørgensen er da heller ikke nogen nybegynder, når det gælder de gyldne dråber, man kalder verdens ældste drik. Den mjød, han tryller frem på det nye bryggeri i Tarp, er en sød dessertvin, der kan bruges både som velkomstdrink, til desserten og et lille glas til kaffen.

”Den slags skal man næsten altid bruge til en fest, og det er altid udenlandske produkter,” fortæller Claus Jørgensen om valget af mjød som bryggeriets kerneprodukt.

Ølhunden må vente

”Vi ville ikke lave rødvin, for vi er meget kræsne, og det er meget svært at lave ordentligt. Jeg har også tidligere brygget øl, og vi har lavet et prøvebryg, som folk var helt vilde med, men foreløbig koncentrerer vi os om mjød.”

Brygmesteren bor selv med sin familie i huset i Tarp, hvor det nye bryggeri blev færdigt for knap to måneder siden. Lokalerne er indrettet efter alle kunstens og fødevaremyndighedernes regler, for streng renlighed er alfa og omega for enhver bryggeproces.

Det skinner bogstaveligt talt igennem i det lille bryghus, hvor tingene er gennemført med stil. Selv urene på væggen har bryggeriets logo.

Væggene er prydet af flotte plakater, der ligner en million til et internationalt reklamebureau, men såmænd er lavet af brygmesteren selv.

Claus Jørgensen har tidligere drevet en kombination af computersalg og grafisk virksomhed, og han er i det hele taget en mand, der kan lidt af hvert.

Startede hos vennerne

Som uddannet murer og byggetekniker har han tidligere arbejdet som byggeleder i en teknisk forvaltning på Grønland, inden familien tog hjem i 1991 og slog sig ned i Tarp. De sidste ti år har han været souschef på Produktionsskolen i Varde, og planen er at fortsætte med det.

For tre år siden begyndte han at brygge lidt mere seriøst hos nogle venner i Chris­tiansfeld, men det blev for bøvlet at køre frem og tilbage. Lokalerne ved boligen stod tomme, men skulle bygges om til bryggeri, og for nogle få uger siden gik starten for Tarp Bryggeri.

”Bryggeriet er en hobby, og det er vigtigt at lave noget, man godt kan lide. Jeg skal først og fremmest hygge mig med det, men hvis det fortsætter på den her måde, kan det godt være, at jeg kan leve af det. Det kunne være sjovt,” funderer Claus Jørgensen.

Udsolgt indtil efteråret

Mjøden afsættes via grossister, men alt er udsolgt indtil den første bryg fra de nye lokaler er klar. Derefter bliver der måske sat vand over til øl.

”Nu skal vi først og fremmest have brygget en masse mjød, for jeg vil aldrig mere løbe tør – det er uprofessionelt. Gode ting tager tid, så vi kan først levere igen til september/oktober måske – vi skulle gerne være færdige til julehandlen,” fastslår brygmesteren.

Og vi skulle hilse og sige, at der desværre ikke er en dråbe at hente ved stalddøren inden da.

Deres udsendte måtte også traske tørstig hjem uden at have smagt den lokale bryg, der med brygmesterens egne ord er ”sød, men ikke ulækker sød, som noget mjød kan være.”

b

Bryggeren i Tarp ser tiden an, når det gælder ambitionerne for projektet, som foreløbig har kostet en investering på godt og vel en kvart million kroner.

”Man kunne godt forestille sig, at vi skulle ud i noget større en gang, men i første omgang kan vi udvide med mere udstyr her. Med lidt held og snilde kan vi godt producere 50-60.000 flasker om året her – lokalerne er forberedt til det,” oplyser Claus Jørgensen.

Tørstige sjæle i Tarp må også have tålmodighed med en lokal mjødbar.

”Jeg har jo en garage, hvor vi godt kunne indrette en fredagsbar, men der går lang tid, inden vi er klar til den slags.”

 

Tænk dig om – og gør det så!

Brygmester Claus Jørgensen i Tarp er en mand, der både tænker og handler – og gør tingene ordentligt og gennemført. Ikke bare med sit nye Tarp Bryggeri, men i livet generelt.

”Det er vigtigt, at man gør det, man kan lide. Det er vigtigt, at man tænker sig om og får det planlagt rigtigt. Og så skal man tro på det – og gøre det! Man skal gå efter dét, man vil have ud af livet,” lyder rådet fra 54-årige Claus Jørgensen, der har været selvstændig med flere forskellige virksomheder, siden han og familien kom hjem fra Grønland i 1991.

Hans ungdomskæreste og kone gennem 32 år – Jeanette Jørgensen, som er lærer på Vitaskolen – deler samme livsfilosofi: Tænk, beslut – og eksekvér!

De to unge sad for mange år siden på kvistværelset og tog en beslutning:

”Vi blev enige om, at vi ville have fire børn, inden vi blev 25. Og det gjorde vi så. Fik fire børn med 10-11 måneder imellem,” fortæller den beslutsomme brygmester.

Det næstyngste barn bor stadig hjemme i Tarp sammen med sin kæreste, og Claus Jørgensen selv nyder, at bryggearbejdet foregår lige ved siden af boligen.

 

Gårdbutik udvider og bygger eget slagteri

Hele artiklen i PDF-format

DYREVELFÆRD – Lammene er søde, bløde og nuttede som altid, men de kommer ikke alle sammen til at overleve Påsken. Til gengæld har de det ekstra godt, mens de lever.

Dyrevelfærd er i centrum på gårdbutikken Varde Ådal Lam i Toftnæs ved Alslev, hvor man lige har udvidet butikken og nu er ved at bygge eget slagteri.

”Vi tror på, at det er bedre for både dyrene og kvaliteten af kødet, at de ikke er stressede, når de slagtes. Når vi kan begynde at slagte herhjemme, slipper dyrene for en stressende køretur, og de aner ikke uråd før slagtningen, så de er helt rolige og afslappede,” fortæller Torben Kousgaard, der driver Varde Ådal Lam sammen med konen Eva Kousgaard.

De overtog gården fra Torbens bedstefar i 1989, startede med fem får for ti år siden, og nu tøffer der 400 moderfår og deres lam rundt på markerne.

Gårdbutikken åbnede for tre år siden, og den er nu udvidet, så varerne præsenteres endnu bedre.

Udover eget lammekød er der bl.a. stud fra Ho Bugt og velfærdsgris fra den økologiske svineavler Brian Holm i Lindknud.

”Alt hvad vi har, skal så vidt muligt være økologisk. Vi får slagtet i Holsted Slagtehus, og så skal grisene heller ikke køre så langt til slagteriet,” fortæller Eva Kousgaard.

Byggeriet af det nye gårdslagteri er i fuld gang, og her skal slagtes 700-1000 lam om året.

Sønnen Emil på 21 er meget passende udlært butiksslagter, og han bliver gårdens nye slagtermester, mens Anton på 18, som er beslagsmed, også hjælper til. Den yngste søn, Asger på 15, er på efterskole.

Ingen store udskejelser

Sideløbende med gården arbejder Torben som chauffør hos Multitrans med at bringe mad ud for Varde Kommune. Eva har tidligere arbejdet på Enghavegård Osteri i Kjelst ved Ho Bugt, men koncentrerer sig nu om gårdbutikken.

Det hele er bygget op stille og roligt uden de vilde økonomiske udskejelser. Men man mærker tydeligt, at der er masser af vilje, ambitioner og hårdt arbejde i familien Kousgaard. Fremtidsplanerne går på at få gårdslagteriet godt i gang og måske udvide med lidt flere får.

Der er miljøgodkendelse til 100 moderfår mere på de 70 hektar plus lidt forpagtet græsjord og naturpleje-arealer.

Fårene på gården har selskab af 600 frilandshøns, og der dyrkes 2,5 hektar med kartofler og en halv hektar med grøntsager.

Der mangler nærmest kun vinmarker, før gårdbutikken kan byde på et helt festmåltid.

Tilbage til fremtiden

Æg og grøntsager sælges i en stor bod ude ved vejen, der også byder på honning fra bistader på Skallingen, og det hele er flot og gennemført. Der er selvfølgelig den klassiske kasse til at betale med høflig selvbetjening, men også mulighed for at betale via mobilen.

Det er moderne tider for salg ved stalddøren. Men det er også en tilbagevenden til de go’e gamle dage, hvor en hel familie kunne brødfødes på dét, der i dag regnes som en mindre gård.

”Vi drømmer jo om, at vi på en gård af den her størrelse kan lave så meget merværdi i vores produkter, at vi kan leve af det. Og vi spreder os lidt med både får, høns, kartofler og grøntsager, så vi har lidt flere strenge at spille på,” siger Torben Kousgaard.

 

Billed:

Varde Ådal Lam involverer hele familien Koustrup, fra venstre er det Eva,

Anton, Torben og Emil, der bliver ‘slagtermester’ på gårdens nye slagteri.

Boligmarkedet er gået i udbrud i 6710-området

Hele artiklen i PDF-format

BOLIGSTATISTIK – 2014 blev året, hvor boligmarkedet i 6710-området for alvor fik ny luft efter krisen, og udviklingen ser ud til at fortsætte i år.

Dykket efter finanskrisen slog ekstra hårdt igennem i Esbjerg V i forhold til naboområderne, men siden har boligpriserne her i området kun peget én vej – nordpå.

Ifølge en databasekørsel, som boligsitet Boliga har lavet for Hjerting Posten, er 6710-området også det eneste postnummer i Esbjerg, hvor boligmarkedet viser fremgang i de gennemsnitlige kvadratmeterpriser for villaer og rækkehuse. De øvrige områder måtte notere et mindre fald i de realiserede salgspriser i 2014, mens gns.prisen i Esbjerg V steg med 7,7 pct. til 13.232 kr. per kvadratmeter.

Udviklingen fortsætter

Analysen bygger på de faktiske salgspriser i almindelig fri handel, og Strandvejsvillaerne i Sædding og Hjerting har traditionelt domineret listerne over de allerdyreste huse i Esbjerg. Men statistikken viser samtidig, at også gennemsnitshuset i 6710 nu er lige i halen på villaerne i Esbjerg centrum og sandsynligvis har overhalet dem i første kvartal i år.

Udviklingen ser nemlig ud til at fortsætte, og i takt med de bedre tider bliver der også endnu mere rift om de mest attraktive beliggenheder.

”6710 er generelt meget populært. Det er hér, udviklingen er mest positiv og udbuddet samtidig ikke er så stort. I andre dele af Esbjerg er det stadig mere sælgers marked,” vurderer ejendomsmægler Kenn Hansen, Puma Bolig.

Det underbygges også af salgstiderne (ikke at forveksle med liggetider), som er den tid, det tog at sælge de boliger, der er tinglyst med et salg. I 2012 var de højest i Esbjerg V – 200 dage i snit – men i 2014 var salgstiden faldet til 137 dage, kun undergået af Esbjerg N med 134 dage.

Fire dyre på en uge

”Det går bare rigtig godt. Jeg har faktisk solgt fire huse på over fire mio. kr. indenfor en uge, og det er altså ikke hverdagskost,” siger ejendomsmægler Marianne Christensen, Home Esbjerg.

”Det går godt i hele området, men mange tilflyttere vil rigtig gerne bo i 6710 og især Hjerting, fordi de synes, det er et helt fantastisk sted,” siger mægleren, som også minder om, at mange af de dyre huse har hængt i bremserne i flere år.

Hos Danbolig bekræfter man billedet og hæfter sig ved den gode start på 2015.

”Der har været rigtig god aktivitet i januar og februar, som ellers plejer at være stille. Det ser meget lovende ud, og for første gang i mange år beskrives boligmarkedet nu også positivt i medierne,” siger ejendomsmægler Jan Schmidt Pedersen, Danbolig Esbjerg.

Hos den lokale mægler i Hjerting, EDC, oplever man ikke de store prisstigninger, men det lykkes nu at sælge mange af de dyre boliger, som slår igennem på statistikken.

”Det er pil opad, og den lave rente løfter selvfølgelig også priserne. Vi ser også mange førstegangskøbere på banen, og bankerne er blevet mere villige til at låne ud,” siger ejendomsmægler Claus Boe Nielsen, EDC i Hjerting.

 

 

Leder: Mindre brok – flere bajere

LEDER – Kubistiske huse er kommet for at blive, og det samme gælder tilsyneladende debatten om dem. Så meget stod klart på Hjerting Postens kubismemøde forleden, men det viste også, at der godt kan ske en opblødning i fronter og fordomme.

F. eks. er de fleste kubistiske huse faktisk lavere end loven tillader, men én ting er lov og ret, noget andet er pli og omtanke hos bygherrerne. Det ligger desværre nok i tiden, at man tænker mest på sig selv og mindre på sin næste. Men måske skulle der bare lidt mere næstekærlighed ind i billedet for nu at være lidt hellig.

Det gælder også for de ’gamle’ naboer i kvarteret. Udviklingen går sin gang, og selv de historisk bevidste ville næppe bryde sig om at bo på et lerstampet gulv med ildsted i køkkenet og halvanden meter til loftet.

Man må også anerkende, at rigtig mange af de kubistiske huse er smukke skabninger, tegnet med kærlig hånd af dygtige arkitekter og et løft for hele området.

”Samtale fremmer forståelsen,” lød engang et genialt slogan for et mobilselskab, som aldrig skabte økonomisk overskud. Men sloganet signalerer det overskud og den samtale, der naturligt bør være mellem mennesker, som skal bo dør om dør i måske mange herrens år.

Livskvalitet handler jo ikke om kvarterets højeste hus og bredeste panoramaudsigt. I hjemmet handler det om at føle sig hjemme. At have det godt med sine omgivelser i et godt og varmt fællesskab, at kunne hygge sig med naboerne i det omfang, det måtte friste.

Det får man ikke ved at bygge mure mod hinanden – hverken fysisk eller mentalt. Og måske giver det lidt mere plads og glæde til alle, hvis man flytter sig bare en lille smule? Måske kunne det gøre en stor forskel for andre ved at file et lille hjørne hist og pist, selvom man har retten til at være ligeglad? En naiv tanke måske, men det er den eneste kur mod egoisme og kynisme.

Uanset hvad, så tal dog med hinanden! Det er jo ikke atomfysik, at store og små konflikter – med eller uden atomvåben – løses bedst med simpel samtale.

Giv det en chance, inden byggeprojektet fysisk og mentalt kører op i en spids. Skru ned for brokkeriet og knap op for en kølig nabobajer over hækken.

Læs også artiklen: Engageret debat på kubismemøde

Hvad synes du? Giv os din mening på Facebook !

 

Kraftcenter for hele 6710 hos SGI Fitness

Hele artiklen i PDF-format

FITNESS – SGI Fitness & Motion i Guldager er et kraftcenter for hele 6710-området. Her mødes folk i alle aldre og med vidt forskellige hvilepulser for at motionere og hygge sig sammen.

Allerede inden jeg når indenfor dørene, hilser medlemmerne høfligt godmorgen ude på parkeringspladsen. Inde i centret er der flere morgenfriske smil og nik fra medlemmer, som er ved at gøre sig klar til holdtræningen, er i gang med deres egne styrke- og kredsløbsprogrammer eller er færdige med at svede og er på vej ud af døren for at komme på arbejde.

I caféområdet sidder folk og hyggesnakker over en kop kaffe. Velværen lyser ud af dem.

Succes lige fra start

Det er fredag morgen i foreningsfitnesscentret SGI Fitness & Motion, der ligger centralt i Guldager. Lige siden den nyopførte bygning stod klar i oktober 2009, har centret redet på en succesbølge.

”Allerede efter fem uger måtte vi lukke for tilgang, og de første to år havde vi en venteliste. Nu har vi et bedre flow med lidt over 1000 medlemmer og plads til ca. 1100 medlemmer, beretter non-profit foreningens formand gennem de sidste tre år,” Mette Agerskov.

Hun er en af centrets 80 frivillige og herunder blandt de 60 instruktører, der sørger for, at der hver uge i vinterhalvåret bliver gennemført i omegnen af 60 holdtimer. Ud af de 80 frivillige i centret arbejder de 20 p.t. med administrative opgaver.

Denne morgen guider Mette to hold igennem en times sveddryppende Indoor Cycling. Der kører i alt tre Indoor Cycling-hold fredag morgen, og om eftermiddagen går det løs igen. Spinningcyklerne er af mærket Kaiser M3 med indbygget cykelcomputer.

”Ren lir for kendere,” bemærker Mette, inden en ældre herre fra holdet, der skal til at starte, kommer hen og afbryder for at give hende et kram.

”Det er vores morgenkram-rutine,” forklarer Mette smilende.

At udstyret er i orden, er generelt noget, man lægger vægt på. Bestyrelsen bruger årligt 200.000 kr. på nyt grej. Det samlede budget er på ca. to millioner kr., som primært hentes ind via medlemskontingenterne, men også via sponsorater, lidt lokaletilskud fra kommunen og webshoppen.

Foreningsfitness

Inde i den store sal er holdet ’Effekt’ nu også gået i gang. Her har Lora Thomsen indledt opvarmningen sammen med 24 kvinder og en enkelt modig mand, inden de tager hul på de styrkebetonede øvelser.

Som medlem af DGI Foreningsfitness er SGI Fitness & Motion underlagt DGIs koncept og har mulighed for at trække på deres konsulenter.

”Vi har et rigtig godt samarbejde med DGI, der ynder at fremhæve os som det gode eksempel på et vellykket foreningsfitness­center. Og så er de i øvrigt meget glade for at benytte vores lokaler, når de afholder kurser,” beretter formanden, efter hun har fået pulsen ned igen og har slået sig ned i en cafestol ligesom flere af de andre fra holdet.

Visionsdag til juni

Hun fortæller, at bestyrelsen vil afholde en visionsdag i juni måned, hvor de – bl.a. ved at kigge på andre fitnesscentre – vil forsøge at få klarlagt, hvor centret i Guldager skal have bevæget sig hen om fem år.

”Vi har en plan om at få centret certificeret af DGI. Det kræver først og fremmest, at vi får mere styr på it-systemerne, men også at vi får udarbejdet mere pr-materiale, hvilket er en kæmpe opgave,” konstaterer Mette Agerskov.

Også udendørs

Lige nu, på denne årstid, skifter mange af medlemmerne de indendørs aktiviteter ud med udendørs-aktiviteterne. Det betyder, at fitnesscentrets hold inden for mountainbike, landevejscykling og løb sættes i gang.

”I vores løbeklub spænder vi fra lygtepæl-til-lygtepæl-niveau til hold for dem, der træner til et maraton. Det samme gælder landevejscykling, hvor du faktisk kan være med på en gammel ’havelåge’, mens der også er nogle, der virkelig kører stærkt. Jeg har selv lige været med på en mountainbiketur i Vognsbølparken, hvor vi fik teknisk undervisning undervejs. Det var vildt fedt, og der var smil og sved at spore hos os alle,” beretter Mette Agerskov.

Sociale events

Centret samarbejder desuden med andre klubber om at arrangere fællesture, typisk om søndagen, og der bliver jævnligt lavet events – senest en 6-timers spinning-event med gæsteinstruktører samt efterfølgende middag og bar.

”Medlemmerne er vilde med det på grund af det sociale aspekt,” konstaterer formanden.

Da centret i oktober 2014 kunne fejre fem års fødselsdag, foregik det med et vellykket åbent hus-arrangement med åbne sale og live musik.

Medlemmerne havde selv lavet tapas og sandwich, mens instruktører, webshop og sponsorer stod klar ved stande.

Cykelsimulatorer

Samtidig fik man indviet ’Platformen’ – en smart rumløsning, der har skabt mere plads og bedre udnyttelse af kvadratmeterne.

Oppe på platformen kan medlemmerne blandt andet køre en tur op i bjergene via de to cykelsimulatorer.

I morgen tidlig er Mette igen tilbage i centret. Her leder hun et yogahold, der hver fjerde gang kun er for mænd. Det er næsten altid lig med et fuldt hold, for som Mette siger:

”De kan mærke, at de har godt af det.”

 

 

Fakta: SGI Fitness & Motion

Foreningsfitnesscenter under SGI (Sædding Guldager Idrætsforening),
Navervænget 1, 6710 Esbjerg V

Kontingent: 1600 kr. om året for et fuldtidsmedlemsskab, 1300 kr. om året for et deltidsmedlemsskab (må ikke komme efter kl. 14).

Dertil kommer 50 kr. for køb af nøglechip til indgangsdøren.

Det praktiske

Centrets faciliteter inklusiv bad og omklædning er tilgængelige i tidsrummet kl. 05–22 søndag til torsdag og kl. 05–20 fredag og lørdag.
Receptionen er åben tre timer i hverdagene.

I centret findes et fitness- og frivægtsområde, en indoor cycling sal, to holdsale, fysioterapeutklinik (mod betaling),
et caféområde og et børnerum med tv og legetøj.

De udendørs aktiviteter omfatter landevejscykling, løbehold og mountainbike.

 

Pris for udstyr

Sportstøj og indendørs sko, eventuelt cykel- eller løbesko.
En god sports-bh er vigtig.

Nogle butikker sælger samlede startpakker med rabat.
Anslået pris for et fitnesssæt + sko ca. 1.000-2.000 kr.
Derudover investerer nogle i pulsmåler, holder til mobil (musik under træningen), drikkedunk og meget andet gear.

Ønsker du at afprøve landevejscykling eller mouintainbike, kan du eventuelt starte med at låne en cykel.

Mere information
www.sgifitness.dk

 

 

Mange flere skal i gang

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) har netop lanceret en fælles vision med en delmålsætning om, at 75 procent af
befolkningen skal være fysisk aktive i år 2025.

I runde tal betyder det, at ca. 600.000 flere danskere skal dyrke idræt og motion, og i foreningsidrætten ser man positivt på den store fremgang i fitnesskulturen.

“I foreningsidrætten oplever vi en enorm efterspørgsel på den sundhedsfremmende idræt, og sammen med den kommercielle fitnessbranche kan vi nå flere aktive udøvere, end hvis vi stod alene,” siger Birgitte Nielsen, næstformand i DGI og formand for visionsgruppen.

 

 

 

Bente Kirkegaard, Hjerting

Pensionist siden november 2014, tidl. arbejdet på kontor

Hvorfor er du med her?

Fordi det er dejligt at blive strammet lidt op, og jeg gerne vil gøre noget godt for mig selv. Det føles godt for krop og sjæl. Jeg kender mange herude – det gør det også hyggeligt. Jeg kan dog bedst lide selv at træne i maskinerne.

Hvor længe har du været med?

Siden centret åbnede – dog med pauser pga. arbejdet.

Hvad er det gode liv for dig?

At man er frisk og rask, og at ens omgivelser er det samme. Og at man kan gøre de ting, man gerne vil.

 

Jørn Ibsen, Guldager

Pensioneret regionaldirektør i Sydbank, Århus.

Hvorfor er du med her ?

Primært for at få motion. Jeg spinner tre gange i ugen og cykler også udendørs.

Det giver en god kombination sammen med golfspillet. Og så er det jo smadder hyggeligt at komme her. Du lærer hurtigt folk at kende.

Hvor længe har du været med?

Siden 2010, hvor jeg gik på pension.
Hvad er det gode liv for dig?

At kunne gøre, hvad man har lyst til!

 

Jørn Kristensen, Guldager
Cementer, offshore ved Halliburton

Hvorfor er du med her?

Først og fremmest for at få motion. Men jeg nyder også den gode stemning, der er i centret – særligt om formiddagen, hvor mange ældre er her for at hygge sig og få motion. Det skaber en fin atmosfære.

Hvor længe har du været med?

Det er mit tredje år. Jeg træner tre-fire gange om ugen, når jeg ikke er offshore.

Hvad er det gode liv for dig?

At man er sund og rask og ikke har alt for mange skavanker.

 

Henriette Krabbe, Sædding
Sygeplejerske på Sydvestjysk Sygehus’ intensivafdeling

Hvorfor er du med her?

For at få motion og tage del i stedets sociale liv. Vi er flere kolleger, der træner sammen, og så mødes vi som regel fem-ti minutter, før holdet starter og får en sludder og det samme efter træningen.

Hvor længe har du været med?

Siden december 2014. Jeg har tidligere gået i løbeklubben, men da jeg fik en skade, måtte jeg finde ny motionsform.

Hvad er det gode liv for dig?

Det vigtigste må være, at man har det godt med sig selv og føler sig i balance. Dernæst handler det om at få det bedste ud af sin tid.

 

Hjerting Posten – 28. marts 2015

Hjerting Posten forside marts 2015

Læs avisen som e-paper her

Læs bl.a. om:

  • Ildsjæle vil sætte fut i Sædding med stor aktivitetsdag 22. august
  • Lokalplan for nyt sundshedshus i Hjerting sendt i høring
  • Engageret debat og stort fremmøde på Hjerting Postens informations- og debatmøde om kubisme
  • Det nye Tarp Bryggeri satser på mjød
  • Boligmarkedet går i udbrud i 6710
  • Krogh Arkitekter voksede gennem krisen
  • SGI Fitness er kraftcenter for hele 6710-området
  • Varde Ådal Lam udvider gårdbutikken og bygger eget slagteri

 

Ildsjæle laver aktivitetsdag for hele Sædding-området

BYDELSFEST – Rummet emmer af energi, og luften er tyk af ideer og indspark. Det er sin sag at holde snor i tanker og talestrøm og interviewe fem ivrige ildsjæle, samlet på ét sted.

Men her er, hvad vi ved: En ny initiativgruppe vil stable en ambitiøs aktivitetsdag for hele Sædding og omegn på benene lørdag den 22. august.

Den foreløbige arbejdstitel er ’Forstadsliv og Sammenhold’, og de fem ildsjæle har hver et kæmpe netværk og samlet set en masse gode kræfter at trække på.

”Den grundlæggende tanke bag det her er at skabe en aktivitetsdag, der viser bydelen frem, som man kender det andre steder. Der er gang i så mange ting i Sædding, som vi gerne vil vise samlet frem,” siger Ole Jacobsen.

Han er medlem af initiativgruppen, hvor hver af de fem ildsjæle optræder som enkeltpersoner og ikke som repræsentant for deres respektive foreninger og øvrige aktiviteter.

Næste operative skridt er et møde torsdag den 9. april på Mødestedet i Sædding Centret. Her er alle interesserede meget velkomne til at møde frem og sætte deres præg på aktivitetsdagen.

”Vi ser jo os selv som koordinatorer, og så er det op til aktørerne selv at byde ind med aktiviteter ud fra, hvad de selv ønsker, og vores uofficielle titel er Sædding Netværk. Vores tilgang er ikke at skabe nye aktiviteter, men at samle nogle af dem, der er her allerede,” siger ildsjæl og bibliotekar Poul Høst Pedersen fra Sædding Bibliotek, der lægger lokaler til interviewet.

”Og noget af det, vi har bemærket, er, at Sædding bærer meget præg af engagement. Det, vi mangler, er noget netværk til at bringe kræfterne sammen,” siger Louise Andersen.

Mød op og byd ind

De konkrete aktiviteter på aktivitetsdagen afhænger derfor også af, hvad aktørerne selv ønsker at byde ind med. Men det ligger fast, at Sædding Centret bliver ’epicenter’ for aktiviteterne og det naturlige midtpunkt, som det tidligere har været for hele Sædding.

”De sidste 20 år har vi haft centret som samlingssted, men nu er mange forretninger flyttet ud, og man møder ikke hinanden på samme måde som før. Centret har budt på et naturligt netværk, og der skal være nogle perspektiver i det her – også for en revitalisering af centret,” uddyber Ole Jacobsen.

Sædding Centret bakker da også helhjertet op om ideerne og er klar til at lægge hus til mange af aktiviteterne.

”Det vil være en positiv effekt, hvis vores aktiviteter også kan påvirke beslutningstagerne bag centret. Foreløbig har vi fået stor opbakning fra ejerne,” fastslår Peter Nygaard, der håber på en flot finale for dagen.

”Ønsket er jo, at vi kan slutte med en kæmpe bålfest og beach party på stranden. Men det kommer også an på, hvem der byder ind. Hvis vi har en lokal DJ, der byder ind og gerne vil spille techno for de unge, så finder vi et område af stranden til dem. Der skal være plads til alle, og folk udenfor området er selvfølgelig meget velkomne.”

Finansieringen gælder i første omgang tryk og distribution af forskelligt marketingmateriale, og det er initiativgruppen allerede i dialog med lokale firmaer om sponsering af.

 

Top