Engageret debat på kubismemøde

Hele artiklen i PDF-format

ARKITEKTUR – Der er formentlig ikke ret mange, der har noget direkte imod opførelsen af store elegante kubistiske huse i Hjerting.

Men der er bestemt delte meninger om, hvor de skal ligge. Den konklusion vil der nok være nogenlunde enighed om efter Hjerting Postens informations- og debatmøde 18. marts på Hjerting Badehotel.

Og at dømme efter den store tilstrømning er kubistiske huse virkelig et emne, der optager folk her i området. Der måtte ekstra stole ind for at give siddeplads til over 70 tilhørere, som fik en god generel information om begrebet kubistisme.

I panelet sad arkitekt Peter Bolther, Esbjerg Kommunes planchef, Peter Bagge, samt formanden for kommunens Plan og Miljøudvalg, John Snedker (S), mens arkitekt Michael Krogh måtte melde forfald på grund af sygdom.

Peter Bolther gav en historisk redegørelse for de kubistiske huse, der dukkede op i 1920’erne i forbindelse med Bauhaus-arkitekturen, der opstod i Tyskland. Stilen bredte sig ud over Europa og kom også til Danmark, hvor Poul Henningsen var blandt de førende arkitekter herhjemme.

I Esbjergs gamle villakvarterer ligger der f. eks. kubistiske huse opført i 1920’erne.

De seneste ti år er der begyndt at komme rigtig mange, især i Hjerting-området.

”De nye generationer vil ganske enkelt bo og leve, så de kan se ud over vandet,” sagde Peter Bolther.

”Og jeg har intet imod, at der bygges kubistiske huse i eksisterende ældre kvarterer, hvor man river et hus fra 60’erne eller 70’erne ned for at gøre plads til en kube. Ofte er der tale om gamle huse, der er mindre værd end grunden, de ligger på.”

Planchef Peter Bagge og hans team hos kommunen er utvivlsomt i orkanens øje i mange byggesager.

Han fremhævede, at lokalplanerne er det element, hvor lokale beboere kan gøre indsigelse mod byggemuligheder i området.

 

Havudsigt i fokus

”Hvis man i sin tid havde vidst, hvor stor interesse der ville blive for grunde med havudsigt, så var kvarteret fra Strandpromenaden og indad formentlig blevet udformet anderledes. Man kunne have forskudt veje og grunde for hinanden, så flere kunne have fået havudsigt,” påpegede Peter Bagge.

Når der kommer indsigelser mod konkrete byggeplaner, bliver de omhyggeligt gennemgået og præsenteret i det politiske udvalg. John Snedker understregede, at hver eneste indsigelse bliver omhyggeligt læst af udvalgsmedlemmerne, der så træffer en beslutning om ja eller nej.

John Snedker lagde stor vægt på at fastholde, at han ikke er imod opførelse af kubistiske villaer.

Men han har stor veneration for den gamle bydel i Hjerting, og han finder det uhensigtsmæssigt med store høje huse på mindre grunde som f.eks. i kvarteret, der kaldes ‘grusvejene’ lige bag Strandvejen.

”Det er Esbjerg Kommunes opgave at have et godt udbud af byggegrunde, også i Hjerting. Og man kunne måske endda udforme nogle af udstykningerne, så de er specielt velegnede til kubistiske huse,” sagde udvalgsformanden.

”For der er jo eksempler på, at der er bygget kubistiske huse, hvor de ikke burde ligge. Men vi skal i udvalget ikke være smagsdommere, for hvad der er smukt eller det modsatte, afhænger af øjnene der ser.

Vi kigger på den arkitektoniske kvalitet. Og Esbjerg Kommune er faktisk nomineret som en af de fem bedste kommuner i Danmark med hensyn til boligpolitik,” fastslog John Snedker.

Tekst: Niels Hansen

Læs også vores leder om emnet

 

Kubismemøde 4Hvor kan vi bygge?

”Vi er med til mødet for at finde ud af, hvem der ikke skal være vores kommende naboer,” sagde Rikke Kruse og Lars Madsen spøgende.

Forstået sådan, at de vil vælge en grund eller en grund med et nedrivningshus, hvor de vil føle sig velkomne. Lars Madsen er fra Kolding og vant til at bo ved vand, og parret er på jagt efter et hus, de kan modernisere og bygge om.

Eller et hus med den rigtige beliggenhed – altså vandudsigt – som kan rives ned og gøre plads for et kubistisk hus.

”Men vi synes, at der er lidt langt mellem mulighederne lige nu,” siger Rikke og Lars.

 

Kubismemøde 3Nye tider og grønt tag

Peter Ager, der driver virksomheden CarTop i Gørding, var med, fordi han interesserer sig for byggeri og godt kan lide kubistiske huse.

”Vi kan lige så godt vænne os til dem, for der kommer mange flere. Det er dét, folk vil have,” siger Peter Ager.

Han savner også nytænkning hos arkitekterne med hensyn til tagbelægning.

Hans firma laver mange grønne tage, altså græstørvstage på både carporte og større bygninger, som kan absorbere og fordampe store mængder regnvand og dermed spare på udgifter til regnvandskloak.

 

I Tyskland, hvor han også er aktiv, er ”Gründach” ofte et krav ved byggerier.

 

Pluk fra debatten

Vedr. helhedsvurderingen af byggeri sagde Peter Bagge, at det ikke kun er høje eller kubistiske huse, der af og til siges nej til. F. eks. har man sagt nej til et palælignende hus i den nye udstykning nord for byen, fordi det ikke passer ind i helheden.

  • En mødedeltager skar radikalt igennem og fastslog, at folk simpelthen skal have lov til at bygge de huse, de vil have! Ingen ønsker at bygge gamle murermestervillaer i 30’er stil med små vinduer. Folk vil bygge højt og have udsigt fra køkken og alrum på første sal, hvor hverdagen leves. Trenden er moderne stil – vi kommer ikke tilbage til fortidens røde teglstenstag.
  • Peter Bolther tilføjede, at moderne mennesker ikke er interesserede i huse i 1700-tals look. Og han satte spørgsmålstegn ved, hvor mange bevaringsværdige huse, der egentligt er i Hjerting. Riv ned og byg for dem, der vil og har råd til at bo her!
  • John Snedker talte varmt for bevarelse af Hjertings gamle bykerne. Med henvisning til sagen om nedrivning af Skolestien 1, gjorde han sig til talsmand for, at Esbjerg Kommune søger om at gøre området til byfornyelsesområde, så der kan søges om statsstøtte til vedligeholdelse af de gamle huse.
  • Både Snedker og Peter Bagge anførte, at det kan betale sig at renovere gamle huse. En undersøgelse fra Real Dania viser, at hvis man renoverer et gammelt hus i et lignende kvarter, så stiger værdien også af de omkringliggende huse med op til 30 procent Det sker til gengæld ikke, hvis man river ned og genopfører i gammel stil. Det har slet ikke samme virkning.
  • De kubistiske huse er kommet for at blive, og der kommer flere. Men placering i eksisterende kvarterer vil også fremover være et diskussionstema.

 

Gode råd hvis du vil bygge kubistisk

Det er ikke altid konfliktfrit, hvis man drømmer om at bygge et kubistisk hus på en nedrivningsgrund i et udbygget kvarter. Planchef Peter Bagge fra Esbjerg Kommune blev bedt om at give nogle gode råd, der formentlig kan minimere naboklager.
Bagge opfodrede til, at bygherrer bl.a. bør:

  • Rette henvendelse til en af byens mange
    udmærkede arkitekter
  • Få lavet en skitse over drømmehuset
  • Gå i dialog med kommende naboer og fortælle,
    hvad man vil bygge
  • Gå i dialog med kommunen, som måske også
    kan bidrage med ændringer til fremme af sagen
  • Være klar til at lave mindre ændringer

Planchefen fremhævede, at man kan bygge kubistiske huse op til 8,5 meter, men at man ikke har pligt til det! Og husk, at ingen har hævdvunden ret til udsigt. Der findes ikke en udsigtslov. Eneste sikring for at bevare havudsigt er at købe eller bygge i første række, understregede Peter Bagge.

Han oplyste, at der generelt er mange klager i forbindelse med byggesager, og at en del godt kan undgås, hvis bygherrerne er lidt mere forhandlingsvillige.

Relaterede artikler

Top