Hele artiklen i PDF-format

PROFILEN – Hun kan det hele og kan åbenbart også nå det hele.

Tilsyneladende med masser af overskud og go’ energi.

En uddannelse i statskundskab. Politisk karriere i Folketinget og Borgerrepræsentationen i København. Forfatter og foredragsholder. Tre små børn. En mand, der har travlt med lægekarriere og ironman.

Danmarksrekorden i 24 timers løb med vanvittige 219 km på et døgn! Træner nu til EM i efteråret.

Ser oven i købet godt ud. Træls type.

Sådan kan det virke ved første øjekast, når man selv løber rundt og prøver at nå det hele i en ganske almindelig hverdag.

Da Hjerting Posten møder hende i den hyggelige familiehybel på Jagtvænget i Hjerting har hun selvfølgelig også været ude at løbe en lille tur om formiddagen sammen med sin mand.

Bare en halvmaraton. Hun skal jo lige i gang igen, lyder det henkastet – som om hun løb efter bussen –mens hun kører et par makrelmadder i motoren.

Men bare rolig, Jantelov. Selv Superwoman har sine svage sider. Og under kappen er hun et almindeligt, skrøbeligt menneske, der har mødt sin del af modgang og grøn kryptonit.

34-årige Anne Marie Geisler Andersen flyttede sidste sommer til Hjerting og landede i en noget anden verden.

Fra en travl hverdag som Folketingskandidat og medlem af Københavns Borgerrepræsentation til et andet liv som anonym tilflytter og hjemmegående barselsmor med sit tredje barn indenfor få år.

Hendes mand, Morten Føhrby Overgaard på 35, er i gang med sidste del af uddannelsen til narkoselæge, og det blev som 1. reservelæge i Esbjerg.

Bare en barselsvisit

”Vi har jo været lidt frem og tilbage før og hører lidt til begge steder, for Morten er jo herovrefra,” fortæller Anne Marie om overvejelserne.

Valget stod mellem Esbjerg og Odense, og det var vestkysten, der vandt på både tilhørsforhold og bedsteforældre.

”Men det var jo faktisk ikke tanken, vi skulle flytte herover fast. Jeg skulle egentlig bare holde barsel herovre, og så kunne vi komme igennem den lidt hårde tid med tre små børn på den måde.”

Vigga på 4, Milla på 2 og Magna på 10 måneder er trods alt en håndfuld, hvis man er ’enlig mor’ i København med en far, der arbejder i Esbjerg.Den travle kvinde og ambitiøse politiker sad nemlig i Borgerrepræsentationen – Københavns version af et byråd – og det kræver bopæl i kommunen.

”De kunne ikke rigtigt sige, hvordan reglerne er – de kunne først sige bagefter, om jeg havde overholdt dem eller ej. Og det ville blive noget rod at ligge og rykke frem og tilbage med tre små børn.”

Der skulle træffes et valg, og det blev et farvel til politik for denne gang.

Hun er stadig de radikales 1. suppleant til Folketinget, hvor hun sad i perioden 2009-2011. Indtil videre er hun også folketingskandidat i Nordsjælland, hvor hun er vokset op i Gilleleje.

Lige nu ser det ud til, at hun fortsætter som folketingskandidat på Sjælland trods det praktiske bøvl.

Milla på 2 og Vigga på 4 har arvet det aktive gen fra moren og far Morten.

”Jeg kan jo godt lide at lave politik, så jeg var nødt til at opgive noget, jeg var glad for. Men jeg skal også føle, at jeg gør en forskel, hvis jeg skal prioritere det over familien.

Og min oplevelse i Borgerrepræsentationen var, at København er så stor en kommune, og der kommer så meget information, at man nogle gange nærmest føler, man bare rykker lidt rundt på nogle kommaer,” lyder erkendelsen fra Anne Marie.

De mørke sider ramte

”I Folketinget var det noget andet, og jeg synes faktisk, at jeg fik psykiatri og psykisk sundhed mere på dagsordenen. Det var jo også dét, der drev mig ind i politik.”

Baggrunden er alvorlig og meget personlig, men det rører hende ikke at tale om. Tværtimod har hun arbejdet for mere åbenhed på området.

Hendes far har været – og er – psykisk syg med depressioner gennem mange år, og hun har arvet en rem af huden.

I 2003 og 2008 var hun selv ramt af depression, og det har bl.a. givet stof til bogen ”Frem i Lyset” om et liv med psykisk sygdom, som den blev oplevet hos faderen og på egen krop.

”Min far har haft depressioner, siden jeg var 14, og har prøvet at tage sit eget liv. Han har været rigtig, rigtig syg, jeg har været med til at få ham tvangsindlagt, og han kommer aldrig af med medicinen.

På det tidspunkt vidste man ikke så meget om det, og der har været meget fokus på det med medicin. Det har jeg også prøvet at arbejde imod. Jeg er ikke imod medicin, men det står tit alene – uden f.eks. samtaler, terapi eller motion,” siger Anne Marie, som udover sine depressioner også fik en ADHD-diagnose.

Noget rod med OCD

”Men jeg tager ikke medicin, og jeg er kommet af med min diagnose. Jeg løber rigtig meget, prøver at få sovet, det jeg skal, spiser varieret, sørger for at have et socialt netværk omkring mig, jeg kan trække på og så videre. Der er rigtigt mange andre ting, man kan gøre,” siger hun og fortæller, at hun i øvrigt også roder med noget OCD.

Det er i hendes tilfælde tvangshandlinger, som handler om, at alt skal være pinligt ryddet og rent.

”I børnehaven ryddede jeg op efter de andre børn, og brugte to timer på at gøre mit 9 kvm værelse rent. Men det rodede jo aldrig – jeg gik ind til min søster og legede for ikke at rode på mit eget værelse.”

Hvordan håndterer du det med tre små børn nu?

”Det handler om at arbejde med sine forestillinger om pinlig orden. Den der følelse af kontrol, hvor man altid kunne gøre rent, hvis alt andet sejler.”

Du virker ellers stærk – er det bare facade?

”Næh, jeg har ingen facade. Du får, hvad du ser. Jeg føler tit, at jeg kan læses som en åben bog. Jeg kan ikke skjule, hvis jeg er ked af det eller ikke hygger mig i folks selskab, men jeg har efterhånden lært at acceptere mig selv. Så jeg er sammen med folk, der godt kan lide mig som mig selv i stedet for at bruge en masse krudt på folk, der ikke kan.”

Hun er løbet fra sine dårligdomme, og sådan har det været, siden hun for alvor snørede løbeskoene efter sin anden depression i 2008. Mens hun sad i Folketinget og var psykiatriordfører, spurgte foreningen Sind, om hun ville være med i et 24 timers løb på Bornholm.

”Jeg skulle løbe maraton til foråret alligevel, så det kunne vi da godt gøre. Jeg tog afsted sammen med min mand og to andre, og Morten troede, at vi skulle skiftes til at løbe gennem de 24 timer. Det kom lidt bag på ham,” griner Anne Marie.

Viljestyrken vandt

”Jeg havde leget med tanken om, at jeg måske kunne løbe 150 km, men da jeg først kom i gang, så… Jeg skulle jo ikke noget andet, og hvis jeg først stoppede, så kom jeg ikke i gang igen. Når jeg først er i gang med noget, så bliver jeg sgu ved, til det er færdigt!”

På det tidspunkt havde hun ikke løbet mere end 40-50 km om ugen, men hun mener faktisk, at det var en fordel.

”Det er jo ikke kun det fysiske – rigtigt meget sidder oppe i hovedet. Hvis man vil noget og hvis man virkelig vil det – så kan man nå langt.”

Er det ikke for ekstremt?

”Der er jo altid nogle, der tager den til ekstremer og smadrer familielivet eller løber rundt med store skader uden at stoppe. Men der er mange måder at gøre tingene på, og ofte savner jeg nuancerne. Det giver mig så meget mere overskud at løbe, også til mine børn. Og så vil jeg ikke have skudt i skoene, at det går ud over min familie. Man behøver ikke være en dårlig mor, bare fordi man godt kan lide at løbe langt.”

En form for ligestilling

Man mærker, at hun brænder for dén pointe. Og hun har da også været på barrikaderne i offentlige debatter om netop det emne, hvor ’Politiken-segmentet’ virkelig river hår i infighten om kvinder, familie og personlige ambitioner.

Er kvinder bare ekstra gode til at give hinanden dårlig samvittighed?

”Nej, det synes jeg egentlig ikke. Jeg går sgu ikke selv så meget op i det med køn. Jeg hader generelt, når det bliver et spørgsmål om køn, for vi er forskellige som mennesker. Dengang jeg stoppede i Folketinget sagde nogle f.eks. også, at det er nok, fordi jeg er kvinde. Men jeg skal ikke drive karriere udover det rimelige, bare fordi jeg er kvinde og skal vise, at det kan man i dag. Hvis jeg har brug for at trække mig lidt og være sammen med min familie, så gør jeg det. Så er jeg fuldstændig ligeglad med, om jeg er mand eller kvinde. Det er da også ligestilling.”

Måske politik igen

Fremtiden bringer måske politiske ambitioner igen. Måske på regionalt eller lokalt plan. Måske. Tanken er ikke fjern, men der skal være nogle sager at brænde for.

Og så har hun lige meldt sig til et kursus i Århus som sundheds- og livsstils­coach.

Hvordan overkommer du alt det, du har gang i?

”Jeg kan ikke overkomme at lade være. Jeg trives bedst, når jeg har en masse ting at se til. Jeg har jo meget energi, jeg skal have afløb for – jeg har altid haft krudt i røven. Og jeg synes jo ikke, jeg har gang i meget nu. Jeg synes jo, jeg er faldet til ro…”

Er du en Superwoman?

”Naarj. Jeg har hørt det udtryk før, men jeg har jo også været nede og vende. Men jeg har en vilje, der kan rigtigt meget, vil jeg sige. Når det gælder løb vil jeg mene, at 70 pct. af det er viljestyrke. Jeg vil! Jeg tror, jeg er sådan en af de der dukker, der rejser sig selv op igen. Jeg kan godt vælte ligesom andre mennesker, men jeg rejser mig igen. Jeg vil ikke ligge ned. Så må man komme videre og komme over det.”

Til efteråret går det løs igen til EM med et nyt 24 timers løb. Vel at mærke ikke i en racerbil, men med egen vilje som motor, når kroppens reservetank er suget tom.

På jagt efter grænsen

Men ambitionerne stopper ikke ved de 219 km, hun satte rekorden med i 2014.

”Hvorfor skulle jeg løbe 24 timer igen uden at rykke mig? Det kan jo være, at jeg har en grænse et eller andet sted, og det kunne være sjovt at se, hvor langt jeg kan komme.”