Bioanalytiker Elsa Justinussen (t.v.) og sygeplejerske Kristina Søndergaard har haft en ekstra travl start hos Lægerne i Langlihuset.
LÆGEHUS – Hvis fordommene om et tungt, offentligt sundhedssystem trænger til et eftersyn, burde man nok bestille en konsultation hos Lægerne i Langlihuset.
Starten gik 4. april med kort aftræk i midlertidige lokaler, hvor både omgivelser og vækstkurve ligner noget fra en dotcom-startup i 90-erne. Region Syddanmark satser dog på en længere levetid, men foreløbig har det været fuld fart fremad på et skud væksthormon af stort behov og akutte tilfældigheder.
Ikke nogen blød start
”Der har været travlt og rigeligt at se til. Vi har pludselig måttet vikariere for et lægehus, der havde vandskade og for en læge, der har været langtidssygemeldt. Og det var ikke lige med i planerne om en blød opstart,” griner sygeplejerske Kristina Søndergaard.
Avisen møder hende i en kort pause mellem patienterne sammen med bioanalytiker Elsa Justinussen.
De udgør det faste personale i Hjertings nye lægehus i Langlihuset på Havborgvej sammen med sygeplejerske Gitte Kalstrup.
Lægekræfterne udgøres af skiftende læger, som udsendes af regionen, så der foreløbig er en læge på vagt ad gangen.
Planen er dog at få tilknyttet én eller flere faste læger.
”Det håber vi meget på, og det er også dét, regionen stiler efter. Men her i opstarten har det simpelthen bare skulle op at køre for at kunne aflaste andre steder. Esbjerg er jo rigtig hårdt ramt af lægemangel,” siger Elsa Justinussen.
Faste læger søges
Derfor er tanken, at regionen nu løber et forhåbentligt velfungerende lægehus i gang, så man kan tiltrække en eller flere læger, der har lyst til at overtage en etableret praksis, komplet med lokaler og patienter. Og skulle man være interesseret i at skifte til et lokalt lægehus, kan det ordnes mod et mindre gebyr på borger.dk eller Borgerservice på Rådhuset.
Foreløbig er konsultationen placeret på 1. sal i Langlihuset, mens de rigtige lokaler med mere plads og flere separate rum indrettes i stueplan.