Leder: Fri handel går sine egne veje

LEDER – To skrantende butikcentre, en masse kunder som tabere og – måske – kun én vinder.

Det er ingredienserne i den cocktail, vores lokale planpolitikere snart skal servere med en beslutning om ja eller nej til et supermarked i fuld størrelse i Hjerting Bycenter.

’Alle har ret til et fedt center,’ kunne nogen måske indvende, men så let går det ikke. Ifølge lokalplan og kommuneplan hører store butikker nemlig hjemme i Sædding Centret, som er såkaldt områdecenter her i 6710, og det prædikat giver mere plads til udfoldelse.

I Sædding arbejder man nemlig også på at tiltrække et nyt stort supermarked. Så dér står den nu – med de lokale politikere som overdommer i en svær rolle, man ikke skal misunde dem.

I princippet – og måske også i praksis – kan deres beslutning komme til at afgøre liv eller død for de to centre. Politikernes forsøg på at kigge ind i fremtiden kan blive en selvopfyldende profeti.

Hjerting Bycenter vurderes af forvaltningen at være for lille til at overleve uden et nyt, stort trækplaster. Og Sædding Centret har brug for en genfødsel, der kan fylde de mange tomme butikker.

Det kan skurre i ørerne på en liberal sjæl, at politikere skal kloge i den slags frem for at lade de frie markedskræfter afgøre sagen. Og hvis man gerne vil se, hvad for megen beskyttelse og for lidt konkurrence kan udrette, kan man bare gå en tur i Sædding Centret. Her holdt man i alt for mange år fast i, at skiftende udgaver af Coop’s dagligvarebutik ikke måtte få konkurrence. Nu har man besindet sig, men måske for sent.

Omvendt er der også brug for en overordnet plan for handelslivet. Den politiske øvelse er bare blevet endnu vanskeligere, fordi indkøbsmønstre skifter hurtigere end kollektionerne i en dametøjsbutik. Megatrends som øget urbanisering, større butikscentre og mere nethandel er jo grundfjeld i bevægelse. Den slags lader sig ikke bremse af politiske stopfinter, hvor velmente de end måtte være.

På det lokale plan understreger formanden for Plan og Miljøudvalget, at der skal tages særligt hensyn til Sædding Centret. Det er i det mindste en ren melding.

Hvis han så også lige kan pålægge ejerfraktionerne i Sædding at investere bare en smule i udvikling af det forsømte – gerne med 10-15 års tilbagevirkende kraft – så skulle det center være sikret…

Politikerne kunne jo også gøre det mere enkelt for sig selv i denne konkrete situation. ’Follow the money’ – og lad første investor komme først til mølle…

Den bedste lakmusprøve er jo altid at se, hvem der reelt tør lægge hånden – og deres egne penge – på kogepladen i troen på det ene eller andet sted.

Deres analyse ville vel også være den skarpeste, for den bygger i sidste ende på kundernes valg.

Må den bedste købmand vinde.

Læs også artiklen: Indkøbsræs mellem Sædding og Hjerting spidser til

Tekst:

Relaterede artikler

Top