Redaktør arkiv: Finn Arne Hansen

Urmager Ørfjell ser frem til et friere liv

Så er det snart slut med at være omringet af ure og smykker. Ørfjell har ophørsudsalg til 1. december.

Efter 37 år med egen urmagerbutik er det kapitel slut for Michael Ørfjell. Han er ved at lukke butikken Ørfjell Ure Guld og Sølv i Sædding Centret

Hent den originale artikel fra avisen her

LIVSVÆRK – Michael Fogh Holm Ørfjell er hans fulde navn. Men urmageren i Sædding Centret, som netop har sat gang i sit ophørsudsalg, er for de fleste blot Ørfjell.
Hvor det spøjse efternavn stammer fra, er det første, vi lige skal have opklaret. Han ler:
”Det er en lang historie, men den korte er, at det var min svenske stedmorfar, der hed det. Så jeg er ikke ud af den slægt. Men det er da sjovt at være én ud af kun 10 danskere med det efternavn,” siger han.
Så går vi til livshistorien, der startede med hans fødsel den 10. oktober 1955 i København.
”Efter 8. klasse flyttede jeg så med familien til en lillebitte landsby i nærheden af Skibby i Nordsjælland. Jeg husker ikke dens navn. Og jeg ved ikke, hvorfor vi flyttede derop,” fortæller Michael Ørfjell, der mere end én gang har fået øgenavne på grund af Ørfjell.
”Ørefejl var ét af dem,” klukker han.

Ville være tandtekniker
Da han var færdig med skolen, kom han ind på den lokale efg-skole. Det var en skoleform, man efter hans mening ikke skulle have nedlagt, for det var en god måde at starte på efter folkeskolen. Han havde snust til tandteknikerfaget og troede, han skulle gå den vej.
”Jeg syntes, det var meget interessant, men jeg måtte nok sande, at jeg ikke var designer nok. Men takket være en lærer faldt jeg for urmagerfaget. Det har nok noget med mekanikken at gøre. Jeg elskede som dreng at skille ting ad og samle dem igen. Min far var finmekaniker, det betød nok også noget,” siger Michael Ørfjell, der på urmagerskolen i Ringsted mødte han sin kone Britt, der også er urmager.
”Da jeg gik på sidste årgang, fortalte min lærer mig om et job i Esbjerg hos Svend Aage Petersen. Han havde butik i Strandbygade og ville åbne en mere i City Centret, og den søgte han en bestyrer til. Det ville jeg ikke, jeg var for umoden.”

Urmager Michael Ørfjell, Sædding. Copyright Finn Arne Hansen, Hjerting Posten

Mange af Michael Ørfjells arbejdstimer tilbringes i værkstedet. Han har siden barnsben elsket at skille ting ad og samle dem igen.

Fik job i Esbjerg
”Da han så spurgte mig tredje gang, sagde jeg ja, og til alt held havde urmageren besluttet at lukke i Strandbygade og kun have den anden. Så der var jeg svend i otte år. Britta og jeg købte hus på Smedevej i Sædding, men hun ville gerne til Jerne, hvor hun kom fra. Jeg ville kun, når jeg havde spurgt blomsterhandler Gunnar Pedersen, som var ved at have en høj alder, om han ville sælge sin forretning i Storegade. Det fandt vi ud, og så åbnede jeg en urmagerforretning der. Min kone fik arbejde hos en urmager i Esbjerg.”
”Efter 10 år lukkede flere og flere forretninger og banken, og jeg kunne godt se, hvor det bar henad. Så opdagede jeg tilfældigvis i 1996, at Karat 24 i Sædding Centret var til salg. Ejeren, Berit Theilgaard, ville prøve noget nyt. Vi blev enige om en fornuftig pris, og da Sydbank lukkede, købte jeg lokalerne af dem. Nu håber jeg bare, at de nye ejere af centret finder ud af noget og køber mine lokaler. Ingen af mine to døtre vil videreføre butikken.”
Det første år var forrygende, og hans kone arbejdede der også.

Nu i Ringkøbing
”Men vi blev enige om, at det var for usikkert at være medhjælpende hustru. Der er intet sikkerhedsnet. Så hun fik arbejde hos en anden urmager. Vi er blevet boende i Jerne og har bygget huset om, efter at butikken blev lukket. Det er på 179 kvadratmeter og i to plan, så nu har vi sat det til salg for at finde et mindre i ét plan.”
Men historien stopper ikke her. I Ringkøbing ligger nemlig også en Ørfjell-butik, som er hans kones.
”Så hvis vi kan stoppe omkring 1. december, så har jeg lovet at hjælpe til i butikken i Ringkøbing under julehandlen,” slutter Ørfjell, der nu sere frem til et friere liv med mere jagt.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Dunhammer – også kendt som skorstensfejerkosten

Dunhammeren er en særdeles nyttig plante, der blandt andet kan bruges til at fore dunjakker med og til at tække tage med. Den er eksplosiv som pyntegenstand i stuen

Hent den originale artikel fra avisen her

Kigger man sig lidt om, kan man ofte se Dunhammer stå i grøfterne, den er ikke så kræsen. Planten er letgenkendelig og meget iøjnefaldende på grund af sit særegne udseende og sin veludviklede evne til med sine mange, tykke, krybende jordstængler at danne store, tætte bevoksninger. Jordstænglerne tjener desuden som depot for store mængder oplagret stivelse, som planten kan tære af, når den næste år skal til at sætte nye skud.
Bladene og den tykke, smidige og bøjelige overjordiske stængel samt jordstænglen er alle fyldt med rigeligt luftvæv, der effektivt leder livgivende ilt fra bladene hele vejen ned til rødderne, der nemlig ofte befinder sig i iltfattigt dynd. De luftfyldte blade er populære hos blandt andre svaner og blishøns til redebygningsmateriale, for de er netop på grund af deres store luftindhold gode til at holde reden flydende og tør.

Masser af pollen
Dunhammer har hanblomsterne siddende i en cirka 1 cm tynd, brungul endespids, og nedenunder sidder så hunblomsterne i den 2-3 cm tykke og 8-20 cm lange sortbrune kolbe, som vi alle kender planten på. Blomsterne er meget reducerede, små og tætsiddende, hvor hanblomsterne lokker insekterne, heriblandt bierne, med en masse dejlig pollen.
I løbet af vinteren og det følgende forår eksploderer kolben i puf lyde, og derved krænges frøene ud, og kolben ser nu hvid og totsjusket ud – en enkel kolbe kan angiveligt frigøre imponerende en halv million dunede frø. Frøene kan, udstyret med deres mange hår (frøuld), nu spredes langt med vinden, men frøene kan desuden med deres frøuld holde sig flydende i vand og kan derfor også spredes via vandløb. Planten kan tilmed sprede sig ved løse jordstængelstykker, der blandt andet kan føres omkring af vand og maskiner, og havner frøene i lækkert mudder, kan de overleve i op til 100 år.

Også kaldt dunne
Bladene kan overfaldes af bladlus og kan begnaves af larver af sommerfuglen dunhammer-ugle. Man kan også se ravsnegle, der kryber omkring på planten.
Dunhammer kommer af ældre dansk dunne, som betyder buldre og brage i betydningen en dump lyd og hentyder til den lyd, der fremkommer, når man bruger dunhammer som kølle, for eksempel når man dasker hinanden oven i hovedet med kolben.
I køkkenet kan bladskud og nederste del af stænglen anvendes i salater og som asparges. De meget stivelsesholdige jordstængler kan tilberedes og spises som kartofler og kartoffelmos og har en sød, mild, behagelig og lidt agurkeagtig smag. Jordstængler har været brugt som brændsel og formalet til foderkager. De grønne, umodne frøstande kan spises som majskolber, og det gule pollen kan anvendes til brødbagning.

Eksplosiv pynt
Sætter man dunhammere indendørs til pynt, kan det være en god ide (af bitter erfaring) at spraye dem med hårlak, ellers kan de på et tidspunkt finde på at eksplodere og derved sende myriader af uldne frø ud i lokalet. Man kan lave fakler af kolben ved for eksempel at dyppe den i tjære eller flydende stearin og så ellers sætte ild til den.
Dunene er brugt til at fore sko og støvler og som fyld i redningsveste under 2. verdenskrig, samt i dyner, puder og madrasser. Poser med dun har endda været anvendt mod tandpine, ørepine, hovedpine og gigt. Desuden har frødunene været brugt mod hudløshed samt lagt i vugger.
Bladene er meget stærke og har været benyttet til at binde omkring halmnegene og til at flette gulvmåtter, kurve, stolesæder og sivsko af, og de har også været anvendt som brændsel, til fremstilling af papir samt til tagtækning. En på mange måder særdeles nyttig plante.
Dunhammer kaldes også dønnemarkskølle og donnehat samt de sigende navne skorstensfejerkost og lampepudser.

Tekst: Carsten Mathiesen
Foto: Biopix

Hjerting Posten 11. oktober 2023

Læs som e-paper

Læs som PDF

Læs bl.a. om:

  • Helle åbner Alma & Anton-butik i Le Kirks lokaler
  • Käthe vil arrangere polterabend for kvinder i Guldager
  • Dorthe vil forkæle dine fødder og vokse dine ben og din ryg – hvis du er mand
  • Prisbelønnede Lotte Lambæk er flyttet til Fanø
  • Ørfjell lukker og vil se frem til mere frihed og jagt
  • Spændende arkæologiske fund i Guldager
  • Leder: Mediestøtte er en farce
– og meget mere! Plus mange annoncer med gode tilbud, blandt andet fra Nielsen Biler, City Optik, Meny, By Bloch, Vincens og mange andre

Husk at kryds- og tværs-løsningen nemt kan afleveres ved at sende et foto til mail@hjertingposten.dk . Der er et gavekort på 200 kroner til Meny at vinde! Postkassen ved Bytoften 2A i Hjerting (Hjertings Køreskole og Hjerting Posten) er der dog stadig. Smid ikke løsningen i lampeforretningens postkasse

To nye bøger fra Forlaget Læselyst i Bryndum. Se her

Husk: Fanø Dagbog og Carsten Mathiesens bog om Marbæks flora og fauna kan købes hos Klub Vadehavet for henholdsvis 349 kroner og 100 kroner, skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Frans Buch-selvbiografien, blandt andet om hans tid hos DSB Esbjerg i starten af 1900-tallet sælges for 275 kroner, skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Serieiværksætteren Mevlit åbner American Deep Pan Pizza Hjerting

Mevlit Özcan har ’headhuntet’ deep pan pizza-eksperten Jafar Jamili for at kunne servere de sprødeste af slagsen

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

HURTIGMAD – Café Hjerting er væk, men der er intet at græde over for dem, der elsker fastfood. Serieiværksætteren Mevlit Özcan, 47, der trods sine tyrkiske aner er født og opvokset i Danmark, har nemlig netop kastet sig ud i en nyt forretningseventyr, pizzeriaet Amercian Deep Pan Pizza Hjerting i lokalerne, der før husede Café Hjerting på Gl. Guldagervej.

Mevlit Özcan, Amercinan Deep Pan Pizza, Hjerting. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten.

Mevlit Özcan har også et firma på havnen, Esbjerg Trykservice, men han vil jævnligt se til pizzeriaet i Hjerting.

I forvejen har han firmaet Esbjerg Trykservice på havnen, der servicerer offshore-industrien. Og er fraskilt far med fire børn.
”Jeg kommer til at fare lidt frem og tilbage, men jeg har hentet Jafar Jamili, der laver den bedste deep pan pizza i byen, hertil. Og så har jeg fem friske, unge kammerater fra samme klasse ansat. De krævede dog at få en særlig scooter til pizzaudbringning, en PGO,” griner han.
Så det fik de. Radius for udbringning er cirka fem km, og det koster lidt ekstra. Den del af forretningen kommer nok til at udgøre 20 procent af omsætningen, gætter han. Den nydeligt renoverede restaurant vil sikkert få mange til at spise dér klokken 16-21 alle dage.
En deep pan pizza kan være noget svampet og smattet, men den nummer 17, som redaktøren prøvesmagte, var lækkert sprød i kanten, til UG og slange med både mozzarella og gorgonzola.
”Hemmeligheden ligger i dejen. Den skal stå i flere timer og hæve ved en bestemt temperatur, som vi ikke røber,” siger Mevlit med et snu smil.

Guldpizza i American Deep Pan Pizza Hjerting. Mevlit Özcan. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten.

1000 kroner for en pizza! Men så er der også spiseligt guld på.

På menuen er også en pizza med gulddrys til 1000 kroner.
”Til den forelskede ungersvend,” slutter Mevlit med endnu et grin.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Susanne Dyreborg vil åbne café med havudsigt og egne sælkager

Susanne Dyreborg ved den smarte ismaskine, der på syv sekunder laver et bæger italiensk is til en softice uden luft i.

Halvandet år har Susanne Dyreborg nu brugt på at sætte sit eget præg på sin butik. Nu udvider hun og laver en lille café med udsigt til Ho Bugt. En sælsmåkage er på vej

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

Denne artikel er udvidet i forhold til den i avisen:

I februar 2022 overtog Susanne Dyreborg Butikken på Gl. Guldagervej. Hun var ude af byrådspolitik og skulle i gang med noget nyt med hjælp fra ægtemanden Tom. Siden da har hun omskabt Bitikken til Butikken Dyreborg og fundet varer, som hun gerne vil sælge – gerne med en god historie som de tæpper, der er lavet af stumper fra en t-shirtproduktion. Det giver en række kvinder i Bangladesh en god levevej. Der er ikke børnearbejde involveret. Hun har også specielle sæber, gode vine, keramik, viktualievarer fra Slagter Christiansen på Fanø, økologisk brød fra mølleriet Mel i Forum og meget mere.
Men hendes iværksætterhjerne roterer hurtigt, så der skal ske noget nyt. Så nu udvider hun ind i lokalerne, hvor et bedemandsfirma holdt til. Og hun vil indrette en lille café i butikken. I forvejen sælger hun italiensk is. Og det foregår på en smart måde: Et portionsbæger fra fryseren sættes i maskinen, hun trykker på en knap og drejer lidt med et andet bæger, og vupti, så er der en ‘softice’. Den er uden ludt, og det lægges der jo skat på i Danmark, så… Vi anbefaler varmt karamelisen.
”Vi – eller Tom – rydder alt her foran vinduet, og så skal der være en lang, smal træbordplade, så man kan sidde der med havudsigt og nyde en kop kaffe med en kage. Måske får vi senere et bord til brætspil og en varm ret en gang om ugen,” fortæller Susanne. Kaffen vil komme i små stempelkander. Så hun slipper for at have et stort, dyrt skrummel af en kaffemaskine stående i butikken, kan vi konstatere.
Hun vil indrette et køkken i de nye lokaler, og så vil hun lave kager selv.
”Det er jeg faktisk ret god til,” smiler hun.

Form til småkagen Hjertingsælen i Butikken Dyreborg. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten.
Hun håber, at hendes kommende småkage Hjertingsælen vil blive et hit.
”Jeg fandt udstikkerformen i en antikforretning og kunne ikke stå for den,” siger hun.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

Nyt fredningsforslag bevarer status quo for skovene og for private lodsejere i Marbæk-området

En ’tilstands­fredning’ i stedet for en ’forandringsfredning’ betyder, at alle nuværende aktiviteter kan fortsætte som hidtil. Der vil heller ikke ske begrænsninger for ejerne af private arealer i området

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

FREDNING – Med det forslag, der nu er på bordet til en kommende fredning af Marbæk-området, sker der ingen reguleringer eller begrænsninger af de aktiviteter, der i dag er i området. Alt kan fortsætte som hidtil. Det blev understreget flere gange, da Esbjerg Kommune og Danmarks Naturfredningsforening holdt et fælles offentligt dialogmøde på Myrthuegård.
”Vi har ingen skjult dagsorden. Tværtimod sikrer vi, med dette forslag, at dele af området ikke pludselig bliver forvandlet til en vindmølle- eller solcellepark. Vi har fokus på naturen og på friluftslivet, ligesom vi ønsker at sikre adgangsforholdene i området,” understregede Morten Andersson, der er afdelingschef ved Esbjerg Kommune på mødet.
Hans kollega fra rådhuset, Lars Reinau, der er sektionsleder ved Esbjerg Kommune, var manden, der punkt for punkt, gennemgik det nye forslag til en fredning, og han slog fast, at forslaget lægger op til en’ tilstandsfredning’ og ikke en ’forandringsfredning’. Altså, at de tilstande, der gælder i dag, også gælder i fremtiden.

Ingen regulering for private
”For golfbanen, skytterne, spejderne, rytterne, orienteringsløberne og alle andre, der i dag benytter området, betyder det, at de kan fortsætte deres aktiviteter som hidtil. Det samme gælder for ejerne af private arealer og ejendomme i området. Der er ikke lagt op til nogen regulering eller begrænsning for dem,” oplyste Lars Reinau.
I den forbindelse kom det i øvrigt frem, at private lodsejere gerne må plante nye læhegn på deres jord. Til gengæld må der ikke plantes nye læhegn på de offentligt ejede arealer, medmindre det handler om at skåne særlig følsom natur.
Et meget stort antal borgere var mødt op for at høre om det nye fredningsforslag – og ikke mindst for at stille spørgsmål til det. Faktisk var fremmødet så stort, at ikke alle kunne være i det samme lokale. Debatten blev derfor elektronisk transmitteret direkte fra et rum til et andet.
Langt de fleste spørgsmål blev besvaret på stedet, mens andre må afvente svar i de drifts- og plejeplaner, der kommer til at gælde for området efter en eventuel fredning. Her blev det dog igen slået fast, at også disse planer vil komme i offentlig høring og at borgerne vil blive inddraget i arbejdet.

Status quo for skovene
Blandt de, altså indtil videre, ubesvarede spørgsmål er emner som tilskudsfodring af dyr, og såkaldt ’rewilding’, mens det dog samtidig blev understreget, at en kommende fredning ikke ændrer på, at Marbæk-området allerede i dag er underlagt en række love, herunder skovloven, der udstikker rammer og regler for al skovbrug i Danmark.
”Netop hvad skovene angår, er det også her hensigten at vi bevarer status quo. Dog vil to mindre områder blive udlagt som såkaldt urørt skov,” oplyste Lars Reinau, der samtidig kunne glæde mange af de fremmødte med, at der ikke er planer om at fælde nogle af de store og stolte sitka-grantræer, der er i området
Efter Lars Reinaus gennemgang af fredningsforslaget – og rigtigt mange spørgsmål – stod Lena Bau fra Danmarks Naturfredningsforening for at runde mødet af. Det gjorde hun ved at fortælle om det videre forløb, hvor forslaget bliver finpudset, ikke mindst på baggrund af de input, borgerne havde med til mødet. Herefter skal byrådet behandle sagen inden den bliver sendt videre til Fredningsnævnet, der har det sidste ord.

Marbæk: En del af Nationalparken
Marbæk-området ligger nordvest for Esbjerg og er en del af Nationalpark Vadehavet.
Alt i alt er området på cirka 1.300 hektar med især hede og skov samt et varieret dyre- og planteliv. Hertil kommer kunstigt anlagte søområder på cirka 20 hektar og et fuglereservat. Området grænser op til Vadehavet, Ho bugt og Varde å.

Hvad er ’rewilding’?


’Rewilding’ sigter, ifølge organisationen Verdens Skove, mod bevarelse og genopretning af store områder med vild natur. Det sker ved at oprette fredede kerneområder uden produktion, genetablere sammenhæng mellem kerneområderne i netværk og indføre rovdyr og andre nøglearter såsom store græssende dyr.

Tekst og foto: Jens Bytoft

En herlig sensommerdag i jernalderen

‘Dagens ret’ var kylling, naturligvis tilberedt med datidens redskaber og senere stegt over bål. Madmor, til venstre, er Charlotte Bruun, der er formidler ved Myrthue – natur, kultur og læring.

Stort rykind i jernalderlandsbyen på Guldager Stationsvej, da der var åbent hus i forbindelse med Naturens Uge

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

TIDSREJSE – Et stykke ude af Guldager Stationsvej, dér hvor asfalten er erstattet af grus, er der en tidsmaskine. På et splitsekund bringer den de besøgende tilbage til jernalderen, hos Myrthue – natur, kultur og læring.

Jernalderlandsby i Guldager. Foto: Jens Bytoft, Hjerting Posten.

Formidler ved jernalderlandsbyen, Thomas Brochstedt, fortæller om livet og hverdagen i jernalderen.

Her er hus, stald, værksted og meget mere – alt sammen forholdsvis nyt, og alt sammen bygget med afsæt i perioden på nogle hundrede år på hver sin side af Kristi fødsel, altså efter stenalderen og bronzealderen.

Jernalderlandsby i Guldager. Foto: Jens Bytoft, Hjerting Posten.
I år var stedet for anden gang med i det landsdækkende tilbud Naturens Uge, arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet. Det betød, at der var åbent hus for alle interesserede i den lille jernalderlandsby. Og rigtigt mange var interesserede. I løbet af dagen blev der lavet mad over bål, skudt med bue og pil, røgtet får og geder, leget lege fra dengang og fortalt spændende historie.

Jernalderlandsby, Guldager. Foto: Jens Bytoft, Hjerting Posten.

Især børnene havde mange spændende oplevelser i løbet af dagen, hvor der blandt andet skulle hentes får og geder i den nærliggende fold.

Især de mange besøgende børn fik en herlig dag med forskellige udfordringer, men også de voksne kunne blive klogere på mange ting – og så var der naturligvis lejlighed til at høre mere om, hvordan det går med den nye, gamle jernaldergård, der er ved at skyde op på stedet.

Jernladerlandsby i Guldager. Foto: Jens Bytoft, Hjerting Posten.
Naturens Uge er nu overstået for denne gang, og arrangørerne kan fortælle, at der på landsplan var flere end 170.000 mennesker, der tog med ud i naturen. Hertil kommer 107.000 børn fra skoler og dagtilbud landet over.

Adgang for alle


Jernalderlandsbyen i Guldager er først og fremmest for skoleelever, der kan booke sig ind i både en eller flere dage, for at bo og leve som dengang. Alle kan dog besøge stedet, der ligger naturskønt i Guldager Plantage, dog er det ikke tilladt at fodre gårdens får og geder.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Lokale piger leverede flot akrobatik i Sjelborg

Zuhura Fungulia og de andre piger fra klubbens voltige-hold leverede flot akrobatik under weekendens stævne i Sjelborg.

17-årige Julie Broeng Christensen ligger nu på en samlet andenplads i DM for juniorer

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

RIDEPROFIL – Til hverdag går hun i 2.G. på Rybners Gymnasium I Esbjerg. Hun har også et fritidsjob hos Hjerting Badehotel. Hver uge bliver der desuden brugt adskillige timer på banerne hos Esbjerg og Omegns Rideklub af 1985, hvor hun er en af de helt store profiler og desuden er hjælpetræner for et hold af lokale piger. Hun dyrker også fitness.
Navnet er Julie Broeng Christensen. 17 år er hun, fra Hjerting, og helt vild med heste, især hendes egen Plet, en knabstrupper, der har fulgt hende lige siden hun som syvårig blev grebet af ridesporten.

Julie Broeng Christensen er den lokale stjernerytter hos Esbjerg og Omegns Rideklub. Hesten Plet har fulgt hende i 10 år. Foto: Jens Bytoft, Hjerting Posten.

Julie Broeng Christensen er den lokale stjernerytter hos Esbjerg og Omegns Rideklub. Hesten Plet har fulgt hende i 10 år.

I weekenden den 16. og 17. september stod den på årets sidste, store stævne inden vinterpausen. Rammerne var netop de lokale baner ved Sjelborg, hvor udfordringen var et Danmarksmesterskab, et Agria DRF-mesterskab (et forbundsmesterskab, der holdes på samme niveau som et DM) samt landsdelsmesterskaberne i voltigering.

To af de lokale piger højt til hest, mens de to andre sammen med Julie Broeng Christensen, ser til. Berider Allan Laudrup er såkaldt longefører. Foto: Jens Bytoft, Hjerting Posten.

To af de lokale piger højt til hest, mens de to andre sammen med Julie Broeng Christensen, ser til. Berider Allan Laudrup er såkaldt longefører.

Efter de to dages strabadser ligger Julie Broeng Christensen nu på en samlet 2. plads for juniorer – helt præcist i gruppen junior to-stjernet. Plet var dog ikke i ’manegen’ i den omgang. I stedet var det hesten Bendorffs Pilgrim, der førte den unge Hjerting-pige frem til den fine placering.
”Selvfølgelig har jeg ambitioner, måske om at blive ridesportens Caroline Wozniacki, og i hvert fald om, at komme med til Europamesterskaberne i Schweitz i 2024”, fortæller Julie Broeng Christensen. Indtil videre har hun dog allerede deltaget i adskillige stævner i både ind- og udland, og i den kommende tid skal der da også ”trænes helt vildt,” som hun selv udtrykker det, for at nå det foreløbige mål om en billet til Schweitz.


Ryttere fra hele landet deltog i stævnet i Sjelborg, og blandt dem altså også det hold lokale piger, der har Julie Broeng Christensen som hjælpetræner.
Holdet består af Clara og Sophia Damtoft, Tilde Larsen og Zuhura Fungulia. Holdets træner er berider Allan Laudrup.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Rejnfan eller Tanacetum vulgare står ofte i store mængder i vejkanterne. Foto og copyright: Biopix

Rejnfan er en meget talentfuld plante

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

FLORA OG FAUNA – Rejnfan, som også kaldes guldknap, kan fra sin vandret krybende, grenede jordstængel opsende talrige skud og derved danne tætte plantebestande, hvilket man næsten ikke kan undgå at se nu i september og helt hen i november, hvor planten ofte står i mængder i vejrabatterne med sine ofte høje, ranke stængler med veludviklet styrkevæv og med fjersnitdelte blade samt talrige, smukke, gyldengule, knappeformede blomsterkurve.

Snedigt trick i ærmet
Rejnfan har utallige, små blomster, som hver for sig er for små til at fange insekters opmærksomhed, men her har planten et snedigt trick i ærmet. Ved at samle blomsterne i tætte, knappeformede blomsterkurve, der igen er samlet i store, flade, halvskærmformede blomsterstande, virker hele blomsterstanden nemlig som et stort neonskilt for insekterne, hvor de faste og flade, knappeformede kurve tilmed er ideelle landingspladser for insekterne. Der kan være op til 300 blomster i en blomsterkurv eller ’blomsterknap’ og henved 100 blomsterkurve i en halvskærm, hvorved der altså kan være op til svimlende 30.000 blomster i en halvskærm. Insekterne (og menneskene) opfatter hver af de gule ’blomsterknapper’ for at være en blomst, men i virkeligheden består hver gule knap altså af flere hundrede meget små blomster.

Indeholder et giftstof
Rejnfan har en stærkt aromatisk duft, som langtfra alle synes er behagelig. Planten indeholder giftstoffet thujon (ligesom malurtplanten) samt det giftige og ildelugtende bitterstof tanacetin, som værn mod skadevoldere. Græssende planteædere lader da også typisk planten stå uantastet, men blandt andre de røde rejnfan-bladlus og sommerfuglelarven af bynke-dværgmåler lader sig ikke anfægte, de mæsker sig lystigt af plantens blade.
Planten danner vinterstandere, hvorfra frugterne i blæsevejr ruskes løst. Men frugterne har ingen fnok og kan altså ikke svæve afsted med vinden, men kan i stedet som fugtige klæbe sig fast på forbipasserende og derved alligevel spredes langt.

Mod indvoldsorm
I folkemedicin brugtes den mod alskens trængsler. Kuren mod indvoldsorm kunne bestå i, at man indtog rejnfanfrø (såkaldte ormefrø) eller drak rejnfan-te, iblandet honning eller sirup for at fjerne den værste smag. Da rejnfan indeholder større mængder af giftstoffet thujon (som hos træet thuja, deraf navnet) har planten også været brugt som abortfremkaldende middel, men det var desværre ikke ualmindeligt, at kvinderne derved kunne blive alvorligt forgiftet af plantens indhold af thujon, med døden til følge… Midlet virkede, men patienterne døde!
Planten har på grund af sin skarpe duft og giftige indholdsstoffer også været brugt til bekæmpelse af lopper, lus, fnatmider og andet utøj.

Populær i æggeretter
I køkkenet var rejnfan førhen især populær i æggeretter og mælkebuddinger, og i en tid før køleskab brugte man, at pakke kød ind i rejnfanblade eller gnide kødet med rejnfan, planten virker nemlig desinficerende, og gav desuden kraftig aroma og smag til kødet samtidig med, at bladene kunne holde fluerne, og dermed maddikerne, og myrerne væk fra kødet. I gamle dage har plantens konserverende egenskaber ligefrem været anvendt ved balsamering, derfor kaldes rejnfan i gamle lægebøger for herba immortalis (udødelighedens urt).

Mod lynnedslag
I overtroens storhedstid lagde man rejnfan på ildstedet under tordenvejr, det ville nemlig grangiveligt værne huset mod lynnedslag, og i kirker har planten såmænd fundet anvendelse til djævlebesværgelse. Og ønskede en kvinde at tiltrække en mand, skulle det virke, hvis hun lagde en pose med rejnfan ind under én af sine armhuler.
Blomster og blade kan bruges til at farve garn og stof gul og grøngul, og i tørret tilstand kan planten anvendes som dekoration.

Tekst: Carsten Mathiesen
Foto: Biopix

To aviser er i fare

Noget, der optager os meget her på redaktionen, er en politisk brøler, som både Folketingets Kulturudvalg og Slots- og Kulturstyrelsen har begået. Udvalget har sovet i timen, og styrelsen har fuldt bevidst lavet og udsendt en bekendtgørelse, der får den modsatte effekt af, hvad Folketinget besluttede om mediestøtte, eller statsstøtte om man vil, til de små, lokale medier.

Folketinget ønskede at støtte de små aviser i udkantsdanmark med 43 millioner kroner om året. Der skulle gives et beløb, der svarer til en tredjedel af redaktionens lønbudget, dog højest 350.000 kroner om året. Det ville for Vadehavets Mediecenter ApS, der udgiver Hjerting Posten og Fanø Posten have betydet, at vi kunne have investeret i en redaktionel udvikling og et tiltrængt nyhedsbrev på dansk og tysk på Fanø, for eksempel.

De planer er skrottet nu. Vi får intet, mens Ugeavisen Esbjerg, Fanø Ugeblad og netavisen KomEsbjerg ser ud til at kunne opfylde kravene. Så vi vil være omringet af statsstøttede konkurrenter

Da loven blev vedtaget, så vi ud til at være ligestillet. Men i sommerens løb er Slots- og Kulturstyrelsen blevet stærkt påvirket af lobbyarbejde fra Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA), der er domineret af de statsstøttede dagblade. Og styrelsen har opfyldt DMAs hede drøm om at begrænse støtten til distriktsblade, der udkommer mindst 44 gange om året. DMA havde endda ønsket 48. Vi udgiver kun 25 aviser i Hjerting og Fanø og har ikke ressourcer til mere. Og nu er konkurrencen endnu mere ulige.

Et åbent brev til Folketingets Kulturvalg, hvori vor lokale Anders Kronborg har sæde, er sendt afsted. Det samme er en klage til kulturminister Jacob Engel-Schmidt. Vi får sikkert svaret, når fristen for at søge den 21. september er overskredet. Ufatteligt, den slags kan foregå i et demokratisk land.

Finn Arne Hansen, udgiver og redaktør

Top