Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
FLORA OG FAUNA – Rejnfan, som også kaldes guldknap, kan fra sin vandret krybende, grenede jordstængel opsende talrige skud og derved danne tætte plantebestande, hvilket man næsten ikke kan undgå at se nu i september og helt hen i november, hvor planten ofte står i mængder i vejrabatterne med sine ofte høje, ranke stængler med veludviklet styrkevæv og med fjersnitdelte blade samt talrige, smukke, gyldengule, knappeformede blomsterkurve.
Snedigt trick i ærmet
Rejnfan har utallige, små blomster, som hver for sig er for små til at fange insekters opmærksomhed, men her har planten et snedigt trick i ærmet. Ved at samle blomsterne i tætte, knappeformede blomsterkurve, der igen er samlet i store, flade, halvskærmformede blomsterstande, virker hele blomsterstanden nemlig som et stort neonskilt for insekterne, hvor de faste og flade, knappeformede kurve tilmed er ideelle landingspladser for insekterne. Der kan være op til 300 blomster i en blomsterkurv eller ’blomsterknap’ og henved 100 blomsterkurve i en halvskærm, hvorved der altså kan være op til svimlende 30.000 blomster i en halvskærm. Insekterne (og menneskene) opfatter hver af de gule ’blomsterknapper’ for at være en blomst, men i virkeligheden består hver gule knap altså af flere hundrede meget små blomster.
Indeholder et giftstof
Rejnfan har en stærkt aromatisk duft, som langtfra alle synes er behagelig. Planten indeholder giftstoffet thujon (ligesom malurtplanten) samt det giftige og ildelugtende bitterstof tanacetin, som værn mod skadevoldere. Græssende planteædere lader da også typisk planten stå uantastet, men blandt andre de røde rejnfan-bladlus og sommerfuglelarven af bynke-dværgmåler lader sig ikke anfægte, de mæsker sig lystigt af plantens blade.
Planten danner vinterstandere, hvorfra frugterne i blæsevejr ruskes løst. Men frugterne har ingen fnok og kan altså ikke svæve afsted med vinden, men kan i stedet som fugtige klæbe sig fast på forbipasserende og derved alligevel spredes langt.
Mod indvoldsorm
I folkemedicin brugtes den mod alskens trængsler. Kuren mod indvoldsorm kunne bestå i, at man indtog rejnfanfrø (såkaldte ormefrø) eller drak rejnfan-te, iblandet honning eller sirup for at fjerne den værste smag. Da rejnfan indeholder større mængder af giftstoffet thujon (som hos træet thuja, deraf navnet) har planten også været brugt som abortfremkaldende middel, men det var desværre ikke ualmindeligt, at kvinderne derved kunne blive alvorligt forgiftet af plantens indhold af thujon, med døden til følge… Midlet virkede, men patienterne døde!
Planten har på grund af sin skarpe duft og giftige indholdsstoffer også været brugt til bekæmpelse af lopper, lus, fnatmider og andet utøj.
Populær i æggeretter
I køkkenet var rejnfan førhen især populær i æggeretter og mælkebuddinger, og i en tid før køleskab brugte man, at pakke kød ind i rejnfanblade eller gnide kødet med rejnfan, planten virker nemlig desinficerende, og gav desuden kraftig aroma og smag til kødet samtidig med, at bladene kunne holde fluerne, og dermed maddikerne, og myrerne væk fra kødet. I gamle dage har plantens konserverende egenskaber ligefrem været anvendt ved balsamering, derfor kaldes rejnfan i gamle lægebøger for herba immortalis (udødelighedens urt).
Mod lynnedslag
I overtroens storhedstid lagde man rejnfan på ildstedet under tordenvejr, det ville nemlig grangiveligt værne huset mod lynnedslag, og i kirker har planten såmænd fundet anvendelse til djævlebesværgelse. Og ønskede en kvinde at tiltrække en mand, skulle det virke, hvis hun lagde en pose med rejnfan ind under én af sine armhuler.
Blomster og blade kan bruges til at farve garn og stof gul og grøngul, og i tørret tilstand kan planten anvendes som dekoration.
Tekst: Carsten Mathiesen
Foto: Biopix
