Dunhammeren er en særdeles nyttig plante, der blandt andet kan bruges til at fore dunjakker med og til at tække tage med. Den er eksplosiv som pyntegenstand i stuen

Hent den originale artikel fra avisen her

Kigger man sig lidt om, kan man ofte se Dunhammer stå i grøfterne, den er ikke så kræsen. Planten er letgenkendelig og meget iøjnefaldende på grund af sit særegne udseende og sin veludviklede evne til med sine mange, tykke, krybende jordstængler at danne store, tætte bevoksninger. Jordstænglerne tjener desuden som depot for store mængder oplagret stivelse, som planten kan tære af, når den næste år skal til at sætte nye skud.
Bladene og den tykke, smidige og bøjelige overjordiske stængel samt jordstænglen er alle fyldt med rigeligt luftvæv, der effektivt leder livgivende ilt fra bladene hele vejen ned til rødderne, der nemlig ofte befinder sig i iltfattigt dynd. De luftfyldte blade er populære hos blandt andre svaner og blishøns til redebygningsmateriale, for de er netop på grund af deres store luftindhold gode til at holde reden flydende og tør.

Masser af pollen
Dunhammer har hanblomsterne siddende i en cirka 1 cm tynd, brungul endespids, og nedenunder sidder så hunblomsterne i den 2-3 cm tykke og 8-20 cm lange sortbrune kolbe, som vi alle kender planten på. Blomsterne er meget reducerede, små og tætsiddende, hvor hanblomsterne lokker insekterne, heriblandt bierne, med en masse dejlig pollen.
I løbet af vinteren og det følgende forår eksploderer kolben i puf lyde, og derved krænges frøene ud, og kolben ser nu hvid og totsjusket ud – en enkel kolbe kan angiveligt frigøre imponerende en halv million dunede frø. Frøene kan, udstyret med deres mange hår (frøuld), nu spredes langt med vinden, men frøene kan desuden med deres frøuld holde sig flydende i vand og kan derfor også spredes via vandløb. Planten kan tilmed sprede sig ved løse jordstængelstykker, der blandt andet kan føres omkring af vand og maskiner, og havner frøene i lækkert mudder, kan de overleve i op til 100 år.

Også kaldt dunne
Bladene kan overfaldes af bladlus og kan begnaves af larver af sommerfuglen dunhammer-ugle. Man kan også se ravsnegle, der kryber omkring på planten.
Dunhammer kommer af ældre dansk dunne, som betyder buldre og brage i betydningen en dump lyd og hentyder til den lyd, der fremkommer, når man bruger dunhammer som kølle, for eksempel når man dasker hinanden oven i hovedet med kolben.
I køkkenet kan bladskud og nederste del af stænglen anvendes i salater og som asparges. De meget stivelsesholdige jordstængler kan tilberedes og spises som kartofler og kartoffelmos og har en sød, mild, behagelig og lidt agurkeagtig smag. Jordstængler har været brugt som brændsel og formalet til foderkager. De grønne, umodne frøstande kan spises som majskolber, og det gule pollen kan anvendes til brødbagning.

Eksplosiv pynt
Sætter man dunhammere indendørs til pynt, kan det være en god ide (af bitter erfaring) at spraye dem med hårlak, ellers kan de på et tidspunkt finde på at eksplodere og derved sende myriader af uldne frø ud i lokalet. Man kan lave fakler af kolben ved for eksempel at dyppe den i tjære eller flydende stearin og så ellers sætte ild til den.
Dunene er brugt til at fore sko og støvler og som fyld i redningsveste under 2. verdenskrig, samt i dyner, puder og madrasser. Poser med dun har endda været anvendt mod tandpine, ørepine, hovedpine og gigt. Desuden har frødunene været brugt mod hudløshed samt lagt i vugger.
Bladene er meget stærke og har været benyttet til at binde omkring halmnegene og til at flette gulvmåtter, kurve, stolesæder og sivsko af, og de har også været anvendt som brændsel, til fremstilling af papir samt til tagtækning. En på mange måder særdeles nyttig plante.
Dunhammer kaldes også dønnemarkskølle og donnehat samt de sigende navne skorstensfejerkost og lampepudser.

Tekst: Carsten Mathiesen
Foto: Biopix