Redaktør arkiv: Finn Arne Hansen

Hjerting Kanelaug fejrede de første 10 år i høj sol

Kanelaugets runde fødselsdag var ganske vist i 2021, men som så meget andet blev fejringen Corona-udskudt med et år

Hent artiklen som PDF her

KANER – Er man tilflytter, ved man næppe, hvad en Hjerting-kane eller Hjerting Kanelaug er. Det gør vi noget ved her. For vi har været til Hjerting Kanelaugs 10-års fødselsdag og udslæbning af kanerne til sommersæsonen den 30. april ved klubhuset på Hjerting Strandvej. Så er der jo en god anledning til at fortælle historien igen. Faktisk skulle den runde fødselsdag have været fejret i 2021, men det forhindrede Corona-reglerne. Det betød imidlertid ikke det store. Solen skinnede, de 30-35 fremmødte var i godt humør, og gensynsglæden fik arbejdet med kanerne til at glide som i olie.

I det gode vejr var humøret ved klubhuset højt.

I det gode vejr var humøret ved klubhuset højt.

Olie blev der dog ikke brugt, da kanerne skulle i vandet. Mere om det senere. Et skur, der viste sig at indeholde et elektrisk spil med en wire, blev låst op. Herefter trak en stærk frivillig, iført waders, rebet ud til en blok i vandet og tilbage mod kanerne.

Ved vandkanten blev sandslæden fjernet.

Ved vandkanten blev sandslæden fjernet.

Herefter var det ’blot’ at løfte kane efter kane ned på en dertil indrettet sandslæde, hvorefter det elektriske spil kunne trække kanen mod vandet, omringet af stærke mænd. De blev behørigt beundret af de hvidvinsdrikkende damer ved bordene…

Kaner suger vand

 Et smukt syn var det, da kanerne lån i vandet, klar til at trække vand og dernæst at blive sejlet eller roet i.


Et smukt syn var det, da kanerne lå i vandet, klar til at trække vand og dernæst at blive sejlet eller roet i.

Da alle kanerne var i vandet, begyndte de planmæssigt at suge vand til sig, som efter en uge skovles ud. Så skulle de gerne være tætte og klar til sæsonen.

Rebet, der var hægtet til wiren i den ene ende og til kanen i den anden, opsamles på pæneste vis.

Rebet, der var hægtet til wiren i den ene ende og til kanen i den anden, opsamles bagefter på pæn vis.

Foreningens nestor, Manfred Jensen, hold dagens tale. Han fortalte, hvordan en vestjysk fisker oppe i Norge fandt en båd, der ville egne sig godt til Vadehavet.

 Manfred Jensen holdt dagens tale.

Manfred Jensen holdt dagens tale.

Det blev begyndelsen på eventyret med de mange kaner, der i slutningen af 1800-tallet sejlede fisk i store mængder ind fra de store skibe til Hjerting. Senere gik kanerne i glemsel, men så fik en gruppe borgere i Hjerting mange år senere idéen med kanelauget. Og kommunen var straks med på den, da politikerne angiveligt hellere ville have kaner end de surfere, der var begyndt at fylde en del på pladsen.
Den mangeårige formand Kim Madsen blev i øvrigt nævnt i rosende toner fra flere sider for sit store arbejde for lauget.

Hjerting som fiskerby
Manfred Jensen havde en interessant liste med, som han lod gå rundt. Den kaprede redaktøren. Listen fortalte om de 49 fartøjer, der var beskæftiget under Esbjerg Tolddistrikt i 1892. De lokale fartøjer var:
Hajen på fem tons, ejet af P. Hajen, Hjerting, Makunda på 10 tons, ejet af H. Jepsen, Hjerting, Sværdfisken på seks tons, ejet af H. Bendiksen, Hjerting, Havfruen på ni tons, ejet af T. S. Nielsen, Hjerting, Delfinen på ni tons, ejet af J. Pedersen, Hjerting, Foreningen på ni tons, ejet af A. P. Nielsen, Hjerting, Forsøget på ni tons, ejet af Jes Ebsen, Langli, Kirstine på 10 tons, ejet af J. Madsen, Hjerting, Johanne på 10 tons, ejet af Jeppe K. Sørensen, Langli, Delfin på ni tons, ejet af P. Sørensen, Sjælborg (datidens stavemåde, red.), Hjerting på 10 tons, ejet af N. K. Nielsen, Hjerting, Alfa på otte tons, ejet af J. Børsmose, Hjerting, Bonide på 10 tons, ejet af N. P. Færgemann, Hjerting, Albatros på hele 18 tons, ejet af P. Nielsen, Sjælborg, Vega på 10 tons, ejet af Hans Øllgaard, Hjerting, Familiens Haab på 12 tons, ejet af N. Bertelsen, Hjerting, Ester på 12 tons, ejet af N. Bøndergaard, Hjerting, Søstjernen på 12 tons, ejet af H. Smed, Hjerting, Støren på 14 tons, ejet af Lamberth Sørensen, Hjerting og Fogola på 12 tons, ejet af P. Pedersen, Hjerting.
Mange af dem var med til at stifte Fiskeriforening for Esbjerg og Omegn i februar 1892 (denne tilføjelse var der ikke plads til i avisen, red.).
Læs mere på hjerting-kane.dk.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Dunja er den ny skrædder for hele Hjerting-området

Dunja Schørring Larsen savnede sit fag og tog en hurtig beslutning, da hun fik mulighed for at åbne systue i Hjerting

Hent artiklen som PDF her

SYNING – Skal brudekjolen tilrettes eller peppes op? Eller skal den laves til en konfirmationskjole? Krævede tøjkøbet på nettet lige en kærlig hånd med længden på bukserne eller andet? Så er der nu hjælp at hente på Gammel Guldagervej 46, for her har den skrædderuddannede Dunja Schørring Larsen netop åbnet systuen DLux. Som man nok kan gætte, står d’et for Dunja.
Vi kikkede indenfor hos den modige iværksætter med den gode idé og fik lidt at vide om rejsen hertil.
”Jeg er født og opvokset i Hjerting og blev uddannet som designteknolog på TEKO i Herning, som jo er stedet, hvis man vil arbejde med tøj. Vi flyttede til en gård ved Varde, hvor jeg begyndte at indrette systue og at sy for folk. Så har jeg stået i butik og har arbejdet på Hjerting Badehotel. Men jeg har hele tiden syet ved siden af,” fortæller Dunja, der er flyttet tilbage til Hjerting i mellemtiden.

Elsker kjoler
”Mit hjerte banker for kjoler. Det kommer nok fra min tid hos Humlum Kjoler ved Struer. Her var i tidernes morgen et snedkeri, men så ville man prøve noget nyt og begyndte at tage kjoler ind. Det blev en succes. Snart fyldte de det hele,” fortæller hun med et smil om den helt særlige specialbutik i den lille landsby nordpå i Jylland.
”Så fik jeg muligheden for at låne dette lokale, og da jeg havde det meste af udstyret fra Varde, var det bare at gå i gang. Og jeg er glad for at komme tilbage til mit fag.”
Hun er ret sikker på, at DLux ligger et godt sted.
”En stor del af kjolesalget foregår på nettet, men mange gange passer tøjet ikke, når det kommer. Og så retter jeg det til. De nærmeste kjoleforretninger ligger i Vejle og Aarhus. Det er langt at køre, hvis man skal have rettet noget til, men så gør jeg det gerne.”
I dag er stof blevet dyrt, og bæredygtighed betyder meget. Det glæder hende.
”Før finanskrisen skulle alle bare have en helt ny brudekjole til mindst 10.000 kroner. Men så sagde det bum! Nu kan man godt blive gift i en brugt, omforandret kjole,” smiler hun og arbejder videre på en brudekjole, mens den lille skrædderhund ligger stille og lytter på i sin kurv.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Bager brød af gamle kornsorter fra eget mølleri

Mel fra Forum er et alternativt landbrug, mølleri og bageri, som oplever en stigende interesse. Parret bag forretningen søger nu nogen til at være med og overtage en dag

Hent artiklen som PDF

MØLLERI – Gruset knaser, da endnu en Tesla ellers lydløst triller ind i gårdspladsen foran Mel fra Forum. Her kommer en købestærk kundegruppe, som kører lidt væk fra vejen mellem Varde og Hjerting til den lille butik med udsigt over markerne. En trofast kundegruppe køber mel, brød og kanelsnegle i en kvalitet, som der kan være langt mellem i butikkerne. Efter i mange år at have levet et næsten hemmeligt liv og kun fået kunder gennem mund til mund, har en indsats på sociale medier hevet flere nye kunder til butikken i Forum.Vibeke og Michael Larsen står bag Mel fra Forum. Her dyrker Michael Larsen på alternativ vis gamle kornsorter, som han på tre møller maler til mel. Vibeke Larsen bager brød og kanelsnegle og sælger varerne sammen med økologisk rapsolie og græsæg fra et nærliggende landbrug, Rudholm, i butikken.

 Butikken er mest Vibeke Larsens domæne, hvor hun sælger sit bagværk

Butikken er mest Vibeke Larsens domæne, hvor hun sælger sit bagværk.

Man kan også købe mel med hjem.

Man kan også købe mel med hjem.

Mel fra Forum har i løbet af de sidste 16 år vokset sig fra at være en fritidsinteresse for Michael Larsen, som ellers drev et murerfirma med 18 ansatte i perioder. Nu har han helt lagt murerske og mursten på hylden til fordel for møller og mejetærsker – og en hulens masse bøger, som han har tæsket igennem for at blive klogere på, hvordan han skaber de optimale betingelser for at dyrke korn. Efter at have haft plejebørn i mange år er Vibeke Larsen nu også beskæftiget på fuld tid med at bage brød og kager til butikken. Nu har de begge passeret de 60 år, og på et tidspunkt kunne de tænke sig snart at trappe ned.
”Lige nu er vi vilde efter at få fat i nogle unge mennesker, der kunne tænke sig at starte med at dyrke grøntsager og se, hvad vi laver. Der kunne bo to unge par og dyrke en fantastisk forretning,” forsikrer Michael Larsen.
Selv driver ægteparret en fornuftig forretning, som de sagtens kan leve af. Med lidt mere struktur, mere reklame og opsøgende salg er de ikke i tvivl om, at Mel fra Forum kunne udvikle sig.

Autodidakt landmand
For Michael Larsen har det været vigtigt at udvikle sin egen måde at dyrke markerne på.
”Hvis man gør det samme som andre, sker der ingen udvikling, og man kan kun konkurrere på prisen,” siger den autodidakte landmand, som begyndte med at dyrke sine egne 10 hektar, men nu lejer ekstra, så han har cirka 47 hektar.

 Michael Larsen, her i en rugmark, dyrker gamle kornsorter.

Michael Larsen, her i en rugmark, dyrker gamle kornsorter – økologisk.

Han dyrker jorden økologisk og uden at køre gylle ud. Jorden gøder han med kompost, han selv blander. Selv om han ikke vander, oplever han, at kornet står frodigt. Han dyrker gamle kornsorter som ølandshvede, hallandshvede, svedjerug og nøgenbyg. Han kender alle hjørner af sine marker og går op i at vide, hvad der skal til for at jorden danner det mikroklima, som skaber de ideelle vilkår for kornet.
Til gengæld kommer han ikke op på siden af at dyrke jorden så intensivt som konventionelle landmænd. Han får mellem tre et halvt og fire tons korn per hektar, hvilket er under halvdelen af normalen. Og det er fint.
”Jorden kan klare en vis mængde, hvis det skal være kvalitet,” pointerer han.

 Michael Larsen finindstiller møllen, før han tænder den.

Michael Larsen finindstiller møllen, før han tænder den.

For ham betyder kvalitet god smag og sundhed. Han bevarer skal- og kimdele også i det fine hvedemel for smag, vitaminer og mineralers skyld.

De tre møller er importeret fra Østrig.

De tre møller er importeret fra Østrig.

Begyndte at bage brød
I mange år solgte ægteparret kun melet og bagte alene ud af huset til smagsprøver. Men for to et halvt år siden, lidt før Corona lukkede landet, bestemte de sig for at udvide forretningen med et par bageovne.
”Vi syntes jo, at når vi nu selv lavede mel, kunne vi lige så godt føre det helt til ende fra jord til bord. Det har krævet noget øvelse, og jeg skulle tænke lidt anderledes. Men nu sidder det i hænderne,” fortæller Vibeke Larsen.
Hun bager næsten alle hverdage. Onsdag og fredag fra butikken og ellers på bestilling og til flere caféer og restauranter.

Tekst og foto: Katrine Friisberg

Nadja byder på franske fristelser og ny inspiration

Nadja Bennedsen Nielsen har sagt farvel til København efter 17 år og er sprunget ud som selvstændig med butikken Noté på Hjerting Strandvej

Hent artiklen som PDF her

BUTIKSLIV – Hjerting er blevet en butik rigere. Den hedder Noté og ligger på Hjerting Strandvej 46, fint placeret ved siden af Blomster i Hjerting. Indehaver er Nadja Bennedsen Nielsen fra Hjerting, og at hun elsker Frankrig og lækkert, bæredygtigt design ser man straks, når man træder ind i den smagfuldt indrettede butik.
Der er køkkentøj fra franske de Buyer, strømper fra Le Bon Shoppe i Californien, sutter fra Frigg, yogaudstyr, hudplejeprodukter fra Woods, smykker fra Ragbag, tøj fra Studio Feder og On Cloud Nine – sidstnævnte et brand fra en kvindelig designer i København – og meget mere.
”Jeg kan godt lide danske produkter, men jeg søger også inspiration udefra. Og Frankrig, som jeg elsker at besøge, kan jo noget,” siger hun med et af sine mange smil.

 Nadja Bennedsen Nielsen i sin ny livsstilsbutik Noté. Hun sælger blandt andet fransk køkkentøj, hudplejeprodukter, tøj og yogaudstyr. Det er helt legalt at komme for at snuse og blive inspireret.

Nadja Bennedsen Nielsen i sin ny livsstilsbutik Noté. Hun sælger blandt andet fransk køkkentøj, hudplejeprodukter, tøj og yogaudstyr. Det er helt legalt at komme for at snuse og blive inspireret.

Nadja og kæresten flyttede for tre år siden efter gensidig aftale tilbage til hans hjemby, Hjerting, efter 17 år i København. Hun er selv fra Esbjerg. Han havde fået i job herovre, og nu er hun, der tidligere har haft ledende stillinger hos blandt andre Ganni, sprunget ud i butiksdrømmen med Noté.
”Jeg har studeret markedet i mange år. Jeg hat noteret mig forskellige mærker og håndplukket de produkter, jeg gerne vil sælge. Det har også været vigtigt for mig, at produkterne ikke findes i Esbjerg i forvejen,” betoner hun.
Et lille univers
”Jeg ved godt, jeg spreder mig en del, men man skulle gerne kunne komme her og blive inspireret. Det skal være et rart sted at være. Jeg vil skabe et lille univers her med tøj, puder, tasker, hudplejeprodukter og køkkentøj,” storsmiler hun.
Redaktøren, der er en stor fan af hawaiiskjorter, bemærker en stribe smarte pyjamasser.
”Ja, det er blevet ret populært. Det er bekvemt. Og det er blevet legalt at daske rundt i en afslappet pyjamasskjorte, også til at blande med et par jeans og en jakke” forklarer hun.
Beriget med en baquette-bageform, som har været umulig at finde andre steder, og som endda er yderst rimelig i pris, afsluttes det lille interview.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

HIF samlede tropperne til stor arbejdsdag

Entreprenørs konkurs tvang Hjerting Idrætsforening og Hjertinghus til selv at færdiggøre jordarbejde og afmærke parkeringspladser. 30-40 frivillige deltog

Hent artiklen som PDF her

FRIVILLIGHED – Har man haft børn på en friskole, kender man det. En eller to gange om året kaldes der til arbejdsdag, oftest på en lørdag. Og så sker det samme, som da pyramiderne og Den Kinesiske Mur blev bygget: De tusind hænders mirakel. Det er faktisk forbløffende, hvad mange mennesker kan nå på kort tid ved målrettet arbejde. Og bagefter hygger man sig.
Således var det også, da Hjerting Idrætsforening og den selvejende institution Hjertinghus lørdag den 21. maj fra klokken 9 skulle råde bod på, at den entreprenør, man havde hyret til jordarbejdet, netop var gået konkurs. Via opslag på blandt andet Facebook, hvor formand Anders Kristensen i en video bad folk i Hjerting for at komme og hjælpe og tage haveredskaber med lykkedes det faktisk at få mellem 30 – og nok nærmere 40 – frivillige til at komme og være med.

Mange havevante
Mange var som Deres udsendte lidt grå i toppen, men det skulle senere vise sig, at det var en stor fordel.
Selvsamme formand for Hjerting IF inviterede først deltagerne på morgenkaffe med lækre rundstykker og juice i husets café. Her fortalte han om dagens opgaver og uddelte opgaver. Deres udsendte fik til opgave at hakke tidsler og andet træls ukrudt ved højene.

Revisorer kan også udføre manuelt arbejde!

Revisorer kan også udføre manuelt arbejde!

Så snart tropperne var sendt i felten, gik alle på med krum hals. Det lignede en overbefolket byggeplads med folk, der gik og småløb på kryds og tværs med materialer, hakkejern, river, spader, et jordbor, en motorsav og meget mere. Selv revisorer kan lave manuelt arbejde, viste det sig!

 De mange frivillige på og ved jordhøjene var supereffektive.

De mange frivillige på og ved jordhøjene var supereffektive.

Og nu viste det grå guld, hvad de kunne. Mange af dem var tydeligvis hjemmevante, når det gjaldt havearbejde, så hurtigt blev først den ene jordvold ryddet for ukrudt, så den anden, tredje, fjerde og femte. Og hurtigt blev der sået græs og tromlet. Til alt held var der på denne grå, kølige dag en god, fugtig jordbund, så græsset kommer forhåbentlig hurtigt op.

Slut med forfløjne tennisbolde.

De nye p-pladser ved huset markeres med stolper.

På tennisbanen blev der sat brædder op ved bunden af hegnene, så boldene ikke længere smutter ud.

Slut med forfløjne bolde.

Slut med forfløjne bolde.

Imens gjorde ’husbestyrer’ Henrik Poulsen med flere klar til at tænde grillen på terrassen mod fodboldbanen op. Det fik den travle redaktør desværre ikke glæde af.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Nye klimaskove ved Hjerting og Sjelborg

Dette areal ved Myrtueparken i Hjerting skal være klimaskov. Illustration: Esbjerg Kommune.

6710 – Skovens dybe, stille ro spreder sig til flere områder tæt på Esbjerg. Tre steder skyder nye klimaskove op. De to af dem er lokale. Og som navnet antyder, plantes de nye skove primært for at binde og optage CO2. Biodiversitet får også bedre vilkår, mens besøgende vil kunne nyde de nye skove via simple stier. I Hjerting kan beboerne i Myrtueparken se frem til at der plantes to hektar skov nord for boligområdet, og ifølge Esbjerg Kommune vil det være begyndelsen til en skov, som på et senere tidspunkt eventuelt skal udvides.

Dette areal ved Sjelborg skal også være klimaskov. Illustration: Esbjerg Kommune.

Dette areal ved Sjelborg skal også være klimaskov. Illustration: Esbjerg Kommune.

Ved Sjelborg er der tale om en udfyldning ved et eksisterende skovområde, når Sjelborg Plantage udvides med fem hektar skov for at skabe bedre sammenhæng i området.
”Fælles for de tre projekter er, at der er tale om bynær skov, og vi har netop en ambition om at rejse mere skov i kommunen tæt på byerne, så områderne kan bruges rekreativt. Som kommune er vi forholdsvis skovfattig, og det er en rigtig god nyhed, at vi nu øger antallet af skovhektar,” siger formand for Plan & Byudviklingsudvalget Henning Ravn.

Også på et langstrakt område mellem Esbjergmotorvejen og Kvaglund fra Lykkesvej til Stormgade plantes der 17 hektar ny skov. I alt bliver der plantet 70.000 træer. Projektet realiseres, fordi Klimaskovfonden har bevilget 1.718.000 kroner til de tre nye skove.
”Klimaskovene spiller godt sammen med kommunens egen målsætning om at være CO2-neutral i 2030, og i den nye Klimaplan er skovrejsning nævnt som en af de muligheder, der kan bidrage positivt til vores klimaregnskab. Et foreløbigt skøn lyder på, at klimaeffekten fra projektet på sigt lander på cirka 14.400 tons CO2-ækvivalenter,” siger formand for Klima & Miljøudvalget Jørgen Ahlquist, som glæder sig over at fondsansøgningen er blevet imødekommet fuldt og helt. Nu går den konkrete planlægning af de tre nye skove i gang, og hvis alt går efter planen, vil skovene vil være etableret med udgangen af året.
-fina

 

Hjerting Posten 25. maj 2022

Læs som e-paper

Læs bl.a. om:

  • Nyt stenalderhus på vej i Guldager
  • Boysen-jubilæum blev en ægte Hjerting-begivenhed
  • Dunja er den ny skrædder for hele Hjerting og Esbjerg
  • Nadja byder på franske fristelser og ny inspiration i sin ny butik, Noté
  • Vibeke og Michael bager brød af gamle kornsorter med mel fra eget mølleri
  • HIF indkaldte de frivillige tropper til arbejdsdag
  • Hjerting Kanelaug fejrede de første 10 år i højt solskin
  • Lækkerbilen er landet ved Sædding Centret
  • SGI Samvirke fik æresmedlem på jubilæumsdagen
  • ANNONCE: Beovision Contour fås nu også som 55″
  • ANNONCE: Mange lækre biler hos Nielsen Biler i Tarp
  • ANNONCE: Meny byder på smagen af sommer
  • ANNONCE: Vil du tjene skattefrie penge på dit sommerhus, spørger Esmark
  • ANNONCE: EDC i Hjerting står klar til at sælge dit hus
  • Guldager gør klar til et brag af en byfest
  • Gamle spejdere klargjorde Jens Granes Hus
  • To nye specialister ansat i Fit & Sund i Hjerting
  • Nye klimaskove ved Hjerting og Sjelborg
  • Vadehavets fugle: Et 360 graders fugeperspektiv
  • Hør om de faldne søfolk under 2. Verdenskrig i FIMUS’ støtteforening
  • Vi klæder ukrainerne på Strandgården på – læs om Arne Maarups tanker
  • Leder: Et spændende medieforlig
– og meget mere!

Husk at kryds- og tværs-løsningen nemt kan afleveres ved at sende et foto til mail@hjertingposten.dk Der er et gavekort på 200 kroner til Meny at vinde! Postkassen ved Bytoften 2A i Hjerting er der dog stadig.

Husk: Fanø Dagbog og Carsten Mathiesens bog om Marbæks natur kan købes hos Klub Vadehavet, begge for 349 kroner, skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Frans Buch-selvbiografien, blandt andet om hans tid hos DSB Esbjerg sælges for 275 kroner, skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Ho Bugt Havbad er hoppet i bølgerne

Første pop-up event var 2. april. 30. april kommer der også saunavogn. Foreningens første generalforsamling tiltrak mange vinterbadere

Hent artiklen som PDF her

VIKINGER – Lørdag den 2. april sprang en god håndfuld medlemmer af Ho Bugt Havbad i vandet ved Sjelborg Strand. Glemt var kontroverserne med sejlklubben.

Vinden var isnende, ergo lod det lunere vand faktisk til at gøre godt, kunne Deres udsendte, der hader koldt vand, konstatere.

Bagefter var der kaffe og hjemmebagte boller.

 

Lørdag den 30. april klokken er der igen pop-up event ved Sjelborg Strand, denne gang med sauna.
”Denne gange ‘pepper’ vi arrangementet op med en mobil sauna, som kan rumme cirka 15 personer. Det er højvande på lørdag klokken 16, og saunaen er varmet op fra klokken 12 til cirka klokken 18. Vi håber og tror, der kommer mange mennesker til arrangementet – gerne fordelt over hele eftermiddagen. Klokken 13, 15 og 17 er der saunagus, som mange sikkert vil komme til. Arrangementet afholdes på p-pladsen i Sjelborg, samme sted som sidst,” siger Lars Bach fra bestyrelsen.
Inden det første event havde der i marts været generalforsamling i Hjertinghus med en stor del af de da 265 medlemmer som deltagere. Konstitueret formand Birgit Møller Bach, der endte med at blive valgt til formand for bestyrelsen, var glad og overrasket over det store fremmøde.

Plads til alle havbadere
”Det er tegn på, at der er behov for en forening, der kan rumme de mange, der vil vinterbade – og selvfølgelig de, der vil bade hele året i Ho Bugt,” sagde hun.
”Foreningen blev stiftet 3. maj 2021, af en gruppe badere fra Morgenbaderne i Ho Bugt Sejlklub. Jeg vil forsøge kort at opridse motivationen til at stifte en ny forening, da der nu både er badere som en afdeling i Sejlklubben og vores forening Ho Bugt Havbad. Der har været badere under Sejlklubben i huset på Sanatorievej, siden det stod færdigbygget. Det var et krav fra Realdania, at der skulle være sauna til badere. Da havbadning og ikke mindst vinterbadning i hele landet bliver mere og mere populært, kom der selvfølgelig også flere og flere medlemmer som badere i sejlklubben,” forklarede hun.
”Baderne var dog ikke ligeværdige medlemmer af sejlklubben. Selv om der betales samme kontingent, kunne baderne ikke komme i bestyrelsen eller have nogen indflydelse. Dette er i strid med folkeoplysningsloven, har vi påpeget overfor kommunen. Det har desuden altid været vanskeligt at få penge til forbedringer og udvikling af sauna og omklædning med videre.”

Ikke plads i sejlklubben
”Der kunne hurtigt komme flere badere end sejlere i Sejlklubben. Sejlklubben besluttede, at der maximalt kunne være 150 badere. På det tidspunkt var der omkring 200 badere. Vi mener, at lokalerne kan rumme langt flere badere, den enkelte bader er der ikke så lang tid ad gangen. Baderne er der primært om vinteren og sejlerne primært om sommeren, så det ville være oplagt at dele faciliteterne,» sagde hun videre.
”Vi var derfor en gruppe, der besluttede at starte en ny forening Ho Bugt Havbad. Vi lavede vedtægter og blev godkendt som forening af kommunen,” sagde hun og fik begejstret applaus.
Hun sagde videre, at det nu gælder om at få gang i mange aktiviteter på både den korte og den lange bane, så der kommer flere medlemmer. Kommunen har givet tilsagn om assistance.
På den lange bane er ønsket egne lokaler med omklædning, sauna til 10-12 personer, to udebrusere, to toiletter, terrasse med læ og siddepladser, gerne baderum og mulighed for udvidelse ude i fremtiden. Hun mente, Sjelborg var et godt sted med de bedste naturoplevelser og gode tilkørselsforhold.

Foreningens visioner

  • At udbrede vinterbadning og saunakultur til gavn for unge, voksne og ældre.
  • At få aktivitet ved kysten og lokal­miljøet – også i årets kolde måneder
  • At få en arkitektonisk havbadeperle ved Esbjerg, der vil sætte byen på landkortet
  • At skabe rammer, som er befordrende for fællesskab, sundhed og livskvalitet
  • At gøre helårs- badning tilgængelig – først og fremmest for Esbjerg Kommunes borgere og eventuelt også for gæster og turister
  • At brande Esbjerg som en attraktiv by med fokus på det gode og sunde foreningsliv
  • At tilføre Esbjerg mere storbykvalitet

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Sædding-virksomhed har succes med udstyr til overvågning af byggepladser

Site-Security havde en vanskelig begyndelse, men brager nu derudaf med millionoverskud og cirka 20 ansatte

Hent artiklen som PDF her

ERHVERV – Det var op ad bakke, da stifter af virksomheden Site-Security Lasse Østergaard-Jensen for cirka ti år siden sendte sit produkt på markedet.
Han havde fået en lys idé og lånt 200.000 kroner af sin svigerfar, Henrik Hansen fra Q-Star Energy. For dem udviklede han en trailer med overvågningsudstyr, som han kunne leje ud til byggepladser og andre steder, hvor der ofte er problemer med tyverier for store beløb. Men der skulle gå nogle år, før idéen slog igennem.
I 2015 havde virksomheden et lille negativt resultat. I 2020 var det vokset til 3,2 millioner, og Lasse Østergaard-Jensen oplyser, at resultatet er vækstet yderligere i 2021.
”Markedet blev klar til produktet, og der kom mere fokus på at undgå tyverier fra byggepladser. Materialerne blev dyrere og flere oplevede, at tyve er løbet med alt. Det er mega­irriterende for medarbejdere, firmaet og for bygherre. Jeg var der på et tidspunkt, hvor markedet ikke var klart. Nu er markederne blevet mere klar,” siger Lasse Østergaard-Jensen.

Pakke af overvågning
I dag arbejder cirka 20 medarbejdere i Sædding-virksomheden, og produktet bliver hele tiden udviklet, så det passer til kunderne.
”Vi har syv produkter i dag, hvor den oprindelige trailer fylder mindst,” oplyser Lasse Østergaard-Jensen.
Det særlige ved Site-Security’s service er hele pakken af overvågning, alarm og vagtcentral. Site-Security producerer kameramaster der opsættes på udendørs områder i hele Danmark. Masterne sender live optagelser til Site-Security´s egen bemandede vagtcentral. Ved ubudne gæster inden for sikringstiden overtager vagten styringen af masten og anråber ubudne gæster igennem den, ligesom han tænder en sirene og kraftigt LED-lys.
Byggepladser og andre steder, som vil sikre sig mod tyveri, lejer Site-Security’s service i den periode, som de har brug for det. Flere bilforhandlere har langvarige aftaler med Site-Security, da det er billigere for dem, end at de selv skal installere et system.
Virksomheden har i dag flere hundrede systemer ude ved kunder. Flest i Danmark, men Site-Security har også forhandlere i Tyskland, Sverige og Norge.

Mange gode idéer
Stifter af Site-Security Lasse Østergaard-Jensen er uddannet VVS-montør, og havde ingen erfaring med overvågning, da han gik ind i udviklingen af produktet. Alligevel er det naturligt, at han udviklede et produkt og blev iværksætter, mener han.
”Jeg kan godt lide at sammensætte produkter, så det bliver til et endnu bedre produkt. Jeg har mange gode idéer. Og jeg er meget stædig, så hvis jeg beslutter mig for et eller andet, gør jeg det også,” siger han.

Tekst: Katrine Friisberg

Top