Nadja byder på franske fristelser og ny inspiration

Nadja Bennedsen Nielsen har sagt farvel til København efter 17 år og er sprunget ud som selvstændig med butikken Noté på Hjerting Strandvej

Hent artiklen som PDF her

BUTIKSLIV – Hjerting er blevet en butik rigere. Den hedder Noté og ligger på Hjerting Strandvej 46, fint placeret ved siden af Blomster i Hjerting. Indehaver er Nadja Bennedsen Nielsen fra Hjerting, og at hun elsker Frankrig og lækkert, bæredygtigt design ser man straks, når man træder ind i den smagfuldt indrettede butik.
Der er køkkentøj fra franske de Buyer, strømper fra Le Bon Shoppe i Californien, sutter fra Frigg, yogaudstyr, hudplejeprodukter fra Woods, smykker fra Ragbag, tøj fra Studio Feder og On Cloud Nine – sidstnævnte et brand fra en kvindelig designer i København – og meget mere.
”Jeg kan godt lide danske produkter, men jeg søger også inspiration udefra. Og Frankrig, som jeg elsker at besøge, kan jo noget,” siger hun med et af sine mange smil.

 Nadja Bennedsen Nielsen i sin ny livsstilsbutik Noté. Hun sælger blandt andet fransk køkkentøj, hudplejeprodukter, tøj og yogaudstyr. Det er helt legalt at komme for at snuse og blive inspireret.

Nadja Bennedsen Nielsen i sin ny livsstilsbutik Noté. Hun sælger blandt andet fransk køkkentøj, hudplejeprodukter, tøj og yogaudstyr. Det er helt legalt at komme for at snuse og blive inspireret.

Nadja og kæresten flyttede for tre år siden efter gensidig aftale tilbage til hans hjemby, Hjerting, efter 17 år i København. Hun er selv fra Esbjerg. Han havde fået i job herovre, og nu er hun, der tidligere har haft ledende stillinger hos blandt andre Ganni, sprunget ud i butiksdrømmen med Noté.
”Jeg har studeret markedet i mange år. Jeg hat noteret mig forskellige mærker og håndplukket de produkter, jeg gerne vil sælge. Det har også været vigtigt for mig, at produkterne ikke findes i Esbjerg i forvejen,” betoner hun.
Et lille univers
”Jeg ved godt, jeg spreder mig en del, men man skulle gerne kunne komme her og blive inspireret. Det skal være et rart sted at være. Jeg vil skabe et lille univers her med tøj, puder, tasker, hudplejeprodukter og køkkentøj,” storsmiler hun.
Redaktøren, der er en stor fan af hawaiiskjorter, bemærker en stribe smarte pyjamasser.
”Ja, det er blevet ret populært. Det er bekvemt. Og det er blevet legalt at daske rundt i en afslappet pyjamasskjorte, også til at blande med et par jeans og en jakke” forklarer hun.
Beriget med en baquette-bageform, som har været umulig at finde andre steder, og som endda er yderst rimelig i pris, afsluttes det lille interview.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Tekst:

Relaterede artikler

Top