LEDER
”Årh, de fattige er sgu så kedelige, søde Fritz. Hvorfor drikker de ikke bare lidt champagne og tager sig en au pair pige?”
De fleste elsker komikerne fra ’Rytteriet’, når de skærer en knivskarp karrikatur af to charmerende, men virkelighedsfjerne rigmænd. De ser verden gennem et champagneboblende og pastelfarvet filter, der gør almindelige menneskers trivielle hverdag til en eksotisk myretue, de aldrig helt forstår.
Det er hulkende morsomt. Men løjerne rummer som al intelligent komik også en stærk flig af virkelighed.For de findes jo – Fritz og Poul – eller i hvert fald nogen, der minder om dem. Hvis man har boet i hovedstadsområdet, kender man typen, og de fleste findes i reservater nord for København. Her lever mange i en boble, hvor de sjældent støder på mennesker, der ikke lever, bor, tjener og tænker nogenlunde som dem selv.
Og hvis det sker, kan de berolige sig med, at de eksotiske fremmede tager hjem til fyraften. De har stensikkert ikke råd til at købe en bolig i området, og hvis der findes almennyttige boliger i reservatet, er det ofte i meget beskedne mængder.
Men skal det nu være et problem? Og hvad rager det os herude vestpå?
Tjae, for det første er det ikke sundt for hverken høj eller lav, hvis man ikke omgås hinanden. Og for det andet breder tendensen sig med, at velhavere i stigende grad finder sammen i de samme områder. Som vi omtaler i denne avis, har 6710-området nu flere af de allerrigeste danskere end en traditionel velhaver-enklave som Frederiksberg.
Og hurra for det på mange måder. Penge sætter gang i investeringer, vækst og arbejdspladser. De fleste velhavere har tjent deres penge selv ved ærligt, hårdt arbejde. Og for os, der kommer fra små kår, er det nemt at huske, hvordan det føles at være fattig.
Men flere velhavere i et område betyder også færrelavindkomster og en ringere sammenhængskraft. Eksperterne taler bl.a. om ’social blindhed’ og lavere social mobilitet, når f.eks. ’klassekammerat-effekten’ forsvinder. Hvis rengøringskonens datter ikke møder kammeratens lægemor, bliver hun måske aldrig selv inspireret til at søge den vej. Og den anden vej ryger forståelsen for folk med andre vilkår i livet.
Men nu er vi jo djærve, jordbundne vestjyder og har en del almennyttige boliger i området, så det går nok ikke så galt. Alligevel ser vi nu f.eks. skoler i Esbjerg, der fravælges, fordi de ressourcestærke flytter væk – måske til vores område. Vi hører folk i Østerbyen, som bander de nye kæmpevindmøller ad Hjerting til, ’for dér får de jo det hele, og vi får bare al lortet.’
Set fra en villa på Strandvejen er det nok behageligt at slippe for den slags trivialiteter og have sit på det tørre. Men i et større og længere perspektiv er det et problem for alle, hvis det hele ender i ’dem og os’ og ikke ‘vi og vores.’ Det hedder trods alt samfund, fordi vi lever sammen – hvis vi ellers husker at gøre det.
Det giver altid noget at møde andre vinkler på livet. Ellers bliver vi åndeligt fattige, midt i vores rigdom.
Hvad synes du? Giv os din mening på Facebook !
