LEDER – Rask må det gå i Esbjerg Kommune, og det gør det så sandelig også i den kommunale behandling af et nyt højhusbyggeri i Sædding.
I skrivende stund vides ikke, hvad Plan & Miljøudvalget endte med at vedtage på sit møde den 4. december, hvor denne avis var afleveret til tryk.
Men ifølge forvaltningen hastede det med at få taget en beslutning. Så meget, at borgmesteren skulle bemyndiges til at tage den, fordi det ikke kunne nås på årets sidste byrådsmøde. I øvrigt kunne det så heller ikke nå at blive debatteret bredt i byrådssalen.
Al respekt for hurtig sagsbehandling – lad os håbe, private bygherrer også vil nyde godt af det. Men det var i virkeligheden slet ikke nødvendigt med hastværk, som det fremgår af vores artikel. Og det bliver ekstra problematisk, når både beslutning og behandling af en stor mængde legitime protester fra borgerne bare jappes igennem.
Det ligner en skueproces, hvor resultatet var givet på forhånd. Og det ligner total mangel på respekt for de borgere, der bruger tid og kræfter på at engagere sig i det lokale demokrati.
Spørgsmålet er, om forvaltningen var opmærksom på, at hastværket reelt ikke var nødvendigt – eller om man handlede på trods af netop den viden. Vælg selv, hvad der er værst.
Måske har der været et politisk pres – måske er det selvpålagte tidspres ikke tilfældigt. Måske, måske – find selv på flere motiver bag det besynderlige forløb. Den tekniske direktør er på vej på pension, så fred være med ham.
Spørger man formanden for Plan & Miljøudvalget, virker hun heller ikke just voldsomt velorienteret om, hvad der er op og ned i sagen og lovgivningen.
Det kan jo skyldes egne forhold, og der er meget kompliceret stof at sætte sig ind i. Retfærdigvis er der mange ting, der suser henover en moderne politikers bord, og man kan ikke forlange, at de er på hjemmebane i lovtekniske skoleridt. De er jo netop politikere og ikke embedsmænd.
Men derfor er det vigtigere end nogensinde, at de bliver klædt ordentligt på af de embedsmænd, der skal betjene dem. Sagligt, loyalt, neutralt – og ikke andet.
Ellers går der lokal ’Yes, Minister’ i de beslutninger, der skulle forestille at være politiske.
Vi ser også i sagen om børnehaven Grønærten, at nogle politikere tilsyneladende ikke har fået ordentlig information om, hvad de egentlig sagde ja og nej til. Også i dette tilfælde er det et åbent spørgsmål, om forvaltningen overhovedet har vidst det selv.
Vores nye borgmester har tidligere lovet, at magten i højere grad skulle tilbage til politikerne, som skulle inddrages tidligere i processerne. Og han har lovet et ’serviceeftersyn’ af hele den kommunale organisation.
Spørgsmålet er efterhånden, om der ikke nærmere er brug for en hovedreparation?
