Redaktør arkiv: Kurt Henriksen

Hjerting Byfest gør comeback for fuld musik

BYFEST – Efter en pause sidste år gør Hjerting Byfest nu comeback for fuld musik fredag og lørdag den 28.-29. august.

“Det bliver et brag af en byfest,” lover Lise Løth Nielsen på vegne af hele festudvalget.

“Vi har valgt at have fokus på et højt aktivitetsniveau og stadig med en målsætning om at kunne tilbyde noget til alle aldersgrupper. Det betyder farvel til nogle af de tidligere aktiviteter til festen, men også goddag til nye friske tiltag.”

Arrangementerne får igen base på plænerne bag Nordvangskolen i Hjerting, og festen starter med den populære seniorfrokost fredag kl. 12-15. (tidspunkt ændret ift. den trykte avis)

Årets Åbningstaler

Den officielle åbning foregår kl. 16.30 med en ny tradition, Årets Åbningstaler, en lokal Hjertingborger. Det bliver fulgt af et meget passende foredrag om livsglæde, fortalt på en humoristisk måde af Lindy Aldahl fra DR-programmet ‘Rigtige Mænd.’ Imens underholder Frk. Tryllestøv, der laver ballondyr, tryller og fortæller historier.

Fredag aften er der stor fest i partyteltet med levende musik fra bandet Madam Blå, som spiller 80-er og 90-er hits samt alt det bedste fra nutiden.

Der er fri entre til fredagsfesten (dog med en aldersgrænse på 18 år), som også får besøg af en upcoming guitarstjerne, Hjertingdrengen Frederik Bang.

En af årets nyheder er et kæmpe LAN-party fredag nat i hallen, hvor der bliver plads til, at mindst 100 unge kan game hele natten med computerspil, pizza og cola til den lyse morgen.

Lørdag står den bl.a. på fodboldturneringen Eat & Play Cup samt opvisning med fodbold-freestyleren Chris Linde, der tryller med en bold.

DJ og cocktailbar

Den store finale bliver Lørdagsfesten med middag, DJ og professionelle bartendere i cocktailbaren med ‘aldeles rimelige priser’, som det hedder.

Hjerting Byfest byder også på bl.a. hoppeland, human table football, fiskeauktion, musik på pladsen, rope skipping, motorcykler, børnespeedway maskiner, segways og meget mere.

Efterhånden som aktiviteterne falder på plads, vil der blive udsendt nyhedsbreve, som man kan tilmelde sig på adressen: liseloeth@hotmail.com.

Hjerting Byfest har allerede en del sponsoraftaler med virksomheder på plads, men der er plads til flere, som kan kontakte
Allan Nielsen på adressen: an@britannia.dk.

Billetter til Lørdagsfesten og LAN-party kan købes fra den 1. juli i Hjerting Kiosken.

 

Forældrekøb af bolig og lejekontrakt

Spørgsmål:

Da vores datter skal til at studere i længere tid, ønskede vi at sikre hende gode boligforhold.

Vi har derfor købt en lejlighed til hende, men nu har vi hørt, at vi skal have en lejeaftale – kan det være rigtigt, og er der andre ting vi skal være opmærksomme på?

 

Svar:

Boligsikring
I teorien er udlejning af en bolig til et barn ikke anderledes end udlejning til alle andre. Der bør derfor altid oprettes en lejeaftale. Det er ikke en betingelse for udlejning, at der er oprettet en lejeaftale, men ønsker jeres datter at søge boligsikring, vil det nødvendigt, at hun kan fremvise en lejeaftale som dokumentation for aftalen og lejen.

 

Husleje

Ved fastsættelse af lejen kan det være fristende at give jeres datter en fordelagtig leje – hun er jo trods alt studerende.

Men I skal være meget påpasselige hermed. Fastsættes lejen ikke til markedslejen vil I – efter SKATs opfattelse – hver måned yde jeres datter en gave svarende til differencen mellem den leje, hun betaler, og markedsleje.

Det har betydning for jeres datter, da gaver er skattepligtige, når de overstiger et beløb på 60.700 kr. pr. forælder pr. år. Det har imidlertid også betydning for jer, da I – uanset hvilken leje jeres datter betaler – altid vil blive beskattet af et beløb svarende til markedslejen.

Der findes flere lovregler om, hvordan markedslejen fastsættes for forskellige lejemål.

Reglerne er noget komplicerede og bestemt ikke udformet med menigmand i tanke.

Er I i tvivl om fastsættelse af lejen, vil jeg anbefale jer at søge råd hos f.eks. en advokat med speciale i lejeret.

Der er også mulighed for at bede huslejenævnet om at fastsætte lejen.

Fordelen er f.eks., at SKAT og kommunen vil respektere lejefastsættelsen, mens ulempen er, at der ikke må kræves en anden leje end den nu fastsatte.

Desuden koster det et gebyr på 3.620 kr. at få en forhåndsgodkendelse fra huslejenævnet.

Ejerforening

En forudsætning for at kunne udleje lejligheden til jeres datter er dog, at lejlighedens ejerforening ikke har vedtægter, der forbyder udlejning af lejlighederne.

Der kan også i vedtægterne være bestemt andre begrænsninger i udlejeretten – f.eks., at der kun tillades udleje til familiemedlemmer eller, at bestyrelsen skal godkende lejerne forud for indgåelse af lejeaftalen.

Det er utrolig vigtigt, at sådanne begrænsninger konstateres inden købet, så de ikke efterfølgende stiller sig hindrende i vejen for formålet.

Med venlig hilsen
Advokat Vivi Jensen
Advokatfirmaet Thuesen, Bødker og Jæger

 

 

Leder: Værdien af værdier

LEDER – Det var første skoledag, poderne var både nykæmmede og klar, men det var forældrene, der fik første lektion den morgen:

“Jeg vil bare ikke se, at I bærer jeres børns tasker ind på min skole,” sagde skoleinspektøren mellem alle de pæne ord i sin velkomsttale. Punktum. Slut. Forbudt.
Han havde hverken anbefalet, henstillet eller li’ssom foreslået, at man li’ssom lige overvejede det.

Han havde simpelthen bare forbudt det. Udstukket en klar ordre i stedet for et debatoplæg. Nogle børn og nogle forældre havde tydeligvis aldrig nogensinde hørt nogen sige noget lignende. Pylremødrene tabte sutten, curlingfædrene tabte kosten, men inspektøren holdt fast.
For en sarkastisk sjæl med sort hjerte var det et øjeblik af høj humoristisk værdi.

Med et usikkert smil skævede folk lidt rundt efter de andres reaktion. Det kan han da ikke mene, tænkte de vantro, mens de forgæves ventede på det der lille opblødende forbehold, der er roden til al inkonsekvens.
Den der lille bemærkning, der indikerer, at det bare er noget, vi leger, ligesom i moderne politik: Der er regler, men selvfølgelig ikke når det regner, når det er synd for nogen, eller når det er tirsdag i ulige uger ved fuldmåne.

Men det lille ’men’ kom aldrig. Han mente det sgu! Og han gjorde det sgu.
Stod der næste morgen ved indgangen, stod ved sine holdninger og påtalte højlydt, hvis nogen bar skoletaskerne for deres børn.

Skoleinspektør Torben Mørup på Nordvangskolen var nemlig en ægte leder.
Både titlen og skolen er fortid nu, men hans værdier er intakte. Og nu har vi ham tilbage som ny overordnet leder af Auraskolen. Hurra for det.

Holdninger til børn, skole og opdragelse bliver hurtigt et følsomt emne, fordi det er et spejl af ens personlige værdier. Her er heldigvis ingen facitliste, og hver familiemå rode med sine egne regler. Personligt har jeg den holdning, at når andre ødelægger min gode opdragelse, må jeg også sabotere deres dårlige opdragelse.

Vi har jo allesammen brug for værdier at pejle efter, især vores børn. Det handler hverken om sort skole eller kadaverdisciplin, men om en klar kompasretning.

I øvrigt får raske, friske og frække børn jo ingen sjov og spænding ved at bryde reglerne, hvis der ikke rigtigt er nogen…

Prøv det – også derhjemme.

Læs også artiklen: På Auraskolen bærer mor ikke tasken

 

Marbækdagen lokkede ekstra mange ud i naturen

NATURDAG – Den 20. udgave af Marbækdagen blev et endnu større tilløbsstykke, end den plejer at være. Og vejret var med det store arrangement.

Alle sejl var sat til, da Marbækdagen blev afholdt søndag den 31. maj – samme dag som Den Europæiske Nationalparkdag. Et sted mellem 3.500-4.000 børn og voksne begav sig i løbet af dagen ud i det grønne for at opleve og lære om områdets meget varierede natur og dyreliv.

Takket være de utroligt mange foreninger og fagfolk, der stod klar til at formidle og igangsætte aktiviteterne, gik leg og læring op i en højere enhed.

Billedgalleri:


Ulven kom også

Myrthuegård levede godt op til sit navn: området var en sand myretue af aktivitet. Jægere, fiskere, ornitologer, skovfolk, spejdere, naturvejledere, pædagoger fra skovbørnehaven, diverse håndarbejdsfolk, bådebyggere og mange flere havde taget opstilling ude og inde. Særligt dyrene var populære blandt de yngste. Ét af dem var de fleste dog nok glade for kun at opleve i udstoppet tilstand – nemlig ulven!

Fuldt hus i Naturbussen

Fyldt til bristepunktet kørte Naturbussen i pendulfart mellem Myrthuegård og Marbækgård, hvor der ligeledes var meget at opleve. Her kunne de besøgende også tage sig et hvil og nyde en buffet med helstegt Varde Ådal-kvæg.

“Vi er glade for, at vi besluttede at flytte arrangementet fra starten af maj til slutningen, så det falder sammen med Den Europæiske Nationalparkdag. Det tror vi på vil give mere PR-værdi, og allerede i år kunne vi faktisk se, at Marbækdagen havde tiltrukket flere internationale gæster end hidtil,” konstaterer Jens Futtrup, leder af Natur- og Kulturformidlingscentret Myrthuegård.

Han glæder sig desuden over, at det kan lade sig gøre at tiltrække et væld af eksperter fra hele landet og få dem til – på engagerende vis – at fortælle om den naturskat, vi esbjergensere har liggende i ‘baghaven’.

Flere småbåde havde planlagt at ankomme til plantagen ad søvejen på Marbækdagen. Men vinden drillede ved Ho Bugt, så nogle måtte opgive, mens andre var friske og tog udfordringen op.

Nær stranden ud for Marbækgård kunne man møde repræsentanter fra Esbjerg Roklub og Ho Bugt Sejlklub, og ude fra havet ankom en gruppe mænd fra Hjerting Kanelaug sidst på formiddagen i Nibejollen Yøta og den totalrenoverede Hjerting-kane Hennings.

Strømmen tog en båd

“Bådene er først lige kommet i vandet, fordi vejret som bekendt ikke har været for godt her i foråret. Vi var også i tvivl, om vi kunne sejle i dagens blæsevejr, men det gik da,” fortalte Poul Nielsen fra Hjerting Kanelaug, mens han nød et velfortjent hvil på strandbredden.

Det tog de små nænsomt restaurerede både tre kvarter at gennemføre turen fra Hjerting til Marbæk.

Her fik de selskab af endnu en lille båd, nærmere betegnet en Ringkøbing-smakke fra Nymindegabklubben ”V6 æ gaf”.

Båden fulgtes oprindeligt med endnu en småbåd, som dog endte med at blive ført med strømmen til Kjelst!

 

Ridelejr i Guldager

Fredag den 26. juni starter den syvende udgave af Guldager Rideklubs populære ridelejr for medlemmerne, der byder på fire dage med masser af ridning og socialt samvær.

Rytterne samles fredag kl. 15 på Esbjerg Sports Ridecenter og er fælles om en masse aktiviteter frem til mandag kl. 16.

Programmet byder bl.a. på ponygames, og alle kommer til at ride dressur, spring og tur uanset alder.

Ridelejren samler ryttere helt ned fra fem-seks års alderen og op til 15-16 år.

Den arrangeres af 23-årige Anita Larsen, der underviser i Guldager Rideklub.

For at det hele ikke skal gå op i hest og ridning er der også arrangeret en bustur til et hemmeligt sted udenfor Esbjerg Sports
Ridecenter.

Volti-stævne red(d)et på et mulehår

Få dage før det store internationale Voltigering-stævne, som Esbjerg og Omegns Rideklub havde forberedt gennem lang tid, var Fanden løs. Eller rettere en virus hos en af hestene, så hele stævnet måtte med en feberredning flyttes til Esbjerg Sports Ridecenter i Guldager.

Det hele klappede perfekt trods det store tidspres, så HKH Prinsesse Benedicte kunne svinge Krone-bilen op foran den røde løber og åbne stævnet, mens arrangørerne tørrede koldsveden af panden…

Flot klaret af EOR og de mange frivillige kræfter bag stævnet!

Planer for Sædding-fest skrider fremad

BYDELSFEST – Arbejdet skrider godt fremad for den store Bydelsfest for Sædding-Fovrfeld og Ådalen, lørdag den 22. august. Som tidligere beskrevet i Hjerting Posten har en række ildsjæle lagt sig i selen for at samle de mange tilbud i området til ét samlet brag af en aktivitetsdag.

Initiativgruppen afholdt møde 9. april med fin opbakning.

”Det gik rigtig godt, og der kom 35 deltagere, der alle sammen bød ind med noget. Samtidig fik vi meldinger fra 17 andre, der gerne ville bidrage, men var forhindret den dag,” fortæller Peter Nygaard fra netværksgruppen, der koordinerer planerne.

”Det bliver et meget bredt program med mange aktiviteter, og vi kommer til at lave en aktivitetskalender for dels den indendørs og dels den udendørs del. Så kan man også se alle de ting, man ikke nåede denne gang.”

Sædding Centret bliver centrum for begivenhederne, og den endelige liste og programmet er ikke på plads endnu. Men det ligger fast, at der bl.a. bliver masser af leg og sjov for de mindste, opvisninger på torvet, udstilling og workshop med lokale kunstnere, musik og dans samt sport, spejderliv og snobrød. For vovehalsene bliver der også mulighed for at rappelle ned fra kirken.

Gratis aktiviteter

”Der kommer cirka 60 forskellige aktiviteter, og det hele bliver gratis at deltage i,” oplyser Peter Nygaard.

”Vi er gået lidt bort fra at slutte med bålfest nede på stranden, og indtil videre er den droppet. Man skal jo også tænke på, at det er et langt tidsrum for folk. Men ambitionen er at vise, at der sker fantastisk mange ting i Sædding, Fourfelt og Ådalen, og også gerne vise for andre mennesker i byen, at der er så mange erhvervsvirksomheder og foreninger i området.”

Følg med på Fjæs’en

Hvor står I om to-tre år?

”Det udvikler sig forhåbentligt – måske til en anderledes fest – det må tiden vise,” siger Peter Nygaard.

Efterhånden som aktiviteterne falder på plads vil de blive slået op på Facebook-siden ‘Forstadsliv og sammenhold – Sædding-Fovrfeld og Ådalen’.

Her kan man følge med i programmet i takt med, at det falder i hak frem mod 22. august.

Børnehaver udstillede skraldekunst

Artiklen i PDF-format

GENBRUGSKUNST – Alle Hjertings børnehaver og SFO med ca. 400 børn i alt var 10. juni samlet til en lidt anderledes ’fernisering’ i Lystanlægget i Hjerting. De udstillede værker var skraldekunst, som var lavet af børnene selv på forhånd.

”Vi har lavet kunst og skrald, og så mødes vi for at vise, hvad vi har lavet,” fortæller Lene Schack, pædagog på Hjertinggården Katamaranen.

”Det er både vores eget skrald, og hvad vi har samlet på vores små ture. Når vi går tur, er børnene meget opmærksomme på, om der ligger noget skrald rundt omkring.”

Børnene plejer at have strandrensning på dagen, men her har de gode vaner åbenbart bredt sig fra dem.

”Nu bliver stranden holdt så fin og ren, at der ikke er noget at komme efter længere,” siger Lene Schack.

”Og for at holde tråden med at rydde op og passe på naturen, så lavede vi det om til det her arrangement, for skrald er der jo nok af rundt omkring.”

 

Biblioteker i Sædding, Kvaglund og Tjæreborg er reddet

Efter massive protester med påpegning af bl.a. store sociale og kulturelle konsekvenser samt en besparelse, som i praksis syner meget lille, er biblioteksfilialerne nu reddet.

Det betyder, at Sædding Bibliotek samt de øvrige lukningstruede biblioteker i Kvaglund og Tjæreborg fortsætter efter nytår, om end med indskrænket åbningstid.

Ifølge Jydske Vestkysten indgik Venstre og Socialdemokratiet i går en aftale om at bevare bibliotekerne, og finde den krævede besparelse på 1,9 mio. kr. på personalekontoen alene.

For Sædding Bibliotek betyder aftalen, at den betjente åbningstid reduceres fra 27 til 15 timer om ugen, men det kulturelle center Mødestedet bevares.

 

Leder: 35 år i din tjeneste

LEDER – I maj 1980 kom Hjerting Posten på gaden for første gang, så med dette nummer kan vi fejre avisens 35 års fødselsdag.

Der er løbet meget vand i Ho Bugt siden, men nogle ting har ikke ændret sig og skal aldrig ændres: Vi laver lokalavis for din skyld, kære læser. Og vi udgiver avisen i lokalområdet, for lokalområdet og fra lokalområdet.

Sådan skal det være, og vi svinger gerne fanen højt og højtideligt som den eneste rigtigt lokale avis i miles omkreds, målt på udgivelsesområde og ejerkreds.

Guderne skal vide, at det ikke er nogen guldgrube at lave en ordentlig avis og forære den væk. Men det ville da være helt umuligt uden den fantastiske opbakning, Hjerting Posten nyder hele vejen rundt.

Annoncørerne gør det hele muligt og får også fuld valuta for pengene i form af en rigtig interessant og købestærk læserkreds. Idrætsforeningerne HIF, SSK og SGI er blandt vores trofaste støtter med deres foreningssider og sikrer den aktive, lokale forankring, der gør Hjerting Posten til noget særligt. Tusind tak!

Men det er først fremmest alle I læsere, der driver værket med jeres interesse og input. Uden læsere, ingen annoncer og ingen avis. Det holder vi os skarpt for øje – i dén rækkefølge. Ingen har glæde af, at aviser fylder spalterne med reklamestof, selvom det er billigt og bekvemt at producere.

I stedet lægger vi os i selen og forsøger hele tiden at lave næste avis bedre end den sidste. Vi prøver at lave en positiv og glad avis med go’ energi, men går heller ikke af vejen for kritisk journalistik om nødvendigt. Som f. eks. i sidste nummer med en stor gennemgang af overløbsproblematikken for Fourfelt Bæk.

Det burde ikke være en opgave for en lille gratisavis, men nogen skal jo tage bøvlet. Og her i koncernen går vi hellere den ekstra mil for jer end at tælle de ekstra skridt til målet og brokke os over dét.

Daværende formand for Hjerting Borgerforening, afdøde Otto Kjærgaard, skrev det så fint og rigtigt i sin velkomst til læserne på forsiden for 35 år siden:

“Vi vil tilstræbe at udforme Hjerting Posten netop så interessant, morsom og læseværdig, at De snupper den før nogen anden. Og vi håber, De vil læse den; rise den; rose den; bruge den.”

Det gælder stadig, og vi glæder os til de næste 35 år!

 

Læs også artiklen: Nyheder, nærvær og go’ energi gennem 35 år

 

Top