Af sognepræst Arne Maarup, Hjerting Kirke

Hent hele siden med klummen som PDF her

Det er ti år siden, bøsser og lesbiske fik ret til vielser i den danske Folkekirke og det første par blev gift i en kirke.
Der er nu ikke fordi, der mange af den slags vielser. Sidst jeg så efter, var der 175 på landsplan om året, langt størstedelen i København og Århus. Det er faktisk ikke mange.
De fleste af os præster skal faktisk vente længe, før man får en forespørgsel, også selv om 80 procent af alle danske præster gerne vil. Selv viede jeg ’mit’ første bøssepar sidste år.
Det var en god og glædelig begivenhed, men det er ikke sikkert, jeg kommer til det igen i min præstetid, ganske enkelt fordi der er så få forespørgsler.
Ikke alle præster vil foretage den slags vielser. I praksis er det ikke noget problem.
Den lokale kirke skal blot sørge for at henvise til en af de mange præster, der vil.
Men en mindre gruppe har altså et bibelsyn, der gør, at det er dem imod at stå for en sådan handling. Bibelen fortolkes på den måde, at den kirkelige vielse hænger sammen med forståelsen af ægteskabet mellem mand og kvinde som en ordning, indstiftet af Gud. Sådan ser jeg ikke på det, men vi behøver jo heller ikke at være enige om alt.
Nu er LGBT+ bevægelsen begyndt at køre hårdt på det mindretal af præster, der ikke vil vie homoseksuelle. Den samvittighedsfrihed, man indtil nu har givet disse præster, skal afskaffes. Man laver demonstrationer mod en nyansat ung præst i Hedensted, fordi han ikke vil vie homoseksuelle.
Men der er to andre præster ved samme kirke, der gerne vil, så hvad er problemet i praksis?
Det kan undre, at LGBT+, der engang forsvarede undertrykte mindretal, nu bruger sin flertalsposition til at tryne et andet mindretal og lave en kampagne om, at Folkekirken er intolerant.
Det er lidt sært, eftersom Folkekirken formodentlig er det religiøse samfund i hele verden, der spænder bredest. Her er plads til de fleste.
Men en vigtig pointe ved rummelige samfund er jo, at vi kun kan være rummelige, hvis vi giver plads til dem, vi er uenige med. Ja, endda giver plads til dem, vi ikke kan lide.
Man siger, at 11 procent af befolkningen er imod kirkelige vielser af homoseksualitet. Jeg fik for nyligt en sms fra Amnesty, der ville have mig til at give penge til at bekæmpe disse 11 procent. Mærkeligt. Man kunne jo også glæde sig over at 89 procent er for. Det er sjældent at så mange danskere er enige om en ting. Det skulle måske give overskud til at rumme mindretallet?
Det er vigtigt ud fra en demokratisk tankegang at tænke på, at de præster, der ikke vil, sidder i deres sogne, fordi et menighedsråd har valgt dem. De repræsenterer altså ikke bare sig selv, men også folk i deres lokalområde.
Man siger, at man kan kende et samfund på, hvordan det behandler sine mindretal. Tanker, tro og tale har det bedst med at trives i frihed.
Alt andet fører til hykleri, sagde Grundtvig.
Men friheden gælder også dem, vi ikke kan lide. Ellers er det jo ikke rigtig frihed.
I romanen Den hårde frugt af Tage Skov Hansen står en præst i sin kirke og siger til hovedpersonen, at ”der er kun noget ved at være kirke, når de dumme svin også er her”.
Det er godt ramt. For en kirke er noget andet og større end et ensrettet meningsfællesskab, hvor vi smider dem ud, vi ikke kan lide og som for tiden er i mindretal.
Måske er vielse af homoseksuelle ikke den vigtigste sag (den er vundet) – men friheden til at tænke, tro og tale, herunder det at kunne rumme den, man er allermest uenig med.
Folkekirken er et sted, hvor det sidste stadig findes.
Spørgsmålet er, om den også vil være det i fremtiden.