Hjerting-præst udgiver ny børnebog

Georg Græsholt opdagede, at han var en bedre skribent end musiker, og så blev han præst og begyndte at skrive bøger

Hent den originale artikel fra avisen her

BØGER – Georg Græsholt, præst ved Hjerting Kirke og kirken i Kvaglund, kan ikke lade være med at skrive. Det er der nu igen kommet en børnebog ud af. Det er hans fjerde af slagsen. Den hedder Klimarejsen og udkommer 24. marts på forlaget Læselyst i Bryndum, hvis indehaver også er præst, nemlig den lokale Egil Hvid-Olsen.
Georg Græsholt ved godt, man skal gå stille med dørene i Vestjylland, når man er fra ’Djævleøen’, men han indrømmer blankt med et af sine mange grin, at han er fra Bagsværd og har boet i mange år i hovedstadsområdet, da det alligevel ikke kan skjules. Han har også boet i en årrække på Falster. Han lurer også hurtigt, at intervieweren trods 31 år på Fyn ikke er fynbo, men jyde af en slags. Og ja, fra Skanderborg, der ligger i Østjylland. Og udtales med samme a som Randers.

16 år ved Hjerting Kirke
For 16 år siden blev han deltidspræst ved Hjerting Kirke. Bopælen befinder sig i Janderup.
Vi mødes ved iskiosken Stryhns i Hjerting i et Herrens vejr og vil gerne høre lidt om starten på forfattergerningen. Heldigvis kan man sidde tørt og godt i en bil, når fotograferingen er klaret.
”Ja, hvorfor begyndte jeg at skrive bøger? Jeg var organistvikar i København, og da jeg på et tidspunkt senere i mit liv fik lyst til at spille igen, så kom jeg til den konklusion, at jeg var nok var bedre til at skrive end at spille,” fortæller han.
Han har været medforfatter på forskellige teologiske værker om eksempelvis Det nye testamente og antik jødedom. Når det alligevel blev børnebøger, så skyldes det blandt andet, at han holdt meget af at læse højt for sine tre børn. Og han læser også gerne for sine børnebørn.
Og hvad vil han med sin bogserie, der nu er nået til bind fire?
”Jeg vil gerne fortælle, der er et udmærket liv på landet og i provinsen. Der er mange misforståelser om det liv, der leves i udkanten. Danmark er jo i virkeligheden én stor landsby,” siger han.

Moderen flytter
Måden, han gør det på, er ved at skildre livet i en landsby.
På grund af en skilsmisse flytteren moderen i familien til København, og pigen i bogen er én ud af syv skolebørn, der er med i alle bøger.
”Så egentlig burde jeg skrive syv bøger i alt,” ler Georg Græsholt, ikke helt overbevist om, at det kommer til at ske.
Pigen er en tænksom type, men hun er også en praktiker. Hun er lidt snedig, og hun er meget aktiv. Hun går til svømning, gymnastik og parcour. Bogens handling er så, at børnene vinder en landsdækkende skolekonkurrence, hvis hovedpræmie er en tur i en elektrisk bus rundt i Skandinavien. Men turen må aflyses, så de må finde på noget andet. Trods det klimaskadelige i at flyve, tager de efter en debat og en afstemning til Cypern. Her støder de ind helt nye problemstillinger med børn, der må arbejde under slavelignende forhold. Og de tager affære.
”Jeg har forsøgt at gøre bogen sjov for alle. Jeg hører da også om ældre mennesker, der med fornøjelse læser bøgerne i serien,” slutter han.

Om Klimarejsen

  • Klimarejsen – en krimi for børn
  • Illustreret af Michael Pedersen
  • ”Så er det nu, tænker hun. Og svinger sig ud af døren og videre op på udliggeren. Hun står et øjeblik helt stille for at indstille sig på farten. Så sætter hun i løb ud mod enden af kranens lange arm. Der er langt ned…”
  • Katrine vinder sammen med sine kammerater i 5. klasse en konkurrence i klimaopfindelser. Præmien skulle have været en klima-ekspedition i elbus rundt i Sverige, Norge og Finland. Men den ny regering er mere optaget af at passe på pengene end på klimaet og sender i stedet børnene på en billigrejse til Cypern. Det kommer der en helt anderledes tur ud af
  • Klimarejsen er en aktuel krimi for børn i alle aldre – om klima, krig, børneslaveri, rejsefeber og meget andet
  • Georg Græsholt har udgivet tre andre bøger i samme serie. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden
  • Prisen er 199,95 kroner og kan købes hos Varming eller ved at skrive til kontakt@forlagetlaeselyst.dk
  • Udkommer 24. marts 2023

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Tekst:

Relaterede artikler

Top