Kurt Henriksen i Hjerting Kirke, hvor han skal være vikar fra 30. marts. Foto: Privat.
Kurt Henriksen, Hjerting Postens tidligere ejer og redaktør frem til juni 2019, skal være sognepræst i Guldager
Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
PORTRÆT – Eksportchauffør fra Holstebro med det helt store kørekort, motorredaktør på Børsen, ejer af og redaktør på Hjerting Posten, stifter af Fanø Posten, indehaver af et kommunikationsbureau, menighedsrådsmedlem, kirkeværge, medlem af Spar Nords lokale aktionærråd, teologistuderende på Aarhus Universitet og nu færdiguddannet præst.

Fra ordinationen i Ribe Domkirke. Kurt Henriksen er i centrum. Foto: Helle Trolle Nordentoft-Christensen.

Kurt Henriksen fik første gang præstekraven på i forbindelse med ordinationen i Ribe Domkirke. Foto: Helle Trolle Nordentoft-Christensen.
Vores lokale Kurt Henriksen, der er gift med Linette og har to halvstore børn, har sikkert flere titler, som undertegnede ikke kender noget til, men sikkert er det: Den mand har måske ikke ni liv, men han har så til gengæld ni energiniveauer – og elsker at være på niveau ni og at lykkes med det, han har sat sig for.
En Fætter Højben-charmetrold, kunne man sige, men intet er blevet ham foræret. Han ved godt, heldet følger den ihærdige – og at frihed er det pureste guld. Det har hans efterfølger i øvrigt skrevet sig bag øret og forsøger at efterleve. Hans bladimperium er da siden hans farvel vokset til tre aviser med Bramming Posten…
Ud at køre
Undtagelsen for knokleriet er, når han som for nylig lod Land Roveren trille mod Georgien og andre fjerne lande for at rense hjernen, se noget anderledes og mentalt lade op til sin næste livsgerning: Først præstevikar i Hjerting Kirke med indsættelse søndag den 30. marts for at afløse Kræn Christensen under dennes uddannelsesorlov, så videre til et fast embede som sognepræst i Guldager-Hostrup pastorat med indsættelse søndag den 6. juli.
Her skal han være sognepræst Brian Bannerholts kollega, hvilket han glæder sig meget til. Det bliver uden tvivl også et fremragende makkerpar. Begge er nysgerrige, belæste, stærke personligheder.
Tekst: Finn Arne Hansen