”I kirken iklæder jeg mig embedet,” fortæller den ellers generte jubilar fra talerstolen gennem 25 år.

Trompetens toner og fyldte kirkebænke hyldede Brian Bannerholt efter 25 år som sognets faste anker

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

HJERTEVARM – Søndag den 15. februar føltes Guldager Kirke næsten som juleaften. Kirkebænkene var fyldt til sidste plads, og luften var tyk af den form for varme, man kun finder i et sogn, hvor tro og liv er vævet tæt sammen. Anledningen var sognepræst Brian Bannerholts 25-års jubilæum – en milepæl for en mand, der har gjort det til sin livsopgave at skabe rum for det hele menneske i kirken.

Der var ikke en ledig plads at finde i Guldager Kirke, da Brian Bannerholt fejrede sit 25-års jubilæum. Med fulde rækker og en forventningsfuld atmosfære mindede stemningen mest af alt om en festlig juleaften.

Lyden af en trompet…

Musikalsk hyldest: Kasper Knudsens trompetspil satte et bevægende punktum for jubilæet i Guldager.

Midt under gudstjenesten skete der noget uventet. Lyden af en trompet sammen med orgelet fyldte det gamle kirkerum og ramte Brian Bannerholt lige i hjertet. Det var Kasper Knudsen, som Brian har kendt siden Kaspers ungdom, der stod for den musikalske overraskelse. Brian blev synligt rørt; han kunne straks høre, at det var Kasper, hvis mor også er tilknyttet kirken. Det var et af de øjeblikke, hvor tiden står stille, og båndene mellem generationerne i sognet bliver tydelige. Denne åbenhed og gensidige tillid er præcis grunden til, at Brian har følt sig hjemme her i et kvart århundrede.

Vejen til kaldet
Spørger man Brian om gnisten, der sendte ham mod præsteembedet, er det en historie om filosofi, arkæologi og historie. Det var dog i mødet med det konkrete menneske i blandt andet Hjerting og Vor Frelsers Kirke, at teologien for alvor gav mening. For Brian er Bibelen ikke en facitliste, men en kilde til at forstå, hvad det vil sige at være menneske. ”Følg dem, der stiller de rigtige spørgsmål, ikke dem, der har alle svarene,” lyder hans råd. Det er en nysgerrighed, han har bevaret i 25 år.

Det ufleksible modspil
I sin tale til receptionen i forsamlingshuset refererede Brian til sociologen Richard Sennett, der mener, at det moderne menneske skal skifte retning hvert fjerde år.
”Hvis han har ret, er jeg det mindst fleksible menneske,” jokede Brian til stor morskab for de mange fremmødte.
Han har været her i 25 år, fordi Guldager er et sted med højt til loftet og plads til både rockmusik og dyb alvor. Han fremhævede, at kirken fungerer som en vigtig modfortælling til tidens krav om konstant omstilling – den står som det stabile fundament, der bærer os gennem livets mange forandringer.

En velfortjent skål for de første 25 år: Brian Bannerholt i selskab med sin hustru, Anne, ved den efterfølgende reception. Familien er hans faste base, hvor han kan lande som menneske efter en travl dag i sognet.

Familien er basen
Han bor i præstegården med sin kone, Anne, og de har tre sønner. Den ældste er netop flyttet tilbage til Guldager, den yngste der stadig bor hjemme, når han altså ikke sejler rundt i Indonesien, og den midterste bor i Aarhus. For Brian er familien basen, hvor han får lov bare at være menneske og finde ro efter en dag fyldt med både livets svære spørgsmål og de helt store festdage som barnedåb.

Fremtiden i sognet

Brian har ingen planer om at stoppe foreløbigt. Hans tre forgængere sad alle i 26 år, og med et glimt i øjet proklamerede han: ”Jeg regner med at slå rekorden.”
Han elsker, at sognet møder ham med tillid, uanset om han står ved alteret i sit ornat, knokler i det lokale fitnesscenter eller køber ind til aftensmaden.
Som jubilæets vigtigste budskab citerede han professor P.G. Lindhardt:
“Kristendom er ikke en flugt fra menneskeligheden, men en vej ind i den.”
Det er netop det, Brian Bannerholt har vist Guldager i 25 år: At i kirken må man være lige præcis det menneske, man er.

Tekst: Lene Memborg
Foto: Henriette Thomsen Andersson/Memborg Press