Redaktør arkiv: Kurt Henriksen

Leder: Alle mand til pumperne

LEDER – Der findes vel næppe noget mere usexet end kloakker – især når de løber den forkerte vej og sender en vulkan af bøvl, bakterier og bitre bon’er op gennem toiletter og afløb.

Og det er nu engang meget sjovere for både borgere og politikere at investere penge i smarte køkkener, fancy cykelbroer og andre synlige prestigeprojekter end underjordiske vandveje.

Men der er ingen vej udenom. Vandet kommer, og det kommer hårdere og hyppigere.

Hos Din Forsyning kæmper man også en kamp mod både klimaet og borgernes forventninger. Kloakker er lavinteresse, så længe skidtet virker, og ellers skal vi nok sørge for at give lyd.

Ingen tvivl om, at de brave folk hos borgernes eget, kommunalt ejede forsyningsselskab gør deres bedste, og så må fagfolk vurdere, om evnerne rækker.

Det er et kompliceret område, men for ret mange villaejere inde i Esbjerg er det meget enkelt: De har aldrig oplevet problemer – før Din Forsyning begyndte at rode med kloakseparering i området. Det har de nu.

Det er en rygende – eller rettere stinkende – pistol, som selskabet ikke kan snakke sig udenom, selvom man prøver i Bolig Posten inde i denne avis.

Men uanset, om miséren skyldes ulovlig afledning af overfladevand, fejlkoblinger, forkerte beregninger, monsterregn, monstertørke – eller bare er samfundets skyld – så er det stadig Din Forsynings ansvar.

Det er jeres lort for nu at bruge selskabets eget fækale sprog fra en stillingsannonce. Og den akutte, foreløbige nødløsning med en slags åben ’rendesten’ til overfladevand hører hjemme i et U-land.

Men selskabet har en pointe i, at vi husejere også selv må tage ansvar. Det er våde tider, og det bliver værre. Som de selv siger: Der kommer ingen og gør det for os, så vi må alle se at komme ind i klimakampen.

Hjerting Posten 20. juni 2018

Læs som e-paper

Læs bl.a. om:

  • Eventyr har ingen alder – modent par på 79 år med tagtelt gennem Namibias ørken
  • Dam Jensen opgiver nu også genfødsel af Sædding Centret
  • Sædden Kirke på vej mod 40 års-fejring
  • Mentor IT Bike Park indviet med stor ros fra rytterne

– og meget, meget mere!

 

 

Eventyr har ingen alder

Fotos: Bente Hoilund og Hans Berg Madsen

Hele artiklen i PDF-format

GO’ ENERGI – I en verden pakket ind i vat og bekymringer, er der håb endnu. For dem, der føler sig for gamle til nye eventyr, er der masser af liv endnu. Og til alle, der drømmer om nye horisonter udenfor de trampede stier: Kom nu bare afsted!

Det må være læren af de meget livsbekræftende historier  og den rejsefilosof, der lyder fra Bente Hoilund og Hans Berg Madsen i Hjerting.

Her i foråret kom de hjem fra deres fjerde rundrejse i Namibia, og den foregik igen i firehjulstrækker med tagtelt som overnatning og eventyrlyst som kompas.

”Eneste plan er, at vi ikke har nogen plan,” fortæller Bente Hoilund og Hans Berg Madsen, der begge har rundet 79 somre.

Vi møder det belevne par i hjemmet i Hjerting, som ved første øjekast ligner enhver anden parcelhus­idyl med kaffe ved havebordet, veltrimmede bede og styr på alle detaljer.

Men feriebillederne er ikke fra Harzen eller Himmelbjerget, og hverken guide eller program er inviteret med. Det er dét, der trækker på deres månedlange ekspeditioner.

”Det med at vågne op langt ude i naturen og bare gå ned af stigen – altid have shorts på og bare fødder – helt uforpligtende og uden program,” forklarer Bente Hoilund.

”Vi plejer at reservere hotel første og sidste dag – ellers er det improviseret. Hvis der er rart et sted, kan man blive, indtil man ikke har lyst længere. Hvis der er for mange mennesker, skynder vi os at køre et andet sted hen, og naturen er jo så varieret, at det er en fornøjelse. Der er alt – sump, klipper, ørken, floder – og befolkningen er meget, meget imødekommende.”

Både Namibia og nabolandet Botswana har været under hjulene, og her er god plads til eventyr.

”De to lande er tilsammen tre gange større end Frankrig med måske tre mio. mennesker i alt. Man kan køre flere timer på små veje uden at møde nogen overhovedet,” fortæller Hans Berg Madsen.

”Hvis man kører fast eller har et problem, må man bare vente, til der kommer nogen, og der er godt med reservedele i bilen.”

Parret har én gang – da ekspeditionen i sin tid gik til Australien – kørt godt og grundigt fast i sandet, indtil nogen endelig kom forbi og trak dem fri.

”Der er mange ting, man skal lære. Et sted måtte vi køre 15 km i sand, og her gælder det om at holde den kørende. Det kræver lidt øvelse, men det går lidt nemmere i en firehjulstrækker end så mange andre biler. De er jo højbenede med god frihøjde, og man lærer f.eks., hvor meget luft man skal lukke ud af dækkene for at køre i sandet,” fortæller Hans.

Har I aldrig følt jer utrygge?

”Aldrig. Nu sover vi  også flere meter over jorden, så man kan jo ikke lige komme ind med en kniv. Jeg kan godt lide, at man skal op af den stige. Det føles mere trygt end et almindeligt telt, og Hans tager altid en stor kniv med op,” lyder det roligt fra Bente.

”Det eneste, vi har været truet af, har faktisk været bavianer. De kan til gengæld også være forfærdeligt aggressive, og ved én lejlighed var de så irriterende, at vi valgte at køre videre. De store hanbavianer er jo temmelig farlige.”

Rent praktisk har de fløjet til Namibia og lejet bilen lokalt med alt udstyret. Firehjulstrækkerne er bygget op til formålet med bl.a. tagtelt, køkkenudstyr og køleskab samt ikke mindst ekstra brændstoftank, så der er omkring 150 liter diesel ombord.

”Uanset terræn kan vi køre mindst 1000 km, men man har hele tiden en bevidsthed om, hvor næste tankstation er. Så har vi ekstra beholder med vand bagi til reserve og køber fem liter flasker, der fyldes op hver gang, vandet er drikkeligt,” forklarer Hans.

Ikke rigtigt nogen vej

”Vi har f.eks. været i reservatet Grand Central Kalahari inde i Botswana. Her checker myndighederne vores forsyninger, og siger: Hvis I ikke er tilbage om tre dage, sender vi en helikopter ind – og det bliver dyrt! Man siger, hvilke lejrpladser, man har tænkt sig at besøge, og så får man anvist en vej. Eller vej og vej – mange gange er der jo ikke rigtig nogen vej.”

Og så leves livet ellers – på feltfod og feltkost det meste af tiden.

”Man bor i telt, når man kan komme til det, og når det er behageligt. Når man bliver så træt i sin ryg, at man ikke kan holde det ud mere, så finder man et sted med en tyk madras. Men efter tre dage gider man ikke mere og vil tilbage i teltet,” fortæller Bente.

”Vi har altid en smule kølig vin og smør i køleskabet, og så køber vi frisk kød og grønsager, når vi kan. Man er nødt til at have et lille reservelager af f.eks. tun på dåse – og en gang imellem har man fået tun nok til et godt stykke tid,” griner parret.

”Til gengæld er der ude på kysten masser af muligheder for seafood, der er helt eventyrlig lækkert og billigt. Østers, muslinger og hummer.”

Hvad er de bedste oplevelser I har haft?

”Det er at komme i kontakt med de lokale – uanset hvem de er. Vi har god tid, og de har god tid,” siger Hans.

”Det bedste for mig er, når civilisationen hører op,” siger Bente.

”Når vi kører vi ind gennem en slugt, og så er der ikke andet end bare naturen! Eller når man kommer ind fra bjergene, og så pludselig ligger havet der – uden et sommerhus eller andre tegn på mennesker.”

Prisniveauet i Namibia er steget lidt, men ligger generelt på omkring det halve af Danmark. Brændstof koster omkring seks kroner for en liter diesel, og i lavsæsonen, hvor parret har lejet bil, har de givet ca. 350 kr. i døgnet.

Død mand på telttur

Men altså – to ret modne mennesker i tagtelt i ødemarken – er det virkelig ferie?

”Det er jo gået godt indtil nu. Vi er jo i relativt god stand begge to, men i år har vi da for første gang tænkt  lidt over, hvad nu, hvis der sker noget? Hvis der f.eks. skulle ske Hans noget – hvad gør jeg så? Hvordan kommer jeg videre med ham – eller uden ham,” funderer Bente.

”Hvis jeg f.eks. dør oppe i teltet, så siger Bente, at hun vil køre videre med teltet oppe,” griner Hans.

”Men vi vil ikke beskæftige os med de tanker. Vi skal jo herfra på et eller andet tidspunkt indenfor de næste 25 år, vil jeg tro.”

Har I nogensinde været på charterferie?

”Jeg har én gang, og det er nok 40 år siden,” siger Hans.

”Charterferie er dejligt – man skal bare være i den rigtige ende,” lyder det med et finurligt smil fra Bente, som blandt meget andet har en fortid som rejseleder hos rejsebureauet Albatros.

”Hvis man er rejseleder, er det rigtig dejligt. Den forkerte ende er dér, hvor man bliver jaget rundt med og skal være oppe  til et bestemt tidspunkt…”

 

Hvad har I af gode råd til andre modne mennesker med lyst til den slags eventyr?

”Don’t worry – det er det bedste råd,” lyder det prompte fra Hans.

”Når vi har valgt bil med tagtelt, er det jo for at få den frihed, der ligger i det. Man er helt fri og slipper for panik om eftermiddagen med at finde overnatning.”

Begrænse bagagen

”Og rejs med så lidt bagage som muligt,” supplerer Bente.

”Mangler man noget, kan man købe det, når man når frem. Tag et lillebitte apotek med, og så skal man ellers have en god forsikring – også så man selv kan komme hjem. Derudover kan man jo egentlig ikke gøre så meget andet.”

I bekymrer jer ikke unødigt – har gode eventyr også noget med indstillingen at gøre?

”Det nytter jo ikke noget at bekymre sig,” lyder det nøgternt fra Bente og Hans.

”Folk spørger os ofte, om vi dog ikke er bange. Men min erfaring er, at når man står i situationen og ser virkeligheden – så er den jo aldrig lige så slem, som man frygter. Men skriv nu endelig ikke for godt om det her,” lyder formaningen med et glimt i øjet.

”Skriv, at det er lidt halvfarligt – ellers kommer der alt for mange derud,” lyder det med et grin ved havebordet.

Eventyreren og erhvervsmanden

Hjerting, Bruxelles og den store vide verden er de tre centrale fikspunkter for Bente Hoilund og Hans Berg Madsen i et liv, der ligger langt fra hængekøje og gyngestol.

De er begge 79 år gamle, mødte hinanden i en moden alder, blev gift i 2014 og lever nu rejsedrømmene ud i en hverdag, man som arbejdsramt kun kan misunde.

Bente er oprindeligt uddannet hospitalslaborant og startede sin udlandskarriere hos Dansk Røde Kors med ti års udstationering i Congo. Siden 1978 har hun boet i Bruxelles, har i perioder virket som rejseleder og senest en slutkarriere i forskellige kabinetter hos EU Kommissionen.

Hans er en velkendt erhvervsmand i Esbjerg, ikke mindst som tidligere direktør for Triple Nine og senere Esbjerg Erhvervsinvest samt en række bestyrelsesposter. Han har også fået pirret rejse-
lysten via sit arbejde – bl.a. på mange forretningsture rundt i Østen.

Fra maj til oktober opholder parret sig i Hjerting, hvorefter Bente drager til Bruxelles, og Hans følger efter lidt senere på efteråret. I februar-marts rejser de ud – de seneste fire år til Namibia.

”Og så starter vi forfra igen – det er en drømmetilværelse for os,” smiler Bente.

 

Mentor IT Bike Park roses i høje toner af ryttere

INDVIELSE – Roser var der masser af, da mountainbike anlægget Mentor IT Bikepark blev officielt indviet 9. juni. Ikke mindst fra de allervigtigste gæster – de MTB-ryttere, der skal bruge anlægget og få glæde af de nye, fine forhold.

De har fået en virkelig lækker legeplads, og selvom overfladen stadig er lidt løs efter den lange tørke, så der var lutter rosende ord fra brugerne.

”Hele tanken om at omdanne disse to bakker i Ådalen til et mountainbike-mekka startede for mange år siden, og for fem år siden begyndte Nicklas Ibsen fra Esbjerg Kommune og jeg på planlægningen,” fortalte Jan Slot fra MTB Esbjerg, som har været primus motor i projektet.

Nicklas Ibsen (t.v.) fra Esbjerg Kommune og Jan Slot fra MTB Esbjerg kunne fejre resultatet af et godt samarbejde.

 

”Heldigvis har Nicklas og jeg haft et godt samarbejde lige fra han satte sine store sjællandske fødder i den jyske muld. Som altid skulle der lige ’pisses territorie af’ i starten. Men vi fandt hurtigt ud af, at vi var bedst, hvis vi samarbejdede og udnyttede hinandens stærke sider,” lød rosen til det offentligt-private samarbejde.

Anders Vestergaard, Hjerting

”Det er en rigtig god og udfordrende bane. Man kan også vælge nogle andre linjer, hvis man ikke er så erfaren og stadig få en god tur ud af det,” siger Anders Vestergaard.

Han er selv en ret erfaren rytter, men får også stort udbytte af banen.

”Det gør jeg i hvert fald. For det første er det rigtig god træning, der får pulsen godt op. Og så kan man øve sin teknik – også i små sektioner med relativt svære passager, der kræver meget teknik.”

 

Jane Glarbo, Tjæreborg

”Det er kanon godt lavet – sporbyggerne har virkelig været på overarbejde! Det er rigtig, rigtig godt og en udfordrende bane,” siger Jane Glarbo, der cykler rigtig meget og er medlem af Tjæreborg Cycling.

”Der er rigtig meget teknik i den her bane – så det er bare med at klø på. Hos Tjæreborg Cycling er vi allerede begyndt at tilrettelægge træninger herud – der er godt 19 km herud, og så er man jo varm!”

 

Søren Frandsen, Mentor IT

”Det er en fed bane, de har fået lavet. Den er lidt løs i overfladen i dag pga. tørken, men så snart den får lidt vand, bliver den super,” siger Søren Frandsen fra hovedsponsoren Mentor IT.

”Der er sektioner, der kræver mandsmod, og så er der noget for vi andre.”

Så det har været pengene værd?

”Helt bestemt. Det har også været
megafedt at følge processen, hvor alle
de fantastiske frivillige mennesker har taget en kæmpe tørn. Det er så lækkert, at Esbjerg har fået endnu et godt spor.”

Leder: Eventyret venter – hvis man vil det

LEDER – At rejse er at leve – og nogle gange at overleve.
Eventuelle eventyr og strabadser på ferien er jo en sag om smag og behag, og for nogle er det lykken hvert år at lande i nøjagtigt de samme rammer med de samme naboer – måske endda nogle af de samme, man kender hjemme fra villavejen.

Andre slapper af på helt andre måder – f.eks. ved at udsætte sig for belastning i uvante situationer og omgivelser, og sådan er vi heldigvis så forskellige.

Der er gudskelov ingen facitliste for ferie, men for mange ældre er det også et spørgsmål om fysiske og praktiske grænser. Nogle gange sidder begrænsningen dog oppe i hovedet – for folk i alle aldre.

Hvis tankerne for næste campingtur kredser mest om at huske gasalarmen, så snart man krydser Kongeåen, så skal ferien nok blive derefter. Hvis ferien styres af detaljeret planlægning ud fra ruteplan, minuttal oghotellets wifi-hastighed, er der jo ikke megen plads til improvisation og nye – lokale – oplevelser. Fred være med det og god tur, må man bare ønske.

Men det er nu mere livsbekræftende at høre den tilgang, det modne Hjerting-par praktiserer på vores midtersider inde i avisen. ’Don’t worry’ lyder deres råd, og så enkelt og eventyrligt kan det siges.

De er ikke just vårharer, men springer ubekymret ud i det og får nogle oplevelser, der ikke kan peges ud i et katalog. De fortæller henført om menneskene, naturen og f.eks. de utrolige farvenuancer, de har mødt på deres vej. Og de tager besværlighederne med i købet for at komme derud, hvor oplevelsen er ægte.

Hvor natur er natur, og folklore ikke er en event, guiden har ringet fra bussen for at sætte i gang.

De opsøger ensomheden, langt fra de trampede turiststier og har det privilegium at tage sig god tid. Begge dele er en luksus, alle vi andre i en travl hverdag nok kunne have gavn af at unde os selv lidt mere.

Jo – eventyr er nogle gange besværligt og ofte dyrt.Men mindre end en firehjulstrækker gennem Namibia kan også gøre det. Find det ægte eventyr i Marbæk i stedet for Lalandia. Tag til Mandø i stedet for Mallorca. Drop suiten og sov i shelter. Brug vores unikke natur.

Eventyret venter mange steder – hvis man vil det. Uanset hvad der virker for dig, så rigtig god sommer – og på gensyn til august!

Læs også artiklen: ‘Eventyr har ingen alder’

Ny tidsplan for gravearbejde i Hjerting

KLOAKSEPARERING – Det store kloakarbejde i det centrale Hjerting har som tidligere beskrevet her i avisen budt på overraskelser med en uregistreret spunsvæg, der har forsinket og ændret rækkefølgen af arbejdet.

Men nu har Din Forsyning og entreprenøren lavet en ny tidsplan, der gerne skulle holde.

”Det gør den. Der er gjort et rigtigt stort stykke arbejde, og vi skulle gerne have et overblik over, at der ikke er flere overraskelser rundt omkring,” siger projektleder Mette Skov Hansen fra Din Forsyning.

Sædden Kirke fylder 40 år

Stilen i det særprægede tårn ved Sædden Kirke kan også opleves ved herresæder i Irland og Wales – bare omvendt.

Hele artiklen i PDF-format

JUBILÆUM – Sædden Kirke kan til august fejre sit 40 års jubilæum, mere livskraftig end nogensinde før. Sædden Sogn er det næststørste i Ribe Stift målt på medlemmer af Folkekirken, og kirken er en af de mest besøgte og benyttede kirker i Skads Provsti.

Både på det kirkelige, kulturelle og folkelige område lever bygningerne op til de oprindelige tanker om et midtpunkt for Sædding-borgernes liv og lokale bevidsthed – læs mere på side 6-7.

Flere dages fejring

Grundstenen blev lagt 15. juni 1977 – måneden før Sædding Centrets åbning – og søndag den 6. august 1977 blev Sædden Kirke indviet.

Det fejres over flere dage i august. Først ved en jubilæumsgudstjeneste 5. august og siden ved en række folkelige, kulturelle arrangementer, der alle er gratis og spænder vidt – læs mere på kirkesiderne.

Tankerne om Sædding som et selvstændigt sogn startede som så mange andre steder med, at befolkningsudviklingen i området tog fart. I begyndelsen af 1950-erne boede der kun omkring 1.000 sjæle i Sædding, men allerede ti år senere var det firedoblet. En stor del af de nye Sædding-borgere kom inde fra Esbjerg, og de søgte helst kirkerne her frem for Guldager Kirke, som de sognemæssigt hørte til, men den lå langt ude på landet.

Flere placeringer i spil

Den hurtige udvikling kom bag på den daværende Guldager Kommune, der fik travlt med at opkøbe gårde til nye parcelhuskvarterer, og det spirede med tanker om et nyt sogn med egen kirke. Allerede i 1951 skænkede Kirstine Olesen, en søster til Klaus Sørensen, en grund til kirken, hvor børnehaven på Tarphagevej nu ligger. Der blev også lavet tegninger til en lille landsbykirke, men Kirkeministeriet sagde nej. Ingen kunne vide endnu, hvordan området ville udvikle sig, og hvor en kirke ville være bedst placeret.

Men samme år stiftedes en kirkekomité en indsamling, som samlede penge ind frem til 1965, men i første omgang måtte man nøjes med et bygge menighedshuset på C. M. Nielsensvej, hvor der fra 1966 blev udført ungdomsarbejde, mens også holdt gudstjenester. Dog uden dåb og altergang, fordi huset ikke var indviet.

Grønt lys for arbejdet

I 1967 blev der givet tilladelse til at opslå en stilling som såkaldt residerende kapellan med særlig henblik på arbejdet med kirkebyggeri og udskillelse af et nyt sogn. I 1968 blev Benneth Østergaard Petersen ansat i stillingen, og han blev en central figur i byggeriet af Sædden Kirke, hvor han virkede som sognepræst frem til 1997.

Tekst baseret på input fra: Birgitte Antonsen og Benneth Østergaard Petersen
Foto: Bent Medvind

 

’Helligdommen’ fik sin plads ved ’handels-helligdommen’

KIRKECENTER – Tanken bag Sædden Kirke var, at den ’stedligt skulle være synlig i sognet’, men også menneskeligt være det centrale i borgernes liv. Man ville forsøge at ’skabe en forbindelse mellem hverdagslivet og det hellige’, og derfor blev Sædden Kirke bygget ved og sammen med Sædding Centret.

Butikscentret lakker nu mod enden, men tanken dengang var at bygge, hvor folk færdes til dagligt. Det blev muligt, da Esbjerg Kommune efter kommunesammenlægningen i 1970 havde overtaget arbejdet med centerplanerne og foreslog, at kirkeplanerne blev tænkt med ind.

Skal ligge ’frit og smukt’

Formanden for det daværende Guldager sogneråd – og senere indenrigsminister – Jakob Sørensen havde ellers en klar holdning om, at kirken skulle ligge på ’et frit og smukt’ sted’.

Guldager Kommune havde allerede udpeget Fællesskoven (hvor Puma Bolig nu ligger) som kirkegrund, men kirkeministeriet gav afslag.

Derfor endte det med kirken på en selvstændig matrikel ved Sædding Centret, men menighedsrådet ville have sin egen arkitekt. Valget faldt på arkitektparret Inger og Johannes Exner, som bl.a. har tegnet Nørrelandskirken i Holstebro, og der blev tænkt stort fra start.

”Vi blev enige om, at 12.000 mennesker kan forvente en værdig kirke. Så vi skubbede al ’klejnmodighed’ til side og besluttede os for et kirkerum til mindst 700 mennesker – uden at man skulle føle den tom, hvis man kun var 50,” fortæller Benneth Østergaard Petersen, der var sognepræst i Sædden fra 1968 til 1997 og med i hele processen.

Sognepræst fra 1968-1997, Benneth Østergaard Petersen (t.h.) havde stor indflydelse på indretningen af kirkerummet i samarbejde – og diskussioner med – arkitektparret Exner.

 

Han udstråler en smittende, eftertænksom glæde ved at fortælle om kirken, og de mange overvejelser, der har ligget til grund for byggeriet.

Også et rum til musik

”Bemærk for eksempel, at vi har en slags forrum til selve kirkerummet – et fredeligt pulpitur-rum, hvor man kan orientere sig, inden man går ud i det store, åbne rum,” fortæller han på vej ind i kirken.

”Men jeg vil nok sige, at alterets placering er vel nok noget af det vigtigste. Vi var ikke helt enige, arkitekterne og jeg, for jeg ville gerne trække det ned i midten,” forklarer Benneth Østergaard Petersen.

”Men hvad skal vi så gøre ved pladsen bagved, spurgte de. Og vi svarede, at her kunne man jo passende have et orkester. Det var jo længe før Musikhuset blev bygget, så derfor blev der også tænkt meget på koncerter og akustik.”

Ligeværdig prædikestol

I den sidste del af byggefasen blev detaljerne drøftet igennem under et døgns intenst arbejde i arkitekternes sommerhus.

Det gjaldt også spørgsmålet om prædikestolen og dens placering. Arkitekterne ville helst ikke have en prædikestol, men i stedet en lille læsepult.

”Jeg mener dog, at der skal være en ligeværdighed mellem alter, døbefont og prædikestol, og arkitekterne gik med til at eksperimentere med forskellige placeringer af en model. Til sidst fandt vi den rigtige placering ved at flytte den ind i en af buerne,” forklarer Benneth Østergaard Petersen.

Smukke stærke buer

Sædden Kirke er bygget af 750.000 mursten i munkeforbandt, og til murernes store ærgrelse fik de ikke lov at afsyre murværket. Arkitekterne gav klar besked om, at fugerne skulle lyse op, især de seks buer, såkaldte apsider.

Udover buernes dekorative virkning, har de også den praktiske funktion, at de gøre muren stærkere, så der kunne spares jernarmering og en sten i bredden. Desuden har buerne en akustisk virkning ved at kaste lydbølgerne i forskellige retninger.

Det selvstændige tårn udenfor kirken er også en historie for sig. Samme type ses på mange herresæder i Irland og Wales, men her vender det omvendt med rundingen foroven og firkanten forneden.

”Det blev også sagt, at det her da slet ikke kom til at ligne en kirke – snarere en borg, et beskyttet sted.  Og det er såmænd så sandt som det er sagt. Sædden Kirke ligger, hvor mange mennesker færdes, og derfor skulle den også skærme mod støj og forstyrrende indtryk udefra,” siger Benneth Østergaard Petersen.

Han påpeger også, at lyset er en vigtig og central detalje ved Sædden Kirke.

”Dagslyset, som strømmer ind ad loftsvinduerne, skaber i klart solskin nogle geometriske figurer på væggen, som kan ændre sig i løbet af en gudstjeneste. Arkitekterne kalder lyset ’et guddommeligt materiale, som kan mere end alt andet stof på jorden. Lyset forbinder én med himlen og den jordiske tilværelse’, siger de, og derfor er belysningen af afgørende
betydning”.

Tekst baseret på input fra: Benneth Østergaard Petersen og Birgitte Antonsen
Foto: Bent Medvind  og Kurt Henriksen

 

’Sædden’ i stedet for ’Sædding’

Alterbøgerne var trykt, men kun et par dage før indvielsen, kom der brev fra Kirkeministeriet: Det nye sogn skulle hedde ’Sædden sogn’, for det havde stedet heddet fra gammel tid.
Det gav ærgrelse, men man blev siden så glad for navnet, at man valgte at beholde det, da ministeriet senere gav tilladelse til navnet ’Sædding sogn’.

 

Dam Jensen opgiver nu også genfødsel af Sædding Centret

Den 30. maj kunne vi fortælle, at Coop havde opgivet en aktiv rolle i genfødslen af centret.

DETAILHANDEL – Tiden rinder ud for et af Danmarks første butikscentre i et benhårdt handelsmiljø, der presses af nethandel og et evigt krav om investering og fornyelse. Begge dele har det skortet på gennem mange år i Sædding Centret, og nu kaster den sidste ejer også håndklædet i ringen for en genfødsel af centret.

Som omtalt i Hjerting Posten i maj har Coop opgivet at bidrage aktivt til den ambitiøse fremtidsplan, der ellers skulle sikre en større ombygning, renovering og intern rokade, eventuelt finansieret af lejlighedsbyggeri i den ene ende af området.

Coop har tidligere beskrevet sig selv som en ’helt sikker aktiv medspiller’ i en genfødsel , men er siden bakket ud, og den anden hovedejer, ejendomsselskabet Bangs Gård A/S,  gør nu det samme.

Det har ikke været muligt at få en aktuel kommentar fra direktør Mads Dam Jensen fra Bangs Gård inden deadline, men han bekræfter, at en ombygning bliver for dyr.

”Vi har fået lavet en plan, der ved fuld realisering vil betyde en nedrivning af den nuværende bygningsmasse,” siger Mads Dam Jensen således til en lille Esbjerg-avis, der aldrig
citerer vores medier, når de skriver historier af.

 

Hjerting Posten 30. maj 2018

Læs som e-paper

Læs bl.a. om:

  • Troldehulden vil lave kæde af private daginstitutioner
  • Coop lader partnerne udvikle plan for Sædding Centret
  • Marbækgaard kan blive til ‘trailcenter’ for motionister
  • Mentor IT Bikepark klar til startskud
  • Det kribler og krabler på Midtgård
  • Alt om robotplæneklippere i Bolig Posten

Troldehulen vil lave kæde af private daginstitutioner

Hele artiklen i PDF-format

BØRNEPASNING – Den første mulighed opstod lynhurtigt og ud af det blå. Men strategien bag er langtfra tilfældig.

Ambitionen er en hel række af ’satellitter’ for den private daginstitution Troldehulen i Bryndum, og første skridt er nu taget på Sædding Strandvej.

Her overtog indehaver og entreprenør Debbie Bisgaard Jensen medio marts Børnehuset Sapin, der nu fungerer som en afdeling af Troldehulen. Og det er kun begyndelsen. Troldene skal have flere huler, bygget på klare værdier, glade børn og dermed tilfredse kunder.

”Jeg har kigget efter bygninger inde i Esbjerg i lang tid, men det er svært at finde noget, der egner sig godt. Vi kunne godt tænke os nogle flere små satellitter, og vi har også overvejet, hvad vi kunne gøre ud ad mod Hjerting,” fortæller Debbie Bisgaard Jensen.

Den energiske ejer melder nu ud med ambitioner om at drive det til mere med sine daginstitutioner.

”Målet er egentlig at åbne en satellit nær ved hvert skoledistrikt i Esbjerg. Flaskehalsen er at finde de rigtige lokaler, for der er jo ikke mange, der vil have en børnehave til nabo”.

Børnene er de vigtige

Vi møder hende i den nye afdeling, der nu hedder Troldehulen Sapin. Navnet sapin stammer fra ’gran’ på fransk efter de store grantræer ved det hyggelige lille sted, som Anette Scherlund byggede op og drev som privatejet institution gennem 25 år i sine forældres gamle hus ud til Ho Bugt.

Den nye ejer ankommer lidt forsinket, med en telefon for øret, som straks lægges i lommen, da hun når lågen. Der er fart på den lille driftige kvinde, men gæsten må vente lidt endnu. Et par af de 24 børn på stedet løber straks hen for at give hende en varm velkomst, så de skal først have krammere og en snak om dagens begivenheder.

Et par dage efter i Bryndum viser det sig, at hun også kan navnene på alle 151 børn her – og vist nok også på de fleste forældre og bedsteforældre.

Børn er tydeligvis langt mere end bare business for Debbie. Men det ene har ikke udelukket det andet, siden hun i 2010 slog dørene op på en stor trelænget gård i Bryndum og bød de første små kunder velkommen til Troldehulen ApS.

”Vi havde planer om, at hvis vi kunne få 24 børn ind, var det fint. Men lige pludselig vrimlede det ind på ventelisten, så vi måtte sætte de andre længer i stand,” fortæller Debbie om starten i Bryndum.

Tanken var, at det skulle være som at besøge en familie ude på landet, og der viste sig snart et behov for mere fleksible åbningstider.

”Vi startede lige så stille op med at tage børn ind i weekenderne, og vi fik også flere og flere aftenbørn. Hvis man f.eks. har døgnvagt på sygehuset, så er barnet også her et døgn,” forklarer Debbie og forsikrer, at ingen forældre bare ’parkerer’ deres børn.

”De har 200 timer på en måned, så det er faktisk vores aftenbørn, der er her færrest timer i alt. Det er dem, der bruger det fleksibelt, som har mest fri.”

Hvad er det ellers, I kan tilbyde, som de kommunale institutioner ikke kan?

Selvstyrende personale

”Vi har en rigtig stor forældreindflydelse og fleksibilitet. Vi er jo afhængige af, at de er vores kunder. Og så har vi automatisk et positivt samarbejde, fordi forældrene selv har valgt os samt nogle aktive pædagoger, der brænder for deres arbejde,” påpeger Debbie.

”Vi er jo startet som en ny institution, der kunne ansætte fra start, og kollegerne fra stuen deltager i samtaler med nye ansøgere.”

Ejeren har selv en baggrund som social- og sundhedsassistent og har arbejdet på Sydvestjysk Sygehus i mange år. Hun er nu i gang med et bachelorprojekt som pædagog, tager løbende lederkurser og iværksætteri ligger til familien.

Debbie er gift med Henrik Bisgaard Jensen, der er stifter og medejer af medicinalimportøren 2Care4 i Sædding og hjælper med regnskaber i Troldehulen.

Sammen har de børnene Naja på 10, Magnus på 16 og Malthe på 19, og familien bor i den gamle Bryndum Dyreklinik. Den ligger få hundrede meter fra Troldehulen, så børnene bruger den indendørs svømmepøl og biograf som udflugtsmål på de hele 1600 kvm plads i den private residens

 

Samme pris i privaten

Rent økonomisk gør det ingen forskel for forældrene at vælge det private alternativ, der får samme tilskud fra kommunen, så priserne ligger på linje.

”Vi arbejder også meget intenst i skolegrupper fra december til april, hvor vi yder en ekstra indsats for at gøre børnene skoleparate. Og så har vi et princip om gennemgående voksne, så selvom vi også ansætter nye, vil der altid være en tryg relation fra vuggestue til skolestart,” forklarer Debbie.

Har I en speciel filosofi for børnepasning?

Velopdragne børn

”Det er jo meget den med, at børnene også er medskaber af deres egen hverdag –medinddragelse. Og så går vi meget op i dannelse og demokratisk medborgerskab – at børnene skal ses og høres. Det kan godt være, vi ikke er enige med dem, men vi lytter. Det er forfærdeligt, hvis man taler til børnene og ikke med børnene,” lyder det, men det betyder ikke, at de styrer butikken.

”Vi lærer dem allerede fra babyalderen, at man siger hej, når man ankommer, siger tak for mad,  tak for i dag og er gode ved hinanden. Vi får at vide, når vi sender børn ud: Hold da op I har nogle høflige børn!”

Hvordan udvikler I jeres principper for driften?

”Det er egentlig et samarbejde mellem hele personalet. Alle er stort set selvstyrende, og det er meget sjældent nødvendigt at gribe ind. Vi har nogle overordnede regler, bl.a. om at være aktivt deltagende i legen. Man render f.eks. ikke rundt med kaffekopper ude på legepladsen – her er man til stede sammen med børnene.”

Kravene går begge veje. Forældrene skal  f.eks. stille op til arbejdsdage.

”Hvis vi skal have håndværkertimer på til det hele, så går det jo fra børnenes konto. Og så er der det sociale i det – at man er fælles om en sag.”

Hvad siger du til skeptikere overfor privat børnepasning?

”Kom ud og se, hvad vi står for. Selvfølgelig har mange en mening om mig eller Troldehulen, også hvis de ikke kender noget til os. Jeg oplever ikke Janteloven meget mere, men det gjorde jeg en del i starten.”

Hvad skal der ellers ske i fremtiden?

”Vi har snakket om også at tilbyde andre former for service – f.eks. at man tage mad med hjem og måske også vasketøj,” funderer Debbie.

”Vi skal gøre det nemt, så man kan være sammen med sine børn, når man kommer hjem.”

 

Udvalgsformand fra SF:
Skeptisk, men pragmatisk

POLITIK – Fra Troldehulens side roses Esbjerg Kommune for uproblematisk samarbejde, selvom medarbejderne i forvaltningen ikke troede meget på ideen i starten.

Og selvom formanden for Børn & Familieudvalget har et rødt SF-logo i partibogen, står der også respekt om arbejdet hos det private alternativ.

”Generelt ser jeg allerhelst velfærdstilbud som skoler og dagtilbud på kommunale hænder. Det giver nogle fordele at arbejde ud fra kommunal kontekst,” påpeger udvalgsformand Diana Mose Olsen.

”Men dybest set har jeg stor respekt for arbejdet i Troldehulen og f.eks. Den Internationale Skole. Det fungerer ganske fint i Esbjerg Kommune. Vi har en rimelig balance i dag, men det er mere udviklingen på landsplan, hvor man ser det tage overhånd med de private. Man kan have en frygt for A- og B-hold, fordi man kan skrue op for tilbud mod merbetaling og dermed udhule det offentlige.”

Kunne man ikke også betragte det private alternativ som en gave til kommunen?

”Jo jo – det er mere en principiel holdning, at jeg mener, det er en opgave, som skal løses kommunalt. I SF har vi en pragmatisk tilgang til det, og jeg har selv foreslået i det gamle udvalg, at vi tog på besøg i Troldehulen, for vi kan også lære af dem. Vi slår ikke korsets tegn i SF – jeg er bare tilhænger af det offentlige.”

Vil I sætte jer mod ambitionen om flere ’troldehuler’?

”Hvis de opfylder kriterierne i dagtilbudloven, så er det som udgangspunkt ikke noget, vi stemmer imod.”

Vil I også støtte f.eks. at sælge kommunale ejendomme til dem?

”Det har vi jo gjort før – f.eks med Den Internationale Skole – men det kommer jo helt an på den givne situation. Vi vil til enhver tid arbejde imod, hvis vi f.eks. vil afhænde en skole, fordi der skal bygges ud med en anden, så man ikke undergraver det kommunale tilbud.”

 

Læs også vores leder: ‘Børn og business’

Top