Eventyr har ingen alder

Fotos: Bente Hoilund og Hans Berg Madsen

Hele artiklen i PDF-format

GO’ ENERGI – I en verden pakket ind i vat og bekymringer, er der håb endnu. For dem, der føler sig for gamle til nye eventyr, er der masser af liv endnu. Og til alle, der drømmer om nye horisonter udenfor de trampede stier: Kom nu bare afsted!

Det må være læren af de meget livsbekræftende historier  og den rejsefilosof, der lyder fra Bente Hoilund og Hans Berg Madsen i Hjerting.

Her i foråret kom de hjem fra deres fjerde rundrejse i Namibia, og den foregik igen i firehjulstrækker med tagtelt som overnatning og eventyrlyst som kompas.

”Eneste plan er, at vi ikke har nogen plan,” fortæller Bente Hoilund og Hans Berg Madsen, der begge har rundet 79 somre.

Vi møder det belevne par i hjemmet i Hjerting, som ved første øjekast ligner enhver anden parcelhus­idyl med kaffe ved havebordet, veltrimmede bede og styr på alle detaljer.

Men feriebillederne er ikke fra Harzen eller Himmelbjerget, og hverken guide eller program er inviteret med. Det er dét, der trækker på deres månedlange ekspeditioner.

”Det med at vågne op langt ude i naturen og bare gå ned af stigen – altid have shorts på og bare fødder – helt uforpligtende og uden program,” forklarer Bente Hoilund.

”Vi plejer at reservere hotel første og sidste dag – ellers er det improviseret. Hvis der er rart et sted, kan man blive, indtil man ikke har lyst længere. Hvis der er for mange mennesker, skynder vi os at køre et andet sted hen, og naturen er jo så varieret, at det er en fornøjelse. Der er alt – sump, klipper, ørken, floder – og befolkningen er meget, meget imødekommende.”

Både Namibia og nabolandet Botswana har været under hjulene, og her er god plads til eventyr.

”De to lande er tilsammen tre gange større end Frankrig med måske tre mio. mennesker i alt. Man kan køre flere timer på små veje uden at møde nogen overhovedet,” fortæller Hans Berg Madsen.

”Hvis man kører fast eller har et problem, må man bare vente, til der kommer nogen, og der er godt med reservedele i bilen.”

Parret har én gang – da ekspeditionen i sin tid gik til Australien – kørt godt og grundigt fast i sandet, indtil nogen endelig kom forbi og trak dem fri.

”Der er mange ting, man skal lære. Et sted måtte vi køre 15 km i sand, og her gælder det om at holde den kørende. Det kræver lidt øvelse, men det går lidt nemmere i en firehjulstrækker end så mange andre biler. De er jo højbenede med god frihøjde, og man lærer f.eks., hvor meget luft man skal lukke ud af dækkene for at køre i sandet,” fortæller Hans.

Har I aldrig følt jer utrygge?

”Aldrig. Nu sover vi  også flere meter over jorden, så man kan jo ikke lige komme ind med en kniv. Jeg kan godt lide, at man skal op af den stige. Det føles mere trygt end et almindeligt telt, og Hans tager altid en stor kniv med op,” lyder det roligt fra Bente.

”Det eneste, vi har været truet af, har faktisk været bavianer. De kan til gengæld også være forfærdeligt aggressive, og ved én lejlighed var de så irriterende, at vi valgte at køre videre. De store hanbavianer er jo temmelig farlige.”

Rent praktisk har de fløjet til Namibia og lejet bilen lokalt med alt udstyret. Firehjulstrækkerne er bygget op til formålet med bl.a. tagtelt, køkkenudstyr og køleskab samt ikke mindst ekstra brændstoftank, så der er omkring 150 liter diesel ombord.

”Uanset terræn kan vi køre mindst 1000 km, men man har hele tiden en bevidsthed om, hvor næste tankstation er. Så har vi ekstra beholder med vand bagi til reserve og køber fem liter flasker, der fyldes op hver gang, vandet er drikkeligt,” forklarer Hans.

Ikke rigtigt nogen vej

”Vi har f.eks. været i reservatet Grand Central Kalahari inde i Botswana. Her checker myndighederne vores forsyninger, og siger: Hvis I ikke er tilbage om tre dage, sender vi en helikopter ind – og det bliver dyrt! Man siger, hvilke lejrpladser, man har tænkt sig at besøge, og så får man anvist en vej. Eller vej og vej – mange gange er der jo ikke rigtig nogen vej.”

Og så leves livet ellers – på feltfod og feltkost det meste af tiden.

”Man bor i telt, når man kan komme til det, og når det er behageligt. Når man bliver så træt i sin ryg, at man ikke kan holde det ud mere, så finder man et sted med en tyk madras. Men efter tre dage gider man ikke mere og vil tilbage i teltet,” fortæller Bente.

”Vi har altid en smule kølig vin og smør i køleskabet, og så køber vi frisk kød og grønsager, når vi kan. Man er nødt til at have et lille reservelager af f.eks. tun på dåse – og en gang imellem har man fået tun nok til et godt stykke tid,” griner parret.

”Til gengæld er der ude på kysten masser af muligheder for seafood, der er helt eventyrlig lækkert og billigt. Østers, muslinger og hummer.”

Hvad er de bedste oplevelser I har haft?

”Det er at komme i kontakt med de lokale – uanset hvem de er. Vi har god tid, og de har god tid,” siger Hans.

”Det bedste for mig er, når civilisationen hører op,” siger Bente.

”Når vi kører vi ind gennem en slugt, og så er der ikke andet end bare naturen! Eller når man kommer ind fra bjergene, og så pludselig ligger havet der – uden et sommerhus eller andre tegn på mennesker.”

Prisniveauet i Namibia er steget lidt, men ligger generelt på omkring det halve af Danmark. Brændstof koster omkring seks kroner for en liter diesel, og i lavsæsonen, hvor parret har lejet bil, har de givet ca. 350 kr. i døgnet.

Død mand på telttur

Men altså – to ret modne mennesker i tagtelt i ødemarken – er det virkelig ferie?

”Det er jo gået godt indtil nu. Vi er jo i relativt god stand begge to, men i år har vi da for første gang tænkt  lidt over, hvad nu, hvis der sker noget? Hvis der f.eks. skulle ske Hans noget – hvad gør jeg så? Hvordan kommer jeg videre med ham – eller uden ham,” funderer Bente.

”Hvis jeg f.eks. dør oppe i teltet, så siger Bente, at hun vil køre videre med teltet oppe,” griner Hans.

”Men vi vil ikke beskæftige os med de tanker. Vi skal jo herfra på et eller andet tidspunkt indenfor de næste 25 år, vil jeg tro.”

Har I nogensinde været på charterferie?

”Jeg har én gang, og det er nok 40 år siden,” siger Hans.

”Charterferie er dejligt – man skal bare være i den rigtige ende,” lyder det med et finurligt smil fra Bente, som blandt meget andet har en fortid som rejseleder hos rejsebureauet Albatros.

”Hvis man er rejseleder, er det rigtig dejligt. Den forkerte ende er dér, hvor man bliver jaget rundt med og skal være oppe  til et bestemt tidspunkt…”

 

Hvad har I af gode råd til andre modne mennesker med lyst til den slags eventyr?

”Don’t worry – det er det bedste råd,” lyder det prompte fra Hans.

”Når vi har valgt bil med tagtelt, er det jo for at få den frihed, der ligger i det. Man er helt fri og slipper for panik om eftermiddagen med at finde overnatning.”

Begrænse bagagen

”Og rejs med så lidt bagage som muligt,” supplerer Bente.

”Mangler man noget, kan man købe det, når man når frem. Tag et lillebitte apotek med, og så skal man ellers have en god forsikring – også så man selv kan komme hjem. Derudover kan man jo egentlig ikke gøre så meget andet.”

I bekymrer jer ikke unødigt – har gode eventyr også noget med indstillingen at gøre?

”Det nytter jo ikke noget at bekymre sig,” lyder det nøgternt fra Bente og Hans.

”Folk spørger os ofte, om vi dog ikke er bange. Men min erfaring er, at når man står i situationen og ser virkeligheden – så er den jo aldrig lige så slem, som man frygter. Men skriv nu endelig ikke for godt om det her,” lyder formaningen med et glimt i øjet.

”Skriv, at det er lidt halvfarligt – ellers kommer der alt for mange derud,” lyder det med et grin ved havebordet.

Eventyreren og erhvervsmanden

Hjerting, Bruxelles og den store vide verden er de tre centrale fikspunkter for Bente Hoilund og Hans Berg Madsen i et liv, der ligger langt fra hængekøje og gyngestol.

De er begge 79 år gamle, mødte hinanden i en moden alder, blev gift i 2014 og lever nu rejsedrømmene ud i en hverdag, man som arbejdsramt kun kan misunde.

Bente er oprindeligt uddannet hospitalslaborant og startede sin udlandskarriere hos Dansk Røde Kors med ti års udstationering i Congo. Siden 1978 har hun boet i Bruxelles, har i perioder virket som rejseleder og senest en slutkarriere i forskellige kabinetter hos EU Kommissionen.

Hans er en velkendt erhvervsmand i Esbjerg, ikke mindst som tidligere direktør for Triple Nine og senere Esbjerg Erhvervsinvest samt en række bestyrelsesposter. Han har også fået pirret rejse-
lysten via sit arbejde – bl.a. på mange forretningsture rundt i Østen.

Fra maj til oktober opholder parret sig i Hjerting, hvorefter Bente drager til Bruxelles, og Hans følger efter lidt senere på efteråret. I februar-marts rejser de ud – de seneste fire år til Namibia.

”Og så starter vi forfra igen – det er en drømmetilværelse for os,” smiler Bente.

 

Tags

Relaterede artikler

Top