Hent den originale artikel fra avisen som PDF her
VADEHAVSNATUR – Kan du finde et tørt sted, og vil du bruge lidt tid til at se, hvor du sætter dine fødder på en tur i Vadehavets natur, så vil du før eller siden få øje på bægerlaverne. Der er mange forskellige arter i klitterne. De er grågrønne og bægerformet som små vinglas, men når de sætter deres frugtlegemer, er de postkasserøde som på fotoet.
Laverne er ikke planter, men kolonier af svampe og alger. Svampene sørger for at holde sammen på det hele, og algerne skaffer maden til kolonien gennem deres fotosyntese. Svampen er koloniens hus, mens algerne lever i evigt fangenskab i huset – kun beskæftiget med at tilberede føden til dem selv og svampen.
Der er en hårfin balance i forholdet mellem svamp og alge i en sådan koloni. Udnytter svampen sine alger for hårdt, går den til grunde sammen med dem. Hvis algerne får for gode vækstvilkår, gror de ud af ´svampehuset´ og danner et grønt overtræk. Så går det også galt, og laven dør.
Fakta: I april 2022 blev Fanø, der er et sted mad mange klitter, undersøgt af en gruppe lav-entusiaster. Der blev fundet 111 forskellige lav-arter i løbet af den dag, de var på øen, hvoraf 61 af dem ikke tidligere var registreret.
Så alt i alt er der nu fundet 130 forskellige lav-arter på Fanø. Cirka 10 procent af dem er rødlistet. Et par af dem er kritisk truet, så der er også noget at passe på blandt laverne.
Børnehavebørnene kikker ikke efter laver. I stedet finder man alfernes efterladte vinglas og holder øje med om troldene har blødt, når de undersøger naturen.
Tekst og foto: Søren Vinding