GO’ ENERGI – Det bobler ikke kun i gryderne i hjemkundskabslokalet på Hjerting Skole. Energiniveauet er også højt blandt de 25 børn og syv frivillige voksne, der hver torsdag eftermiddag mødes for at tilberede og spise sund mad sammen.
Denne gang har holdet kastet sig ud i tilberedningen af krydret risfad med hakket oksekød og madkasseboller med skinke og ost. En liflig duft af svitset løg, hvidløg og paprika breder sig. Der er nok at se til, og alle er i sving.
”Hvornår er bollerne færdige,” spørger en pige, der har sat sig i skrædderstilling foran ovnen. Hun bliver dog hurtigt – og uden protester – sat i sving igen, for sådan er det på den nye forening GoCooking Esbjergs madskole: Alle er her af lyst, fordi de synes, det er super sjovt at lave mad.
Tålmodige frivillige
De frivillige, der hver torsdag venligt og tålmodigt guider børnene gennem en madlavning, hygger sig, selvom de har nok at se til.
”Vi har dog glemt at finde lidt nøddesnacks eller lignende frem i dag,” bemærker en mand henvendt til et nikkende barn.
Hyggeligt skal det være sådan en sen eftermiddagstime i januar.
Ved et af komfurerne står Signe Christiansen fra Hjerting, mor til to af de deltagende piger.
”Vi kan godt lide at lave mad, og så er det sjovt at gå til noget sammen,” bemærker hun.
Og hun tilføjer med et skævt smil, at ungerne som en sidegevinst har fået et andet blik for det med at hjælpe til – også når det kommer til eksempelvis opvask.
Børnene, der er i alderen 8-12 år, har travlt med at forme boller og rive squash, hvidkål og gulerødder i rigelige mængder.
”Hver gang indgår der minimum tre slags grøntsager. Det er en fast regel. Vi prøver så vidt muligt at få det grønne inkorporeret i maden, for vi ved jo godt, at ligger det ved siden af på tallerkenen, er det ikke altid et hit,” griner Bodil Jensen.
Startede i sommers
Hun er initiativtager til den nye forening, som er blevet stiftet oven på succesen med en uges madskole i sommerferien sidste år.
Og den madglade stifter elsker, når der er gang i køkkenet.
”Du lugter af mad, når du kommer hjem. Det er varmt og stressende, men også festligt og fornøjeligt!”
Bodil Jensen ser GoCooking Esbjerg som et alternativ eller et supplement til de mere traditionelle foreningsaktiviteter.
”Nogle børn er ikke så sportsinteresserede – det gælder blandt andre min egen søn. Til gengæld interesserer han sig for madlavning, men i hjemkundskabstimerne på skolen får de ikke lavet meget mad. Sådan er det desværre på de fleste skoler i dag. Men så læste jeg noget om en madskole i Sønderjylland og kiggede efter noget tilsvarende her i området. Det kunne jeg ikke finde, og så besluttede jeg mig for selv at oprette én,” beretter den handlekraftige kvinde.
Hjemmeside på vej
Hun understreger samtidig, at tilbuddet ikke kun er for børn i Hjerting, men derimod for alle interesserede. Sæsonen startede i september og slutter i uge 13, og det gik hurtigt med at få holdet fyldt, så snart Bodil Jensen slog initiativet op på Facebook.
”Desværre har vi ikke kunnet tilbyde en plads til alle. Det er gået efter først-til-mølle-princippet,” fortæller Bodil Jensen.
Lige nu arbejder hun på at få hjemmesiden i gang – en opgave, hun meget gerne vil have hjælp til. Hun arbejder desuden på at kunne gentage den populære sommermadskole.
”Hvis vi kan finde nok frivillige og har økonomi til det, så gør vi det igen. Vi har sågar overvejet at udvide til to uger – én i starten og én i slutningen af sommerferien.”
Flere hjælpere søges
Man behøver ikke at have en halv kokkeuddannelse for at kunne blive frivillig.
”Du skal kunne begå dig i et køkken sådan på husmoderniveau og vide lidt om sund mad, og så skal du naturligvis kunne lide børn og levere en ren børneattest,” fortæller Bodil Jensen.
Skulle nogen have lyst til at være frivillig til sommermadskolerne, opfordrer hun dem til at kigge forbi og se, hvordan det foregår på torsdagsholdet.
Planen er at oprette et nyt hold næste sæson – og er der frivillige (og børn) nok – eventuelt helt op til fire hold.
”Det vil være oplagt at danne et hold for de 13-15-årige – både fordi jeg tror, interessen for madlavning også er stor blandt denne målgruppe og fordi, vi lige nu har 8-10 børn, der vil være for gamle til det nuværende hold næste sæson,” vurderer Bodil Jensen.
I stil med andre fritidsaktiviteter er det muligt for børnene at komme og være med et par gange, inden de melder sig endeligt ind, og forældrene betaler de 1195 kr., som en fuld sæson koster. Det svarer til 50 kr. per gang.
At der er fokus på sundhed var noget, Hanne Sinne Thomsen, mor til Kasper på 11 år, lagde meget vægt på, da hun skulle vurdere, om madskolen var en god fritidsaktivitet:
”Jeg undersøgte sundhedsværdien og vurderede, at konceptet lød sjovt og lærerigt – også i forhold til at lære at samarbejde og den slags. Kasper er meget interesseret i madlavning og de mange forskellige smagsnuancer, man kan frembringe. Samtidig passede det med, at fodboldsæsonen var slut og der var en kammerat, som også gerne ville med. Han kommer begejstret hjem med smagsprøver og fortæller om alt det, de har lavet,” siger Hanne Sinne Thomsen.
Netop det med at vænne børnene til at spise en sund og varieret kost ligger også Bodil Jensen meget på sinde. Som en ivrig sportsudøver gennem mange år ved hun alt om, hvad det betyder for energi- og præstationsniveauet samt følelsen af velvære generelt.
”Vi er ikke ude i slankemad. I stedet handler det om, hvad børnene skal leve af resten af deres liv. Det er så vigtigt at få grundlagt nogle gode vaner i barndommen,” vurderer hun.
Al erfaring viser da også, at voksne, der har været med i køkkenet som børn oftere er mere interesserede i at lave sund mad end andre voksne. Argumenterne for at lade sit barn deltage i madlavningen er således svære at komme udenom. Holder forældre deres børn væk fra køkkenet, forsvinder nysgerrigheden, og hvad værre er – den bliver måske erstattet af kræsenhed og ligegyldighed.
Hvad kræsenhed angår har Bodil Jensen på madskoleholdene kunnet konstatere, at nogle børn er ret kræsne, mens andre spiser stort set alt, og at de store er bedre til grøntsagerne, end de små.
Flere spiser grønt
Efter holdet har kørt i et stykke tid, har hun også med glæde kunnet konstatere, at der er mange flere af børnene, som spiser grøntsager nu – selv drengen, der i begyndelsen foretrak at holde sig til hvidt brød og kylling!
Dagens risret ser heldigvis også ud til at falde i de flestes smag, da roen sænker sig over hjemkundskabslokalet, og maden bliver indtaget. Sådan er det som regel, når man selv har været med til at røre, snitte, skrælle og rive.
Tekst: Lene Weber
Foto: Kurt Henriksen
Seline Harborg Grønne, 12 år, Gjesing
Hvorfor er du med her?
”Jeg var med på sommermadskolen og syntes, det var så sjovt, at jeg fik lyst til mere.”
Hvor meget hjælper du
til med madlavningen derhjemme?
”Indimellem laver jeg aftensmad helt selv – andre gange hjælper jeg til.”
Hvilken slags mad kan du selv lave?
”Jeg er rigtig god til at lave frikadeller og spaghetti.”
Hvad er sund kost for dig?
”Det er blandt andet noget med grøntsager – det går vi op i derhjemme.”
Hvad er din livret?
”Jeg kan lide meget forskelligt, men det må nok være sushi og fisk helt generelt.
Anton Møller Hansen, 12 år, Hjerting
Hvorfor er du med her?
”Jeg kan godt lide at lave mad, og så er det hyggeligt, at min mor er med som frivillig.”
Hvor meget hjælper du til med madlavningen derhjemme?
”Nogle gange hjælper jeg til.”
Hvilken slags mad kan du selv lave?
”Jeg kan bl.a. lave gryderetter, pastaretter og lasagne.”
Hvad er sund kost for dig?
”Maden skal være varieret og fedtfattig. Der skal ikke kun være kød på tallerkenen. Man skal huske grøntsagerne.”
Hvad er din livret?
”Måske burger og hjemmelavet pizza.”
Emma Fagioli, 10 år, Hjerting
Hvorfor er du med her?
”Jeg vil gerne lære at lave nogle nye retter, og det er også spændende at udforske nye råvarer, jeg ikke kendte i forvejen.”
Hvor meget hjælper du til med madlavningen derhjemme?
”Det er mest i weekender, jeg får lov at hjælpe, Jeg elsker at bruge tid på at kigge i opskriftsbøger.”
Hvilken slags mad kan du selv lave?
”Pasta Carbonara, pizza, ris… og så kan jeg rigtig godt lide kyllingebryst.”
Hvad er sund kost for dig?
”Mad, man får det godt af at spise.”
Hvad er din livret?
”Jeg kan lide alt – tror jeg.”