Redaktør arkiv: Hjerting Posten

Hjerting Posten 27. maj 2026

Læs som e-paper

Læs som PDF

Læs bl.a. om:

  • Lars har bygget sin egen dampbåd! Se de fantastiske billeder og læs hele historien
  • Ida er blevet iværksætter med økologiske olier
  • Lars leger sig gennem livet efter salg af sit firma
  • Seniorer fra Bryndum nyder livet i Tirsdagscaféen – på udflugt til Fanø denne gang
  • Stor fotoreportage fra Marbækdagen
  • Sommermarked ved Sædding Centret
  • Den populære kryds og tværs
  • Det sker på egnen
  • ANNONCE: FOF klar med godt kursus
  • ANNONCE: City Optik & Kontaktlinsefabrikken: Din bæredygtige optiker
  • ANNONCE: Se hvad Broen Shoppingcenter har at byde på

… og meget mere

Husk at kryds- og tværs-løsningen og valgkonkurrencen nemt kan afleveres ved at sende et foto til mail@vadehavets.dk. Der er et gavekort på 200 kroner til KreaHouse at vinde! Eller smid løsningen i Juliana-postkassen ved vore nye lokaler på Gl. Guldagervej 46a. Det er den til venstre.

Husk: Vi har i Klub Vadehavet særtilbud på den ny børnebog Elefanten i træet af debutanten Marie Hvid-Olsen fra Forlaget Læselyst i Bryndum for kun 135 kroner.

Fanø Dagbog og Carsten Mathiesens bog om Marbæks flora kan købes hos Klub Vadehavet forhenholdsvis 349 og  200 kroner. Vi sælger også Carstens dobbeltværk Planterne i Danmark for 500 kroner,  skriv blot til mail@vadehavets.dk

Frans Buch-selvbiografien, blandt andet om hans tid hos DSB Esbjerg er udsolgt hos os, men kan købes hos store online-boghandlere, måske også hos Varming

Nyhed: Vi sælger nu Fanø-sundhedseksperten Stinne Bergs ny bog Den naturlige vej til at leve – den første danske bog om biohacking, så man lever så længe som muligt. Pris: 200 kroner. Kan leveres på Fanø. Skriv blot til mail@vadehavets.dk

Vi sælger også to af Fovrfeld-forfatteren Frode Oldenburg Jørgsensens bøger, blandt andet den ny om verdensomsejling med Emma Mærsk

Efter 4000 timers slid kom Njord endelig i vandet

Efter 18 års præcisionsarbejde, 4.000 timers slid på værkstedet og en investering på over 200.000 kroner kunne Lars Hjelm Hansen fra Hjerting endelig tænde op i kulkedlen. Foran et stort publikum på Esbjerg Havn stævnede hans sirligt opbyggede og imponerende dampskib Njord ud på sin jomfrusejlads

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

IHÆRDIGHED – Det blev en kulmination på næsten tyve års intenst præstationsarbejde, da det unikke fartøj forleden forlod sit mangeårige hi i en garage i Hjerting. En massiv mobilkran måtte rekvireres for at løfte det tunge og sirligt opbyggede fartøj ud i friheden og over på en trailer. Søndag den 17. maj oprandt så den helt store mærkedag, hvor slæbestedet for enden af Esbjerg Brygge lagde kulisse til en begivenhed, som ejeren havde arbejdet målrettet mod siden 2008.
“Ja, det var det da,” bekræfter bygherren Lars Hjelm Hansen, da han bliver spurgt, om søndagens søsætning var den endelige kulmination på de mange års hårde arbejde på værkstedet.
“Vi havde testsejlet båden Kristi himmelfartsdag for første gang. Så havde jeg lørdag og søndag til at rette et par småting og lave de sidste dørkplader, og jeg pudsede og polerede faktisk helt til midnat lørdag. Søndag foregik formiddagen med, at båden blev vasket, kul blev fyldt i kulkassen, og først til middag kørte vi endelig mod havnen.”

Konstruerede første model som 13-årig
Baggrunden for det opsigtsvækkende projekt skal findes helt tilbage i skaberens tidlige drengeår. Lars Hjelm Hansen har lige så længe, han kan huske, været dybt fascineret af mekanikken i dampdrevne maskiner. Allerede som 13-årig omsatte han in­teressen til praksis, da han konstruerede sin første fungerende model ud af råt støbegods hentet hjem fra England. Kombinationen af denne mekaniske passion og en livslang kærlighed til sejlerlivet udmøntede sig atten år tilbage i indkøbet af et råt, uforarbejdet glasfiberskrog på 18 fod i Sverige.
Før den første skrue overhovedet blev spændt, gik der to år med detaljeret planlægning, millimeterpræcise tegninger og opbygningen af et specialiseret maskinværksted udstyret med både fræser og drejebænk derhjemme. Byggeprocessen har krævet en enorm personlig disciplin, og intet har været overladt til tilfældighederne undervejs.
Lars har gennem alle årene ført en præcis logbog over samtlige minutter, han har lagt i værkstedet, og facitlisten landede på svimlende 4000 arbejdstimer fordelt på selve fartøjet, dampkedlen og den tocylindrede maskine.

Njord er et bevis på udholdenhed
Dampbåden Njord er nemlig ikke hvilken som helst båd, den er et levende bevis på udholdenhed. Sideløbende med sit daglige arbejde som professionel projektleder hos ingeniørfirmaet Cowi har Lars med urokkelig struktur holdt fast i sit projekt. Processen har dog også givet ham en sund portion selvindsigt.
“Projektet har lært mig, at jeg er utrolig dårlig til at vurdere, hvor lang tid sådan et projekt tager. Og det er selvom jeg arbejder med projektledelse professionelt,” forklarer Lars med et selvironisk smil.
“Men der er også undervejs taget mange beslutninger, som har været med til at forfine og forlænge processen. Og så har jeg været relativt kompromisløs. Det tager tid! Og så har jeg jo lært en masse håndværksmæssigt og haft kontakt med mange spændende mennesker for at lære, hvordan man gør ting. Specielt snedkerarbejdet, som var et fag, jeg overhovedet ikke havde prøvet før.”

Fritiden spenderet i kedeldragt
Det enorme tidsforbrug har naturligvis krævet løbende afstemning på hjemmefronten. Med en årlig investering på mellem 200 og 300 timer i projektet har fritiden primært udspillet sig i kedeldragten frem for på sofaen, hvilket kun har kunnet lade sig gøre takket være en stor opbakning fra familien. Rent økonomisk er materialer og bådtrailer løbet op i godt 200.000 kroner. Alt ved skibet bærer præg af denne perfektionisme, hvad enten man kigger på det sirlige valg af ædeltræ eller de specialstøbte messingkomponenter.


Ude på havnefronten var de grå skyer efterhånden blevet en større del af kulissen end den blå himmel, og en kold, skarp vestenvind bed i kinderne på de mange fremmødte gæster. Lars havde i sidste øjeblik lejet en rigtig pølsevogn. Det viste sig at være et populært valg. Venner, forældre og nære familievenner havde samlet sig i en tæt rundkreds for at opleve den store kulmination, mens de nød boblevand og varme frankfurtere.

Gammelt nordisk navn
Efter de indledende taler var det tid til, at den flot pudsede dampbåd officielt skulle have sit navn. Med en klar reference til de gamle nordiske sagaer og maritime traditioner fik skibet navnet Njord – opkaldt efter den nordiske gud for vind og vejr, der beskytter de søfarende på havet. Selve dåbshandlingen blev udført af Lars’ ægtefælle, som på en herlig uformel måde døbte skibets stævn med en god skvat bobler fra et plastglas til store klapsalver fra forsamlingen.


Efter den formelle del blev båden nænsomt sænket ud over kajkanten og ned i det kolde element. Selvom mange lægfolk måske kunne nære en lille frygt for, om det tunge skib overhovedet kunne holde sig flydende, tog hovedpersonen det med ophøjet ro.
“Nej, overhovedet ikke. Jeg havde ikke frygtet, at den ville synke,” slår Lars fast.
“Men jeg var godt klar over, at den ville ligge en anelse tungt i vandet, hvilket den gør. Kedel og maskine vejer tilsammen næsten 400 kilo. Men så er det til gengæld også blevet en stabil og rolig båd.”

En dampmaskine kræver tålmodighed


I modsætning til moderne motorbåde, kan man i en dampbåd ikke bare trykke på en elektronisk startknap. Det kræver tid, tålmodighed og håndværksmæssig snilde.
I ophøjet ro gik Lars i gang med at klargøre maskineriet, fyre op under kedlen med kul og tørt brænde samt opbygge det nødvendige damptryk. Da trykmåleren endelig viste det korrekte niveau, og alt fungerede fejlfrit, inviterede Lars fire spændte familiemedlemmer med ombord i det fine træinteriør.
Med en dyb, imponerende og øredøvende lyd fra skorstensfløjten signalerede Njord, at hun var vakt til live. Jomfrusejladsen bød på en smuk og rolig tur rundt om den menneskeskabte ø i havnebassinet, hvor det moderne Maritimt Center og lystbådehavnen ligger i dag.

Lykkefølelse ved søsætningen
Båden skyder en behagelig marchhastighed på fem til seks knob, når den tocylindrede maskine spinder afsted med 300 omdrejninger i minuttet og yder to hestekræfter.
For Lars var netop dette øjeblik hele sliddet værd, og han er ikke i tvivl om, hvad der udløste den allerstørste lykkefølelse på mærkedagen:
“Det var at have så mange gode venner og familie omkring mig til at fejre og opleve navngivning, søsætning og specielt sejlturene sammen med mig.”
Det blev en ubetinget succes, og da gæsterne ud på eftermiddagen forlod selskabet ved Esbjerg Brygge, var der fortsat kø for at få en tur. Lars Hansen har skabt et stykke unikt ‘crafts­manship’, som man stort set ikke ser magen til i dag. Selvom Lars i første omgang udtalte, at kalenderen nu står på afslapning, løbetræning og en mindre baldakin til båden, indrømmede den passionerede vestjyde med et stort smil, at han allerede har nye mekaniske idéer i støbeskeen.

Tekst: Lene Memborg
Foto: Egill Egilsson / Memborg Press

Naturfest i majsol: Stor succes ved Marbæk

Strålende solskinsvejr og historiske håndværk lokkede mange glade gæster til en storstilet naturfest på Myrtuegård i Marbæk. Her studeres småkravl i vandet.

Strålende sol og gamle håndværk skabte lærerig, storstilet fest langs Vadehavet

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

NATIONALPARKDAG – Strålende solskinsvejr og historiske håndværk lokkede mange glade gæster til en storstilet naturfest ved Vadehavet.
Efter en våd affære sidste år tog den traditionsrige Marbækdag i år revanche med fantastisk forårsvejr over Myrthuegård. Fra tidlig formiddag valfartede nysgerrige familier til området, hvor de byttede byens varme asfalt ud med fjordens friske luft.

 


Det var tydeligt, at lysten til at opleve den kystnære natur og de gamle traditioner var enorm hos de mange fremmødte borgere.
Formålet med det fælles initiativ, som Myrthue – Natur, Kultur & Læring og Nationalpark Vadehavet stod bag sammen med Esbjerg Kommunes skovfolk, var netop at give flest mulige en stærk naturoplevelse under åben himmel samt skabe dybere viden om menneskets samspil med det unikke økosystem.

Maritime traditioner
En rute på omkring to kilometer dannede rammen om de mange kulturtilbud og naturaktiviteter. Hele begivenheden blev båret flot igennem af 100 frivillige fra lokale foreninger, hvor især aktører fra Hjerting og omegn markerede sig stærkt. Gæsterne kunne blandt andet møde Hjerting Kanelaug, der levendegjorde områdets maritime kysthistorie, mens kunstnergruppen Tidevand bidrog med smukke, vestjyske akvarelmalerier. Også Hostrup Sognearkiv var mødt op for at dele ud af historisk viden fra nærområdet.

Gamle landbrugsmaskiner

Ved Varde og Omegns Bevaringsforening for Landbrugsmaskiner blev de besøgende ført tilbage til tiden før mejetærskeren. Her blev leen svunget med kyndig hånd, og mange fik en lektion i at stryge bladet skarpt. Hos Esbjerg Flettekreds herskede en rolig atmosfære; her blev naturens egne råmaterialer som bark og pil forvandlet til kunstfærdige kurve under stor koncentration.

På pladsen summede det af liv, og duften af vildt og bålrøg spredte sig hurtigt fra Esbjerg Jægerråd, der serverede smagsprøver på skovens delikatesser, mens gæsterne testede præcisionen med bue og pil. For de maskininteresserede var det et højdepunkt at kravle op bag rattet på en rød Ferguson-traktor, der stod som et stolt symbol på fortidens mekanik.

Uddelte viden med rund hånd
Naturvejlederne og Esbjerg Kommunes Naturteam sørgede for, at både store og små blev klogere på Nationalpark Vadehavets unikke økosystem, der har status som verdensarv. Nationalparken deltog med sin mobile udstilling, hvor man studerede bittesmå dyr i digitale mikroskoper og hentede de populære naturguider. Med kikkerter rettet mod horisonten fangede deltagerne alt fra havørne til sæler, mens Esbjerg Fotoklub forevigede de gode stunder. Dagen bød desuden på alt fra DCH Esbjergs hundeaktiviteter til smagsprøver fra Esbjergegnens Drambryggere, mens Esbjerg Kunstmuseum og DIN Forsyning gav indblik i miljø, kunst og naturressourcer.
”Marbækdagen er helt speciel, fordi den samler os om lokalt engagement og stoltheden over vores natur,” udtalte Dorte Vind, leder af Myrthue. Da dagen lakkede mod enden, var det med fyldte rygsække og gode minder. Det er ikke uden grund, at Marbækdagen har været et trækplaster siden 1995 – det er en dag, hvor fællesskabet og naturen går op i en højere enhed. At flere af de mindste sluttede af med en velfortjent lur i det grønne græs, var det ultimative tegn på en vellykket dag i det fri.

Tekst: Lene Memborg
Foto: Egill Egilsson / Memborg Press

Kage og kultur i sogneparken – og en udflugt til Fanø

Den nybagte kage og varme kaffe fik snakken og den gode stemning til at flyde frit over bordene.

Nybagt kage og stærke fortællinger får samtalerne til at flyde blandt seniorerne

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

KULTURGLÆDE – En tur ud i det blå, krydret med levende fortællinger om destinationen eller et spændende, nærværende foredrag derhjemme. Det er præcis, hvad deltagerne i den populære Tirsdagscafé ved Bryndum Kirke kan nyde, når de samles til fællesskab og kulturelle input. Det succesfulde lokale initiativ ledes i et tæt og engageret samarbejde med sognepræst Egil Hvid-Olsen, og caféen er for længst blevet garant for både gode oplevelser og varme sociale relationer i nærområdet.

Udflugt til Fanø

En minderig forårsudflugt ud i det blå bød på masser af hygge og spændende, lokale fortællinger.

Senest dannede Fanø rammen om en minderig og utrolig hyggelig forårsudflugt, hvor godt 25 forventningsfulde lokale seniorer drog afsted sammen. Turen bød blandt andet på et unikt indblik i øens rige hotelhistorie før og nu, formidlet på levende vis af en dygtig lokal guide, som mødte gruppen undervejs. Derudover lagde selskabet vejen forbi den smukke Sønderho Kirke, hvor de mange historiske modelskibe under det lave træloft fangede deltagernes store interesse. Hele 15 flotte træskibe hænger der under loftet, og de gemmer hver især på en helt særlig fortælling, som de rejsende seniorer blev markant klogere på i løbet af denne dejlige forårsdag.

Deltagerne blev klogere på de 15 historiske modelskibe under træloftet i Sønderho Kirke.

20 år på bagen
Idéen til Tirsdagscafeen opstod oprindeligt for mere end 20 år siden hos Ilse Caben Pedersen. Hun syntes dengang, at der manglede nogle gode, vedkommende tilbud til seniorerne i lokalområdet, og hun begyndte derfor målrettet at arrangere foredrag og udflugter. For fem år siden blev den velfungerende café lagt fast ind under menighedsrådet i Bryndum Kirke, men den drives i dag fortsat under en selvstændig, aktiv bestyrelse, som sognepræst Egil Hvid-Olsen også er en fast del af.
Arrangementerne løber af stablen hver 14. dag, og Tirsdagscafeen lever i bedste velgående med en imponerende lokal opbakning. Der tælles stabilt mellem 30 og 60 glade deltagere hver eneste gang, sognets ældre mødes i de vante rammer.
“Vi har altid rigtig mange deltagere med, og der er altid en fantastisk god stemning,” fortæller sognepræst Egil Hvid-Olsen med et stort smil.

Snak over kaffebordet

Kultur, fællesskab og glade miner var i højsædet på seniorernes veltilrettelagte forårsudflugt.

Ud over de mange hyggelige stunder hjemme i sognegården byder det kommende halvår på to spændende ud-af-huset-oplevelser, hvor turen blandt andet skal gå til det imponerende Vadehavscenter. Ifølge sognepræsten er det dog langtfra kun de faglige indslag og udflugter, der trækker folk til fællesskabet. Det uformelle samvær over det dækkede kaffebord spiller en mindst lige så stor rolle for sammenholdet.
“Og så er det bare utrolig vigtigt med nybagt brød eller kage,” konstaterer Egil Hvid-Olsen.
“Det kan måske lyde en smule fjollet, men den nybagte kage er faktisk et helt centralt og samlende element for deltagerne. Det er i høj grad over kaffebordet, at snakken og samtalerne flyder fuldstændig frit imellem os.”

Stærkt sammenhold og masser af smil, når Tirsdagscafeens deltagere mødes til uformelt samvær.

Oplevelser forude
Programmet sammensættes omhyggeligt af bestyrelsen, som flittigt plukker gode idéer fra deltagernes egen opstillede forslagskasse for at ramme så bredt som muligt.
“Det vigtigste er altid sammenholdet, og at vi kan tilbyde nogle varierede tilbud, så der reelt er lidt for enhver smag,” påpeger Egil Hvid-Olsen.
De kommende måneder byder således på stor variation med alt fra et teknisk indblik i den omfattende restaurering af Bryndum Kirke ved konsulent Poul Larsen, til en stemningsfuld eftermiddag med fællessang sammen med Niels Rahbek, hvor der helt sikkert også skal synges igennem.
“Og så må man jo absolut ikke glemme julefrokosten, som er en utrolig vigtig, årligt tilbagevendende begivenhed med stor opbakning fra hele sognet,” slutter en glad sognepræst.

Tekst: Lene Memborg
Foto Henriette Thomsen Andersson / Memborg Press

 

 

Kurerede datters eksem: Nu sælger Ida Jepsen økologiske olier

Ida Jepsen i gang med at blande de koldpressede, økologiske olier i køkkenet på Havbakken.

Efter et år med benhårdt arbejde og strenge EU-godkendelser er UHD Skincare i luften

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

NATURLIGT – Siden år 2000 har 55-årige Ida Thaarup Uhd Jepsen arbejdet 35 timer om ugen som fysioterapeut hos FysDanmark i Varde. Hun er vant til aktivt at bruge sine hænder i det daglige arbejde med patienterne, men i de seneste par år har hænderne, tankerne og fritiden også været fuldstændig optaget af noget helt andet. Ida har nemlig nørdet intensivt med at udvikle sin helt egen, simple og milde hudplejeserie baseret på koldpressede, økologiske olier, som hun køber hjem i store dunke til familiens private køkken på Havbakken.

Smertefuld betændelse
Motivationen bag det store arbejde skal findes i et dybdegående, personligt ønske om at hjælpe datteren Bjørk. Datteren har i mange år været utrolig hårdt ramt af atopisk eksem og voldsom, smertefuld betændelse i huden, hvilket gennem tiden har krævet mange kradse hormonbehandlinger. Det var en utrolig barsk og opslidende omgang for hele familien. Først for fem år siden lyttede Bjørk for alvor til sin mor, der i årevis havde eksperimenteret og lavet sine egne olier for at undgå PFAS og unødig kemi på huden. Ida miksede en helt særlig, unik blanding, og da den virkede overvældende positivt på datterens plagede hud, traf den erfarne fysioterapeut en stor beslutning om at gå videre med projektet.

Hjælp fra Riggen
“Vores børn er efterhånden store, og nu er der endelig tid i hverdagen, hvis jeg skal nå at prøve noget helt nyt af i livet,” fortæller Ida om det store spring ud i det uforudsigelige og ukendte. Der er nemlig absolut ingen i hendes familie, der nogensinde har været selvstændige før.
Det var på iværksætterhuset Riggen i efteråret, at hun fik den rette sparring til at tage det endelige spring. Her fandt hun for alvor ud af, hvor meget det egentlig kræver udefra at være selvstændig i dag. Efter de 26 år på arbejdsmarkedet som fysioterapeut kan de mange timers manuelle behandlinger efterhånden godt mærkes i fingrene, men det fysiske arbejde med at blande råvarerne er dog nærmest det mindste i det samlede regnestykke. Det var derimod alle de eksterne krav og det store, uoverskuelige bureaukrati, der for alvor trak tænder ud undervejs i forløbet.

Omfattende produktsikkerhedsrapport
Der skal laves en omfattende produktsikkerhedsrapport, en såkaldt CPSR-vurdering, i et tæt og professionelt samarbejde med en kemiingeniør. Derudover skal de nye produkter registreres i EU-databasen CPNP, og der skal udarbejdes en detaljeret PIF-dokumentation med informationer om holdbarhed og præcise stabilitetstest. Det koster hurtigt mellem 5.000 og 6.000 kroner pr. produkt i ren godkendelse. Der er enorme administrative krav, før man overhovedet er på banen.

Hver eneste dråbe tæller, når Ida med stor nøjagtighed afvejer de milde, økologiske ingredienser. Foto: Lene Memborg

Hver eneste dråbe tæller, når Ida med stor nøjagtighed afvejer de milde, økologiske ingredienser.

Nu tager det en halv dag at producere en portion olie, hvor alt sprittes grundigt af. Fra den spæde idé til det færdige resultat er der gået et år, og UHD Skincare ramte netop nettet i marts måned. Olierne har allerede fundet vej til hylderne hos Bønnespiren og Krea House, og der er lavet en aftale på Fanø, selvom produktionen lige nu har svært ved at følge med efterspørgslen.

Aktive olier
Serien er simpel og mild og består primært af jojoba-, havtorn- og hybenkerneolie, som er ideelle til sensitiv hud. Havtorn og granatæble fungerer som aktive olier, der regenererer og styrker hudbarrieren, mens E-vitamin bruges til at konservere naturligt. Priserne ligger bevidst mellem 249 og 349 kroner, så alle kan være med.
Målgruppen var oprindeligt kvinder i Idas egen alder, men hun oplever nu, at mange skriver angående småbørn og unge med tør eller irriteret hud, herunder kvinder i overgangsalderen. For Ida handler det overhovedet ikke om udseendet eller om at fjerne alle rynker, men udelukkende om den rare følelse af, at huden har det godt.

Iværksætteren Ida Jepsen flankeret af datteren Siv, der flittigt hjælper med at skyde indhold til UHD Skincares sociale medier. Foto: Memborg Press

Iværksætteren Ida Jepsen flankeret af datteren Siv, der flittigt hjælper med at skyde indhold til UHD Skincares sociale medier.

Døtrene Bjørk og Siv styrer UHD Skincares sociale medier på TikTok og Instagram med masser af kærlig boomer-humor, hvor de filmer deres mor, der har gang i projekterne. Drømmen for den vestjyske mor er på sigt at gå en smule ned i tid som fysioterapeut og i stedet drive den nye webshop som en rigtig god, sund og velfungerende hobbyvirksomhed. Det har været en lang og udfordrende rejse, men jeg er bare vildt glad for resultatet nu, slutter den lokale og nyslåede iværksætter glædestrålende.

Tekst: Lene Memborg
Foto: Memborg Press

Fra it-millionær til livsnyder: Lars leger på fuld tid

Fuld fart på festen: Humøret var i absolut topklasse, da Lars Thulin i fredags den 22. maj rullede det helt store private fest-setup ud i det strålende maj-vejr. Mens solen bagede over Sædding, indtog popgruppen La La Ladies scenen og leverede et brag af en live-koncert.

Fra IT-millionær til spillemands-konge: Lars Thulin spreder ren livsglæde

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

LIVSNYDER – Mange kender Lars Thulin som den skarpe erhvervsmand, der i 2023 solgte sin succesfulde IT-virksomhed, Centex, til netIP.
Erstatningen er dog langt fra blevet en kedelig hængekøje. Siden salget har Lars nemlig i den grad transformeret sig til en af Sæddings største og mest farverige livsnyder, der brænder for at sprede ægte humør og masser af energi omkring sig.

Lars Thulin. Foto / Copyright: Lene Memborg

Lars Thulin solgte sit IT-firma og skabte sit eget vilde univers med masser af biler, flippermaskiner og store fester.

Når han ikke agerer mentor for unge drenge, rådgiver i forretningslivet eller leger chauffør for Mødrehjælpen under konfirmationerne, elsker han at samle folk til fest. Så sent som i fredags rullede han det helt store fest-setup ud privat, hvor popgruppen La La Ladies, et hornorkester med mere underholdt gæsterne i strålende maj-vejr. Lars er ganske enkelt vennernes ven, og han elsker fest, farver og glade mennesker.

Et vildt univers
På Glarmestervej 11 har han og konen Bente skabt sit helt eget, vilde univers. I de gamle erhvervsbygninger driver han en kulørt retro-spillehal med mange pinball-maskiner, arkadespil og en jukeboks med nostalgiske hits på. Her kan man for 150 kroner pr. næse leje sig ind i to timer til et herligt afbræk i hverdagen. Nogle af maskinerne udbryder med jævne mellemrum højlydte kommentarer, der passer til skærmens tema. Lars er dog ingen nørdet mekaniker. Han gider ikke bruge sin tid på at stå på hovedet i teknikken – maskinerne skal bare virke.

Brandrød Corvette

Her har Lars Thulin taget plads i en flot Morgan.

Ved siden af arkaden glitrer en bilgarage, der vil dreje hovedet af enhver bilentusiast på gaden. Her holder en brandrød Corvette med en bragende V8-motor, der lyder som en mindre flyvemaskine, når den starter op. Garagen tæller også en sølvgrå Jaguar E, en Austin Healey og en folkeboble. Lars samler
metodisk udelukkende på én ting: Det, han kort og godt kan lide.
“Jeg ved godt, det er en dyr hobby, men jeg var heldig med virksomheden. Det er fantastisk at sprede glæde,” storsmiler han og tilføjer med et glimt i øjet:”
Man bliver jo ikke ældre, end man selv leger!”

Tekst: Lene Memborg
Foto: Memborg Press

Det sker på egnen fra 27. maj til 16. juni 2026

Der er tale om udvalgte begivenheder. Nogle arrangementer kan kræve tilmelding og/eller betaling af entré/krav om medlemskab. Mangler jeres forenings åbne arrangement, så skriv til mail@vadehavets.dk

  • Hver onsdag kl. 10-12: Onsdags-Petanque på banerne foran Esehuset i Sædding (Fyrparken 19, Esbjerg V). Det koster en flad 10’er at kaste med
  • Ons. 27/5 kl. 10: Sædden Kirke, Fyrvej 30: Strikkecafé
  • Ons. 27/5 kl.10-12: Gl. Guldagervej 12: Strik- og hæklecafé hos Jon & Dittes Hus
  • Ons. 27/5 kl. 16: Sædden Kirke, Fyrvej 30: Bibelcafé, hvor der læses i bibelen og diskuteres efterfølgende
  • Fre. 29/5 kl. 14-16: Træfpunkt Sædding, Fyrvej 34B: Keglebillard for 10 kr. pr. person pr. time (afregnes hver halve time) for at spille og drikke kaffe
  • Søn. 31/5 kl. 10-12: Sønderris-hallen: Børnenes legedag. Alle er velkomne. 10 kroner. Arr.: SSK
  • Man. 1/6 kl. 9-11: Træfpunkt Sædding, Fyrvej 34B: Keglebillard for 10 kr. pr. person pr. time (afregnes hver halve time) for at spille og drikke kaffe
  • Man. 1/6 kl. 19: Bryndum Kirke, Bryndumvej 115: Koncert En verden i forandring med Camenakoret ledet af Natascha Pontoppidan
  • Ons. 3/6 kl. 17: Sædding, Strynøvej 7:  Friluftsgudstjeneste v/ KFUM/KFUK Spejderne
  • Tor. 4/6 kl. 9.30-11.30: Bryndum og Vester Nebel kirker, Bryndumvej 111A: Strikcafé i Sognegården
  • Lør. 6/6 kl. 9.30-14: Fyrvej 34 D: Sommermarked ved Sædding Centret (kun i centrets åbningstid), 100 kroner
  • Lør. 6/6 kl. 12-13.30: Bryndum, Bryndumvej 111A, Lørdagscafé for kvinder i Sognegården
  • Søn. 7/6. kl. 10 og øvrige søndage: Sædding Strandvej 1: Bare Mød Op. Løbeklub for dig, der ønsker at få skabt nogle gode vaner. Ruten starter ved De Hvide Mænd, og efter løbeturen serveres der kaffe
  • Man. 8/6 kl. 10-12: Gl. Guldagervej 12: Akvarelgruppe hos Jon & Dittes Hus
  • Tir. 9/6 kl. 10-12: Træfpunkt Sædding, Fyrparken 19: Tirsdags Krolf for 10 kr., som afregnes ved start og inddeling i hold
  • Ons. 10/6 kl. 19-21: Bryndum og Vester Nebel kirker, Bryndumvej 115: Sommerkoncert med Cantica-koret
  • Lør. 13/6 kl. 8.30-13: Sædding, Esbjerg Strand 10: Open Water Esbjerg 2026, hvor du kan svømme rundt om havneøen på maks. 2,5 timer. Tilmelding lukker 13. juni, og hvis man tilmelder sig inden 1. juni, får man en deltagermedalje. Priser fra 200 kroner

Der blev gjort hovedrent i Hjerting og Guldager

Med gribetænger og godt humør drog familier og firbenede hjælpere ud på ruterne for at befri Hjertings natur for efterladenskaber og gøre byen klar til foråret.

Sammenhold, smil og rene stier i Hjerting

Mange flittige hænder og godt humør skabte flotte resultater i forårssolen den 28. april

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

SAMMENHOLD – Solen strålede om kap med de mange frivillige, da lokalsamfundet en solrig søndag i april mødtes til det traditionsrige arrangement Hold Hjerting Ren. Dagen var ikke valgt tilfældigt, den faldt nemlig sammen med Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende affaldsindsamling, hvilket gav en helt særlig følelse af at være en del af noget større. Det kunne ikke have været smukkere; en lun forårssol kastede sit lys over stier, veje og strande, mens lokale borgere i alle aldre mødtes om den fælles mission: At befri vores offentlige områder for skrald.

Hunde snusede sig til skraldet
Det var et hjertevarmt syn at se, hvordan projektet samlede både børn, forældre og bedsteforældre i en fælles sag, der rækker langt ud over blot at samle affald. Udstyret med gribetænger og poser, som Meny og Krea House i Hjerting generøst havde støttet op om, drog familierne ud på en vigtig gåtur gennem deres eget lokalområde. Selv de firbenede venner var med som aktive deltagere – her var hunden ikke blot en tro følgesvend, men fungerede som en dedikeret ‘skraldehund’, der nysgerrigt snusede sig frem til skjulte efterladenskaber i buskadset, som ellers ville være blevet overset.

Mindre affald end tidligere

Snakken gik livligt på ruterne, og der herskede en helt særlig følelse af stolthed over at gøre en aktiv forskel. Selvom der blev gjort et enkelt kedeligt fund i form af en brugt kanyle, var den generelle oplevelse utrolig positiv. Mange fremmødte bemærkede med glæde, at der var væsentligt mindre affald i år end tidligere. Det tyder på, at den årlige tradition for at passe på lokalområdet virkelig bærer frugt og skaber en dyb respekt om vores fælles natur.

Så var der grillpølser og sodavand

Da klokken slog 12, samledes de mange flittige ‘skraldefolk’ ved containeren over for Krea House. Sække efter sække blev smidt i, og den fysiske træthed blev hurtigt erstattet af hygge og socialt samvær. Luften blev fyldt med duften af varme pølser, og mens de kolde sodavand og øl blev nydt, fik trætte ben lov til at hvile efter indsatsen.

Blikket kunne hvile på den bjergtagende udsigt mod Fanø og Skallingen, mens roen sænkede sig over forsamlingen. Men den største belønning var ikke forplejningen eller udsigten – det var den varme følelse af at have bidraget til, at Hjerting igen er ren og indbydende for både beboere og besøgende. Det var en dag, hvor fællesskabet var i centrum, og hvor glæden ved at gøre en forskel var tydelig hos alle.

Tekst: Lene Memborg
Foto: Egill Egilsson/ Memborg Press

Guldager i gult: Nabofællesskab og skattejagt i grøftekanterne

Smilene var utroligt brede trods de mange bøjede rygge, da de dedikerede lokale ildsjæle i alle aldre valgte at bruge deres søndag formiddag på at give Guldager og omegn en grundig og tiltrængt forårsrengøring i det milde vejr.

Et stærkt lokalt sammenhold sikrede en meget renere natur i Guldager og omegn

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

RENGØRING –  Søndag den 19. april lyste de gule veste op i landskabet mellem Guldager og Hjerting. Grøftekanterne fik en kærlig omgang, da 25 lokale ildsjæle fiskede alt fra glemte flasker til mærkværdige skatte op af naturen. Blandt de sjoveste fund var et rustent løbehjul og en parkeringsbøde helt fra Aalborg.

Smittende gejst

Selvom fremmødet var lidt lavere end sidste år, var humøret højt i det lune forårsvejr. Glædeligvis var affaldsmængden mindre end tidligere, hvilket tydede på, at oplysningen i de lokale børnehaver og hjemme bar frugt. Gejsten smittede, og både børn og forældre støttede troligt op om den årlige rengøring af deres fælles baghave.

Hygge i bålhytten

Efter indsatsen mødtes deltagerne til velfortjent hygge i bålhytten. Guldager Forsamlingshus var sponsor for sandwich og kolde drikke, mens snakken gik lystigt om dagens mærkværdige fund. Alle gik hjem med et smil og den gode følelse af at have gjort lokalområdet lidt renere og fællesskabet en tand stærkere.

Tekst: Lene Memborg
Foto: Egill Egilsson/Memborg Press

Masser af sjæl og gode fund hos Johannes i Guldager Antik

Sikke et fund! Nye maritime skatte hos Guldager Antik! Johannes har netop hentet disse unikke sømandsmøbler fra en lejlighed i Esbjerg, og de står nu klar til nye ejere i butikken.

Noget for enhver smag på de mange kvadratmeter

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

ANTIK – Midt i Guldager gemmer sig et sandt paradis for samlere og nysgerrige sjæle. Her driver den 64-årige Johannes Fromberg Hansen sin passionsforretning, Guldager Antik, hvor 250 kvadratmeter bugner af alt fra kgl. porcelæn til finurlige kagedåser.
Johannes er oprindeligt uddannet tømrer, men en livslang og dyb ‘samlemani’ førte ham efter 14 år med loppemarkeder direkte mod antikviteterne, som han nu har helliget sig gennem de sidste syv år.

Gamle ting får nyt liv

Smilet er altid fremme, når Lola og Johannes tager imod på trappen til Guldager Antik. Foto: Lene Memborg

Smilet er altid fremme, når Lola og Johannes tager imod på trappen til Guldager Antik.

Det er en vaskeægte familiedrift, hvor Johannes får uvurderlig hjælp af sin søster, Lola. Hun har været med fra starten og styrer kontoret med sikker hånd, mens de sammen byder både lokale og tyske turister velkommen i et univers med priser helt nede på jorden.
”Jeg fortsætter, så længe helbredet tillader det. Jeg elsker at se forvandlingen, når en gammel ting får nyt liv i mit værksted,” fortæller Johannes med et varmt smil.

Garanti for en personlig skat

Gå på opdagelse i en verden af kuriositeter: Johannes åbner dørene til sin samling af unikke billeder og klenodier. Foto: Lene Memborg

Gå på opdagelse i en verden af kuriositeter: Johannes åbner dørene til sin samling af unikke billeder og klenodier.

Uanset om man leder efter messing, retrostole eller en sjælden papirkniv, er der garanti for at finde en personlig skat. Butikken rummer alt med sjæl fra 1800-tallet til i dag, og Johannes opkøber alt fra dødsboer til spændende sømands-klenodier i et tæt samarbejde med andre opkøbere.

Glem stressende byture
Glem alt om dyre priser og stressende byture. I Guldager kan man i ro og mag gå på opdagelse i de mange skabe og lade sig inspirere af de sirligt sorterede fund. Det er netop her, man finder de ting, man slet ikke vidste, man manglede, før man forelsker sig i dem. Det er den helt perfekte destination for en hyggelig og lokal udflugt.

Tekst: Lene Memborg
Foto: Memborg Press

 

Hjerting Apotek flytter ind i topmoderne lokaler

Apoteker Anne Kahns og daglig leder Anna Hutchison smiler foran hylderne: Nu er vi snart helt klar til at tage imod jer på Bytoften!

De nye moderne rammer styrker den faglige samtale og kundens tryghed

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

SUNDHED – På lørdag holder Hjerting Apotek flyttedag. Så snart dørene lukkes på den nuværende adresse, går arbejdet med at flytte de sidste ting til de nye, moderne lokaler på Bytoften 24 i Hjerting Centret i gang. Alt skal være helt klar til den officielle åbning den 4. maj.

Lys, luft og fornyelse
Apoteker Anne Kahns glæder sig sammen med sit dedikerede team til at byde både trofaste og nye ansigter velkommen i rammer, der emmer af lys, luft og fornyelse. Det er kulminationen på en længere proces, der nu endelig bliver til virkelighed for både personale og byens borgere.

Nu med topmoderne robot

Apoteker Anne Kahns ved den nye robotarm på Bytoften – en af apotekets mest effektive medarbejdere. Foto: Lene Memborg.

Apoteker Anne Kahns ved den nye robotarm på Bytoften – en af apotekets mest effektive medarbejdere.

Selvom de nye lokaler i kvadratmeter ikke er markant større, er der tale om en væsentlig funktionel opgradering.
”Vi glæder os virkelig til at præsentere det her for vores kunder. Det er en topmoderne version af apoteket, vi åbner nu,” fortæller Anne Kahns med et stort smil.
Midt i den travle proces er en af apotekets vigtigste tekniske medarbejdere – en topmoderne robot – ved at blive kodet og tilsluttet. Denne investering i teknologi optimerer arbejdsgangene fra første dag, så medicinen findes hurtigere frem til kunden.

Menneskeligt nærvær

Anne Kahns og Anna Hutchison pakker ud og gør klar til åbningen den 4. maj. Foto: Lene Memborg

Anne Kahns og Anna Hutchison pakker ud og gør klar til åbningen den 4. maj.

For Anne Kahns er det dog afgørende, at den avancerede teknologi aldrig overskygger det menneskelige nærvær. Selvom adressen er ny, og rammerne er opdaterede til 2026-standarder, vil kunderne møde alt det velkendte. Hun suppleres af den daglige leder, Anna Hutchison:
”Det er præcis det samme kompetente personale, som følger med over. Det har været helt centralt for os, at trygheden, genkendeligheden og den gode faglige samtale forbliver selve kernen i vores daglige arbejde.”

Farvel til pizzeria
Apoteket overtager lokalerne, der blev ledige sidste år, da udlejeren Villemoes Holding købte den tidligere lejer, Pizza Ekspressen, ud. Dette var et led i en større strategisk plan om at styrke Hjerting Bycenter.

Hurtig udbringning
Anna Hutchison understreger, at de lokale ydelser fortsætter ufortrødent. De ekstremt flotte rammer giver nu endnu bedre mulighed for at tilbyde medicinsamtaler og rådgivning i private rammer. Her kan man trække sig tilbage og få støtte til gode vaner, eller hvis man for eksempel er nervøs for bivirkninger eller har andre spørgsmål til sin medicin. Det handler om at sikre, at kunden føler sig tryg og vel-vejledt. Desuden fortsætter vaccinationer, Apotekets To Go og hurtig udbringning som en fast del af servicen.

Har nu 40 ansatte på fire adresser
Anne Kahns medbringer en imponerende faglig ballast til Bytoften. Med en ph.d. i bagagen og en markant fortid som formand for Danmarks Apotekerforening brænder hun for at bringe de farmaceutiske kompetencer i spil. Hendes virkelyst har gennem årene ført hende til i dag at drive en moderne virksomhed med 40 ansatte fordelt på Esbjerg Jerne Apotek og filialerne Esbjerg City Nord Apotek, Fanø Apotek og nu det nye Hjerting Apotek.

Har fundet balancen
Privat finder Anne balancen i Esbjerg sammen med sin mand, Jesper Hille, som hun har dannet par med i 45 år. Med to døtre og to børnebørn i byen er der rigeligt at se til.
”Det var vildt spændende at sidde med i Apotekerforeningen dér, hvor de strategiske beslutninger bliver truffet for hele apotekssektoren, men jeg ville også gerne kunne bruge mere tid på både mine fire apoteker og ikke mindst mine børn og børnebørn,” fortæller hun.

Goodiebag til de første

Daglig leder, Anna Hutchison glæder sig til at byde velkommen. Foto: Lne Memborg.

Daglig leder, Anna Hutchison glæder sig til at byde velkommen i den ny apoteksfilial på Bytoften i Hjerting.

For at fejre åbningen vil der fra mandag den 4. maj til lørdag den 9. maj hver dag udover mange spændende tilbud være en lækker goodiebag til de første 50 kunder. Ambitionen er klar: En moderne sundhedsvirksomhed, hvor teknikken hjælper, men hvor smilet altid kommer i første række.

Tekst: Lene Memborg
Foto: Memborg Press

 

 

Top