Uddrag af  Erik Trigger Olesens bog “Over havet under himlen” om hans bedstefar Jens Richart Torslands liv i Hjerting gennem 96 år på basis af hans egne erindringsnoter.
Uddraget bringes med tilladelse fra forfatteren.

Læs artikel om bogens tilblivelse

Hvorfra min verden går

Igennem disse erindringer prøver jeg at genskabe byen Hjerting med dets indbyggere, som det var i min barndom, og så godt som jeg husker det. Det vil jeg komme nærmere ind på i det efterfølgende kapitel.

Et hus som jeg dog ikke kommer udenom at skulle fortælle særskilt og mere indgående om, er naturligvis mit barndomshjem på Vinkelvej nr. 9.

Før mine bedsteforældre flyttede hertil lå der et stråtækt hus, hvor der boede en gammel kone som man kaldte Kjesten Kjærnmælk. Jeg ved ikke om hendes hus brændte eller om det blev revet ned, men Jens Rich byggede i hvert tilfælde et nyt hus i 1909 og plantede haven til med træer og buske, hvoraf vi stadig har tre æbletræer som stadig bærer godt med frugt, selv om de nu er temmeligt gamle.

Havearbejde interesserede nu ikke bedstefar, han foretrak at gå på jagt. Som så mange andre på den tid var han dog nødt til at give sig i kast med meget andet, for at få brød på bordet og få det daglige liv til at hænge sammen, så han var både murer og tømrer, og han prøvede også at fiske, på et tidspunkt havde han sågar et lille skib som hed Peder Sabro, han var nemlig en meget inkarneret socialdemokrat, men ingen af delene blev rigtig til noget for ham. Jeg tror såmænd ikke det var fordi min bedstefar ikke var god til det han gav sig i kast med, men han endte med altid med at være i bekneb for penge og var vist nok en dårlig økonom, så jeg tror bare, at han ikke rigtig havde hjertet med, i de gøremål han var tvunget ud i for at tjene til livet. Han var en meget musikalsk mand og var ret god til at spille både fløjte og violin, han skrev selv noder og havde en meget flot håndskrift, han var en velbegavet og alsidig mand, men fik nok aldrig rigtig udnyttet sine gode evner, da der ikke rigtig var noget at tjene dengang, som det vi ville kalde en kunstnerisk sjæl. Jeg tror han ville noget andet end det han var nødt til, og derfor gik det ikke helt efter planen altid.

Min bedstemor, Anne Rich derimod, hun kunne holde sammen på det hele, hun syede for folk og strikkede massevis af uldent undertøj til fiskerne, der kom endda folk fra Esbjerg for at få strikket hos hende, det var solidt kram og billigt. Hvis de selv kom med garnet kostede det kun fem kroner for at få et par underbukser strikket. Hun gravede også orm og esede dem til bakbådene. Hun holdt ænder og gæs, og vi havde som regel to grise hvert år, den ene kom i saltkarret når den var blevet slagtet, og den anden blev solgt til slagteriet, og for pengene den indbragte blev der købt kul og koks, så vi havde til hele vinteren. Hun var naturligvis meget økonomisk, for pengene var både få og små, så grisen til saltkarret blev først slagtet lige før jul, så den kunne nå at blive godt fed, jo større den var, jo bedre var det.

Det var en stor dag når der skulle slagtes. Slagteren mødte op så snart det var blevet lyst og så skulle der være masser af varmt vand klar, så grisen kunne blive skoldet med det samme den var slagtet. Slagteren mødte op med en stor trækølle, og med den slog han grisen for panden så den blev lammet, lidt lige som man gør på slagterierne i dag, men hvor man bruger boltpistoler, og når den så var faldet om, stak han kniven i halsen på den for at lade blodet løbe af den, men forinden var bedste kommet med vaskefadet, for der skulle blodet jo i. Det var afgørende at der endelig ikke gik noget til spilde, og imens blodet løb ned i vaskefadet, var det vigtigt at der hele tiden blev rørt i blodet, da det ellers størknede og klumpede, og det foregik som regel ved at enten bedste eller slagteren stak en hånd ned i fadet og rørte rundt.

Der skulle også vendes tarme, og det siger næsten sig selv at det ikke lugtede særligt godt, men de skulle jo bruges til pølserne som skulle laves, der blev lavet blodpølse og medisterpølse og hakket fars og stegt og braset så det var fedtet over hele huset, alt som ikke kunne saltes skulle koges, steges eller røges, da vi jo ikke havde hverken køleskab eller fryser. Frikadeller og medister blev sammen med kogevandet hældt i stenkrukker, når væsken så var afkølet, dannedes der et låg af fedt foroven i krukken så der ikke kom luft til, og der kunne det så holde sig i lang tid, men det lugtede nu ikke særligt appetitligt når der var gået et halvt års tid. Svineblæren eller blæsen som vi kaldte den, fik jeg overrakt, og der blev omgående stukket et strå ned i den og så blev den pustet op, og blev man ved længe nok kunne den blive på størrelse med en fodbold, som man så kunne lege med, og nytårsaften blev den så lavet til en rummelpot, som vi gik rundt og rumlede med. Det virker jo ikke helt så storslået som det vi ser vores børnebørn more sig med nutildags, men det var det vi havde, og så fik man jo morskab ud af det. Det handler jo nok ikke så meget om hvad man har at gøre med, men hvad man kan få ud af det.

Folk og fæ i Hjerting

 Når jeg husker tilbage på de mennesker som boede og levede i Hjerting i min barndom, og prøver at sammenligne dem med den måde livet leves på i dag, både i Hjerting, Esbjerg og såmænd i hele landet, så tænker jeg, at de nok ville kunne betragtes som en flok særlinge med meget underlige livsformer, men at det dengang jo i alt sin simpelhed handlede om at overleve med alle midler og ved at udnytte alle muligheder, som ikke allerede var udnyttet.

Det kan jo være svært at skulle sortere i sine erindringer, da man i processen med at genopleve dem nemt kan drømme sig så kraftigt tilbage i tiden, at man kan have svært ved at skelne imellem det der har været ganske særligt, og det der såmænd bare er observationer af det daglige liv i en meget anderledes tid, men jeg har forsøgt at skille nogle mere markante personer og hændelser ud, som gerne skulle kunne vise noget typisk for tiden og tankesættet som eksisterede dengang, og udviklingen der er udsprunget af det.

På en af ejendommene, en vinkelbygget ejendom som lå på Skolestien, boede der hele fire familier. I den sydlige ende boede Peder Smidt, aldrig kaldt andet end Pe’ Sme’. Hos ham hentede vi altid knuste skaller som et kalktilskud til hønsene. Man fik næsten hvad man kunne bære for 25 øre. Pe’ Sme’ tog om sommeren over på flakkerne, nogle sandbanker ved Skallingen og Langli, og skællede som man kaldte det. Det vil sige at han sejlede over til flakkerne med sin båd, og ved lavvande skovlede han så båden fuld af de små hvide muslingeskaller, som var skyllet i land, og når det blev højvande sejlede han hjem med lasten. Inden vi købte dem blev de knust til et fint hvidt pulver i en gammel roerasper, som han havde bygget lidt om. Sådan fik han et lille ekstra udkomme til at klare sig med.

I en anden lejlighed i ejendommen boede madam Brun og hendes syge mand. Jeg ved ikke hvad han fejlede, men han var sengeliggende og syg i meget lang tid, men det var dengang jo ikke nogen anledning til ikke at bidrage med noget, så man har fortalt mig at når fiskerne kom ind med en krogbakke som var rigtig filtrer sammen, så fik madam Brun den med hjem til manden i sengen, og så fik han den filtret ud, og på den måde tjente han en lille skilling til husholdningen. Det har nok ikke lugtet særlig godt i sovekammeret, men det var man jo nødt til at tage med. Madam Brun gik også omkring og solgte lidt kaffe og slik, så selv om de ikke havde noget reelt arbejde eller som man ville have i dag, en form for pension, som jo heller ikke fandtes dengang, så klarede de sig med nød og næppe igennem ved at bruge de ressourcer, de nu havde. Madam Brun og hendes mand var i øvrigt bedsteforældre til min senere kone, og da manden døde, flyttede madam Brun tilbage til Fanø for at leve sine sidste år der, i nærheden af datteren.

På Guldagervej lå den gamle købmandsgård, og i den del af den som var beboelse og som hørte til Strandvejen, boede der før min tid et brødrepar. Brødrene Windfeldt som de hed drev landbrug, købmandshandel, gæstgiveri og fiskeeksport. De ejede flere af ejendommene på Strandvejen, og det var nogle mennesker som havde stor betydning for Hjerting bys befolkning og udvikling, da de satte mange ting i gang med deres virksomhed, det man nok i dag ville kalde iværksætteri. Mange hjertingborgere var fuldstændig afhængige af disse brødre, enten fordi de arbejdede for dem, eller fordi de gjorde forretning med dem, og selv om de var dygtige forretningsmænd som nok forstod at tjene penge, så var de også mænd med en meget høj moralsk standard. Jeg har aldrig hørt at de skulle have udnyttet nogen, tværtimod, for det var jo sådan dengang, at fiskeriet lå stille om sommeren fordi man ikke kunne opbevare fisken og om vinteren på grund af dårlige vejrforhold, og så kunne man købe på kredit hos Windfeldt, mod at man betalte når fiskeriet kom i gang igen.

De hjalp også med at finansiere huskøb og byggeri, så det kunne ikke undgås at en del mennesker var økonomisk afhængige af dem, men jeg tror aldrig at de udnyttede situationen på urimelig vis, og efter hvad jeg altid har ladet mig fortælle om Windfeldt’erne, har de været en gevinst for Hjerting by og Hjertings befolkning.

I et andet hus, som i dag stadig er tækket med strå, boede Carl Engmester, han var leder af et eksportselskab, som på Andelsbasis var dannet af fiskerne fra Hjerting og Langli. Det gik godt i nogle år, hvor man leverede fisk til hjemmemarkedet, men efterhånden kunne man ikke konkurrere med priserne på fisk i Esbjerg, og derfor holdt man op, selskabet blev opløst. Da man havde startet andelsselskabet, var der blevet bygget et is- og pakhus, som lå på strandsiden af Strandvejen. Det blev bygget i 1908 og nedrevet i 1922.

Pakhuset var støbt op i beton, og så vidt jeg husker havde det den samme farve som cement, kedelig og grå. Den nordligste tredjedel var indrettet til islager, og en indvendig dør førte ned til en slags kælder, hvor man opbevarede isen, som man om vinteren hentede omme på dammen, som var en inddæmning på engen imellem huset Amigo og Plantagevej.

Isen blev savet i stykker og fragtet hen til islageret, hvor man så kunne opbevare det et stykke tid. Islageret var isoleret med et lag tang som man havde hentet på stranden, og hvis jeg ellers husker rigtigt var der også et tykt lag tang på taget, igen et tiltag efter princippet at det helt ikke måtte koste noget videre og allerhelst brugte man gratis materialer som naturen forsynede med.

I den resterende del af bygningen, hvor man fik fisken ind inden de kom på is, havde man lavet en åbning, hvorfra der var lagt skinner ned til vandet, så man derfra kunne læsse fisken op i en tipvogn med lad og køre den lige op i fiskehuset. Når bådene kom ind med fisk, var det altid ved højvande, så de kunne sejle lige ind til tipvognen og læsse af, hvilket jo var meget praktisk. Vi drenge hjalp tit med at skubbe vognen op og fik så til gengæld en køretur nedad igen, og det havde vi meget fornøjelse af.

Det var også sådan, at man kunne stå dernede og barke sejl og tjære tovværk, og når det var blæsevejr i længere tid, stod de unge fiskere og spillede noget de kaldte Skorsten. Der blev stillet en mursten eller lignende på højkant, og så stod de i en bestemt afstand derfra og smed mønter, tiører og femogtyveører, mod stenen, og den der kom nærmest havde så vundet puljen.

Lige ved siden af islageret, hen imod Badehotellet, var der et grønt område hvor bakhusene var placeret. Der var to eller tre af disse små firkantede træhuse med hylder, de blev brugt til at sætte bakkerne ind i, når de var gjort klar med esede kroge og linerne lå fint lagt op, klar til at blive sat i havet.

Det var ormegraverne som esede krogene, det vil sige at de satte orm på krogene, men først skulle ormene twolles, det gjorde man ved at blande dem med noget særligt fint sand, som kun fandtes på klevet ved Drengesanatoriet. I nødstilfælde kunne man gnide to klyner imod hinanden og bruge det fine støv fra det.

De fleste ormegravere havde to bakker som de skulle ordne, det var i alt tolv hundrede kroge som skulle gøres klar til fiskerne, og de skulle jo først grave ormene, twolle dem så de kunne løbe ud med linen uden at filtre, ese krogene og lægge linerne på op i bakkerne så de var klar til brug. Når alt var ordnet blev bakkerne båret ned til bakhusene på den måde, at man havde en rund ring, som regel lavet af tøj, og den blev anbragt på hovedet, så man kunne bære bakken på den måde. Det har nok lignet det man stadig ser kvinderne gøre i Afrika og andre steder i verden, så vi er nok ikke så forskellige i metode, bare i tid. Hver bakke blev mærket med et stykke tøj eller lignende, så man altid kunne kende sine egne.

Som nævnt indledningsvis, samler man jo ganske mange erindringer op i et så langt liv som jeg har levet, og man forledes let til at synes at alt er spændende og interessant, bare fordi man kan huske det, og fordi man var der og opleve det, uden at det dog nødvendigvis kan læses som særlig interessant af andre. De følgende små og større erindringer vil givetvis være i et grænseland af denne betragtning, men er medtaget alligevel, da jeg trods alt synes at de viser, hvor forskellige forholdene dengang og nu er, og dermed også fortæller lidt om hvor svært det kan være at kommunikere hen over generationerne, da vi jo har vidt forskellige udgangspunkter for vores syn på alting.

I begyndelsen af 20’erne åbnede den første benzintank i Hjerting, og jeg kan huske når de kom med benzin, hvordan kusken eller chaufføren først tappede det af vognen og ned i en tyve liters spand, og derefter hældte det ned i jordtanken. Når der så kom en bil som skulle tankes op, kom købmanden, som ejede benzintanken, løbende fra købmandsforretningen som han havde på den anden side af vejen, og låste benzinstanderen op. Han begyndte derefter at dreje på et håndtag, hvorved han pumpede fem liter benzin op i en glasbeholder, derfra kunne det så via en slange løbe ned i bilens tank.

Skulle man have mere end de fem liter, startede hele processen forfra igen, men benzinsalget var nu ikke så stort dengang, der var f.eks. kun tre biler i Hjerting på den tid.

Et andet, lidt modernistisk tiltag, stod cykelmekaniker Anker Kristiansen for. Han havde som så mange andre været i Amerikaog var kommen hjem med en del af den særlig nybyggerånd som jo nok har hersket i det fjerne land dengang. Han var en dygtig og fremsynet mand, og var bl.a. den første i byen som havde en motorcykel, en stor Harley Davidson selvfølgelig, men han havde svært ved at styre den, så han kørte ikke voldsomt meget på den. Han opfandt bl.a. en knallert, der fungerede ved at et ekstra hjul koblet til en lille motor var monteret på baghjulet af en cykel. Han kørte selv rundt på den, men den kom aldrig rigtig i produktion, i stedet gik han over i radio- og elektronikbranchen.

Der var dog ingen der havde radio dengang, så han fandt på at sætte master op over hele byen, som så blev forbundet med ledninger der førte tilbage til Ankers værksted, og for et lille beløb kunne hver husstand så få udleveret en højtaler, som de så kunne modtage musik på. Det var naturligvis Anker der bestemte hvad man kunne høre, for det var ham der havde senderen, men jeg tænker, at det jo ikke er så meget anderledes i dag, bortset fra at der i dag findes så mange udbydere og sendestationer, at det nærmest ikke er til at overskue. Det virkede i mange år med Anker Radio som det bare blev kaldt i daglig tale, men som med så mange andre af den slags finurlige tiltag blev det overhalet af udviklingen, og Anker endte med at få job inden for forsyningsvirksomhederne, og blev på den måde lidt ”i tråd” med det han hele tiden havde brændt for. I dag ville man nok have kaldt en type som Anker Kristiansen som en iværksætter, ja dem var der nok mange af den gang, men det blev oftest i det små.

En anden tidstypisk ting var jo sparsommelighed, også i en grad hvor det kunne virke nærigt, men indimellem tænker jeg, at det måske ville være ganske godt for de moderne mennesker vi ser omkring os, at være lidt mere sparsommelige. Men vi ved godt, at ældre mennesker der siger den slags, bliver set på med et let overbærende træthed, og det er jo nok også rigtig nok, at verden bare er helt anderledes i dag, men jeg vil alligevel fortælle om en gammel fisker i Hjerting som hed Adser Peder.

Adser var en meget sparsommelig herre, som var indehaver af en bakbåd på ni tons, ved navn Emanuel, hvilket jo også kunne indikere et vist religiøst livssyn, uden at jeg dog ved det med sikkerhed.

Selv om Adser havde fået installeret en lille motor til brug i vindstille vejr, så kunne han godt befale sine folk at ro båden både ud og ind, bare for at spare petroleum, og jeg husker tydeligt når jeg som barn gik forbi hans hus, at man kunne se ham sidde derinde i sin armstol, med sække om knæ og skuldre for at holde varmen. Det kostede jo penge at fyre i kakkelovnen.

Det var nu ikke fordi Adser ingen penge havde, for efter tidens forhold var han en velhavende mand. Det var nu ikke til at se, hverken i hans udseende eller i hans livsførelse, for han var en typisk fiskertype, gik altid med vadmelsbukser, træsko, vest og en rundpuldet hat med bred skygge, og så var han som så mange andre på den tid, hvor der ikke var hverken socialvæsen eller andre former for økonomisk netværk hvis man ikke kunne klare sig selv, et meget sparsommeligt menneske. I Adsers tilfælde ville man nok kunne tage skridtet fuldt ud og sige, at han var nærig, da han jo påviseligt havde penge, men helt i tråd med tanken om at man jo ikke skulle være ødsel af den årsag, så gjorde han det, når han skulle ind til Esbjerg, at han tog strømper og træsko af og gik på bare fødder indtil han nåede udkanten af Esbjerg, og her tog han så strømper og træsko på igen. Sådan kunne man holde på pengene og spare sig til en rimelig økonomisk sikkerhed mente Adser.

En anden mand der lidt på samme måde, ved beskeden og sparsommelig livsførelse, forsøgte at sikre sig til alderdommen, for det var jo nok reelt det de gjorde, var en gammel ungkarl som ejede huset ved siden af mine forældre. Han hed Morten Jensen men blev aldrig kaldt andet end Millionær Morten. Jeg ved ikke om hvor mange penge han i virkeligheden havde, men dem han havde, passede han i hvert tilfælde godt på.

Huset han ejede var bygget i røde mursten og bestod af to lejligheder, og han arbejdede som karl på landet alle sine dage, og han var helt fantastisk nøjsom. Når min mor bød ham på kaffe med et stykke brød eller kage til, tog han altid de forlorne tænder ud og stak dem i vestelommen, om det så var for at spare på dem eller fordi han havde svært ved at tygge med dem, ved jeg ikke, men jeg hælder noget til det første, for Millionær Morten brugte aldrig penge på noget. Han var måske endda mere sparsommelig end Adser, for han gik altid med bare ben i træskoene, hvor Adser jo trods alt flottede sig med at bære strømper af og til.

Hvert år til pinse kom Morten Jensen over til mine forældre og lånte tøjsnorene i haven, og så luftede han alt sit tøj, som han ellers havde liggende oppe på loftet i det daglige, og det var et fantastisk syn at se, når det hang ude på tørresnorene, som en flåde af fuldriggede sejlskibe der krydsede hen over plænen i den lune pinsevind. Gamle kørekapper med krave som kunne slås helt op om ørerne, frakker som var grønne af mug og ælde, bukser og veste, alt sammen noget som han havde liggende fra sine for længst afdøde forældres tid.

Min mor var ikke altid tilfreds med arrangementet, det pyntede jo ikke ligefrem i landskabet at have to snorefulde gammelt tøj, osende af hengemt loft, hængende uden for huset pinsedag, det var jo sådan at folk betagede af synet eller påvirkede af stanken, stoppede op for at betragte dette skue, men hvad, bortset fra sine særheder og den udprægede sparsommelighed var han såmænd en flink gammel fyr.

Selv om vi var fattige, for det var vi, både mine forældre og mine bedsteforældre, så står min barndom for mig som en lys og lykkelig tid. Vi lærte at klare os med de ting vi havde til rådighed, og havde vi ikke andet, så havde vi da fantasien til at hjælpe os på vej.

De ting vi brugte når vi legede, var alle hjemmelavede, det eneste jeg kan huske som var købt, var en lille dampmaskine som jeg fik et år til jul, faktisk magen til den bankdirektørens søn får i serien Matador.

Når man ser et barns bugnende børneværelse i dag, med farverigt legetøj i mængder så det kunne have udgjort en helt legetøjsforretning i 20’erne, så kan man måske forledes til at tro at vi havde en kedelig barndom. Her må jeg bare sige, at jeg aldrig har kedet mig, da jeg holdt meget af at læse, især om svundne tider. B. S. Ingemanns romaner om livet i middelalderen eller Carit Etlars bøger, Gøngehøvdingen, Våbensmeden med flere, som regel litteratur hvor der blev kæmpet det gode imod det onde, og derfor kunne jeg også stå ude i et lille værksted i baghuset og lave våben, som man brugte dengang. Jeg lavede fine slagsværd, dolke, geværer og buer. Det hele var naturligvis lavet i træ.

I et stykke tid havde jeg en hel væg med sådanne våben. Heldigvis var der aldrig nogen som kom til skade, i de drabelige dyster vi udkæmpede, når vi levede os ind i den tid, og imens vi følte os som gæve riddere der på ædel vis forsvarede konge og fædreland, og reddede skønne møer fra trolde, drager og det der var værre.

Vi legede naturligvis også mere fredelige lege, hvor vi bl.a. brugte sten og sneglehuse som heste, køer, vogne og lastbiler, og på den måde kunne lave gårde og stalde som vi kendte det fra verden omkring os. Det var vel vores bud på rollespilslege, som jeg også har set mine børnebørn og oldebørn lege med hinanden, med dukker og legetøjsbiler.

Vi brugte også en del tid på at trille gjord. En gjord var fælgen af et gammelt cykelhjul, som vi løb ved siden af og slog eller skubbede fremad med en pind, og så var det bare om hvem der kunne løbe stærkest. Af andre lege som ikke krævede noget udstyr var bl.a. Priklafonne, hvor den der ”var den” stod med ryggen til de andre deltagere med ansigtet vend ind imod et træ eller en mur, og når en af deltagerne prikkede ham på ryggen, skulle han gætte hvem det var, og hvis han gættede rigtigt, skulle han oven i købet fange vedkommende. Gjorde han det, skiftede man plads. Af andre lege husker jeg To mand frem for en enke, Fare fare krigsmand (hvor man kunne ende i den sorte gryde) og Ståtrold.

De sidste tre lege har jeg såmænd set børn lege op igennem årene, så de må jo have haft en vis holdbarhed og grundlæggende morskab i sig, og da vi jo ikke havde hverken muligheder eller midler til at ”gå til noget”, fodbold eller den slags, så var det for os en naturlig måde at udvikle os på, både med hensyn til krop og sjæl.

Som en del af fritidsaktiviteten var der også praktisk nyttige ting vi foretog os, bl.a. tattede vi hvert efterår bakskuld, så vi havde til hele vinteren. At tatte var en speciel form for fiskeri, som jeg heller lige må beskrive, inden jeg kommer nærmere ind på bakskulden, hvis navn jo har været genstand for mange diskussioner og spekulationer.

Tatningen foregik på den måde, at man først gravede nogle orm og derefter, ved hjælp af en synål med sytråd, trak ormene på sytråden som så blev bundet om en snor, hvorved man fik et bundt orme som vi kaldt en ”sløvver”. Ormebundterne for enden af vores snore, blev så bare hængt ud over siden på en kane eller en jolle som vi havde lånt, og så sad vi der og trak ”sløvverne” hen over sandbunden, for at lokke isingerne til at bide på.

Her komme vi så til, hvordan bakskulden rettelig har fået sit navn. Fisken der lægger navn til produktet bakskuld er som nævnt en ising, og navnet bakskuld kom fra bakbådene som jo egentlig kun fiskede efter torsk og kuller, men når der så alligevel kom lidt bifangst i form afætter eller isinger på krogene, så lod de dem sidde til graverne, så de kunne få dem når de hentede deres bakker, for at splide krogene op og gøre klar til næste havtur igen.

Fiskene blev så tørret og saltet, og når de var godt tørre, blev de lagt i en kasse med hakkelse eller pakket ind i avispapir, så de kunne holde sig hele vinteren. Der var masser af ising på den tid, og når vi tattede, kom vi ofte hjem med både to og tre spandfulde, og det var jo et væsentligt bidrag til husholdningen. I dag er de i hvert tilfælde dyre at købe, og Marie og jeg starter jo stadigvæk dagen med at riste en ”skuld”, som vi har gjort i mange, mange år. Det der med det ernæringsmæssige og sådan, det har vi nok aldrig taget så højtideligt, vi spiser det vi altid har gjort, vi kan lide det vi spiser, og vi nyder det. Jeg forstår ikke rigtig hysteriet med kostplaner og slankekure og den slags, som folk får griller i hovedet af i dag.

Det var i øvrigt specielt morsomt, når vandet var helt klart, og man kunne se hvordan fiskene nede på bunden flokkedes rundt omkring ”sløvveren”, alle med snuden hen mod ormene og blot ventede på at komme til at bide på. Man skulle bare passe på når de skulle hales op, for de kunne nemt falde af. Men det var et herligt tidsfordriv for os, og som nævnt et vigtigt bidrag til den daglige husholdning. Og frem for alt, kostede det jo ikke noget, andet en tid.

Når vi kom lidt længere hen på efteråret og det begyndte at fryse, gik vi ned til den grøft som gik hele vejen langs dammen. Den startede ved ”Æ stuer” plantage og løb hele vejen langs med toften hvor der nu er anlæg, lige vest for Strandgården var der lagt rør ned under vejen til parkeringspladsen på den anden side, og grøften fortsatte så derfra og mundede ud omme ved Østerklev. Omtrent hvor der nu er nedgang til stranden, lige ud for Plantagevejs udmunding, lavede vi så en dæmning som spærrede for vandet i grøften, som så løb ind på dammen, og det var faktisk lavet til netop det, fra dengang man hentede is til ishuset fra dammen.

Der var bygget en lille vold op hele vejen rundt om den lave del af området, på nær en to, tre meter i den sydlige del, og når vi så havde lavet dæmningen i grøften så høj, at vandet kunne løbe ind på engen, som dammen jo i virkelighed var, og vandet der så frøs til is, ja så havde vi den herligste skøjtebane man kunne tænke sig. Vi havde godt nok ingen skøjter, men når man tog et godt solidt tilløb, kunne man glide et pænt stykke i et par slidte fladbundede træsko. Det var ikke altid vi kunne vente til isen var stærk nok til at bære, men det var jo ikke særlig dybt, så hvis vi gik igennem isen, satte vi os bare ned, tog strømperne af og vred dem nogle gange så det værste isvand var ude af dem, tog dem på igen og fortsatte legen. I dag ville den slags formodentlig blive forbudt af sundhedsmyndighederne, dammen hegnet ind og advarselsskilte opsat, men dengang havde vi det forrygende morsomt med det.

Der var naturligvis nogle enkelte som havde skøjter og en enkelt havde endda gummistøvler, men den slags lå helt uden for vores formåen.

Der var også et sted som blev kaldt Gåsefloden. Fra det der nu hedder Fasanvej skulle man op over et lille højdedrag og i lavningen derefter samledes der altid en masse vand om efteråret, og når det blev til is, var der også et ret stort område som vi kunne glide og skøjte på. Så alt i alt strakte vores verden sig ret langt, både i areal og i muligheder, og selv om jeg da er overbevist om, at ingen i vores voksenverden stiltiende ville se til, hvis vi bragte os selv i hverken hel eller delvis livsfare, så tror jeg ganske enkelt at der var langt mindre overvågning af os børn, end der er af nutidens børn, og det kan jeg ikke andet end at have en smule medlidenhed med dem over. Frihed er nu er dejlig ting, og at have en enkelt hemmelighed eller to for de voksne, skader nu heller ikke, men verden er naturligvis også blevet et andet sted end det var dengang, så alt sker vel i den bedste mening og for børnenes ve og vel.

I den føromtalte grøft, kunne vi om sommeren og først på efteråret, ved grøftens udmunding nede ved Østerklev, se tusindvis af små glasål. Der var så mange at vi kunne øse dem op med hænderne. Vi morede os med at ligge på maven i sandet og betragte de små ålelarver, imens solen varmede os på ryggen, og dagene syntes uendelige i længde.

I det hele taget synes jeg at vi fik en masse tid til at gå med at studere ting i naturen, frøer og frøæg som vi pirkede til med en pind, og blomster som vi plukkede, fra de første Anemoner fra plantagen som vi skyndte os hjem til mor med, og som jeg tror hun var glad for, og til Mandeldrengene vi om sommeren plukkede ved stranden og flettede kranse af, som vi satte på hovederne af hinanden. Og fra de gule smørblomster som vi holdt op under hagen på hinanden, for at se om de kastede et gult skær som et tegn på at man kunne lide smør, til mælkebøtterne som vi plukkede og stak de hule stængler ind i hinanden, så de blev til lange kranse til at hænge om halsen. Og når de om efteråret stod med frø, plukkede vi dem og pustede på frøene, for på den måde at kunne se hvor mange kærester vi havde. Vi plukkede blade af den grønne skovsyre og spiste om foråret, om efteråret spiste vi manna fra Elmen, og på heden plukkede vi revlinger og spiste så mange vi orkede, hvorefter vi tog resten med hjem, hvor vi fik dem serveret med mælk over. Sådan var der året rundt masser af gratis glæder og ting som vi foretog os. I sandhed en herlig tid.

Alt i alt tror jeg vi lærte mere om naturen og det naturvidenskabelige i fritiden, end vi gjorde i skolen, og når jeg i dag ser og hører om hvordan man i gastronomien taler om det nye nordiske køkken, så synes jeg genkender rigtig mange af de ting vi bare tog for givet i naturen, som helt almindelige, og som i dag blive genfundet og genopdaget. Vi må jo have spist som konger.

Det kan være vanskeligt at give et fuldt og retvisende billede af en tid, ved at beskrive nogle få udvalgte personer, men efter min bedste erindring var det den fremherskende måde at anskue livet på, at man som udgangspunkt skulle klare sig selv og sørge for sig selv, og først i den absolut yderste nød kunne man få sig selv til at modtage hjælp. Unægtelig et noget andet livssyn end det jeg fornemmer præger en moderne samfundsborger, hvor man taler om at have ret til den og den form for støtte og ydelse fra det offentlige. Selv om jeg absolut er tilhænger af, at man hjælper og støtter dem der har behov i vores glimrende velfærdssamfund, så tænker jeg alligevel at der er noget grundlæggende godt i, som udgangspunkt, at ville forsøge at klare sig selv. Jeg har i hvert tilfælde et håb om at vi, Marie og jeg kan klare os ved egen og fælles hjælp, så længe som muligt, her i vores hjem på Vinkelvej.