Herlig Hubertus-jagt i Marbæk Plantage

BILLEDGALLERI:

Både heste og ryttere fik masser af frisk luft og motion, da 48 ekvipager i dag stillede op til Hubertusjagt i Marbæk Plantage.

Vinden var frisk – især da gruppen red langs stranden ved Ho Bugt – og det var et flot syn at se de store heste og en del mindre ponyer springe over forhindringerne i vandkanten.

‘Jagten’ tog en god times tid rundt i det smukke terræn gennem skove og enge ved Markbæk, men den megen regn på det seneste betød, at ruten måtte kortes lidt ned.

Det betød til gengæld også, at der var masser af vand i det lokale svar på klassikeren Magasindammen i Dyrehaven – en stor og lige nu temmelig dyb vandgrav. De mindste ponyer fik også vasket maven, men alle gik til sagen med fuld fart og go’ energi.

En enkelt deltager påtog sig ædelmodigt at indfri folkekravet fra de mange tilskuere om lidt vandakrobatik. Hun nåede næsten igennem, men røg meget publikumsvenligt af hesten lige foran stedet med allerflest øjenvidner.

De holdt vejret i et par lange sekunder, mens den uheldige rytter var helt væk under vandet, så folk begyndte at frygte, at hun var blevet trådt på af de efterfølgende heste. Men så dukkede hun op med et vandet grin – i god behold og ved godt mod, så det var bare op på hesten igen.

Turen sluttede med et lille opløb på marken ved Marbækgård, og så var der velfortjente godbidder, varm kakao – og forhåbentlig også lidt tørt tøj.

Tekst:

Relaterede artikler

Top