Redaktør arkiv: Redaktionen

Hjerting Posten 15. november 2023

Læs som e-paper

Læs som PDF

Læs bl.a. om:

  • Royalt besøg på havneøen i Sædding
  • Ulven er tæt på vort område – og den frygter mennesket
  • Ruth og Kent Kirk går i boligdrømme ved Sædding Strandvej
  • 150 millioner kroner til Søfarts- og Fiskerimuseet til relancering og tilbygning
  • Mie er nu ene-kaptajn på Hjerting Badehotel
  • Destinationschef håber på 100 millioner kroner
  • Johs. Nørregaard Frandsen fortæller om H. C. Andersen
  • Flora og fauna: Tusindfryd er en fryd
  • Hjertings fodboldkvinder i serie 1
  • Leder: Lad os hygge os i julemørket
– og meget mere! Plus mange annoncer med gode tilbud, blandt andet fra Jul i Hjerting Meny, City Optik, Meny, Tina Asmussen, Vincens og mange andre

Husk at kryds- og tværs-løsningen nemt kan afleveres ved at sende et foto til mail@hjertingposten.dk . Der er et gavekort på 200 kroner til Meny at vinde! Postkassen ved Bytoften 2A i Hjerting (Hjertings Køreskole og Hjerting Posten) er der dog stadig. Smid ikke løsningen i lampeforretningens postkasse

To nye bøger fra Forlaget Læselyst i Bryndum. Se her

Husk: Fanø Dagbog og Carsten Mathiesens bog om Marbæks flora og fauna kan købes hos Klub Vadehavet for henholdsvis 349 kroner og 100 kroner, skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Frans Buch-selvbiografien, blandt andet om hans tid hos DSB Esbjerg i starten af 1900-tallet sælges for 275 kroner, skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Farce om mediestøtte til lokalmedier

Hent lederen fra avisen her

Vadehavets mediecenter, der udgiver Hjerting Posten og Fanø Posten, har nu fået svar fra kulturminister Jacob-Engel Schmidt på vores klage over den bekendtgørelse, der fastsætter reglerne for, hvilke lokalmedier, der skal kunne få støtte. Selve loven, der blev vedtaget i juni, havde til formål at redde så mange lokalmedier som muligt, men et heftigt lobbyarbejde fra arbejdsgiverforeningen Danske Medier og sågar Salling Group – hvad de så har med mediepolitik at gøre – betød, at kun lokalaviser med mindst 44 udgivelser har ret til støtte. I flere høringssvar blev vi og andre små aviser nedladende kaldt ”turistaviser” og ”enkeltmandsforetagender”. Det fik så Kulturministeriet til at skrive en bekendtgørelse, der strider mod lovens ånd. I brevet fra ministeren kan vi læse, at vi er for uaktuelle og at vores aviser ikke er publicistiske. Vor herre bevares, siger vi bare, når vi ser på vores konkurrenters produkter.

Hele processen er nu gået i stå, fordi JP/Politikens Hus og Berlingske-koncernen har klaget til EU. Det har vi også.

Heldigvis går det os godt uden statsstøtte, men det er en urimelig forskelsbehandling.

God efterårsferie!

 

Helle fra Hjerting flytter en af sine butikker til hjembyen

Før havde Helle Pedersen en Alma & Anton-butik i Henne og Blåvand. Nu er den ene flyttet ind på en fænomenal adresse overfor Hjerting Badehotel

Hent den originale artikel fra avisen her

GO’ ENERGI – Det tog ikke lang tid, fra Le Kirk lukkede, til der igen var liv i butikken med den fænomenale adresse lige overfor Hjerting Badehotel. Nu er der en Alma & Anton-butik med Helle Pedersen fra Hjerting ved roret. Den sælger børnetøj til børn i alderen 0 til 10 år og dametøj.
Til at hjælpe sig har hun ansat Charlotte Renaa fra Hjerting. Og som noget særligt vil butikken holde åbent både lørdag og søndag. Mandag er der lukket.

Helle Østergaard Pedersen. Copyright Finn Arne Hansen, Hjerting Posten

Helle Pedersen er selvstændig på syvende år med to tøjbutikker og elsker det. Her står hun ved noget af dametøjet.

Weekendåbent
Det er Helle Pedersens butik af samme navn, der flytter fra Henne. Den anden i Blåvand driver Helle
stadigvæk.
”Da vi havde åbningssalg for nylig, holdt vi åbent både lørdag og søndag, og det blev en succes. Så det vil vi fortsætte med. Mange går en tur her forbi i weekenden. Travle børnefamilier har ikke tid til at handle tøj på hverdage. Til hverdag regner vi så med at se de andre kundegrupper, der lige skal bruge noget. Og så håber jeg da, at mange af Le Kirks kunder vil holde ved. Flere af dem har allerede været på besøg,” siger hun.

Spies-guide
Arbejdsmæssigt betyder weekendarbejdet ikke noget for hende:
”Vi er jo vant til det fra Henne,” siger hun.
Helle har prøvet lidt af hvert, inden hun slog sig på detailhandel med tøj, blandt andet har hun været Spies-guide i syv år. Men i dag har hun været selvstændig tøjhandler i seks år, først tre år i Esbjerg Storcenter, men i 2020 kom lokalet i Blåvand, og så flyttede hun. Der var ved at være for få butikker i storcentret, der virkelig trak kunder til, da mange flyttede til Broen Shoppingcenter.

Helle Østergaard Pedersen Alma og Anton Hjerting. Copyright: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten

Helle Pedersen ved børnetøjet. Konges Sløjd er det mest efterspurgte mærke for tiden.

Hun sælger mærkevarer, som hun selv tror på, og som kunderne efterspørger.
”I børnetøj er det Konges Sløjd, som er megapopulært, Marmar, Wheat og flere andre. I dametøj er det Marta du Chatou, Copenhagen Lux og B.Young, men jeg er altid på udkik efter flere,” fortæller Helle.

Scanningsklinik
Hun er meget glad for placeringen, og det skyldes ikke kun de mange købelystne weekendturister.
”Det er lidt spændende at ligge her, for ovre på hotellet er der en scanningsklinik, som tiltrækker gravide herfra og til Kolding og Vejle. Når de får barnets køn at vide, så kunne det jo være, de ville fejre det med at købe det første sæt tøj til baby her,” smiler hun, der planlægger at være i butikken i halvdelen af sin arbejdstid. Den anden halvdel vil hun lægge i butikken i Blåvand.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Käthe Lorenzen, Guldager. Copyright Jens Bytoft, Hjerting Posten

Nu bliver det nærmest fra top til tå i Guldager

Fodplejer Käthe Lorenzen har åbnet en afdeling med dametøj. Samtidig pusler hun med idéen om at lave ’tøseaftener’ og polterabend-arrangementer for kvinder i lokalerne på Navervænget i Guldager

Hent den originale artikel fra avisen her

FODPLEJE – Fra top til tå. Sådan kunne et slogan egentlig godt lyde for fodplejer Käthe Lorenzen i Guldager. For et par uger siden åbnede hun nemlig en afdeling med dametøj i tilknytning til fodklinikken på Navervænget 9 – men ellers er det kundernes fødder, der er i centrum, med alt fra behandling af nedgroede negle, ligtorne, hælrevner og andre lidelser, der gør ondt i hverdagen.

Käthe Lorenzen , Guldager. Copyright: Jens Bytoft, Hjerting Posten

Käthe Lorenzen i den nye afdeling med dametøj – og meget mere. I stor udstrækning er det produkter fra det danske firma Tim og Simonsen, der bliver forhandlet i butikken.

”I juli flyttede min mand, Anton, og jeg, sammen med vores to børn, Emma og Mike, ind i huset på Navervænget. Her har jeg indrettet min nye klinik for fodpleje, men tilbyder også wellness til fødder i form af pedicure og behandling af negle med blandt andet shellac,” fortæller Käthe Lorenzen.

Käthe Lorenzen, Guldager. Copyright Jens Bytoft, Hjerting Posten

Käthe Lorenzen har ikke kun en fodplejeklinik. Nu sælger hun også tøj, sko, støvler, tasker, smykker, stearinlys og juleting.

Men det kan nu alligevel ikke helt gøre det. Klinikken – og butikken – har nemlig mange andre ting at byde på. Her er sko, støvler og tasker, strømper, smykker og stearinlys, juleting, forskellige slags te og tørklæder – og så er der store ambitioner om, hvad det hele skal blive til.

Planer om polterabend
”Jeg har fået mere plads på vores nye adresse. Derfor har tingene det nok med at gribe lidt om sig,” fortsætter Käthe Lorenzen, der afslører at hun pusler med en idé om at tilbyde ’tøseaftener’ og polterabend-arrangementer for kvinder.
”Jeg har et ekstra lokale, hvor deltagerne for eksempel kan mødes til lidt vin og tapas. Her kan de så også prøve varerne i butikken – og selvfølgelig prøve lidt wellness til fødderne. Jeg tror, det kan blive et godt og sjovt tilbud til piger i almindelighed og et godt alternativ til de mere traditionelle måder at holde en polterabend på,” mener Käthe Lorenzen.
Hun er lægeeksamineret fodplejer fra 2012. Gennem de senest cirka 11 år har hun drevet sin klinik Happy Feet i Sønderris, men nu er det altså Guldager, der er udgangspunkt for hendes virke. Kundekredsen er dog i store træk den samme. Den strækker sig mere eller mindre fra Varde i nord til Ribe i syd, og langt de fleste kunder er fulgt med fra den gamle til den nye adresse.

Datter hjælper til

Käthe Lorenzen og Kamilla Nielsen. Copyright: Jens Bytoft, Hjerting Posten.

Trods de mange tilbud i tøjafdelingen er det fodbehandlingen, der er i højsædet hos Käthe Lorenzen. Her er det Kamilla Nielsen, der har taget plads i stolen.

”Nu er der jo heller ikke så langt fra Sønderris til Guldager, men vi er blevet godt modtaget her i området, og jeg glæder mig til at se både nye og gamle kunder i såvel klinikken som i butikken,” tilføjer Käthe Lorenzen, der i butikken ofte vil få assistance af datteren, den 17-årige gymnasieelev Emma.

Käthe Lorenzen, Guldager. Copyright Jens Bytoft, Hjerting Posten

Julenisserne er linet op, men ellers er det lokalet her i butikken på Navervænget i Guldager, der i fremtiden kan blive rammen om ’tøseaftener’ og polterabend-arrangementer for kvinder.

Hjemmet på Navervænget er desuden udgangspunkt for virksomheden AL Kloak, der bliver drevet af Käthe Lorenzens mand, Anton Lorenzen.
Ægteparrets 20-årige søn Mike arbejder hos Ho Feriecenter.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Fodplejer Dorthe Eriksen, Hjerting. Copyright Finn Arne Hansen, Hjerting Posten

Tilflytteren Dorthe vil forkæle fødderne og vokse dine ben

Fodplejer Dorthe Eriksen fra Varde kom til Hjerting, da hun blev ramt af Amors pil

Hent den originale artikel fra avisen her

IVÆRKSÆTTERI – Som helt ung arbejdede Dorthe Eriksen, 48, på forskellige fabrikker i og omkring Varde, men ret hurtigt fandt hun ud af, at hun hellere vil arbejde med mennesker. Det – og kærligheden – har nu gjort hende til lægeeksamineret fodplejer med egen klinik på Irisvænget 17 i Hjerting.
”Jeg flyttede hertil for halvandet år siden, fordi min kæreste bor her, så nu har jeg både min søn Andreas på 24 år og et par bonusbørn, Tino og Noah,” fortæller hun med et stort smil.
”Da jeg fik min søn som 24-årig, begyndte jeg at tænke på at få en sundhedsuddannelse. Så først tog jeg en uddannelse som SSH, altså social- og sundhedshjælper, som det hed dengang. Så læste jeg videre og blev SSA, social- og sundhedsassistent,” fortæller hun.
Hun fik arbejde i det offentlige sundhedssystem, først som personlig hjælper, senere i andre stillinger. Og hun kunne lide det.
”Jeg fik smag for det. Jeg kan godt lide at hjælpe andre til at få det bedre,” fortæller hun.
Men efter en nedtur med stress begyndte hun at tænkte i nye baner.
”Jeg kunne mærke, at jeg gerne ville arbejde med én til én-kontakt, at hjælpe ét menneske ad gangen med fokus på én del af kroppen. Og det blev fødderne.”
”Nogle kommer med problemer, de skal have løst, andre ønsker måske en halv til en hel times velvære. Det er også livskvalitet. Jeg kører også gerne ud til patienter, der ikke er mobile,” fortæller Dorthe.

Henviser til egen læge

Fodpelejer Dorthe Eriksen, Hjerting. Copyright Finn Arne Hansen, Hjerting Posten

Hvis Dorthe Eriksen observerer noget, som en læge bør kikke på, beder hun patienten opsøge egen læge.

Hvis hun opdager noget, som folk bør gå til læge med, for eksempel et modersmærke under foden eller tegn på diabetesproblemer, beder hun folk henvende sig til deres egen læge. Der er klare grænser for, hvad en fodplejer må.
”Iøvrigt kunne jeg godt tænke mig et samarbejde med en lokal fodterapeut, så vi kunne henvise kunder til hinanden, når det er relevant,” siger Dorthe.
For at have lidt mere at byde på i klinikken sælger hun også Gehwol-produkter. Og hun har taget kurser hos Skønhedshuset i Vejle, så hun kan tilbyde voksbehandling og farvning af vipper og bryn.
”Med voksbehandling kan jeg blandt andet hjælpe folk, der lider af stærk hårvækst. Det kan være mænd, der vil af med hår på ryggen inden ferien eller kvinder, der vil have vokset benene,” fortæller hun.
Dorthe Eriksen er medlem af SADF, Sammenslutningen af Danske Fodplejere og er omfattet af foreningens forsikringsordning.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Kendt bladtegner fra Esbjerg har slået sig ned på Fanø

Den prisbelønnede Esbjerg-kunstner og bladtegner Lotte Lambæk er flyttet fra sin lejlighed i Esbjerg til et idyllisk hus i Sønderho

Hent den originale artikel fra avisen her

FANØLIV – Sønderho har fået en ny indbygger, kunstneren og tegneren Lotte Lambæk. Her har hun allieret sig med to andre kvinder i byen nemlig kunstmaler Tina Kolding og fotografen Iben Kongsbak. De er aktive sammen omkring kunst og kultur i byen og har denne sommer hver tirsdag holdt åbent hus for kunstinteresserede.
”For nylig arbejdede Tina og jeg på at lave sjove aktiviteter til strikkedagene i Sønderho i september, hvor jeg havde besøg af strikkedamen Bettina Holmquist i mit pop-up-kunstnertelt alle dagene. Lørdag fik jeg besøg af DJ og influencer Mette Thune, som ville vise sit kreative arbejde på symaskinen,” siger Lotte, der synes, det er sjovt at være med til at sætte gang i noget lokalt, selvom hun ikke strikker. Privat er 59-årige Lotte gift med Jørgen, der er selvstændig virksomhedsrådgiver. Parret har tilsammen fire børn og fem børnebørn.

Lotte Lambæk, Sønderho. Copyright: Tatjana Schantz Johnsson.

Lotte Lambæk nyder sit nye arbejdsliv i Sønderho, hvor der er en enestående fred, ro og idyl, så hun kan fordybe sig i arbejdet.

”Vi har altid elsket Fanø. Her er det hele, både natur og kultur og masser af af engagement og en bohemeatmosfære, der ikke er til at stå for.”
Hun er et kreativt menneske med mange kasketter. Lotte kan ikke puttes ind i én kasse. Hun har prøvet mange ting i sit arbejdsliv både som grafiker og illustrator og de seneste 10 år som selvstændig kunstner.
”Jeg arbejdede i 17 år på JydskeVestkysten i Esbjerg med grafiske opgaver indenfor videnskab, nyhedsstof og livsstilsemner. Ofte med store og tunge emner, der skulle illustreres visuelt i et let forståeligt billedsprog lige fra rockerkrigen til Estonia-forliset, Tønder-sagen og Balkankrigen,” fortæller Lotte.

Udsmykninger

Værker af Lotte Lambæk. Copyright: Tatjana Schantz Johnsson.

Hendes arbejder kan købes i flere butikker på Fanø, blandt andet i Salt og Sandfjord.

I dag lever Lotte af at udforme kunstneriske projekter, og hun har blandt andet lavet mange udsmykninger til offentlige bygninger og virksomheder. Arbejdsopgaverne omhandler også visuelt strategiarbejde med workshops, skulpturer, undervisning, live-tegning og facilitering.
”Hovedvægten af mit virke, sideløbende med maleriet, ligger i dag på kunstnerisk arbejde til virksomheder og offentlige institutioner,” fortæller Lotte.
I august oplevede Lotte den store hæder som medlem af Danske Bladtegnere gennem 17 år at blive repræsenteret på det nyåbnede Bladtegnermuseum i Den Gamle By i Aarhus, hvor dronning Margrethe indviede museet.
”Det er da glædeligt stort, at være udvalgt gennem mere end 150 års bladtegnerhistorie til at have fire tegninger med på museum,” siger Lotte, der allerede arbejder i kulissen på at få en bladtegnerudstilling til Fanø Kunstmuseum i Sønderho.
”Jeg har haft fornøjelsen af at portrættere vores dronning – både da hun havde 25-års regentjubilæum, og da hun for nylig rundede 50-års jubilæet, og så fik jeg endda et dejligt brev fra hende på min fødselsdag i år, som tak for portrætterne,” siger Lotte, der som ansat på avisen tegnede satiriske tegninger, teater og opera samt illustrerede store retssager.

Tekst og foto: Tatjana Schantz Johnsson

Fakta om Lotte Lambæk

  • Lotte har modtaget priser i ind- og udland for design og illustra­tioner blandt andet:
    1995, Guldmedalje for Årets avisidé
  • Danske Dagblade 1996, Guldmedalje, Society of Newspaper Design
  • 1997, Hæder for illustrationer, Society of Newspaper Design
  • 2005, Hæder for illustrationer, Danske Dagblade
  • 2006, Sølvmedalje, Society of Newspaper Design
  • 2007, Sølvmedalje for Årets avisidé, Danske Dagblade
  • 2008, Hæder for Årets avisidé, Danske Dagblade

Lotte Lambæks malerier og mosaikværker kan opleves i offentlige rum følgende steder:

  • Treeninghedskirken
  • Sydvestjysk Sygehus
  • Rørkjær Skole
  • Kultur og Fritidshuset, Esbjerg
  • Ernst & Yong
  • Erhvervsakademi Sydvest
  • Vestre Skole, Grindsted
  • Grindsted Privatskole
  • Toftlund Skole
  • Kongeådalens Efterskole

Urmager Ørfjell ser frem til et friere liv

Så er det snart slut med at være omringet af ure og smykker. Ørfjell har ophørsudsalg til 1. december.

Efter 37 år med egen urmagerbutik er det kapitel slut for Michael Ørfjell. Han er ved at lukke butikken Ørfjell Ure Guld og Sølv i Sædding Centret

Hent den originale artikel fra avisen her

LIVSVÆRK – Michael Fogh Holm Ørfjell er hans fulde navn. Men urmageren i Sædding Centret, som netop har sat gang i sit ophørsudsalg, er for de fleste blot Ørfjell.
Hvor det spøjse efternavn stammer fra, er det første, vi lige skal have opklaret. Han ler:
”Det er en lang historie, men den korte er, at det var min svenske stedmorfar, der hed det. Så jeg er ikke ud af den slægt. Men det er da sjovt at være én ud af kun 10 danskere med det efternavn,” siger han.
Så går vi til livshistorien, der startede med hans fødsel den 10. oktober 1955 i København.
”Efter 8. klasse flyttede jeg så med familien til en lillebitte landsby i nærheden af Skibby i Nordsjælland. Jeg husker ikke dens navn. Og jeg ved ikke, hvorfor vi flyttede derop,” fortæller Michael Ørfjell, der mere end én gang har fået øgenavne på grund af Ørfjell.
”Ørefejl var ét af dem,” klukker han.

Ville være tandtekniker
Da han var færdig med skolen, kom han ind på den lokale efg-skole. Det var en skoleform, man efter hans mening ikke skulle have nedlagt, for det var en god måde at starte på efter folkeskolen. Han havde snust til tandteknikerfaget og troede, han skulle gå den vej.
”Jeg syntes, det var meget interessant, men jeg måtte nok sande, at jeg ikke var designer nok. Men takket være en lærer faldt jeg for urmagerfaget. Det har nok noget med mekanikken at gøre. Jeg elskede som dreng at skille ting ad og samle dem igen. Min far var finmekaniker, det betød nok også noget,” siger Michael Ørfjell, der på urmagerskolen i Ringsted mødte han sin kone Britt, der også er urmager.
”Da jeg gik på sidste årgang, fortalte min lærer mig om et job i Esbjerg hos Svend Aage Petersen. Han havde butik i Strandbygade og ville åbne en mere i City Centret, og den søgte han en bestyrer til. Det ville jeg ikke, jeg var for umoden.”

Urmager Michael Ørfjell, Sædding. Copyright Finn Arne Hansen, Hjerting Posten

Mange af Michael Ørfjells arbejdstimer tilbringes i værkstedet. Han har siden barnsben elsket at skille ting ad og samle dem igen.

Fik job i Esbjerg
”Da han så spurgte mig tredje gang, sagde jeg ja, og til alt held havde urmageren besluttet at lukke i Strandbygade og kun have den anden. Så der var jeg svend i otte år. Britta og jeg købte hus på Smedevej i Sædding, men hun ville gerne til Jerne, hvor hun kom fra. Jeg ville kun, når jeg havde spurgt blomsterhandler Gunnar Pedersen, som var ved at have en høj alder, om han ville sælge sin forretning i Storegade. Det fandt vi ud, og så åbnede jeg en urmagerforretning der. Min kone fik arbejde hos en urmager i Esbjerg.”
”Efter 10 år lukkede flere og flere forretninger og banken, og jeg kunne godt se, hvor det bar henad. Så opdagede jeg tilfældigvis i 1996, at Karat 24 i Sædding Centret var til salg. Ejeren, Berit Theilgaard, ville prøve noget nyt. Vi blev enige om en fornuftig pris, og da Sydbank lukkede, købte jeg lokalerne af dem. Nu håber jeg bare, at de nye ejere af centret finder ud af noget og køber mine lokaler. Ingen af mine to døtre vil videreføre butikken.”
Det første år var forrygende, og hans kone arbejdede der også.

Nu i Ringkøbing
”Men vi blev enige om, at det var for usikkert at være medhjælpende hustru. Der er intet sikkerhedsnet. Så hun fik arbejde hos en anden urmager. Vi er blevet boende i Jerne og har bygget huset om, efter at butikken blev lukket. Det er på 179 kvadratmeter og i to plan, så nu har vi sat det til salg for at finde et mindre i ét plan.”
Men historien stopper ikke her. I Ringkøbing ligger nemlig også en Ørfjell-butik, som er hans kones.
”Så hvis vi kan stoppe omkring 1. december, så har jeg lovet at hjælpe til i butikken i Ringkøbing under julehandlen,” slutter Ørfjell, der nu sere frem til et friere liv med mere jagt.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Dunhammer – også kendt som skorstensfejerkosten

Dunhammeren er en særdeles nyttig plante, der blandt andet kan bruges til at fore dunjakker med og til at tække tage med. Den er eksplosiv som pyntegenstand i stuen

Hent den originale artikel fra avisen her

Kigger man sig lidt om, kan man ofte se Dunhammer stå i grøfterne, den er ikke så kræsen. Planten er letgenkendelig og meget iøjnefaldende på grund af sit særegne udseende og sin veludviklede evne til med sine mange, tykke, krybende jordstængler at danne store, tætte bevoksninger. Jordstænglerne tjener desuden som depot for store mængder oplagret stivelse, som planten kan tære af, når den næste år skal til at sætte nye skud.
Bladene og den tykke, smidige og bøjelige overjordiske stængel samt jordstænglen er alle fyldt med rigeligt luftvæv, der effektivt leder livgivende ilt fra bladene hele vejen ned til rødderne, der nemlig ofte befinder sig i iltfattigt dynd. De luftfyldte blade er populære hos blandt andre svaner og blishøns til redebygningsmateriale, for de er netop på grund af deres store luftindhold gode til at holde reden flydende og tør.

Masser af pollen
Dunhammer har hanblomsterne siddende i en cirka 1 cm tynd, brungul endespids, og nedenunder sidder så hunblomsterne i den 2-3 cm tykke og 8-20 cm lange sortbrune kolbe, som vi alle kender planten på. Blomsterne er meget reducerede, små og tætsiddende, hvor hanblomsterne lokker insekterne, heriblandt bierne, med en masse dejlig pollen.
I løbet af vinteren og det følgende forår eksploderer kolben i puf lyde, og derved krænges frøene ud, og kolben ser nu hvid og totsjusket ud – en enkel kolbe kan angiveligt frigøre imponerende en halv million dunede frø. Frøene kan, udstyret med deres mange hår (frøuld), nu spredes langt med vinden, men frøene kan desuden med deres frøuld holde sig flydende i vand og kan derfor også spredes via vandløb. Planten kan tilmed sprede sig ved løse jordstængelstykker, der blandt andet kan føres omkring af vand og maskiner, og havner frøene i lækkert mudder, kan de overleve i op til 100 år.

Også kaldt dunne
Bladene kan overfaldes af bladlus og kan begnaves af larver af sommerfuglen dunhammer-ugle. Man kan også se ravsnegle, der kryber omkring på planten.
Dunhammer kommer af ældre dansk dunne, som betyder buldre og brage i betydningen en dump lyd og hentyder til den lyd, der fremkommer, når man bruger dunhammer som kølle, for eksempel når man dasker hinanden oven i hovedet med kolben.
I køkkenet kan bladskud og nederste del af stænglen anvendes i salater og som asparges. De meget stivelsesholdige jordstængler kan tilberedes og spises som kartofler og kartoffelmos og har en sød, mild, behagelig og lidt agurkeagtig smag. Jordstængler har været brugt som brændsel og formalet til foderkager. De grønne, umodne frøstande kan spises som majskolber, og det gule pollen kan anvendes til brødbagning.

Eksplosiv pynt
Sætter man dunhammere indendørs til pynt, kan det være en god ide (af bitter erfaring) at spraye dem med hårlak, ellers kan de på et tidspunkt finde på at eksplodere og derved sende myriader af uldne frø ud i lokalet. Man kan lave fakler af kolben ved for eksempel at dyppe den i tjære eller flydende stearin og så ellers sætte ild til den.
Dunene er brugt til at fore sko og støvler og som fyld i redningsveste under 2. verdenskrig, samt i dyner, puder og madrasser. Poser med dun har endda været anvendt mod tandpine, ørepine, hovedpine og gigt. Desuden har frødunene været brugt mod hudløshed samt lagt i vugger.
Bladene er meget stærke og har været benyttet til at binde omkring halmnegene og til at flette gulvmåtter, kurve, stolesæder og sivsko af, og de har også været anvendt som brændsel, til fremstilling af papir samt til tagtækning. En på mange måder særdeles nyttig plante.
Dunhammer kaldes også dønnemarkskølle og donnehat samt de sigende navne skorstensfejerkost og lampepudser.

Tekst: Carsten Mathiesen
Foto: Biopix

Hjerting Posten 11. oktober 2023

Læs som e-paper

Læs som PDF

Læs bl.a. om:

  • Helle åbner Alma & Anton-butik i Le Kirks lokaler
  • Käthe vil arrangere polterabend for kvinder i Guldager
  • Dorthe vil forkæle dine fødder og vokse dine ben og din ryg – hvis du er mand
  • Prisbelønnede Lotte Lambæk er flyttet til Fanø
  • Ørfjell lukker og vil se frem til mere frihed og jagt
  • Spændende arkæologiske fund i Guldager
  • Leder: Mediestøtte er en farce
– og meget mere! Plus mange annoncer med gode tilbud, blandt andet fra Nielsen Biler, City Optik, Meny, By Bloch, Vincens og mange andre

Husk at kryds- og tværs-løsningen nemt kan afleveres ved at sende et foto til mail@hjertingposten.dk . Der er et gavekort på 200 kroner til Meny at vinde! Postkassen ved Bytoften 2A i Hjerting (Hjertings Køreskole og Hjerting Posten) er der dog stadig. Smid ikke løsningen i lampeforretningens postkasse

To nye bøger fra Forlaget Læselyst i Bryndum. Se her

Husk: Fanø Dagbog og Carsten Mathiesens bog om Marbæks flora og fauna kan købes hos Klub Vadehavet for henholdsvis 349 kroner og 100 kroner, skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Frans Buch-selvbiografien, blandt andet om hans tid hos DSB Esbjerg i starten af 1900-tallet sælges for 275 kroner, skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Serieiværksætteren Mevlit åbner American Deep Pan Pizza Hjerting

Mevlit Özcan har ’headhuntet’ deep pan pizza-eksperten Jafar Jamili for at kunne servere de sprødeste af slagsen

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

HURTIGMAD – Café Hjerting er væk, men der er intet at græde over for dem, der elsker fastfood. Serieiværksætteren Mevlit Özcan, 47, der trods sine tyrkiske aner er født og opvokset i Danmark, har nemlig netop kastet sig ud i en nyt forretningseventyr, pizzeriaet Amercian Deep Pan Pizza Hjerting i lokalerne, der før husede Café Hjerting på Gl. Guldagervej.

Mevlit Özcan, Amercinan Deep Pan Pizza, Hjerting. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten.

Mevlit Özcan har også et firma på havnen, Esbjerg Trykservice, men han vil jævnligt se til pizzeriaet i Hjerting.

I forvejen har han firmaet Esbjerg Trykservice på havnen, der servicerer offshore-industrien. Og er fraskilt far med fire børn.
”Jeg kommer til at fare lidt frem og tilbage, men jeg har hentet Jafar Jamili, der laver den bedste deep pan pizza i byen, hertil. Og så har jeg fem friske, unge kammerater fra samme klasse ansat. De krævede dog at få en særlig scooter til pizzaudbringning, en PGO,” griner han.
Så det fik de. Radius for udbringning er cirka fem km, og det koster lidt ekstra. Den del af forretningen kommer nok til at udgøre 20 procent af omsætningen, gætter han. Den nydeligt renoverede restaurant vil sikkert få mange til at spise dér klokken 16-21 alle dage.
En deep pan pizza kan være noget svampet og smattet, men den nummer 17, som redaktøren prøvesmagte, var lækkert sprød i kanten, til UG og slange med både mozzarella og gorgonzola.
”Hemmeligheden ligger i dejen. Den skal stå i flere timer og hæve ved en bestemt temperatur, som vi ikke røber,” siger Mevlit med et snu smil.

Guldpizza i American Deep Pan Pizza Hjerting. Mevlit Özcan. Foto: Finn Arne Hansen, Hjerting Posten.

1000 kroner for en pizza! Men så er der også spiseligt guld på.

På menuen er også en pizza med gulddrys til 1000 kroner.
”Til den forelskede ungersvend,” slutter Mevlit med endnu et grin.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Top