Hedelyngen i Marbæk blomster nu. Det er en fascinerende plante, der kan lide at blive mishandlet og afbrændt
Hent den forkortede og redigerede artikel fra avisen her
NATUR – Heder, moser, åbne skove, overdrev. Åben, næringsfattig jordbund. Hedelyng har symbiotisk samliv med mycorrhizasvampe (såkaldt A- mycorrhiza, som er en forkortelse for Arbusculær mycorrhiza), planten får derved tiltrængte næringssalte og vand (vandoptagelseskapaciteten kan endda mangedobles) fra svampen, og svampen får så til gengæld sukkerstoffer fra planten. Hedelyng er tæppedannende. Bladene er vintergrønne, selvom de er brune om vinteren og derfor ser døde ud, men den brune farve skyldes bare, at bladene ophober brune farvestoffer, som skjuler den grønne farve. De små, læderagtige, mod undersiden indrullede blade (ericoide blade), reducerer fordampningen fra spalteåbningerne (som hos Klokkelyng og Revling) og dermed plantens vandtab året rundt på dens ofte åbne og tørre voksested, og helt lavpraktisk beskytter bladfoldningen og den hårklædte hvide fure spalteåbningerne mod blæsten og hindrer, at de lukkes til med vand i regnvejr. Plantens lave vækst værner mod vindens susen, hvilket derved også reducerer fordampningen fra bladene. Bladene er tiltrykte til grenene og til hinanden, dette mindsker vindcirkulationen omkring bladene, hvilket er endnu en tilpasning, der reducerer fordampningen, og angiveligt kan Hedelyng endog magasinere vand i bladenes overhudsceller. Endvidere er bladene meget skråtstillede, hvilket reducerer indfaldet af solstråler på bladet og dermed overophedning, og endeligt formindsker bladenes nåleform, tykke overhud og vokslag fordampningen. Så på alle parametre er Hedelyng en plante, der er virkelig godt tilpasset det barske miljø på heden. Hedelyng opnår en alder af 20-40 år, forinden da bliver den mere og mere pjusket og åben, hvorved uønskede arter på heden som græsserne Blåtop og Bølget Bunke lettere kan få fodfæste og udkonkurrere hedelyngen. Hedelyng har godt af en lidt hårdhændet behandling, f.eks. ved slåning, hedeafbrænding og afgræsning, så den kan skyde med friske skud og derved forynges og blive mere tæt. Denne hårdhændede behandling vil også aktivere spiring af lyngfrøene (én kvadratmeter hedejord kan snildt indeholde en million frø af Hedelyng), som i årevis kan have ligget på jorden som frøpulje i skygge under den gamle lyng eller dækket af døde nåle uden at kunne spire. Herudover stimulerer varmeudviklingen ved hedeafbrænding i sig selv frøspiring ved at bryde frøhvilen, og desuden indeholder bladene olie, hvilket gør dem mere brændbare. Hedelyngen er altså tilpasset afbrænding og vil faktisk gerne afbrændes! Årsagen til at hedelyngen kan klare at blive både slået, afgræsset og afbrændt skyldes, at dens foryngelsesknopper sidder helt nede ved jorden, planten er en såkaldt jordskorpeplante. Hedelyng indeholder bl.a. garvesyre og saponin, som plantens kemiske forsvar mod fjender. Ikke desto mindre fortæres planten glad af larver af sommerfuglene Lyng-Måler, Foranderlig Blåfugl, Lyng-Ugle, Hede-Måler og Nat-Påfugleøje, samt plantesaftsugende lyngbladlopper, cikader og tæger. Når planten taber sine garvesyreholdige blade og skud, forsurer det jorden. Desuden bidrager denne forsuring til, at jordens næringssalte hurtigere udvaskes. På denne sindrige måde gør Hedelyng livet mere træls for de mere næringskrævende plantearter samt for de planter, der ikke bryder sig om en alt for sur jord, planter som ellers kunne finde på at udkonkurrere hedelyngen. Hedelyngen, især de friske og mere næringsrige nye skud, ædes gerne af agerhøns, hjortevildt og harer, især om vinteren er hedelyngens stedsegrønne blade vigtigt foder. Men også lyngbladbillen og især dens brune larve æder bladene, visse år kan store arealer med Hedelyng være visne og afpillede efter billens hærgen. Blomsten er førsthanlig og utrolig smuk under lup. Her kan man f.eks. se, at hver af de 8 støvknapper er udstyret med 2 horn. Dem kan bierne, heriblandt jordhumler og den pollensøgende Lyng-Silkebi, ikke undgå at støde imod, derved vibrerer støvknapperne og drysser pollen på bierne, som de så kan flyve væk med og bestøve andre blomster med. Planten besøges desuden af bl.a. fluer og sommerfugle, og for at blomsterne skal syne af endnu mere, er ikke bare kronbladene men også bægerbladene rosa farvede, bægerbladene er faktisk tydeligt større end kronbladene. Insekterne kommer efter den rigelige pollen samt efter nektar fra nektarringens 8 nektarier under frugtknuden i bunden af det snævre kronrør. Af sommerfugle ses bl.a. Sand-Randøje, Lille Ildfugl, Skov-Blåfugl, Argus Blåfugl og Foranderlig Blåfugl. Det har vist sig, at den lille og uanselige thrips (også kaldet frynsevinge, tordenflue og gnavpande), som man ofte kan se inde i blomsten, er en vigtig bestøver af Hedelyng, den æder, parrer sig og lægger tillige æg i blomsterne og opholder sig stort set hele sit liv herinde. Blomsterne kan også vindbestøves. Bægerblade og kronblade bevares efter blomstringen og indeslutter og beskytter kapslen, de kan blive siddende visne og hvide på planten langt ind i det nye år. De talrige frø drysses enkeltvis ud af kapslen ved vindens rusken i planten om vinteren, planten har altså vindslyngspredning, hvilket effektiviseres ved, at frøene udover at være små som finkværnet peber også er meget lette, da de er forsynet med luftfyldte hulrum. Frøene udnyttes af f.eks. frøtæger, løbebillearter samt af græstørvemyren.
KULTUR ”Lyng” er et oldnordisk navn. ”Calluna” er afledt af græsk kallynein, som betyder at pudse og gøre rent, hvilket hentyder til at lyngris kunne bruges som koste. ”Vulgaris” betyder almindelig. I folkemedicin mod svimmelhed, hovedpine, forkølelse, nyre- og blæresygdomme, gigt og hudsygdomme samt som plaster og som antiseptisk og urindrivende middel. Blade hos lyngplanter indeholder stoffet andromedin, der er euforiserende. I køkkenet kan tørrede blade og blomster anvendes som krydderi og blev førhen formalet og brugt som bagemel og fodermel i knaphedstider. Lyngblomster kan bruges i hostestillende urtete. De nyudsprungne, nektarrige blomster giver en god, gylden kryddersnaps, vikingerne anvendte lyngblomster og knopper ved ølbrygning. Lynghonning er en meget eftertragtet, gyldenbrun honning. Lyngkviste har været benyttet til rygning af fisk. Planten har også været anvendt som strøelse, vinterfoder, tækkemateriale, vejfyld, brændsel, fyld i madrasser og sengebund, til koste, børster, kurve og reb. Herudover brænding af jydepotter ved hjælp af lyngtørv, lud af asken til at vaske med samt lyng-risene til sanddæmpning. I tørret tilstand som evighedsblomst i buketter og kranse. Planten er en farveplante, den farver koksgrå, grønt og gult. I sandhed en plante med mange talenter. Planten kaldes også kosteurt.
Tekst: Carsten Mathiesen
Foto: Finn Arne Hansen
