Søren Olsen fra Hjerting er igen på eventyr og har brugt 12 dage på at cykle knap 500 kilometer i Ukraine
EVENTYRLYST – Søren Olsen fra Hjerting har mere eventyrlyst i blodet end de fleste.
Efter 500 kilometer på cykel i Ukraine er han nu i Rumænien og håber på at nå til Istanbul i september efter at have krydset tidligere Jugoslavien. Vi starter imidlertid med hans beretning fra det krigsramte Ukraine.
“Jeg var på vej fra Mukachevo til Ivano Frankivsk. Dagen var ved at gå på hæld og jeg begyndte at lede efter et sted til mit telt. Valget faldt på en bjergtop med udsigt over Volovets. Togstationen i byen blev bombet en måned forinden. Derudover faldt der sjældent bomber i denne del af Ukraine. Jeg lavede aftensmad og skrev dagbog mens mørket sænkede sig.
Der er mangel på benzin i Ukraine, men ikke på græs.
Du kan sove hos mig
Min lejr var placeret 20-30 meter fra en grusvej og en politibil kørte forbi et par gange i løbet af aftenen. De havde tilsyneladende ikke noget problem med at jeg sov i telt i det fri.
Solen ramte teltet og det blev hurtigt varmt. Jeg var ved at pakke sammen, da jeg fik øjenkontakt med en mand som arbejdede i en lille mark kort fra mit telt. Jeg vinkede til ham, og han gik imod min lejr. En ældre mand med læderhud, slidte militærbukser og en del manglende tænder gik mig i møde. Han hed Slava – ligesom Slava Ukraine. Han inviterede mig til at overnatte i hans hjem og jeg takkede straks ja. Slava pegede på hans hustag nede i Volovets. Jeg forklarede, at jeg kunne være der en times tid senere. Lejren skulle lige pakkes sammen først.
Slava sætter laver kaffe.
Jeg mødtes med Slava ved hans hus. Som mange andre steder i Ukraine er hele haven blevet brugt til afgrøder for at kunne få enderne til at mødes.
To liter øl til bjergtur
Slava på vej op ad bjerget.
Slava pegede på et bjerg uden for byen og spurgte, om vi skulle bestige det sammen. Jeg var frisk. Slava tog sine gummistøvler på, og vi vandrede afsted. Han skulle dog først forbi en lokal kiosk for at købe en to liters øl til turen. Kommunikation var mulig grundet mit sparsomme russisk. Desværre talte Slava meget hurtigt og hans manglende tænder gjorde ikke situationen nemmere. Han var så ivrig efter at fortælle at han glemte, at jeg ikke ligefrem var flydende på russisk. Hele turen tog fem timer og Slava stoppede aldrig med at snakke.
Du er nødt til at køre
Slavas kone havde lavet mad til os, da vi kom tilbage. Jeg spurgte, hvornår de plejer at stå op om morgenen. Først da gik det op for Slavas kone, at han havde inviteret mig til at overnatte hos dem. Hun forklarede, at det ikke var muligt, fordi de havde planer for aftenen. Slava mente dog ikke, at det var et problem. De gik derfor ind i et andet rum, lukkede døren og begyndte at skændes. Slava kom kort efter tilbage og insisterede fortsat på, at der ikke var et problem. Derefter kom konen og sagde, at jeg måtte finde en anden løsning. Slava og jeg havde på det tidspunkt været sammen i otte timer og ikke én gang havde han nævnt for sin kone, at han havde inviteret mig til at sove i deres hjem.
Slukøret cyklede jeg ud af Volovets. Min nye plan var at cykle, indtil det blev mørkt, hvorefter jeg ville finde et sted til mit telt. Der var dog få egnede steder, da jeg ofte cyklede igennem små landsbyer. Efter et par timer var jeg i færd med at cykle op ad et bjerg. Solen gik ned, og det blev mørkt.
Checkpoint i mørket
Et checkpoint ved midnatstide. Dem var der en del af.
Baseret på erfaringer fra tidligere rejser vidste jeg, at det ofte er meget svært at finde et sted til teltet i bjergene, når det er mørkt. Jeg håbede dog på at kunne slå mit telt op på toppen af bjerget. Normalt forsøger jeg at undgå at cykle i mørke, fordi trafikken ofte forværres. Der var dog stor mangel på benzin i Ukraine, så vejene var knap så travle som normalt. Klokken havde passeret midnat, da jeg nærmede mig toppen. Forude kunne jeg se skarpe projektørlys samt lyset fra et bål i en tønde. Der var altså et checkpoint på toppen. Jeg blev mødt af en soldat og en politimand. Begge udstyret med fuldt opladte AK-47 og ekstra magasiner i deres skudsikre veste. De lod mig hurtigt passere. Jeg spurgte, om det var tilladt at slå telt op i nærheden. De nikkede. Det var fint, så længe jeg ikke kunne ses fra checkpointet. Soldaten gav mig endda en tomat med videre. Jeg fortsatte ned ad bjerget, hvorefter jeg mødte endnu et checkpoint. Samme process – dog uden tomaten. Kort efter fandt jeg endelig et sted til teltet.”
Tekst og foto: Søren Olsen
