Lars Bertram Pedersen er en entusiastisk hjemmebrygger. Han vil gerne mødes med andre og udveksle erfaringer om brygning
HJEMMEBRYG – Øllet skummer hvidt, da Lars Bertram Pedersen skænker sin hjemmebryggede Golden Dream i glasset. Den gyldne øl har han brygget selv. Ølbrygning udgør hans ny passion, og han håber at dele den med andre i lokalområdet.
”Jeg håber at møde nogen med samme passion, så vi kan udveksle erfaringer og opskrifter. Måske kunne vi i fællesskab lave en bryggedag. Og hvis vi var flere, kunne det være spændende at lave en ølsmagning, hvor vi hver især kom med vores bedste øl,” drømmer Lars Bertram Pedersen.
Derfor har han taget initiativ til Hjerting Øllaug. Idéen opstod, da han skænkede sin første bryg i efteråret 2021. Han har slugt både bøger og podcasts om hjemmebryg i løbet af de sidste tre år. I oktober satte han sin første bryg, yndlingsøllen Imperial Stout, over. Og da han endelig knappede den første flaske op, var det som en forløsning.
”Det var godt, og jeg var så stolt. Alle de spekulationer, alt det jeg har læst, alle de usikkerheder, og til sidst den succesoplevelse jeg havde, kunne jeg tænke mig at dele med andre. Jeg kunne hjælpe andre, og vi kunne lære noget af hinanden i fællesskab. Jeg er ikke længere i processen, end at jeg også kan lære en hel masse,” siger Lars Bertram Pedersen.
Oplæg på Pub Kaktus
Da han gik på pension fra sit job som uddannelseskonsulent hos Rybners Kursuscenter i januar, dannede han derfor en gruppe for øllauget på Facebook. Her har 16 interesserede meldt sig under fanerne.
Straks efter opslaget på Facebook meldte forpagter af Pub Kaktus, Kim Nielsen, sig med støtte til projektet. Han vil gerne lægge lokaler til, hvis øllauget har brug for det. Det er her, Lars Bertram Pedersen drømmer om en sommerdag at arrangere ølsmagning med øllaugets hjemmebryg. Indtil videre har han holdt et oplæg på pubben.
Derudover har han haft en interesseret med, da han satte sin sidste bryg over. Den blev lavet i en gryde i køkkenet. Det er nemlig vigtigt for ham at vise, at det ikke behøver at være dyrt eller besværligt at komme i gang med at brygge øl. Man skal have nogle ingredienser, en gryde og en gæringstank eller -flaske.
”Jeg synes ikke, det er dyrt. Det koster tre kroner i materialer at brygge en halv liter øl,” pointerer den entusiastiske hjemmebrygger, som også har regnet ud, at det koster cirka 15 kroner i elektricitet per bryg.
Elsker at brygge
Det holder han sig dog ikke selv til. Han har investeret i bryganlæg og gæringstank i stål, ligesom han har en flaskepåfylder.
”Det her er noget jeg vil. Det er ikke noget jeg bare vil prøve. Så jeg har købt et ordentligt anlæg. Og det har jeg ikke fortrudt,” understreger den nye brygger, som går op i gæringsprocesser, renlighed og temperaturer med stor nøjagtighed.
”Jeg elsker det simpelthen. Min hjerne kommer i gang. Den skal ikke gå i stå,” siger han.
Tekst og foto: Katrine Friisberg