PROFILEN – Han er travl mand i en travl virksomhed, men nogle ting skal der bare være tid til. Det gælder turen på arbejde, ad den lange grusvej gennem skoven fra landstedet ved Marbæk Plantage i en lettere bedaget Land Rover. Og det gælder gåturen ud mellem træerne.
”Jeg går i skoven hver eneste dag. Det er en del af det mentale liv – jeg lader op, får lidt motion og frisk luft. Man tænker bedre og man sover også bedre,” fortæller havnedirektør Ole Ingrisch, der bruger turen til og fra arbejde på samme måde.
Ned i gear på grusvejen
”Jeg kører altid ind gennem plantagen, seks km både morgen og aften. Det er jo derfor, jeg har den bil – det kan jo rive enhver stress ud af kroppen! Land Roveren kan heller ikke køre hurtigt, og den larmer frygteligt. Så når jeg træder ind i den, så er det bare ned i gear på alle måder.”
Direktøren for den vel nok vigtigste virksomhed bag Esbjergs udvikling – både historisk og ikke mindst nutidigt – har netop rundet de 60 somre. Succeshistorien om Esbjerg Havn er velbeskrevet, så vi tog med på den daglige gåtur i skoven for at høre mere om mennesket, søulken og havnebissen Ole Ingrisch.
En mand på toppen af sin karriere. Hvidovre-knægten har gjort det godt, siden han stak til søs som 15-årig. Moderen var skolelærer og lever endnu, mens faderen var brandmand hos Københavns Brandvæsen.
Og der var ingen søfolk i familien, som inspirerede ham til at stævne ud.
”Det var vel noget med udlængsel og en lyst til at opleve noget. Jeg var ikke sådan en Fulton-dreng, der var helt umulig,” bedyrer Ole Ingrisch med et grin.
”Hvis man ville se verden dengang, kunne man ikke bare flyve rundt som i dag. En af mulighederne var at sejle rundt i verden, og det gjorde jeg så i mange år.”
Og jo – det var lige så eksotisk, som man kunne håbe.
”Dels lå vi lang tid i havn, dels var der rigtig mange ombord på skibene. Og det var dengang, der var danske søfolk i Danmark. Jeg var glad for det, og det var jo slet ikke det hårde liv, som mange troede,” husker han og fortæller om kokke og stewardesser ombord og rengøring på kamrene.
Gode år med gode oplevelser, der formede ham som en rigtig sømand.
”Jeg har en identitet, som ligger i det blå Danmark. Jeg føler mig meget mere hjemme på havnekajen end på direktionskontoret. Og mine rødder i det maritime har gjort mange ting nemmere på jobbet.”
Hvordan har årene på søen præget dig?
”Jeg tror, man får helt basale værdier ud af det: Man lærer at stå op, at passe sine ting, at passe sin vagt. Man lærer en omhyggelighed, en præcision, og får et kammeratskab, hvor man lærer at arbejde sammen i teams. Det er noget, man kan slæbe med i livet, have det godt med og bruge i rigtig mange sammenhænge.”
Kan du anbefale det til unge i dag?
”Ja, for der er igen begyndt at komme mange i skibene, vi ser i dag – f. eks. på vindmøllefartøjerne. Der er også et meget højere vidensniveau end dengang med meget komplicerede operationer. Jeg vil altid anbefale unge mennesker at tage til søs!”
Seks år i Grønland
Årene på havet blev til en styrmands- og skibsførereksamen og arbejde som styrmand i ØK, hvor han i perioder var udlånt som styrmand til skoleskibene Danmark og Georg Stage. Efter 12 år gik han i land og læste videre til erhvervsøkonom, svarende til HA i dag. Siden blev det til 12 år hos Royal Greenland, først seks år i Grønland, hvor hans anden datter er født, og derefter fulgte seks år
i Aalborg. De næste år arbejdede han for Søfartsstyrelsen med at uddanne maskinmestre og andre søfolk i Frederikshavn.
I 2003 stævnede sømanden mod Esbjerg som ny havnedirektør.
Hvordan var det så at være en ‘Københavnersnude’ på Vestkysten?
“Altså – helt overordnet har det været et eventyr! En fantastisk oplevelse med fantastiske muligheder, jeg har været med til at arbejde på,” lyder det prompte, inden skråen vendes lidt eftertænksomt.
”På det menneskelige plan kan man sige, at jeg i starten rendte mig nogle staver i livet. Det er måske det, jeg har lært nu – altså jeg har jo aldrig været nogen god pædagog…”
Københavnersnude var én ting. Men den nye havnedirektør kom også på et tidspunkt, hvor han måtte være budbringer for en udvikling, der ikke bragte godt nyt alle steder. Fiskeriet og de traditionelle havneforretninger som f. eks. frysehuse, filetfabrikker og foderstoffer var klemte. På flere måder.
Ole Ingrisch kom med sin direkte facon også i klemme i flere situationer. Dog knapt så dramatisk som sit allerførste minde fra Esbjerg, hvor han som 15-årig var på den gamle søfartsskole på Gl. Vardevej. En øvelse, en meget tung redningsbåd og et uheld kostede et stykke af højre pegefinger.
Det var hans allerførste minde om Esbjerg, og han vendte ikke tilbage igen før i 2003.
Helligbrøde på havnen
I anden omgang kostede det skrammer og knubbede ord at komme i klemme mellem de forskellige hensyn på havnen. Tingene udviklede sig hurtigt, og ikke alle var enige i retningen – eller hastigheden. Det lignede f. eks. helligbrøde, da han annoncerede lukningen af havnens 2. bassin.
”Jeg har måske været lidt for frembusende og måske ikke lige set detaljerne og lyttet ordentligt i alle sammenhænge. Det er måske noget af det, jeg har lært herovre. På jysk ville man nok sige: Stik lige piben ind. Det tror jeg, jeg har lært.”
Nogle vil mene, at du er lidt af en havnebisse?
“Jae – jeg håber, at dem der har ment det, efterhånden har revideret deres opfattelse lidt. Men jeg kom jo på et tidspunkt, hvor udviklingen var nødvendig. Det var jo ikke noget valg, og det har en pris.”
Hvordan vil du beskrive dig selv som leder?
”Det jo altid bedre, at andre gør det. Men jeg tror, folk opfatter mig som ret direkte – uden at være grov. Jeg kalder en spade for en spade, men jeg er også altid på sagen og altid ambitiøs. Jeg kræver resultater i dagligdagen, men jeg synes også, jeg beskytter mine folk og går forrest, og hvis der er problemer, så skærmer jeg af.”
Hvor længe bliver du i jobbet ?
”Jeg bliver ved nogle år endnu. Men når man runder de 60, er det jo det sidste skarpe hjørne i karrieren. Og selvom jeg har en god udsigt fra mit hjørnekontor på havnen, så kan jeg også se vejen ned…”
I Marbæk bor han på en lille landejendom med udsigt over Ho Bugt og udløbet af Varde Å sammen med Tine, der er ergoterapeut. Døtrene Dagmar på 28 og Anna på 26 er henholdsvis civilingeniør og journalist i København.
Ny jagthund på vej
Ole Ingrisch elsker naturen og jagt, men hans hund gennem ni måtte aflives i vinter. Labradoren Zhukov – opkaldt efter den mar-shal, der førte an i russernes kamp mod Hitler – skal dog have en afløser til foråret, så skovmanden igen kan komme på jagt.
Når dagen kommer for din pensionering – er det så tanken at blive her i området?
”Ja, jeg har ikke nogen skøre planer og skal ikke bygge min egen båd og ud for at sejle jorden rundt.” Og jeg har tænkt mig at beholde det her dejlige sted i Marbæk.”
København stresser
”Det kan lyde lidt mærkeligt, men jeg har også lært at være her. Ikke fordi jeg er blevet vestjyde, men jeg har virkelig lært at holde af menneskene og naturen herovre,” filosoferer københavneren.
”Jeg kommer jo meget i København, hvor jeg har masser af familie og venner. Men jeg kan godt mærke efter to dage derovre, så bliver det altså stressende. Når man har drukket tre-fire kaffe latte og gået lidt op og ned ad Østerbrogade, så glæder jeg mig til at komme hjem igen!”
Så du er blevet lidt vestjyde?
”Ja det kan man godt sige – og uden at gøre krav på at være blevet det…”