Bunkermuseum lufter nye ambitioner

Den gamle tyske hovedvagt ved indgangen til Esbjerg Flyveplads skal efter planen genopføres i en lidt mindre kopi ved Tarp Bunkermuseum.

BUNKER – Tarp Bunkermuseum, der blev indviet 1. maj sidste år, får snart endnu mere spændende omgivelser.

Ejerne Jens Andersen og Helene Andersen fik bunkeren med i købet på den store grund til deres private bolig på Tarp Hovedvej 131, og museet har fået en flyvende start, så parret ser nu fremad mod nye ambitioner. Og opad.

Kopi af hovedvagt

”Nu er vi kommet godt i gang, så vores visioner og ambitioner er at etablere en nedskaleret kopi af den gamle tyske hovedvagt ind til den gamle lufthavn,” fortæller Jens Andersen fra Tarp Bunkermuseum.

Bunkermuseet planlægger også at købe en 1:1 model af et Messerschmidt kampfly.

”Den anden store vision er få en 1:1 replika af en Messerschmidt BF109,” lyder ambitionen. Det vævre kampfly (se foto) var hjertet i Luftwaffes slagstyrke under Anden Verdenskrig, og et udstillingsfly virker helt oplagt til bunkeren i Tarp.

Den var en del af tyskernes store base på Esbjerg Flyveplads i Kjersing, hvor der nu er industrikvarter.

1:1 model af kampfly

”Den nye hovedvagt kommer formentlig engang efter sommerferien, og replikaen af flyet er noget, jeg har gang i med nogle tjekkere og tyskere. Det er en af den slags modeller, der bliver brugt til krigsfilm,” fortæller Jens Andersen.

”Der er en lille motor i med fri udblæsning, så der er masser af lyd og propellen kører rundt. Den er meget naturtro, og man skal være feinschmecker for at se forskel på den og et rigtigt fly.”

I 2016 nåede man op på knap 1600 besøgende, og væksten ser ud til at fortsætte i år. Foreløbig er museet etableret for egne penge samt bidrag fra Claus Sørensen Fonden, Danske Bank Fonden og nu også fra Spar Nord Fonden (se nedenfor).

DSC_3318

”Udfordringen er, at vi har brændt små 200.000 kr. af egne penge af på det her, og vi er almindelige funktionærer, så vi kan ikke finansiere de nye ting selv. De penge, vi får ind fra billetsalg og merchandise, bruger vi på nye effekter, for det er en hobby og bestemt ikke noget, vi skal leve af,” siger Jens Andersen, der arbejder med indkøb hos Valsemøllen, mens hans kone Helene arbejder som misbrugskonsulent.

Budgettet for både hovedvagt og fly ligger på ca. 125.000 kr.

”Så vi skal ud at spørge nogle flere fonde, men der er jo mange, der plager dem. Vi har også prøvet at ansøge Esbjerg Kommune om støtte, men det blev forholdsvist hurtigt skudt ned, kan jeg hilse og sige.”

Foreløbig venter man en opblomstring i besøgstallet, når det store nye Tirpitz museum åbner i Blåvand til april. Det vil sende endnu flere interesserede til området og ventes at give en afsmittende effekt, ligesom der også samarbejdes med foreningen Esbjerg i Atlantvolden.

”Vi laver en stor åbning igen den 6. maj med skuespillere klædt ud som tyske soldater, og så regner vi med, at der kommer en større samling af militære Mercedes GD-biler,” fortæller Jens Andersen, der selv har en af slagsen i carporten.

 

 

DSC_3292

Direktør Klaus Jensen, Spar Nord Esbjerg (t.v.) overrækker de 15.000 kr. til Jens Andersen, mens det lokale bankråd står vagt i baggrunden: Fra venstre er det formand Claus Vang Madsen, Kirsten Nielsen, Joan Bonde Bach, Jan Heiselberg og Henrik Vallø.

Donation fra Spar Nord hjælper projektet på vej

FONDSPENGE – Ambitionerne for Tarp Bunkermuseum blev skudt godt i gang med en stor donation fra Spar Nord Fonden forleden. En stor del af fondens midler fordeles lokalt, og derfor doneres nu 15.000 kroner til bunkermuseet.

Bankdirektør Klaus Jensen fra Spar Nord Esbjerg mødte op med checken sammen med sit lokale bankråd, så de kunne benytte lejligheden til at se og høre nærmere om, hvad støtten skulle gå til.

”Vi arbejder meget lokalt og synes, at Tarp Bunkermuseum er et stærkt, lokalt initiativ med nogle gode ildsjæle, der fortjener en håndsrækning,” fortæller Klaus Jensen.

”Besættelsen er en del af vores historie, og hele fortællingen om det kæmpe anlæg, tyskerne havde herude er utrolig interessant. Den vil vi gerne give en hånd med at formidle, og så er det jo et projekt, der kan bidrage til at løfte turismen i hele vores område.”

Bankrådet fik en rundvisning i bunkeren, spørgelysten var stor, og selvom alle medlemmer er lokale, var det en øjenåbner at høre om det kæmpe anlæg, som bunkeren var en del af.

 

 

Tekst:

Relaterede artikler

Top