Connie Geissler var aktiv i Esbjerg Byråd til det sidste.
Af provst Kræn Christensen, Sjelborg ved byrådsmedlem Connie Geisslers bisættelse fra Hjerting kirke torsdag den 10. november 2022 kl. 13.00. Salmer: 754, 787, 121.
”Kære familie – kære Jens og Ben!
Connie og de fire mænd!
På denne grå og fugtige torsdag skal I og vi tage afsked med din hustru, jeres mor, svigermor, mormor og farmor, søster og gode ven Connie Geissler.
Hvor er det mærkeligt at Connie ikke er her mere. Hvor er det mærkeligt, at man ikke længere skal møde hende, snakke med hende, diskutere med hende. Møde hendes skarpe blik og hendes gode replikker. Det skal vi desværre ikke – for der er blevet stille. Alt for stille. Hun sov stille ind på Stien 6 – hendes elskede hjem – blot 8 timer før hun skulle have været på hospice. Nedkæmpet af sygdom!
Der er en meget stor gran af sandhed i, at det du giver kommer godt tilbage. Og således har det været i Connies liv – ikke mindst i den sidste tid, som var rigtig hårde dage for Connie og familien – der har veninder været tæt på og stået bi, støttet, båret med…. sovet og våget hos Connie.
Men inden da må man sige, at du, Jens, i særdeleshed har ydet en indsats udover alle evner. Og ja, således også holdt ud i den afmagt, som det er når ens allernærmeste og allerkæreste bliver ramt af så streng en sygdom som ALS.
Det utrolige med Connie – og det som er kendetegnende for Connie – er at hun gennem hele sit liv netop har været en vaskeægte fighter. Så hun gav sygdommen kamp til stregen. Med sin jernvilje forsøgte hun at styre sygdommen. Hun trænede, og hun styrede det allerbedste, hun kunne. Hun holdt ud. Hun tilrettelagde, lagde kursen fordi sådan var hun og det nærmest til det sidste! Den forbandede sygdom fik med andre ord kamp til stregen, og det gjorde den af ”rosen fra Hjerting.”
Og det er sådan, vi vil huske hende! Som en rose, der kunne skyde selv op ad den frosne jord. Den rose, der kunne bryde selv de koldeste hjerter!
Der er god grund til at græde over tabet af Connie – det var alt for hurtigt og alt for strengt – men vi må aldrig nogensinde glemme smilet – de smil som hun har givet qua sit liv, som hustru, mor, farmor, svigermor og god ven. En arbejdsom sjæl som brændte for sit fag – og det vil rent faktisk sige brændte for andre. Hun var som skabt til formandsposten i FOA og hun var i den grad den røde rose med alt hvad denne indeholder i Socialdemokratiet. Derfor var hun også en respekteret og afholdt partikammerat og byrådskollega.”
”For jer, der er her i dag, så kan man vist roligt sige, at døden kræver en dyb indånding. Døden vænner man sig aldrig til, heller ikke, selvom man som Connie har gjort det, lagde det hele tilrette. Og heldigvis er det sådan! For med den dybe indånding signalerer vi, at hun har været og på sin vis stadigvæk er her. Lige her og nu – altid – når I snakker om hende, fortæller om hende, mindes hende i tankerne
Connie Geissler – bare at sige hendes navn kan gøre en glad, og man ser hende for sig. Man ser hende for sig – ikke sandt – akkurat som hun var portrætteret for nylig i JydskeVestkysten. Dit foto af hende – Jens – ude ved de 4 mænd er i den grad præcist og kendetegnende for hende.
Hun var fysisk set ikke en stor kvinde men hendes hjerte var enormt, og hun har – som vi skal synge det – tændt millioner af stjerner indeni jer der sidder nærmest – men også i alle jer andre, der er med i dag og såmænd også hos de der har været. De stjerner er og vil aldrig gå ud. Og de stjerner må I bære med jer og lade funkle i dag og altid.
Connies liv begyndte på Hasselvej og hun var 3. barn ud af 6. Man kan vist roligt sige, at de kår som hun og I søskende voksede op i var yderst beskedne. Der var som du fortalte Alice, kun én seng til hele familien.
Det som Connie fik med fra Hasselvej formede hende og hendes tanker livet ud. Det var en kamp for ordentlighed og retfærdighed, dér hvor hun var om det var i partiet i FOA eller lokalt…
Ret tidligt kom hun i lære hos Linding – og kom næsten til at bestyre butikken trods sin unge alder. Hun var populær blandt kunderne sikkert også fordi hun i sine ekspeditioner havde blik for vor Herres de små og godt kunne finde på at ligge et par ekstra strømper eller andet i posen inden de forlod butikken.
Siden blev hun lokket af Tang som ønskede at starte en børnetøjsforretning. Den måde, som han aflønnede og behandlede sit personale, blev for alvor startskuddet for Connie til at gå ind i fagbevægelsen.
Hun forlod også Tang og tog 10. klasse og HF, inden hun begav sig ind i sundhedssektoren som ufaglært og sidenhen faglært sygehjælper. Mødet med Klockmann blev afgørende for hendes engagement, da du både har været mentor og fagligt forbillede for hende.
Og så blev hun tillidsrepræsentant på sygehuset og med i FOA. Hun blev formand for social- og sundhedssektoren og de sidste år desuden afdelingsformand. Med Connie havde man fået en ildsjæl, som virkelig forstod at folde sine rosenblade ud, så medlemmerne kunne mærke både duft og glød og mindst ligeså vigtigt, at hendes forhandlingsmodstandere kunne mærke dette og de kunne mærke at man også godt kunne stikke sig på Hjertings rose. Men man vidste altid hvor man havde hende!
Som den rose hun var – plantet midt i den vestjyske muld – her i det vestjyske er vi vant til blæst, og vi er vant til at tænke som Per Krøisgaard, der har skrevet sangen Kære linedanser, hvor det gøres klart, at man som menneske ikke er isoleret, men er del af et fællesskab. ”Være én, men en iblandt”, som det lyder. Og tag slutningen på tredje vers med: ”De stærkeste rødder har træ’r i blæst”. Det er meget rammende for Connie og den måde, hun tacklede sit liv. Hun havde stærke rødder, og hun væltede ikke ved en voldsom blæst og forstod at holde fast i at være én, men en iblandt. Blandt sine partikammerater, blandt sine byrådskolleger, blandt borgerne…
For jer der sidder nærmest var hun ikke en iblandt. Hun var din elskede hustru, din mor, din svigermor og Signe og Rasmus’ farmor. Hun var jeres rose!
Jens – til dig vil jeg også sige: Hvilket under at kærligheden fandtes, og at den findes, og at du har modtaget så meget kærlighed fra Connie og omvendt.
Du var på ferie på Fanø med en kammerat fra Hamborg, og Connie havde taget sig udvidet frihed uden sine forældres vidende. De troede hun sov hos sin veninde. Men de havde altså taget turen til Fanø og til Pelargoniehuset for at feste.
Dagen efter festen kom Connie spadserende med sin veninde forbi dig og din kammerat og så ville skæbnen at hun trådte i et stykke tyggegummi, som du galant og hjælpsom hjalp hende af med. And the rest is history!
I blev gift på rådhuset og tog på bryllupsrejse til Gardasøen.
Tilfældigt? Ja, måske – men i hvert fald et godt match.
I har så siden igennem et langt samliv støttet hinanden, suppleret hinanden og bakket hinanden op i de valg, som er blevet foretaget i løbet af de mange år, I har levet sammen.
Da du kom til, Ben, blev der også rejst, men det var i Danmark, og det var cykelture og kanoture.
Jens – Connie og du fik heldigvis også muligheden for at besøge Nordkap to gange – men den store drøm, at I skulle opleve Nordkap sammen med hele familien, nåede I desværre ikke pga. Corona.
Men det er jo ikke det, man ikke når, man skal hæfte sig ved, men alt det man når. Og Connie nåede meget.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Connie har været en dygtig, flittig, engageret kvinde, der hvor hun var. Men jeg er egentlig ganske sikker på, at en af grundene til at hun lykkedes så godt, var ikke mindst dig, Jens. Du har forstået, båret med, lyttet givet med- og modspil….
Du har om nogen gødet rosen, passet den, plejet den og fået den til at folde sine smukke røde blade ud.
Også på den baggrund har hun virkelig vist, hvad livet i grunden går ud på – man kan sige, at hun egnede sig til dette liv – hun var god til at leve sit liv. God til at folde det ud så det også blev til glæde og gavn for andre.
Hun tænkte sådan på dig Jens, at da du blev ramt af sygdom, var det hendes primære opgave at få dig tilbage til livet igen, som I formulerede det forleden. Hun elskede dig, Jens – og det var gensidigt!
For dit vedkommende, Ben, har du haft en mor, som var så stolt af dig. En mor, som elskede dig, som kun en mor kan gøre det! Man kan sige, at du har været ganske privilegeret at vokse op med en sådan engageret mor, som egentlig var og er et godt billede på, at jo mere du gi’r, jo mere bliver det til! Og hun har givet også dig rigtig meget. Hun har, som du sagde det, været midterforsvareren i dit liv. Hun har bakket op og lyttet – hun har været din wingman.
Og for jer, Signe og Rasmus, gælder det, at I har mistet den skønneste farmor. I har været på ferier i Hjerting. Hun har virkelig vist, hvad livet i grunden går ud på: Nemlig at finde den man elsker og så holde ud, holde af og holde sammen.
I var i alle henseender hendes livsfordobler – og det var ikke uden stolthed, at hun havde jer med på rådhuset på valgnatten. Hun var stolt af at vise rådhuset frem, men endnu mere stolt af at have jer med – vise jer frem.
Signe, du har skrevet den smukkeste sang om jeres farmor – om rosen – om dens skønhed og om den sorg og savn der følger med, når rosen går ud. Men jeg tænker at I to altid vil kunne se rosen for jer, mærke duften og gløden. Om lidt, når vi skal høre sangen er jeg sikker på, at alle kan fornemme rosens duft og skær.
Også du, Rasmus, fik skrevet det, jeg vil kalde for en ubetinget kærlighedserklæring til din farmor – et brev hvor du beskrev, hvad hun har betydet for dig. Jeg tror roligt man kan sige, at hun var i total øjenhøjde med dig!
Signe og Rasmus, I har været kendt og elsket af jeres farmor. Det kendskab og den kærlighed kan ingen tage fra jer, og det er godt at vide i en tid, hvor der er mange brydninger, at man har et solidt fundament under sine fødder.
Connie Geisler havde en stor berøringsflade og har betydet meget for mange, men det var og blev familien, som var hendes omdrejningspunkt.
Når man træder ind i hjemmet Svinget 6, får man et meget godt billede af Connie – her er meget ryddeligt og nydeligt – og så er det jo en stor glæde at komme ind i et hjem hvor man kan se der bliver læst meget og meget forskelligt lige fra H. C Andersen, Obama, Anker Jørgensen til Højskolesangbogen. Hun var i alle henseender det, man kunne kalde for et oplyst menneske – også af den grund var hun spændende at være sammen med og at snakke med. Selvom det er et hus med lavt til loftet, kan man i den grad sige, at det ikke gjaldt i overført betydning…
Se nu stiger solen, du som har tændt millioner af stjerner, dejlig er jorden – er uddrag af de salmer vi synger i dag, og læser man teksterne, må man sige at de passer meget godt på Connie og hendes liv – de er varme, positive og fyldt med kærlighed. Og kamp og stædighed. Det er altid for tidligt at sige farvel til Connie – og det er god grund til at græde, men I skal også huske smilet – Connies smil og hendes historie.
Nok er Connie død – men døden er ikke det sidste, der er at sige om et menneske, der er elsket af Gud. Connie har rejst sig fra stolen og er gået ud af dette rum og denne kendte og elskede verden, stolen i stuen er tom, og hun er gået ind til Gud i hans rige. Den ånde, som Gud pustede i Connie for 71 år siden, er nu vendt hjem til Gud – hun har udåndet. Der hvor I måtte slippe hendes hånd, tager Gud fat i den.
Nu skal vi ikke længere møde hende på jeres fælles gåture nede på stranden eller i køen hos Rema. Nu skal vi ikke længere se hende samle sten på stranden eller få foræret en lykkesten af hende. Samtalerne med hende er forbi, men ingen vil glemme dem.
Her i kirken får vi derfor at vide, at Connie vil leve videre hos Gud. Sådan fortælles der nemlig om den mand, der døde for snart 2000 år siden – han var Guds søn. Han havde hverken ingen til at være hos sig, da det gjorde ondt – ingen til at holde ham i hånden – ingen som fortalte, at de elskede ham. Og dog – Gud var dér – og Han var der, da Connie døde – og Gud er her!
Sådan tror vi – ikke fordi det er indlysende, at der findes en Gud. Ikke fordi vi ser Gud gribe ind og afhjælpe nød og elendighed. Ikke fordi vi er overbevist, så vi kan bevise det eller skabe vished. Men vi tror, fordi vi ikke kan lade være, og fordi det ville være umuligt at udholde dette liv, hvis ikke Gud er som en kærlig himmelsk far, der giver Connie og os et evigt liv efter dette. Vi tror på trods af al bedreviden. Vi tror den mand, der endte sit liv på korset og råbte: Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig. Vi tror, fordi vi låner af hans tro på en kærlig far, også når vi måtte føle os gudsforladte. Vi tror, fordi han døde og opstod ud af Guds kærlighed til vor Herre og til os. Og vi tror på, at vi atter skal mødes igen – dér hvor vi som ven med ven skal tale sammen.
Stolen er forladt her hos os – og med den følger en tomhed og et savn – men hun er gået ind i lyset – ind i den blå himmel – dér hvor lyset stander stille på livets kyst!
Og jeg vil slutte med ordene fra det brev, hun skrev til sine byrådskolleger: Tak for mange gode år med respektfuldhed. Og modspil. Hils alle mange gange fra mig og pas godt på hinanden!”
Tak Connie for dig og for ordene.
Guds kærlighed og fred være med dig Connie Geissler og Guds fred være med os alle.
Amen!
Kræn Christensen
Sjelborg”
