Rasmus Dahlberg er forsker og underviser på Forsvarsakademiet, men han er også en engageret borger, der vil i Folketinget for Det Konservative Folkeparti
Hent den originale artiklen fra avisen som PDF her
POLITIK – Hjerting er en konservativ højborg i Esbjerg Kommune, så ikke unaturligt har folketingskandidat Rasmus Dahlberg har fundet sammen med lokale kræfter om at ”markedsføre” sig i den gamle fiskerby, der i dag nok er kommunens mest attraktive boligområde. Vi har talt med ham på strandpromenaden for at høre, hvorfor han opstiller til Folketinget – og for at høre lidt om, hvem han er.
Hvorfor er du her? Der er langt til din arbejdsplads.
”Jeg mødte en smuk kvinde, Julie, og flyttede til Esbjerg. Længere er den sådan set ikke. Og jeg er vant til at køre meget i tog, det gjorde jeg også, da jeg boede på Fyn.”
Har du haft politiske poster tidligere?
”Nej, men da jeg kom hertil, meldte jeg mig ind i den lokale afdeling af Det Konservative Folkeparti for at få nogle venner. Jeg blev så spurgt, hvad jeg kunne tænke mig at bidrage med, og jeg sagde, at jeg da godt kunne tænke mig at blive det første konservative folketingsmedlem efter Kent Kirk, der sad i Folketinget fra 1984 til 1998. Og så fangede bordet. Men jeg havde faktisk tænkt meget over det. Jeg har noget erfaring og nogle indsigter, der måske kan være nyttige. Og jeg vil gerne give noget tilbage til det gode samfund, vi har. Et af mine slogans er faktisk ”Jeg vil gøre et godt land bedre”. Det er god, konservativ politik at bygge videre på et godt fundament. If it ain’t broke, don’t fix it.”
Et trygt sundhedsvæsen
Det betyder ikke, at alt efter hans mening er perfekt. Sundhedsvæsenet er et af de områder, han meget gerne vil være med til at gøre bedre.
”Det interesserer mig meget. Hvis der ikke er styr på det, er alt andet lige meget. Du skal være tryg ved, at du kan få din egen læge, der kender dig. Og du skal være tryg ved at komme på sygehuset.”
Og det behøver ikke nødvendigvis være ved hjælp af endnu flere milliarder af kroner, mener han.
”Måske bruges der for mange penge til kvalitetskontroller, foretaget af folk, der ingen patientkontakt har. Området bør have et stort eftersyn.”
Energipolitik har også hans store interesse, så at være i Power to X-byen Esbjerg passer ham fremragende.
”Sjovt nok blev det opfundet for 100 år siden af fysikeren og højskoleforstanderen Poul la Cour, der opstillede verdens første vindmølle med en generator. Han fandt på at lave brint med strømmen, og den blev brugt til belysning i elevfløjen,” fortæller han.
Et tredje emne, han brænder for, er bedre forhold for de frivillige. Foreningerne er ved at blive kvalt af bureaukrati, kontroller og udgifter til revisorer og banker. Det skal der gøre op med. Tilliden skal tilbage.
Blå bog Rasmus Dahlberg
- Rasmus Dahlberg stammer fra Faaborg på Sydfyn
- Han er født den29. januar 1977 og er dermed 45 år
- Han er gift og har sammen med sin hustru fire børn, hvoraf det ene er et fællesbarn. De tre lidt større børn er fra deres tidligere forhold
- Uddannet historiker fra Odense Universitet, har en ph.d. i katastrofevidenskab fra Københavns Universitet
- Har drevet egen virksomhed, Det Historiske Hus i Odense, været underviser på Ryslinge Højskole og er nu ansat i Forsvarsakademiet i København som forsker
og underviser ved Center for Arktiske Sikkerhedsstudier (rettet i forhold til avisen, red.) - Har skrevet mellem 20 og 30 bøger, blandt andet om Esbjergs historie og sikkerhed i offshore-branchen (rettet i forhold til avisen, red.). Lige nu skriver han på Rigsfællesskabets forsvarshistorie 1940-1990
- Udfører historiske byvandringer i Esbjerg
- I hans fritid står den på løb og madlavning
Tekst og foto: Finn Arne Hansen