Redaktør arkiv: Redaktionen

Det lokale butikslivs skæbne er dit ansvar

Hent lederen fra avisen som PDF her

Forestil dig et lokalsamfund uden butikker. Rundt om i de stille, livløse gader kører varebiler rundt med kasser til os alle, fyldt med dagligvarer, bøger, tøj og den nye vase, du har gået og sukket efter. Overalt er der tomme butikslokaler. Slut med at møde naboerne eller gamle bekendte til en hyggesnak i den stedlige butik.
Ja, du genkender noget, ikke? Det er der, vi var på vej hen under Corona. Vi købte løs på nettet. Af og til ville vi lige sikre os, vi handlede med en sød legetøjsforhandler eller en sportsforretning fra Danmark, men når pakken kom, var den fra Holland, Tyskland eller Sverige. Og vores lokale butiksindehavere fik sværere og svære ved at smile og sove om natten, når de tænkte på de coronalån, de snart skulle betale tilbage, samtidig med lønningerne, momsregningen, den høje husleje med meget mere. Der er vi kommet til nu. Gælden skal høvles af, og det kræver kunder i butikken.
De handlende ømmer sig, tilpasser sig og håber på bedre tider, som Tina Asmussen fortæller i vort lille fødselsdagsportræt i denne avis. Og vi kan kun sige: Støt det lokale handelsliv, ellers dør det. Og det kan de lokale samfund ikke tåle. I forvejen har den buldrende centralisering lukket så meget og så hurtigt, at man næppe nogensinde havde forestillet sig det.
Heldigvis har den danske økonomi det generelt godt, og arbejdsløsheden er meget lav. Huspriserne er på vej ned på grund af de stigende renter og frygten for de kommende ejendomsskatter, og det er skidt for sælgerne. Det er til gengæld godt for førstegangskøberne, der forhåbentlig om nogle år kan se frem til lavere huslejer via lavere renter. Og her i 6710 er der flere hundrede byggegrunde på vej, så vi vil få flere tilflyttere, som uvægerligt vil give mere omsætning til butikkerne. Lad os tro på det.
God påske!

Stig Rossen begejstrede ved koncert i Hjerting Kirke

360 publikummer fik sig en betagende oplevelse og en musikalsk musicaloplevelse med Stig Rossen og Carl Ulrik Munk-Andersen

Hent originalartiklen fra avisen som PDF her

KONCERT – Indtil for kort tid siden anede sangeren Stig Rossen ikke, at der fandtes en bydel i Esbjerg, der hedder Hjerting. Det ved han nu. Samtidig kan den kendte kunstner i dag notere sig, at han – såfremt han ikke var det i forvejen – nu er særdeles populær hos flere hundrede af områdets borgere, nemlig det store publikum, der for nylig mødte op for at høre ham synge i Hjerting Kirke.

Kirken var stuvende fuld af forventningsfulde tilhørere, der kunne gå tilfredse hjem.

Kirken var stuvende fuld af forventningsfulde tilhørere, der kunne gå tilfredse hjem.

Dynamisk duo
Med sig til Hjerting havde Stig Rossen pianisten og organisten Carl Ulrik Munk-Andersen, og den dynamiske duo kunne skabe både nærmest åndeløs, betagende stilhed og bragende bifald i det smukke kirkerum.
Repertoiret var først og fremmest sange fra det utal af musicals, Stig Rossen har medvirket i gennem de seneste mange år – ind i mellem krydret med masser af humoristiske bemærkninger og små anekdoter, der skabte latter og begejstring blandt publikum.
Koncerten var arrangeret af Stiftelsen Jon og Dittes Hus på Gl. Guldagervej i Hjerting, og stiftelsens formand, Halfdan Andersen, var den første ved mikrofonen.
Han bød velkommen til dagens gæster.

360 billetter solgt
På forhånd var der solgt cirka 360 billetter og klogeligt nok havde man valgt at sætte ekstra stole ind. Dem blev der brug for. Stiftelsen, der sparer op til at bygge en sal, tjente cirka 40.000 kroner på koncerten.

Tekst og foto: Jens Bytoft

Pub Kaktus serverer nu øl direkte fra haner til kaner

Inspektions- og smageholdet fra Hjerting Kanelaug: Niels Jensen, Arne Frandsen, John Pedersen og Per Thrane.

Fra haner til kaner. Ny kompagnon i Pub Kaktus fandt på en ny måde at servere øl på

Hent den originale artikel fra avisen her

ØLDRIKNING – Når man går på pub, er det for at drikke øl, få en hyggesnak med gutterne, de andre gæster eller bartenderen. Men måden, man gør det på, forandrer sig. Det har Kim Nielsen, indehaveren af Pub Kaktus på Gammel Guldagervej i Hjerting, taget bestik af.
Bagved er der indrettet en stor gårdhave til sommerperioden, og inde i værtshuset er røgen væk, og især barområdet er blevet peppet op. Og så er der det med øl i kaner, som vi kom for at se nærmere på sammen med fire repræsentanter for Hjerting Kanelaug.
”Min ny kompagnon Mike Jensen fandt på, at vi skulle lave et samarbejde med kanelauget om at servere øl på træstykker, formet som kaner. Og de skal have navn efter kanerne,” fortæller han.
En tredje Kaktus-kompagnon er Jon Würtz.
Idéen er hentet fra Esbjerg Bryghus, men også Fanø Bryghus og mange andre bryghuse kører med samme koncept. Man bestiller et bræt eller kane med fire eller seks forskellige øl, og så nyder man de øl i godt selskab og får lidt at snakke om. Esbjerg Tømrerfirma laver de små kaner, som stadig mangler at få brændt navnene ned i træet.

Mange nye haner
Vi går til baren, hvor antallet af haner er øget en del siden sidste besøg. Man kan for eksempel vælge værtshusets egen pilsner eller classic fra Brøckhouse på Sjælland, en Fanø Rav – eller man kan snuppe en lidt stærkere Saint Bernardus fra Belgien, brygget af dygtige munke gennem århundreder.


Kim får hurtigt fyldt fire kaner med lidt forskelligt øl, og turen går til de spændt ventende repræsentanter for kanelauget, Niels Jensen, Arne Frandsen, John Pedersen og Per Thrane. Og det bekommer dem vel.
Men de smager sig gennem de fire øl, får vi en snak om det famøse gavlmaleri, som kommunen vil have overmalet. Ifølge Kim kan der gå fra tre til otte måneder, før klagesagen afgøres.

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

 

Hjerting-præst udgiver ny børnebog

Georg Græsholt opdagede, at han var en bedre skribent end musiker, og så blev han præst og begyndte at skrive bøger

Hent den originale artikel fra avisen her

BØGER – Georg Græsholt, præst ved Hjerting Kirke og kirken i Kvaglund, kan ikke lade være med at skrive. Det er der nu igen kommet en børnebog ud af. Det er hans fjerde af slagsen. Den hedder Klimarejsen og udkommer 24. marts på forlaget Læselyst i Bryndum, hvis indehaver også er præst, nemlig den lokale Egil Hvid-Olsen.
Georg Græsholt ved godt, man skal gå stille med dørene i Vestjylland, når man er fra ’Djævleøen’, men han indrømmer blankt med et af sine mange grin, at han er fra Bagsværd og har boet i mange år i hovedstadsområdet, da det alligevel ikke kan skjules. Han har også boet i en årrække på Falster. Han lurer også hurtigt, at intervieweren trods 31 år på Fyn ikke er fynbo, men jyde af en slags. Og ja, fra Skanderborg, der ligger i Østjylland. Og udtales med samme a som Randers.

16 år ved Hjerting Kirke
For 16 år siden blev han deltidspræst ved Hjerting Kirke. Bopælen befinder sig i Janderup.
Vi mødes ved iskiosken Stryhns i Hjerting i et Herrens vejr og vil gerne høre lidt om starten på forfattergerningen. Heldigvis kan man sidde tørt og godt i en bil, når fotograferingen er klaret.
”Ja, hvorfor begyndte jeg at skrive bøger? Jeg var organistvikar i København, og da jeg på et tidspunkt senere i mit liv fik lyst til at spille igen, så kom jeg til den konklusion, at jeg var nok var bedre til at skrive end at spille,” fortæller han.
Han har været medforfatter på forskellige teologiske værker om eksempelvis Det nye testamente og antik jødedom. Når det alligevel blev børnebøger, så skyldes det blandt andet, at han holdt meget af at læse højt for sine tre børn. Og han læser også gerne for sine børnebørn.
Og hvad vil han med sin bogserie, der nu er nået til bind fire?
”Jeg vil gerne fortælle, der er et udmærket liv på landet og i provinsen. Der er mange misforståelser om det liv, der leves i udkanten. Danmark er jo i virkeligheden én stor landsby,” siger han.

Moderen flytter
Måden, han gør det på, er ved at skildre livet i en landsby.
På grund af en skilsmisse flytteren moderen i familien til København, og pigen i bogen er én ud af syv skolebørn, der er med i alle bøger.
”Så egentlig burde jeg skrive syv bøger i alt,” ler Georg Græsholt, ikke helt overbevist om, at det kommer til at ske.
Pigen er en tænksom type, men hun er også en praktiker. Hun er lidt snedig, og hun er meget aktiv. Hun går til svømning, gymnastik og parcour. Bogens handling er så, at børnene vinder en landsdækkende skolekonkurrence, hvis hovedpræmie er en tur i en elektrisk bus rundt i Skandinavien. Men turen må aflyses, så de må finde på noget andet. Trods det klimaskadelige i at flyve, tager de efter en debat og en afstemning til Cypern. Her støder de ind helt nye problemstillinger med børn, der må arbejde under slavelignende forhold. Og de tager affære.
”Jeg har forsøgt at gøre bogen sjov for alle. Jeg hører da også om ældre mennesker, der med fornøjelse læser bøgerne i serien,” slutter han.

Om Klimarejsen

  • Klimarejsen – en krimi for børn
  • Illustreret af Michael Pedersen
  • ”Så er det nu, tænker hun. Og svinger sig ud af døren og videre op på udliggeren. Hun står et øjeblik helt stille for at indstille sig på farten. Så sætter hun i løb ud mod enden af kranens lange arm. Der er langt ned…”
  • Katrine vinder sammen med sine kammerater i 5. klasse en konkurrence i klimaopfindelser. Præmien skulle have været en klima-ekspedition i elbus rundt i Sverige, Norge og Finland. Men den ny regering er mere optaget af at passe på pengene end på klimaet og sender i stedet børnene på en billigrejse til Cypern. Det kommer der en helt anderledes tur ud af
  • Klimarejsen er en aktuel krimi for børn i alle aldre – om klima, krig, børneslaveri, rejsefeber og meget andet
  • Georg Græsholt har udgivet tre andre bøger i samme serie. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden
  • Prisen er 199,95 kroner og kan købes hos Varming eller ved at skrive til kontakt@forlagetlaeselyst.dk
  • Udkommer 24. marts 2023

Tekst og foto: Finn Arne Hansen

Ny slags generalforsamling blev et hit i HIF

Der blev som noget nyt både holdt generalforsamling i selve HIF og i afdelingerne. Det virkede fint. Foto: HIF.

Alle HIF-afdelinger mødtes på én gang og fik en bid mad først. Det gav rekordtilslutning

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

IDRÆTSLIV – Hjerting Idrætsforening har torsdag den 16. marts holdt en rigtig god generalforsamling med over 30 deltagere. Det er væsentlig flere, end der plejer at dukke op. Årsagen var den simple, at afdelingsmøderne var blevet en del af generalforsamlingen, fortæller formand Anders Kristensen.

Deltagerne fik først en bid mad inden selve generalforsamlingen. Foto: HIF

Deltagerne fik først en bid mad inden selve generalforsamlingen. Foto: HIF

Sammenhængskraft
”Det gav en god stemning, og deltagerne var hurtig med på, at vi skal gøre, hvad vi kan for at forstærke sammenhængskraften i Hjerting IF. Og som det første skulle deltagerne tage stilling til foreningens nye tagline skråstreg slogan: Vi bevæger dig. Alle syntes godt om Vi bevæger dig og var glade for den dobbeltbetydning, der er i sætningen. Seniorerne fra bordtennisafdelingen satte ord på: Vi spiller bordtennis for at få trænet krop og hjerne, og hyggen under og efter træning bevæger os i lige så høj grad. Afdelingerne går nu i gang med at implementere sloganet og definere, hvad det betyder for deres idrætsgren,” tilføjer formanden, der iøvrigt har en tak at sende.

Hjerting Idrætsforening, generalforsamling 2023. Foto: Thomas Vohs-Ahlers

HIF fik noget større fremmøde end vanligt ved at samle alle afdelingers generalforsamlinger på én aften.

”Foreningen vil gerne sige tak til alle, der har brugt tid på at udfylde spørgeskemaet, som vi har haft udsendt til alle medlemmer og brugere af Hjertinghus. Der står mange rosende ting, men der er sandelig også meget, som vi nu skal have kikket på. Vi vil selvfølgelig tilstræbe os på at ligge højt på alle målinger, og det vil vi bruge resten af 2023 på,” siger Anders Kristensen.

På udkik efter frivillige
”Vi er desuden gået i gang med at samle en gruppe af frivillige som vil hjælpe os med at holde foreningen og Hjertinghus kørende. Har du håndværkerfærdigheder fra dit arbejdsliv eller bare lyst til at lave lidt praktisk arbejde, så tilbyder vi at organisere det i et fællesskab som gerne skulle leve op til Vi bevæger dig,” slutter han.
-fina

 

Syv havørne set på ørnens dag

Der blev set syv havørne ved arrangementet med Fanø Fuglestation. Her er et af de flotte eksemplarer.

Hent den originale artikel fra avisen som PDF her

VADEHAVETS FUGLE – Fanø Fuglestation holdt sammen med resten af Danmark Ørnens Dag søndag den 26. februar hvor 50 deltagere fik set syv havørne med vingefang fra 1,95 til 2,40 meter flyve til overnatning i et væld af farver, da den nedgående sol optrådte som et særdeles smukt bagtæppe. Arrangementet var et ’come & go’-arrangement, hvor deltagerne frit og kvit kunne komme og gå efter behag. Den slags arrangementer vil Fanø Fuglestation lave flere af i fremtiden.
Havørnen har virkelig indtaget Danmark med sin storhed, og nu runder vi snart 160 ynglepar.
Fra for blot få år siden blev den på grund af formodningsbaserede holdninger beskyldt for at tage børn og får og meget andet, men viden om dens sande habitus har overtaget og givet havørnen den respekt og beundring, den fortjener.

Totalfredet i 1967
Havørnen og alle andre rovfugle blev først totalfredet ved en revision af Jagtloven i 1967, men først i 1995 optræder havørnen igen som ynglefugl i Danmark.
Tidligere var havørnen en almindelig fugl i det danske landskab. Vores landskab med masser af småøer, mange lavvandede fjorde og søer er en perfekt biotop for havørnen.
Frem til midten af 1800-tallet var den kategoriseret som udbredt i hele landet, men herefter blev den med præmier systematisk bortskudt, fordi den blev opfattet som en trussel mod jagtinteresser i et Danmark, der pludselig blev mindre med nederlaget i 1864.
Havørnen er en topprædator, og selvom den primært er ådselæder, har den bragt dele af balancen tilbage i den danske natur ved at gøre et stort indhug i den store skarvbestand, samtidig med at gæs og andre byttedyr har fået en mere balanceret population. Havørnen er således naturens ’skraldemand’ og en stærk nødvendighed for et funktionelt økosystem.

Havørne på Fanø er gået til ro. Foto: Søren Brinch

To havørne har slået sig ned for natten i aftenskumringen.

I alt syv havørne trak til overnatning fra 16.15 til 18.15, og efterfølgende blev tre set på vejen hjem fra en mindeværdig smuk eftermiddag, hvor misteldroslens sang blev en melankolsk afslutning på et farveorgie på en af de måske sidste kolde vinterdage.
Fanø Fuglestation bedriver forskning gennem træktælling og ringmærkning og formidler viden om Fanøs fugleliv for at gøre mennesker og fugle glade. Den har en åben facebookgruppe.

Tekst og foto: Søren Brinch, Fanø Fuglestation

Redigering:
Finn Arne Hansen

Anker Rønberg 1934-2023

Anker Rønberg. Foto: Privat, udlånt af Hjerting Lokalarkiv

Hent den originale nekrolog fra avisen som PDF her

Forhenværende lærer på Hjerting Skole Anker Rønberg, 88 år, blev lørdag den 18. marts bisat fra Hjerting Kirke. Det blev et bevægende farvel til en populær lærer, som kom til at betyde meget for mange elever på deres videre færd i livet.
Hans gode ven og ekskollega på skolen, Leif Kjær, holdt tale, det samme gjorde to andre venner og naboer på Jægervænget, hvor han boede i over 50 år. Her, foran huset, er blomsterne fra bisættelsen også bagefter blevet lagt.
Anker Rønberg blev født den 1. juni 1934. Han stammede fra Thyborøn, men familien flyttede til Esbjerg, fordi hans far havde fået stilling som lodsformand her.
Den unge mand drog til navigationsskolen på Fanø for at blive uddannet til styrmand, og i en årrække sejlede han på verdenshavene for Mærsk, som rederiet hedder i dag. Det kan man læse om i bogen Maritime erindringer 1951-1965 af journalist Bjarne Rasmussen.
Det boglige trak dog i ham, og han besluttede sig til at gå i land og blive lærer. Efter endt uddannelse fik han en 50 år lang lærergerning på Hjerting Skole. Med sin baggrund som sømand var han især god til at hjælpe de drenge videre, der hellere ville til søs end sidde på skolebænken i mange år. I én klasse alene var der fem elever, der gik den vej.
En af de elever, han ansporede til at blive sømand, Bjarke Sørensen, er i dag lodsformand i Esbjerg og har lovet at hjælpe datteren Anita Rusel med at sprede hans aske i Ho bugt en passende dag.

Aktiv i skoletjenesten
Efter sin pensionering gik Anker Rønbjerg og vennen Leif Kjær, der også var pensioneret, i gang med at hjælpe til i Myrthues skoletjeneste. De sejlede ud med unge mennesker, der ville smage på livet til søs.
I sin pensionisttilværelse sejlede han også meget selv. Han købte en sejlbåd med motor, som han døbte Go, og i den sejlede han ganske alene rundt i de danske farvande, til Sverige og til Tyskland. Og bagefter skrev han en beretning om sit togt.
Anker Rønberg var gift to gange, men han fik ikke egne børn. I sit andet ægteskab var det derfor en glæde for ham, at han kunne adoptere Anita Rusel. Hun var en af hans elever, og han mødte hendes mor ved en skole-hjem-samtale, såmænd. Han blev senere en elsket bedstefar og oldefar for datterens børn. Han, der snød lægerne og fik over tre år mere end ventet, nåede at få et ekstra oldebarn i februar. Han gik bort den 14. marts.

Tekst: Finn Arne Hansen

 

 

Hjerting Posten 22. marts 2023

Læs som e-paper

Læs som PDF

Læs bl.a. om:

  • Stig Rossen begejstrede ved koncert i Hjerting Kirke
  • Stort debatmøde om fredningen af Marbæk plantage
  • Pub Kaktus sælger nu øl fra haner i kaner
  • Ny slags generalforsamling hos Hjerting IF gav større fremmøde
  • Skoleelever hjalp kreaturer på heden med at pleje den
  • Hjertingpræsten Georg Græsholt udgiver ny børnebog
  • Tina Asmussen er i festhumør
  • Et meget aktivt 2022 for Træfpunkt Sædding
  • Rekorddeltagelse ved Vadehavsforskningsdagen 2023
  • Friplejehjemsforstander fortæller i Hjerting
  • Anne-Grethe Bjarup Riis fortæller i Hjerting
  • Vadehavets fugle: Så syv havørne på én dag
  • Royal Run på Hjertings plejehjem på Bytoften
  • Anker Rønberg 1934-2023
  • Revyernes Revy – en tidsrejse
  • Leder: Det lokale butikslivs skæbne er dit ansvar
– og meget mere!

Husk at kryds- og tværs-løsningen nemt kan afleveres ved at sende et foto til mail@hjertingposten.dk . Der er et gavekort på 200 kroner til Meny at vinde! Postkassen ved Bytoften 2A i Hjerting er der dog stadig.

Husk: Fanø Dagbog og Carsten Mathiesens bog om Marbæks flora og fauna kan købes hos Klub Vadehavet for henholdsvis 349 kroner og 150 kroner, skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Frans Buch-selvbiografien, blandt andet om hans tid hos DSB Esbjerg i starten af 1900-tallet sælges for 275 kroner, skriv blot til mail@hjertingposten.dk

Fremgang og fredning i 6710

Hent lederen og artiklen om Marbæk-fredningen som PDF her

Det vil være synd at sige, at vi står i en kedelig tid i 6710. Lige nu er der for eksempel startet et kæmpeslagsmål om fredningen af Marbæk plantage på den ene side, og på den anden side kan vi i dag fortælle om 210 nye byggegrunde i henholdsvis Hjerting og Guldager, og begge steder bliver de sikkert hurtigt solgt. Det er godt for dagligvarebutikkerne, byggebranchen og skolerne.
I sagen om Marbæk plantage har Danmarks Naturfredningsforening startet en fredningssag alene uden Esbjerg Kommune. Det vil føre til fældning af måske 20.000 til 30.000 træer. Det kan godt lade sig gøre, da dansk lovgivning giver foreningen en enestående stærk position. Men byrådet lader til at være taget med bukserne nede og har svært ved at finde ud af, hvordan den situation skal tackles. Det virker underligt. Vi glæder os til at se nogle klare meldinger fra de enkelte politikere, ikke kun på de såkaldt sociale medier.
Andre, og det er de borgere, der ikke bryder sig om indhegning af vilde og halvtamme dyr, ved derimod godt, hvad de vil. De vil stoppe fredningen. Det vil mange borgere, der bare godt kan lide Marbæk plantage, som den er, også.
De hårdeste modstandere har kastet sig ud i en stor kampagne på Facebook, men det er faktisk trist. Ikke alle følger med her. Og man kan bruge andre navne end sit eget.
Det hjælper i virkeligheden heller ikke. Kun indsigelser til Fredningsnævnet for Sydjylland, der skal tage afgørelsen, tæller.
God debat og god marts!

Stærk markedsposition sikrer MacArtney profitabel vækst

Administrerende direktør (CEO) Niels Peter Christiansen er stolt af sine medarbejdere efter et 2022, der blev et år med rekordomsætning. Foto: Presse.

Hjerting-virksomheden MacArtney A/S, der er markedsleder inden for undervandsteknologi, melder en historisk høj omsætning i finansåret 2022

Hent originalartiklen som PDF her

ERHVERV – 2022 blev et rekordår for MacArtney med en vækst i omsætningen på hele 29 procent. 10 millioner kroner fra en vunden erstatningssag luner også, beretter vor kollegaavis JydskeVestkysten.
Salget er steget til 788 millioner kroner, hvilket har resulteret i et nettoresultat på 37,8 millioner kroner mod 31,3 året før. En stærk global position og en teknologisk føring er årsagerne, mener firmaet.
MacArtney fremstiller undervandsteknologi med speciale i design, salg og service af løsninger til primært kommercielle marine aktiviteter, ocean science, søfart og vedvarende energi. Innovation, tilpasningsevne og tætte markedsrelationer bidrager til virksomhedens fremgang, mener administrerende direktør (CEO) Niels Peter Christiansen:
“Beslutningen om at investere i forretningen under Covid-afmatningen i 2021 gav pote i 2022. Vi har blandt andet tilpasset lagerbeholdningen af connectivity-produkter på flere af vore lokationer og holder os på forkant teknologisk ved løbende at udvide og opgradere produktporteføljen. Samtidigt investerer vi også i vort vigtigste aktiv – vores medarbejdere,” påpeger han
MacArtney har, siden grundlæggelsen i 1978, haft hovedkontor i Hjerting nord for Esbjerg. Over årene har virksomheden etableret datterselskaber i foreløbigt 20 lande.
Et højt aktivitetsniveau og en positiv udvikling på alle internationale lokationer styrker MacArtneys markedsposition. Den stabile vækst er tråd med målsætningen om at udvide med flere placeringer på verdensplan. Senest blev blev MacArtney Sverige i 2022 tilføjet som en ny enhed, der støtter de omfattende marine- og offshoreaktiviteter langs Sveriges kyster.
“Vores mål er at være tilgængelige over hele verden og døgnet rundt. MacArtneys succes bygger på vores evne til at skabe loyale, langsigtede relationer og at vi formår at være tæt på kunder og marked med viden, løsninger og specialister,” siger Niels Peter Christiansen. Han peger ligeledes på en anden afgørende faktor: Den konsekvent høje fleksibilitet og tilpasningsevne, som alle MacArtney-medarbejdere har udvist i en periode med stærk markedsefterspørgsel og flere flaskehalse i værdikæden.
Fremtiden er der taget hul på, især NEXUS 8-systemet til dataindsamling, lanceret i begyndelsen af regnskabsåret, har bidraget væsentligt til ordrebogen.
Inden for sin kerneforretning understøtter MacArtneys velkendte connectivity løsninger kritiske infrastrukturer verden over.
-fina

Hent hele pressemeddelelsen her

 

Top